Tak for far
– Hvad sagde politiet? hviskede Frederikke, da moderen lagde mobilen fra sig på bordet.
– Ikke noget godt, – Inge Marianne tog et glas vand og drak et par slurke. De sagde, det var for tidligt at slå alarm. Der skal helst gå et døgn. Men jeg kan mærke det Jeg ved bare, der er sket noget!
*****
– Mor, hej! Er far stadig hjemme? spurgte Frederikke, da hun stormede ind ad døren med en lagkage i hånden.
– Hej, skat. Han er kørt. Jeg sagde jo, at det var hans sidste arbejdsdag i dag: både jubilæum og pensionsafsked med kollegerne. Så du ved, han kunne ikke springe over i dag.
Åh, øv sukkede Frederikke lettere skuffet.
– Men han lovede at komme hjem til frokost.
– Nå, men det passer jo, for så kommer Mikkel snart. Hele familien samlet. Vi dækker bare bord så længe, ikke?
– Selvfølgelig. Jeg har brug for en hånd i køkkenet alene bliver det aldrig helt godt. Men først: skal vi ikke drikke en kop te? Kanden har lige kogt. Jeg har også dine yndlingsvandbakkelser. Har du lyst?
– Det lyder skønt.
Mor og datter sad ved spisebordet, drak te, spiste vandbakkelser og snakkede om alt og ingenting: vejret, haven, og selvfølgelig far, som fyldte 50 i dag.
Det hele var rart, lige bortset fra
Inge bemærkede, at hendes datter ikke kunne sidde stille i stolen. Som om noget lå hende på sinde, men hun ikke rigtigt turde sige det.
Inge kunne mærke uro med det samme.
– Er der noget i vejen, skat?
– Kunne du mærke det? Frederikke smilte nervøst.
– Ja… Er der noget, du gerne vil sige?
– Ja. Men du skal ikke blive bekymret, mor. Det er gode nyheder!
– Så kom bare med dem.
– Mikkel og jeg har besluttet os for at give jer sommerhusgrunden, vi købte sidste år, i gave.
– Give den væk?!
– Ja, fra hjertet. Mikkel har ordnet huset derude, så nu kan man bo der hele sommeren uden problemer.
– Men hvad med jer?
– Vi kommer selvfølgelig ud og besøger jer. For at være ærlige, vi har ikke tiden nu til at gøre ved huset, som vi oprindeligt havde tænkt Frederikke holdt en pause og smilede hemmelighedsfuldt.
– Hvorfor?
– Fordi du og far snart bliver bedstemor og bedstefar. Om kun otte måneder!
– Er det rigtigt?
– Ja!
– Åh, Frederikke, hvor ER jeg glad! Og hvor bliver Lars glad, når han hører det!
Mor fór om bordet, krammede sin datter og kyssede hende på begge kinder flere gange.
– Jeg ville gerne, at I fik det at vide sammen, men jeg regnede jo ikke med, at far skulle så tidligt afsted.
– Han kommer snart hjem igen, så fortæller du ham det. Men nu… Inge Marianne kiggede på uret skal vi ikke komme videre og lave mad?
– Lad os det!
Og så gik der køkkenballet i den med gryder, pander og skærebrætter, der sang, som kun to rutinerede danskere kan gøre det. Man siger, to kokke er én for meget i et køkken, men det gjaldt ikke her. De fik alt klaret, og mere til. Bordet bugnede.
Der var både grillet kylling, fiskefrikadeller, kartoffelmos og hele tre slags salater.
Inge sank ned på en stol og kiggede på uret:
– Se, vi er endda færdige før tid.
– Når man har fire hænder, går det da stærkt! lo Frederikke. Skal du ikke ringe til far og høre, hvornår han kommer?
– Jo, det er en god idé…
– Så ringer jeg til Mikkel og spørger, hvor langt han er.
Frederikke gik ud for at finde sin mobil, mens Inge Marianne hentede sin.
Hun ringede op til Lars og lyttede til signalerne. Intet svar. Hun prøvede igen. Samme resultat: Lars tog den ikke. Hun kiggede på uret og mærkede bekymringen komme snigende.
Hvorfor svarer han ikke?
