Undertøj med en bagtanke
Rikke, se lige her, er det ikke hyggeligt? Jeg har gemt det specielt til dig.
Anne så ned i kassen, men hun kunne ærlig talt ikke forstå, hvad hendes svigermor syntes, der var så vidunderligt. Undertøj. Brugte. Blonden langs kanten på bhen var lidt slatten, elastikken i trusserne bulede også. Mælkehvidt, det havde måske engang været flot. Nu var det bare fremmed.
Mange tak, Gunhild, sagde Anne.
Stemmen var rolig. Hun blev selv overrasket.
Det er altså italiensk, skal du vide. Jeg købte det engang, mens jeg stadig var i fagforeningen. Købte det på en messe, det var dyrt dengang, virkelig dyrt. Jeg passede rigtig godt på det, brugte det kun til særlige anledninger. Og nu giver jeg det til dig, fordi du er ung det skal jo bruges.
Gunhild lagde hænderne i skødet og så på Anne, som havde hun lige givet hende en familiearv. Anne lukkede kassen igen. Hendes mand, Anders, sad ved siden af og betragtede omhyggeligt dugen.
Anders, du må forklare din kone, det er altså ikke for sjov, jeg har værnet om det!
Jaja, mor, selvfølgelig, sagde Anders.
Og det var så også det.
Så blev der serveret lagkage, så kaffe, og bagefter fortalte Gunhild i detaljer om naboen Inge, der havde lejet sin lejlighed ud til de forkerte, og nu ikke vidste, hvordan hun fik dem smidt ud. Det var en lang fortælling med udflugter om boligselskaber og viceværter. Anne nikkede bare. Kassen stod på skænken i entreen og lyste mærkeligt i skumringen, som noget man helst ikke tænker på.
Senere, da Gunhild var gået, tog Anne kassen og proppede den helt op bagerst i skabet, bag vinterstriktrøjerne. Langt væk. Ud af øje.
Rikke, vil du have te? råbte Anders ude fra køkkenet.
Ja, jeg kommer, svarede hun.
Hun satte sig og tænkte, at hun nok burde sige noget. Ikke vredt. Bare noget. Men hvad og hvordan, vidste hun ikke, og det mindede lidt om den elastik, der nu ikke rigtigt holdt til noget: den kunne lige så godt opgive.
Mor ville bare gøre dig glad, sagde Anders, stadig med blikket nede i kruset.
Det ved jeg godt, svarede Anne.
Hun er sådan. Hvis hun giver noget af sig selv væk, så betyder det, hun har respekt for en.
Jeg forstår det, Anders.
Han så op på hende. Hun smilede, bare så det lignede.
På det tidspunkt boede de stadig hos hans forældre. Svigerfar Jørgen var stille, arbejdede stadig på fabrikken og blandede sig ikke i familiens anliggender. Han så tv-avis om aftenen og fixede småting i køkkenet. Gunhild var af en anden støbning hun fyldte huset med stemme, holdninger og råd. Hun vidste alt om, hvordan man lagde vasketøj, kogte suppe, talte ordentligt i lægehuset og hvorfor unge nu om dage ikke kunne finde ud af at spare op. Anne havde boet dér halvandet år og lært meget, blandt andet at en beskidt kop ikke måtte stå i vasken mere end tyve minutter. Og at nej blev tolket som smålighed.
Hun arbejdede på et arkitektkontor, tegnede små parcelhuse, blev tit til klokken syv. Anders arbejdede i et byggefirma og var ofte ude på byggepladser. Gunhild var pensionist og styrede husholdningen med en nidkærhed som en profession.
Ugen efter hendes fødselsdag kom Anne hjem og så, at der var flyttet rundt på møblerne inde i deres værelse. Lænestolen stod pludselig ved vinduet, ikke i hjørnet. Natbordet byttede også side.
Gunhild, har du flyttet rundt på vores værelse?
Men der falder meget bedre lys ind nu, lille skat. Jeg har set, du tit sidder ved vinduet og læser.
Jeg læser dér, ja. Men jeg vil gerne, vi lige taler sammen først, inden noget flyttes.
Åh, Rikke, det er altså smart. Prøv nu, så bliver du glad for det.
Anne flyttede stolen og bordet tilbage. Uden ord. Det tog ti minutter og føltes ikke rigtigt som en sejr, for Gunhild rystede bare på hovedet, som om hun sagtens kunne vente sig frem.
Anne fortalte det til Anders. Han lyttede.
Mor, hvorfor roder du derinde hos dem?
Jeg ville hjælpe.
De vil helst selv.
Jamen, det var jo ikke for at være tarvelig.
Mor.
Nå, nå, nu siger jeg ikke mere.
