– Du er da blevet helt skør
– Jeg fatter ingenting… mumlede Vera forvirret. Der var helt sikkert penge på mit kort. Jeg fik jo løn i går. Og så har både Signe og Trine betalt mig tilbage. Hvorfor går betalingen så ikke igennem? Hvorfor tredje afvisning?
*****
– Hej! Hvad laver du?
Vera ringede tidligt om morgenen, og på hendes sprudlende stemme kunne jeg med det samme høre, at hun havde fundet på et eller andet.
“Nu prøver hun sikkert igen at få styr på mit kærlighedsliv” gættede jeg, og jeg fik ret.
– Hej. Jeg sidder med en rapport. Chefen har bedt mig lave den til mandag.
– Nåh, arbejder du igen? Bliver du aldrig træt af at sidde foran computeren? Det er så skønt vejr udenfor, og du gemmer dig bare som en lille mus i dit hul.
– Jeg har jo forklaret dig, at chefen har bedt mig… Det skal bare være færdigt til mandag…
– Pyh, hvor ligegyldigt hvad Søren har sagt. Han holder jo fri for tiden, mens du knokler videre. Uretfærdigt! Kom, vi går en tur i byen!
“Se selv! – smilede jeg. Jeg vidste det, hun havde noget i baghånden med det opkald”.
– Hvorfor er du så tavs? Det er altså kun lørdag, du kan tage rapporten i morgen, insisterede Vera.
“Bedst at overgive sig”, tænkte jeg og lænede mig tilbage i stolen. Hun giver sig jo alligevel ikke…
*****
Jeg boede og tog folkeskolen i en landsby, og efter jeg blev student, drog jeg mod “storbyen” Aarhus, knap 200 kilometer fra mit barndomshjem.
Det var ikke kun mine forældre, der insisterede på det, de mente, der var langt flere muligheder i byen end “ude i udkanten”. Også min kusine Vera, hos hvem jeg faktisk boede, mens jeg læste økonomi på universitetet. Matematisk sans lå til mig, så det var oplagt at blive revisor.
Med et nyt diplom i hånden fik jeg straks arbejde. Igen takket være Vera, som allerede dengang var ansat som projektleder.
Hun snakkede med sin chef Søren, og han ville gerne ansætte “den friske diplomindehaver” som fast revisor.
– Se nu bare, hvordan det hele flasker sig, jublede Vera. Du blev færdig på universitetet, har fået arbejde indenfor dit område, du lejer din egen lejlighed. Nu mangler du bare at finde dig en ordentlig kæreste, så bliver livet perfekt!
– Mmm… sagde jeg.
– Hvad “mmm”? Sig mig, hvad skulle du have gjort uden mig, Mia? Så sad du bare ovre på landet og talte høns
– På landet er der også fine ting, Vera, svarede jeg. Ren luft, smukke steder, katte…
– Hvem? Katte?!
– Ja da! De bedste. Du skulle bare se dem, når man går ud om morgenen, så kommer de styrtende fra alle hjørner og gnider sig op ad benene det bliver man i godt humør af.
– Adr! Vera rynkede på næsen.
– Så tager man to op, lytter til deres spinden det er lykken.
– Jaja… Lykken er, at stå og skrubbe hænderne i halve timer bagefter.
– Overhovedet ikke. Katte er rene dyr. Jeg savner dem faktisk, overvejer at tage hjem i weekenden, smilede jeg.
– Du må se at få styr på dit kærlighedsliv først!
– Jaja, Vera
– Nej, det skal jeg nok! Jeg har lovet din mor at tage mig af dig her i Aarhus.
Jeg var selvfølgelig taknemmelig for Vera, men med hensyn til kærlighedsliv synes jeg ikke, man skal forcere tingene. Alt kommer, når det skal Skæbnen ved bedst, hvem der hører sammen.
Vera selv, single som 30-årig, så dog anderledes på det.
