Allerede flere dage havde Ivan ikke kunnet finde ro i kroppen. Han var ovenud bekymret for sin kone, Lone, som var til undersøgelse inde i København. Ivan selv var blevet hjemme i deres lille landsby på Midtsjælland, hvor han gik rundt med hjertet i halsen og ventede på nyt fra Lone.
Lone havde ellers aldrig beklaget sig over noget som helst, og Ivan havde vænnet sig til at tro, hun var usårlig. De havde været gift i snart tredive år og havde to voksne børn sammen. Hjemmet holdt hun nærmest sammen med en blanding af overmenneskelig kvindekraft og kaffedunke. Madlavning, rengøring, vasketøj Lone sørgede for det hele. Ivan regnede det for naturligt; det var jo ikke ligefrem mandearbejde at gnubbe gryder eller stå fedtet i køkkenet.
Det var ikke fordi Lone var hjemmegående. Nej, hun arbejdede som bogholder på den samme lokale produktionsvirksomhed som Ivan. Hver eftermiddag, når han slæbte sig hjem fra arbejde, brokkede han sig til Lone om, hvor hård dagen havde været, smed sig så på sofaen og tændte for TV 2.
Imens stod Lone i køkkenet og lavede mad både til aftenen og til næste dags frokost, vaskede op, støvsugede, strøg skjorter Ja, listen over hendes gøremål var længere end Københavns kommuneplan.
De havde det altid rent og hyggeligt. Altid frisk, lækker mad på bordet. Ivan kunne ikke fordrage at spise det samme to dage i træk, så Lone brugte timevis i køkkenet. Hun brokkede sig aldrig og bad ham aldrig om hjælp heller ikke én eneste gang. Og Ivan? Ja, hvorfor dog tilbyde sin hjælp? sådan noget var jo ikke rigtig mandfolkestof.
Så da Lone tog en fridag fra arbejde for at komme til læge, plantede Ivan et overrasket ansigt.
Hvad er der galt? spurgte han. Er du blevet syg?
Det håber jeg ikke, svarede Lone. Men jeg har haft det lidt skidt på det sidste.
Måske burde du tage et par vitaminpiller? Det er jo forår, foreslog Ivan.
Det kan da godt være, sagde Lone og trak på skuldrene.
Om aftenen, da Ivan kom hjem, fortalte Lone, at hun skulle til København til undersøgelse.
Hva? Hvorfor? spurgte Ivan.
Lægen er bekymret for noget i forhold til mit helbred. Jeg har derfor fået en henvisning til Rigshospitalet.
Hvordan bekymret? Er det… det der, din mor døde af…?
Det er kun mistanker indtil videre, forsøgte Lone at berolige ham, selvom hun selv var blevet så nervøs, at hun havde grædt lidt, mens Ivan var på arbejde. Jeg har allerede købt busbillet, tager afsted i morgen tidlig. Du må selv klare aftensmaden; der er frikadeller og kartofler i gryden og en salat på bordet. Jeg skal pakke og vil tidligt i seng.
Har du spist?
Jeg har ikke rigtig lyst, svarede Lone og begyndte at lægge tøj sammen.
Ivan kunne ikke fatte, hvad der foregik. Lone, som altid var ukuelig og stærk, skulle pludselig være alvorligt syg?
Jeg tror, jeg har pakket det vigtigste, sagde Lone.
Husk opladeren til telefonen, sagde Ivan.
Ja, det var godt, du sagde det, Ivan. Skal du ikke spise?
Nej, ikke rigtig…
Har jeg gjort dig ked af det?
Ja, nikkede Ivan.
Han så på tasken, som Lone pakkede den samme, de havde købt for fire år siden, da de endelig ville på badeferie ved Skagen og Lone købte sig to spraglede badedragter, en flot kjole og en smart stråhat. Men det blev jo ikke til noget med den ferie. Ivan blev tilbudt overarbejde, og lederen lokkede med en ordentlig bonus, som jo kunne bruges til at istandsætte soveværelset. Lone virkede først okay med det, men om natten hørte Ivan hende snøfte. Hun sagde, hun havde haft en dårlig drøm, men nu slog det ham, at hun græd over ikke at komme til havet.
De fik heller ikke ferie året efter, og til sidst holdt Lone bare op med at nævne det. Ivan var inderligt lettet. Dachaen deres gamle kolonihavehus og dens endeløse projekter trak mere i ham end strand og solskoldninger. For hvorfor skulle man bruge penge på at rejse, når man kunne grille bøffer og hoppe i søen lige om hjørnet?
Nu stod Lone og pakkede selvsamme taske, men til hospitalet og ikke til Vesterhavet. Den tanke gjorde Ivan bleg om næbbet.
Han spiste aldrig sin aftensmad den aften og lå vågen hele natten. Han kunne høre Lone snøfte svagt. Han ville så gerne holde om hende og trøste hende, men kunne ikke rigtigt tage sig sammen.