Men det gjorde hun nu. Hun sukkede bare lidt højere, og det blev tungere at være i de fælles rum. Anne lavede mad i en fart, smuttede hurtigt igennem gangen, og satte kun sjældent foden i stuen uden at blive kaldt på. Små ting, men de blev til vaner, og vanerne pressede hende sammen. Som en trøje, der kryber, når den vaskes forkert.
I marts kom Gunhild blot ind uden at banke. Anne sad på sengen og sorterede arbejdsting. Svigermor åbnede skabet for at lede efter en trøje, hun engang havde lagt der ved et uheld. Hun fandt trøjen og kassen.
Nå, jeg kan se, du har gemt det langt væk. Var det ikke fint nok?
Anne blev et øjeblik helt tom i hovedet.
Jeg har bare lagt det væk.
Det var altså italiensk, Rikke. Sådan noget får du ikke mere.
Gunhild, må jeg ikke selv bestemme, hvor jeg lægger ting i mit eget skab?
Hun sagde det stille, uden hævet stemme, men der var noget nyt i tonen. Gunhild så længe på hende, tog trøjen og gik.
Til frokost talte de om vejret, regnvejret, kartofler der var steget i pris i Netto. Anne spiste suppe og tænkte på, hvor mærkeligt det var med grænser. De findes, men nogen kan ikke se dem, bare fordi de aldrig har lært det.
Om aftenen bankede naboen, Bente, på døren. Hun var sidst i tresserne, boede alene overfor og kom nogle gange forbi efter sukker eller lån af æg. Anne lukkede hende ind Bente havde en glas marmelade i hånden.
Jeg lavede for meget blomme, vil du have et glas?
Mange tak, kom endelig ind.
Gunhild var i Brugsen, Jørgen døste foran TVet. Anne lavede te og, nærmest uden at ville det, fik hun fortalt det hele. Gaven. Skabet. Stolen. Hvor svært det var at sige noget, når svaret altid var: Jeg ville dig bare det bedste.
Bente lyttede. Da hun rørte rundt med teskeen, var der ikke sukker i, men det larmede alligevel lidt.
Ved du, Rikke, det nytter jo ingenting at blive uvenner med sådan nogle folk. Det eneste, de forstå, er fakta. Ikke snak, men handling.
Handling?
Du siger ikke, det føles mærkeligt du gør bare et eller andet, som ikke kan overses. Uden drama. Det er dét, der virker.
Anne betragtede marmeladeglasset. Dyb lilla. Smukt, egentlig.
Du mener
Jeg mener bare, at klogt svar ikke altid er ord. Det er bare sådan, det er.
Bente gik. Anne sad længe alene. Så gik hun ud i entreen, fandt kassen og satte den på bordet.
Hun åbnede låget og så for første gang rigtigt på tingene. En bh. To par trusser. Engang gode blonder, det kunne man mærke men nu bare gamle. Brugte. Fremmede.
Anne tænkte længe. Til sidst gik hun ud i kælderen, fandt noget gammelt hørstykke, tråd, nål og en pose tørret lavendel, som hun plejede at bruge til skabsdufte. Gik i gang.
Hun sprættede forsigtigt bhen op, lagde blonden fladt på bordet. Af det lavede hun et lille duftpose tæt og pænt. Hun fyldte lavendel og lidt tørret mynte indeni. Broderede V.G. Gunhilds initialer småt og lidt skævt i siden. Det tog tre kvarter, men var pænt på sin egen måde.
Det ene par trusser lagde hun for sig det var næsten som nyt, tænkte hun. Hun ville aflevere det i en Røde Kors container rundt om hjørnet. Der var altid brug for tekstiler.
Det andet sæt foldede hun pænt tilbage i kassen.
Så satte hun sig med et kladdeark og skrev et rigtigt brev. Med kuglepen på printerpapir, flere kladder undervejs. Ikke surt. Ikke sårende. Bare ærligt.
Kære Gunhild. Jeg har tænkt meget over din gave. Jeg kan godt mærke, du har lagt omsorg i det. Men jeg kan ikke gå i andres brugte undertøj ikke fordi jeg ikke sætter pris på omtanken, men sådan har jeg det bare. Af noget af blonden har jeg lavet en duftpose med lavendel. Den ligger nu i mit skab. Noget vil jeg give videre til nogen, der behøver det. Resten får du tilbage. For mig er det vigtigst, at vi er ærlige. Ikke for at starte skænderi bare for at vi forstår hinanden bedre. Kærlig hilsen, Anne.
Hun lagde en gammel foto ved, som hun stødte på i familiens gamle album og kunne lide: Gunhild i tyverne, stående i en sommerkjole ved et havehegn, med et let og åbent udtryk.