“Du skal altså finde en god fyr, så du kommer væk fra det tastatur! Ellers flyver tiden forbi, og pludselig er det for sent!” sagde hun altid.
Og hun nøjedes ikke med ord, hun ledte aktivt efter den perfekte mand til mig.
Hun slyngede mig med på “tilfældige” udflugter, hvor vi pludselig og helt “uforvarende” snublede ind i mulige kandidater.
– Se lige ham fyren i baren, hviskede Vera og nikkede i retning af en høj mørkhåret fyr på en café, mens jeg sad med min ferskenjuice.
– Altså, han ligner alle mulige andre… sagde jeg og trak på skuldrene.
– Gå over og snak med ham!
– Nej! Hvis han er interesseret, må han selv komme hen. Jeg render ikke efter nogen.
Efter lidt tid opdagede han os. Vera blinkede til ham, og han forstod straks vinket.
Han kom hen, præsenterede sig som Martin og begyndte straks at charmere mig. Men ret hurtigt blev han lidt for pågående med hænderne.
Han startede med et lille klap på skulderen, men snart gled hånden mere velkendt ned om livet.
– Hvad bilder du dig egentlig ind?! udbrød jeg og rejste mig og så fik han en på hovedet.
Min hånd var temmelig hård. Man lærer at give igen, når man er fra landet.
Fyren var helt paf. Om det var forskrækkelsen eller en mindre hjernerystelse…
Vera og jeg forlod caféen uden et ord og gik ti minutter i tavshed. Jeg kunne stadig ikke forstå Martins opførsel, og Vera…
…ja, hun følte sig faktisk skyldig.
Hun havde ellers aldrig troet, “bøffen” var sådan en klaphat.
– Nå Mia, første forsøg gik ikke så godt. Næste gang prøver vi et andet sted.
– Vera, skal vi ikke droppe det? Jeg vil selv finde min kæreste, okay?
– Okay-okay, du skal ikke blive sur. Jeg lover, jeg blander mig ikke mere.
Men allerede ugen efter inviterede Vera mig på bytur igen.
– Denne gang uden caféer?
– Bare rolig, søster! Vi går bare tur, måske forbi en tøjbutik jeg skal have en kjole, men ellers ingen restauranter, ingen cafeer, ingen barer.
“Hvad mon hun har fundet på nu?” grinede jeg for mig selv.
Men jo, vi gik faktisk bare tur i flere timer.
Men pludselig “kom vi til at gå forbi” byens bibliotek en ret trist bygning, egentlig. Gitter for ruderne og mere som et fængsel.
Vera sagde, hun trængte til en god roman, og trak mig med indenfor. Indenfor kun mænd.
Jeg tænkte næsten, det var en herrebibliotek. Ud over os to og en ældre bibliotekar, kun mænd: unge, gamle, skaldede, langhårede, slanke og kraftige lidt af hvert.
– Nå? Ikke nogen, der fanger din interesse? Vera pegede.
– Åh Vera, du har da ikke taget mig med her for dét? Kan du slet ikke stoppe?
– Ej, men se, det er jo nogle helt andre fyre. De er søde, smarte… hvis de forelsker sig, så er det for livet!
– Vera!
– Seriøst!
– Har du fundet din roman?
– Hvad for en roman?
– Du sagde jo, du ville læse noget spændende…
– Nåh ja… nej, jeg tror ikke, de har noget interessant i dag, sukkede Vera.
– heller ikke for mig lad os bare gå.
*****
Tror du, det stoppede her? Nej! Vera blev ved: hun slæbte mig i natklub, i skakklub, i fitnesscenter, i svømmehal og endda til fodboldkamp…
Men alt sammen uden held.
– Man kan ikke tvinge sig til at kunne lide nogen sagde jeg. Jeg gider ikke møde folk, jeg ikke tænder på.
– Ja, jeg har opfattet det nu… sukkede Vera.