Næste morgen fulgte Ivan hende til busstationen. Inden hun steg på, gav de hinanden et langt kram, og det gik op for Ivan, hvor meget han ikke ønskede at slippe hende. Han stod ude på perronen med blanke øjne, mens bussen kørte bort.
Lone, hviskede han næsten uhørligt, bare alt bliver godt
Han følte sig fuldstændig tom, men måtte tage sig sammen og gå på arbejde. Han kastede sig over dagens opgaver der var jo altid rigeligt på fabrikken og prøvede ikke at tænke for meget. Men derhjemme om aftenen slog ensomheden ham tilbage. Uden Lone var huset gabende tomt, og maden smagte næsten ikke af noget. Ivan var nødt til at prinsesse sig selv til at varme resterne fra i går.
For at distrahere sig satte han TVet på DR1, men der var kun quizzer og gensyn med gamle danske film. Ud med det. Han tog i stedet fotomappen ned fra hylden og begyndte at bladre.
Der var de, unge og nygifte. Lone var så køn og fin, og selvom hun stadig var smuk, kunne han huske, hvordan han tabte pusten, da han så hende første gang.
De havde mødt hinanden til fødselsdag hos hans ven Bjarne. Lone var der med en kæreste, Ivan med en lillebitte rødvinsbrandert og en anden pige under armen. Men så snart Ivan så Lone, blev han ramt som af en spand koldt vand. Han havde altid grinet ad folk, der snakkede om kærlighed ved første blik. Men nu sad han der selv.
Den aften blev han uvenner med sin daværende kæreste, Sofie. Hun kunne tydeligt se, hvordan han så på Lone, og hun slæbte ham udenfor til en scene.
Så lad da være, råbte Sofie. Vi burde for længst være gået fra hinanden alligevel!
Hun forsvandt i tårer, og Ivan tænkte ikke mere over det hun var alligevel sammen med en ny knap en uge senere. Men Lone hende måtte han kæmpe lidt mere for. Selvom Lone og hendes daværende fyr gik fra hinanden kort efter fødselsdagen, skulle Ivan kæmpe for sagen, før hun overgav sig. Men det lykkedes til sidst.
Nu sad Ivan altså, midt i rudekuverter, rod og restemad, og så billederne igennem af deres liv sammen. De lykkeligste stunder. Hvordan havde han dog kunnet tage det hele for givet? Hvornår havde han sidst sagt, at han elskede hende eller givet hende et kompliment? Det virkede som evigheder siden. Selv tak for maden havde han måske ikke sagt. Han havde bare tænkt det var normen konen sørger for manden.
Først nu gik det op for ham, hvor meget Lone havde båret igennem deres liv. Han troede åbenbart bare, hun var lavet af granit. Hvis Ivan var syg, løb Lone rundt med varm hyldebærsaft og suppe og gjorde alt for, at han fik det bedre. Hvis hun blev syg, tog hun en panodil og gik på arbejde.
Tanken om at kunne miste Lone fik ham til at ryste. I de dage, mens Lone var til undersøgelser, trøstede han sig i arbejdet og talte med hende på telefonen hver dag men Lone sagde ikke noget sikkert endnu, og Ivan havde ikke engang tålmodighed til at gå rigtigt i seng.
Ivan bebrejdede sig selv, at han havde været for selvoptaget og ikke særlig omsorgsfuld. Tænk, hvis han kunne gøre det hele om igen…
En aften mens Ivan nærmest gik rundt som en russisk romanhelt i lejligheden ringede Lone pludselig.
Ivan, jeg har gode nyheder! Det var bare en falsk alarm. Jeg har nogle problemer, men ikke det alvorlige, sagde hun i røret.
Seriøst?! udbrød Ivan. Nej hvor er jeg lettet! Det er det bedste, jeg har hørt hele året, Lone.
Nogle dage senere stod han på stationen med en kæmpe buket hvide liljer hendes yndlingsblomster og ventede på Lone.
Ivan, hvorfor har du spildt penge på blomster? Men hvor er det alligevel sødt, takkede hun.
Jeg har været så bange for at miste dig, sagde Ivan og lagde armene rundt om hende. Jeg elsker dig, og tilgiv mig…
Tilgive dig for hvad? spurgte Lone skeptisk. Har du nu været mig utro?
Nej! snerrede Ivan. Men jeg har ikke været den bedste mand; jeg har været doven og selvcentreret. Men nu lover jeg, det bliver anderledes. Og jeg har en overraskelse!
Hvilken overraskelse?
Jeg har bestilt billetter. Om en måned har vi ferie, og vi skal til Vesterhavet sammen.
Hvad med dachaen?
Åh, det gamle havestykke! Vi kan da bare sælge det. Kartofler kan man købe på torvet.
Jeg kan knap genkende dig, Ivan
Nej, jeg kan heller ikke genkende mig selv, Lone. Jeg var så bange for at miste dig Fremover vil jeg passe på dig som den dyrebareste skat. Jeg elsker dig!
Åh, Ivan! grinede Lone. Måske skulle der en sygehusundersøgelse til for, at du sagde det. Kom, lad os gå hjem. Jeg elsker dig også…