Næste dag gik Anne hen til en lingeributik. Der var ikke så meget eller prangende udvalg, men hun valgte et sæt: praktisk, blødt, gråmeleret bomuld med lidt elastan. Behageligt, neutral farve. Hun bad om at få det pakket ind som gave.
Hun lagde sættet sammen med brevet, kassen og lavendelpuden i en pose. Duftposen lagde hun for sig i en lille brun kuvert.
Den 8. marts satte familien sig til bords. Jørgen havde lavet Kartoffelsalat, selvom det egentlig ikke var årstid, men det kunne han finde ud af. Anders kom med tre påskeliljer, hvilket fik Gunhild til at sige, at de plejede man kun at have til begravelser; hun mente det som en joke, men den faldt lidt fladt. Anne havde købt en honningkage med karamelcreme fra bageren.
Efter kagen rejste Anne sig.
Gunhild, jeg har noget til dig.
Hun bragte posen, kuverten og kassen ind i stuen.
Hvad er det her? spurgte Gunhild.
Et svar på din gave. Jeg har skrevet et brev.
Anders så lidt febrilsk på dem begge, var ikke sikker på, om han skulle forlade rummet. Men blev.
Gunhild satte sig og læste brevet. Langsomt. Anne forberedte sig lidt på stikken, på fornærmelsen, måske det velkendte åndedrag, hvor hun fik skyld, uden at ord blev brugt.
Men Gunhild læste færdig, holdt en lille pause, og tog så fotoet op. Studerede det længe.
Det var den sommer ja, sagde hun stille og ikke som et spørgsmål.
Jeg fandt det i albummet, sagde Anne. Du er meget smuk der.
Jeg var 24. Det var mit og Jørgens første sommerhusbesøg.
Pause. Jørgen kiggede på billedet, nikkede og drak videre af sin te.
Rikke, sagde Gunhild endelig. Navnet lød anderledes end før, som om hun smagte på det. Jeg har ikke haft lyst til at såre dig.
Det ved jeg.
Det undertøj det var flot engang. Jeg troede, du ville blive glad.
Jeg forstår godt, du har passet på det. Men jeg har bare svært ved andres ting der er ikke noget med dig, det er bare sådan, jeg er.
Gunhild duftede til lavendelposen, så på de skæve bogstaver.
Har du selv syet?
Ja, den blev lidt ujævn.
Jeg er heller ikke den store håndarbejdsmester, sagde Anne og smilede.
Gunhild lavede også noget med munden ikke et smil, men tæt på.
Hvad er det så her? nikkede hun til gaveposen.
Til dig. Nyt. Jeg tænkte, det var smart nok.
Gunhild pakkede forsigtigt op. Bh og trusser neutral grå, blød bomuld.
Lækkert stof, det sikkert. Har det kostet en formue?
Nej, bare noget godt.
Jeg har altid kunnet lide pænt undertøj. Bare til mig selv så ingen ser det, men jeg ved, det er der. Sådan havde jeg det, da jeg var ung.
Det overraskede Anne at høre. Noget varmt og mildt bredte sig, ikke rigtigt rørende, bare forståelse.
Jeg tror også, det betyder noget, sagde Anne. At have noget for sig selv.
Ja, men man glemmer det efterhånden. Børn, madpakker.
Men man må gerne begynde igen, hvis man vil, sagde Anne stille.
Gunhild så på hende. Lukkede sættet ned i gavepapiret og foldede det pænt.
Nå tak skal du have.
Det lød ikke som et høfligt tak for kagen, men som noget vigtigere. Anne spurgte ikke mere. Nogle ting skal man bare lade stå åbne.
En uge tidligere havde Anne afleveret trusserne i Røde Kors-containeren. Der var en særlig kasse ved indgangen. Hun lagde dem i en lille pose, ingen noter.
Senere var hun der igen i en anden anledning og kom til at snakke med en frivillig.
Sidst du var her, lagde du undertøj, sagde damen. Det blev hurtigt taget.
Virkelig?
Ja. En kvinde sagde, det lige passede hende.
Anne gik hjem og tænkte, hvor mærkeligt det er. Ting har deres eget liv. Det, som nogen ikke kan bruge, bliver værdifuldt for en anden. Det er ikke nogen stor erkendelse. Det er bare, som det er.
Efter 8. marts ændrede tingene sig. Meget langsomt. Som når lyset ændrer sig i et rum, fordi årstiden skifter. Den ene dag ved man pludselig ikke helt, hvordan det blev anderledes.
Gunhild begyndte indimellem at banke på, før hun gik ind på deres værelse. Ikke altid men det var noget nyt. Engang ringede hun ud i køkkenet, hvor Anne sad med papirer:
Anne, er du derude?
Mhm.
Jeg skal bare hent lidt salt.