Så kom endelig roen, og jeg nød endelig at slippe for at blive matchet med mænd, mit hjerte slet ikke brød sig om. Men i dag, nu igen Vera vil gå en tur. Hun planlægger sikkert noget!
– Nå Vera, hvor tager du mig hen denne gang? Til taxa-centralen eller kræmmermarkedet? Der har vi da aldrig været. Hvad tror du finder vi en?
– Mia, hvorfor skal du altid drille?
– Jeg siger det bare, som det er.
– Jeg inviterer dig ikke noget sted i dag. Vi går bare ture, og måske finder jeg en kjole. Vil du ikke hjælpe mig med det, Mia?
– Okay, vi mødes i midtbyen. Men hvis jeg opdager, du har noget i ærmet, så går jeg.
– Aftale.
Under byturen (og jo, vi gik bare tur indtil videre), bekendte Vera, at hun faktisk selv følte, det var tid at finde én, for nu tikkede uret altså for alvor
Toget med mænd kan hurtigt være kørt, og hun når måske ikke engang op på perronen.
– Endelig siger du det! Skal jeg hjælpe dig?
– Nej tak, grinede Vera. Eller… måske bare med valg af kjole? Foråret er lige om hjørnet, jeg må skinne som aldrig før!
– Smuk og stilfuld?
– Præcis!
– Jeg hjælper.
Vi brugte flere timer i en kæmpestor tøjbutik; for første gang længe handlede det ikke om mænd, men bare om at finde den perfekte kjole. Det føltes næsten uvant.
– Vera, prøv den her. Den ville klæde dig!
– Tror du det?
– Jeg er sikker.
– Godt, den tager jeg også med i prøverummet.
Efter en rum tid stod hun med tre kjoler ikke bare én. “Hellere for meget end for lidt.” Vera smilede og gik mod kassen.
Men uanset hvor mange gange hun prøvede med sit kort, nægtede terminalen.
– Er du løbet tør for penge? spurgte jeg. Skal jeg betale? Jeg har kontanter.
– Vent lige… mumlede Vera. Jeg fik jo løn i går. Og Signe og Trine betalte mig tilbage. Kortet burde være fyldt. Hvorfor bliver det så afvist?
Hun undskyldte sig, gik væk fra kassen og ringede til banken. Hun fandt ud af, kortet var blevet spærret.
– På hvilket grundlag?! Udbrød hun. Hvad bilder I jer ind?
Så jeg måtte betale for hende, og bagefter tog vi sammen i banken for at få opklaret det hele.
*****
Der var proppet med mennesker. Det var den eneste filial i byen, der havde åbent om lørdagen.
Vera trak nummer og vi satte os på en bænk og ventede.
– Undskyld altså… sagde Vera lavt. Jeg havde ikke planlagt, vi skulle ende i banken i dag. Kedelig tur denne gang
– Det gør ingenting. Vi fik da købt kjolerne. Resten er bagateller som min mor plejer at sige.
Der faldt ro over os.
Vera stirrede på informationsskærmen, mens jeg så ud gennem vinduet.
Sne fra i går lå stadig i et tyndt lag. Vinteren havde været overraskende mild, og Moder Natur gav kun sne to gange: til jul og nu sidst i februar.
En penge-transport kom kørende, og ud sprang to vagter den ene en ældre mand med nisseagtig hvidt skæg, den anden yngre.
Begge med skudsikre veste og alvorlige ansigter sådanne typer man helst holder sig væk fra.
Men mit blik hang især ved den unge. Der var noget over ham svært at forklare.
– Mia, hører du overhovedet efter? Der er kun to foran, så er det vores tur Vera puffede til mig.
– Hvad?
– Hvor er du henne? Vera kiggede ud. Nååå, du tænker nok bare på pengene i tasken derude?
– Vil du røve dem eller hvad?
– Sshh! hvæsede hun. Selvfølgelig ikke! Men lidt spænding, hva? Tænker du ikke det samme?
– Nej, jeg nyder bare at se på sneen. Den ser jeg ikke igen før næste vinter.