Nu gik det op for hende, at Lars faktisk havde lovet at ringe, når han ankom på arbejde men det havde han ikke gjort. Kuldegysninger løb ned ad ryggen.
– Mikkel er her om en times tid! råbte Frederikke glad ud fra gangen. Hvad med far?
– Ingen kontakt
– Virkelig? Mærkeligt.
– Ja, meget mærkeligt Jeg har ringet, men han svarer ikke. Det ligner ham ikke.
– Men mor, det er jo i dag, de fejrer ham. Han har nok travlt.
– Nej, Frederikke. Han burde være på vej hjem nu. Han lovede at komme til frokost. Far lover ikke forgæves, det ved du. Og han har heller ikke ringet som han sagde, han ville. Det ligner ham slet ikke.
– Skal du så ikke ringe til hans chef? Sig, at fødselsdagsbarnet må hjem til familien!
– Det prøver jeg.
Inge var aldrig typen, der panikker over ingenting, men hun blev pludselig bekymret. Lars tog altid telefonen uanset hvad.
Selv når han havde travlt.
Han plejede altid at sige, at ingen er vigtigere end hende, og at han ikke ville gøre hende urolig.
Især i dag skulle han da svare. Han VED jo, jeg bliver nervøs.
Men, omvendt måske er det svært for ham i dag. De tager afsked efter så mange år
– Det er Ove? en herrestemme afbrød hendes tanker.
– Hej, Ove! Det er Inge, Lars kone. Jeg ville høre, hvornår du sparker ham hjem vi venter allesammen på ham, datteren og svigersønnen er også kommet.
– Hej, Inge! Ærligt talt jeg ved ikke, hvad jeg skal sige
– Jeg forstår ikke
– Vi har faktisk også ledt efter ham. Vi har ringet, men han svarer ikke.
– Men du siger, han ikke ER dukket op? Inges stemme rystede.
– Nej, han har ikke været her endnu. Men vi venter stadig. Mind ham endelig om det, hvis du får fat i ham vi holder traditionerne i hævd.
– Naturligvis, Ove. Giv mig endelig besked, hvis han dukker op.
Inge Marianne lagde telefonen fra sig, hænderne rystede, og hun så på Frederikke:
– Han har ikke været på arbejde Og han svarer stadig ikke. Hvor kan han være?
– Mor, tag det roligt. Lad os sammen prøve at ringe til ham.
*****
Lars gik ned ad trappen, smilede til morgensolen, nikkede venligt til pensionistdamerne og begav sig mod busstoppestedet.
Den rute havde han gået hver dag i 25 år, og denne dag lignede alle andre lige undtagen, han ikke skulle arbejde, men hente sin ansættelsesattest og sige farvel til kollegerne.
Han havde selv vinket til mange, når de blev pensioneret. Nu var det hans tur.
Der var ingen drama, ligesom man kunne forvente, men han var alligevel nervøs. Han havde ikke sovet den nat, tossede rundt, drak kamillete, men intet hjalp.
Han holdt masken over for Inge om morgenen, smilte og takkede for lykønskningen.
Men han fortalte ikke om uroen i kroppen. Ville ikke ødelægge dagen.
Dette var ikke første gang, han havde det sådan, og det plejede at gå over, sagde han til sig selv.
Derfor gik han lidt før hjemmefra, for ikke at tiltrække sig unødig opmærksomhed. Han vidste, at Inge ville aflyse alt, hvis hun forstod, hvor skidt han havde det. Og kollegerne ventede jo.
“Det går over… snart,” forsikrede Lars sig selv, mens han trykkede en hånd mod brystet.
Han ventede på bussen, tænkte på farveltalen og på trykken for brystet. Og da bussen endelig dukkede op, fyldt til bristepunktet, besluttede han at gå i stedet.
Han orkede ikke stå tæt og holde på alt.
Vejret var godt, og der var tid nok. Frisk luft det hjælper nok.
Han ville ikke ringe til Inge. Bestemte sig for at tage kontakt, når han stod på kontoret.
Men kontoret nåede han aldrig
Turen gik gennem en lille bypark, hvor der altid var tomt på hverdage. Her fik han det virkelig dårligt.
Han satte sig på en bænk, knappede skjorten op i toppen og prøvede at få luft. Hvor længe han sad, vidste han ikke kun at det blev værre.