– Ja okay…
Det der så skete kunne være en scene fra en actionfilm.
Da vagterne havde leveret og var på vej ind i bilen igen, så jeg en lille kattekilling løbe rundt foran bilen.
En bedårende, men tydeligt nervøs lille en. Jeg fattede, at den var bange.
“Måske nogle hunde i nærheden”, tænkte jeg.
Killingen tøvede, så noget og pilede ind under bilen.
Og chaufføren havde allerede startet motoren. Der var ingen tid. Uden at sige et ord til Vera løb jeg ud så hurtigt jeg kunne væltede næsten securityvagten på vejen.
– Hvor skal du hen?! nåede Vera at råbe, inden hun løb efter mig.
Jeg stoppede op foran pengevognen med armene ud til siden.
– Hvad laver du? Flyt dig! råbte chaufføren og rystede på hovedet af mig.
– Stop! Sluk motoren! Jeg flytter mig ikke! råbte jeg tilbage.
– De prøver tydeligvis at røve os! mumlede chaufføren til sine kollegaer.
Straks sprang vagterne ud med deres våben rettet mod mig.
– Er I tossede?! råbte Vera fra indgangen, sammen med security og flere kunder. Læg så de der legetøjsvåben væk! Det er min søster!
Den unge mand fattede hurtigt mistanken.
Ingen våben hos os (udover øjnene, måske).
Han gik roligt hen til mig og spurgte:
– Hvad sker der?
– Der er en kattekilling under bilen. Hvis I kører, bliver den dræbt, sveden piblede på min pande.
– En killing, siger du han nikkede og krøb under bilen.
*****
– Her er din killing, smilede den unge vagt og rakte mig den lille. Den havde trykket sig helt op mod hjulet. Hvis vi var kørt, havde det været ude med den
– Tusind tak, virkelig. Undskyld postyret… Der var bare ikke andre muligheder.
– Bare rolig. Det vigtigste er, at killingen er i live.
– Kan du lide dyr?
– Ja indrømmede han lidt genert.
Så kom Vera løbende.
– Du er jo bindegal, Mia! Jeg var sikker på, at du ville røve pengetransporten, og nåede næsten at ringe til min eks, han er jo advokat!
– Husker du nummeret? fniste jeg.
– Nej… slettede det fra mobilen, så kun de første seks cifre sad fast…
– Mia, vi må altså videre, sagde vagten smilende. For resten, jeg hedder Markus.
– Hyggeligt.
– I lige måde. Beklager, men vil du ikke skrive dit nummer? Det er ikke hver dag så smukke kvinder smider sig foran min bil. Jeg vil så gerne høre, hvordan det går killingen.
– Du kan tro, jeg tager den til mig, giver den mad og kærlighed for livet!
– Er det rigtigt?
– Ja! Det er planen. Men du får nummeret alligevel.
Sådan mødte jeg helt tilfældigt én, jeg snart var klar til at elske hele livet. Og for resten, katten Tykke blev lykkelig, da Markus besøgte os. Klart! Man løber jo ikke rundt under pengetransport for ingenting.
Vera? Hun blev en smule mops, for det VAR jo hende, der skulle finde en mand til mig ikke en kat.
Men det gik hurtigt over, for en bankrådgiver Anton som hjalp hende efter røveriet og løste kortproblemet (der i øvrigt var en fejl), blev hendes egen kandidat.
Han undskyldte mange gange. Vera lo og sagde:
– Altså, for sådan noget skylder I en stor moral erstatning i hvert fald en kop kaffe!
– Undskyld, det skal ikke ske igen.
– Godt så!
Den ellers anonyme Anton fik siden mod til at invitere Vera på kaffe, da de tilfældigt stødte på hinanden i supermarkedet. Hun sagde ja.
Sådan endte vores historie…
P.S.
Man ved aldrig, hvor lykken dukker op… Den kan findes alle steder.
Selv under en pengetransport.