Han ville ikke ringe til Inge, men til sidst blev det seriøst. Han gispede, rakte ud efter mobilen.
“Jeg ringer først til Inge… så til 112,” besluttede Lars. Men det lykkedes ikke.
Hænderne blev rystende, mobilen faldt på flisegangen og ned under bænken.
Han ville rejse sig, men kroppen sagde nej han kunne næppe trække vejret. Det blev sort for øjnene.
Det eneste, han kunne, var at lægge sig ned.
Tillykke med pensionen, gamle dreng, tænkte han med bitterhed.
Han var mest ked af, at han aldrig ville se sin kone eller datter igen
At han ikke kunne sige farvel.
*****
Inge Marianne tog sine hjertedråber, prøvede at ringe igen. Signaltoner, intet svar. Frederikke ringede også ti gange og opgav.
Så kom Mikkel. De tre sad tavse ved et overdådigt bord og stirrede lamslået på hinanden og ventede.
– Hvorfor sidder vi bare her? kom det pludseligt fra Inge Marianne. Vi må ringe til politiet. De KAN måske hjælpe?
Datter og svigersøn nikkede. Alle vidste, at Lars ikke bare forsvandt uden grund.
Han havde arbejdet i brandvæsenet og var før havnet i pressede situationer. Når han ikke tog telefonen, var der grund til bekymring.
– Hvad sagde politiet? Frederikke spurgte stille, da moren lagde røret.
– Intet godt, – Inge tog lidt vand. De vil ikke lede, før der er gået mindst et døgn. Men jeg VED, der er noget galt!
– Så må vi selv lede! sagde Frederikke, nu bestemt.
– Ja, du har ret. Han skulle med bussen fra stoppestedet rundt om hjørnet lad os spørge folk dér, og alle chauffører, vi kan finde. Måske har nogen set ham.
– Mikkel og jeg gør det. Du bliver her hvis nu far kommer. Imens kan du ringe til hospitalerne. Hellere for tidligt end for sent.
– Ja
Frederikke og Mikkel fik overtøj på og forsvandt.
Inge Marianne kørte igen adresselisten igennem til hospitalerne.
Bare han er okay, mumlede hun, mens hun sendte en lille bøn mod himlen.
*****
Lars var stadig ved bevidsthed, men forværredes for hvert minut. Han kunne knap flytte hånden og fik ikke ord ud sproget forsvandt.
– Hjæææælp mumlede han, mens han rakte mod to forbipasserende damer.
De kiggede foragteligt: – Endnu en drukkenbolt! lød det irriteret.
– Ja, så ligger han her midt på bænken og kan ikke engang gå hjem!
Lars kunne høre dem. Tårerne løb ned ad kinderne. Sikke en magtesløshed før havde han reddet så mange; både mennesker og dyr. Nu var han selv hjælpeløs.
Selvfølgelig lige i dag
Da stiletterne forsvandt i det fjerne, lukkede han øjnene og var klar til at give op, men pludselig
hørte han en høj gøen. Lige ved øret.
Så mærkede han, at nogen lagde sig mod ham og slikkede ham på hagen.
En hund! Lars så lidt sløret, men genkendte straks den gamle hund. Hvor havde han set den?
Så kom minderne i glimt.
Et brændende hus engang, folk blev reddet ud men nogen råbte gennem ruden.
– Er der en hund i huset?! spurgte Lars en udkørt ejer i ambulancen.
– Ja! Vi nåede ikke at tage den ud!
– Hvorfor sagde I ingenting?! Lars løb direkte ind i flammerne.
Folk forsøgte at stoppe ham, men Lars hørte kun bamsen inde i røgen.
Ti minutter senere, hostende og forbrændt, kom han ud med hunden i armene.
Han gav dyret til familien, men stirrede længe ind i hundens øjne.
Der var taknemmelighed i blikket. Hunden sagde mere end tusind ord.
Det hele svandt, blev sort og koldt.
– Vov-vov! gøede hunden og slikkede Lars, der lå livløs på bænken.
Barney, som Lars pludselig huskede han hed, genkendte sin redningsmand.
Nu var det hans tur til at hjælpe.
– Hvis du kan hviskede Lars. Hent nogen. Bare én.
Så besvimede han.
Barney sprang straks af sted først til en studerende ved grillbaren, så til en kvinde med barnevogn, videre til en mand ved aviskiosken
Ingen forstod budskabet, ingen lod sig hjælpe af hunden. Tværtimod de jog ham væk, frygtede vist smitsom hundesvans. Men Barney tiggede bare om hjælp.
*****
Frederikke og Mikkel havde intet held på stoppestedet; ingen havde set Lars, selv med fotoet, hun havde hentet hjemme.
De opgav. Tiden gik, og ingen Lars. Ikke svarer han på mobilen. Frederikke blev desperat: Hvor ER du, far?
På vejen forbi parken hørte hun pludselig høj gøen. Hun så en bette, gråsprængt hund, der gøede i ét væk og trak sig straks væk, når folk viftede efter den med stokke og tasker.
– Kan du ikke skride! råbte en vred pensionist med stok.
– Du, Frederikke, hvad laver du? spurgte Mikkel forvirret, da hun standsede midt i det hele.
– Jeg ved ikke helt hunden den prøver jo på noget. Jeg kan bare mærke det
Barney mødte Frederikkes blik. Der var ikke bare bøn, men desperation i de øjne.
– Hvad laver du? Mikkel fulgte efter hende.
Men Frederikke havde kun øje for hunden, der nu, logrende, førte hende mod parken og hen til en bænk, hvor Lars lå. Hun skyndte sig hen og Mikkel spurtede efter.
Der lå Lars, bevidstløs, men han åndede.
Han var i live!
– Far! Frederikke rystede ham og forsøgte at vække ham. Mikkel, ring til 112!
*****
Ambulancen kom hurtigt. Lars blev kørt til det nærmeste hospital med hjerteafdeling.
Frederikke tog Barney med og spurtede efter, ringede til moren på vejen og sagde hurtigt, hvad der var sket.
– Ved I hvad han var heldig, jeres far, sagde lægen, da han kom fra operationsstuen. I fandt ham på det rigtige tidspunkt. En halv time senere, og vi havde ikke kunnet gøre noget.
– Så han skal nok klare den?! Frederikke tørrede tårerne væk.
– Ja.
Udenfor hospitalet satte Frederikke sig ned, omfavnede Barney og tudbrølede i pelsen.
– Tak tak for min far.
– Hvad med far? spurgte Mikkel.
– Han klarer den, svarede Frederikke træt. Og det skyldes ham hér, sagde hun og pegede på Barney.
– Han har halsbånd, så han har jo en ejer?
– Ja. Men måske skal han bo hos os i mellemtiden. Han har reddet min fars liv jeg efterlader ham altså ikke på gaden.
– Selvfølgelig ikke, skat.
*****
Inge Marianne stod i hospitalshaven med Mikkel og Barney (navnet stod på medaljonen på halsbåndet). De ventede.
Endelig kom Frederikke ud sammen med Lars.
Barney logrede så han var ved at vælte omkuld, sprang op ad Lars og gøede glad.
– Far, det er ham her, du kan takke for alt. Han har givet dig den bedste fødselsdagsgave selve livet.
– Tak, gamle dreng, sagde Lars, bøjede sig langsomt og klappede Barney kærligt. Men hvad med hans ejer? Han har jo haft nogen engang.
– Vi prøvede at finde nogen satte opslag op, både online og i supermarkedet. Men ingen meldte sig.
Senere besøgte Lars selv det hus, der var brændt året før.
Ingen boede der. Naboerne sagde, familien var flyttet væk og hunden efterladt. Så Barney blev naturligvis boende hos Lars og familien.
Og ved du hvad? Barney var jublende lykkelig.
Det var Lars også.
Med Barney i baghånden dukkede Lars op på arbejdet og fik sagt farvel til kollegerne endelig med papirer med hjem. Han og Barney brugte mange weekender på sommerhusgrunden. Og sammen med Mikkel hentede de Frederikke fra barselshotellet.
– Tillykke, far! smilede Frederikke. Nu er du blevet morfar til TO piger!
– Jeg er lykkelig, min pige!
– Vov-vov! istemte Barney, som var mindst lige så begejstret som resten af familien.
Kort sagt: Livet blev lysere og sjovere for Lars. Han vil resten af sine dage takke Barney for, at han fik selve livet foræret én gang til.