Det var lidt komisk, de boede jo sammen! Men Anne sagde kom bare, og en lettelse skyllede gennem hende en lille boble i vandet.
Anders lagde mærke til det også. En aften, de lå klar til at sove, sagde han:
Du har gjort noget.
Hvad da?
Noget er morsomt på en anden måde nu. Mor er jeg ved ikke mildere.
Hun er bare træt. Marts var hård.
Nej, det er andet.
Anne svarede ikke. Vendte sig om. Regnen trommede roligt udenfor.
I april gav Gunhild dem de ekstra nøgler til lejligheden.
Tag dem, sagde hun og lagde dem på skohylden i entreen. Det er jer, der har brug for dem nu.
Anne tog imod. Nogle gaver skal bare tages uden flere ord.
I maj kom Anders hjem med nyheder: firmaet tilbød dem en lejlighed i et nærliggende område. Lille kun et værelse men deres eget, i et år med mulighed for forlængelse.
Mor, vi flytter nok, sagde han over aftensmaden.
Gunhild blev stille, så sagde hun:
Det er det rigtige. Unge skal bo for sig selv.
Jørgen nikkede. Han nikkede til meget, når det ikke rigtigt angik ham.
Du bliver ikke sur? spurgte Anne.
Jeg bliver sur, hvis I ikke besøger mig, sagde Gunhild.
Vi skal nok komme, sagde Anne.
Og denne gang troede hun selv på det.
De flyttede i juni. Lejligheden var lille, med lavt til loftet og vindue ud til gården, hvor en gammel akacie stod. Om morgenen sivede duften ind, og Anne kunne bare stå og trække vejret. Hun købte gardiner med små blomster på. Anders tog det gamle lille bord fra hjemmet det kom op foran vinduet.
Nu er her da helt okay, sagde Anders og så sig omkring.
Ja, det er helt okay, sagde Anne.
Ikke mere end det. Bare okay. Som at tage et par rare sko på efter en lang dag.
I august opdagede Anne, at hun var gravid. Hun sad på badeværelset med testen længe, så gik hun ud og sagde det til Anders. Han missede først pointen, blev stille, så omfavnede han hende. Alt var, som det skulle være.
De fortalte Gunhild det efter en uge. Hun kom første gang på besøg i den nye lejlighed. Havde sagt til først. Tog syltede agurker og en kåltærte med.
Gunhild, vi vil sige dig noget, begyndte Anne.
Det har jeg gættet, sagde Gunhild. Du ser anderledes ud.
Hvordan?
Glad. Sådan her.
Hun viftede med hånden. Ingen tvivl.
Jeg er bare glad, sagde Gunhild. Ikke begejstret bare glad.
Anne mærkede, det netop var præcis det, hun havde brug for: glad. Ikke lykkelig bare glad.
I september blev Gunhild svimmel. Hun ringede selv det skete ellers sjældent, det var som regel Jørgen, der meldte noget.
Rikke, jeg har det dårligt.
Hvad sker der?
Hovedet trykker her.
Jeg kommer.
Anne var der på et kvarter. Gunhild lå på sengen, blegere end vanligt. Rådvildheden klædte hende ikke, hun plejede at være beslutsom. Anne målte blodtrykket, gav en pille og ringede trygt til vagtlægen. De snakkede om småting, mens de ventede: akacietræet udenfor, den nye kage i bageren ved arbejdet, at Anders endelig havde ordnet dryppende hanen.
Lægen kom, så til hende, sagde det var ok nu, men at hun skulle tage den med ro og spise mindre salt.
Mindre salt, ja tak, nærmest sukkede Gunhild.
Ja, mindre salt, sagde Anne og smilede.
Da lægen var gået, bad Gunhild Anne om at rette hovedpuden. Og der, under tæppet, kunne hun skimte det. Den grå bomuldsbh. Det nye sæt.
Anne sagde ingenting. Rettede bare på puden. Gunhild lukkede øjnene.
Læg dig ned, sagde Anne. Jeg går i køkkenet, hvis du har brug for noget.
Hun stillede sig ved vinduet. I denne baggård stod en stor lind. Løvet var allerede begyndt at gulne. Anne så ud, følte kun stilhed. Ikke glæde, ikke stolthed. Bare ro.
Jørgen kom ud fra sit værelse.
Tak, Anne, sagde han.
Selv tak, Jørgen.
Det var rigeligt.
I oktober besøgte Gunhild dem igen. Havde glas marmelade og tre små papkasser med. Håndskrevet på låget: Ris, Krydderier, Te.
Her, sagde hun. Jeg tænkte, det var rarere i et lille køkken.
Anne løftede Ris-kassen.
Tak. Jeg ville selv gøre det engang nåede bare ikke.
Så, nu fik jeg gjort det, sagde Gunhild uden at gøre et stort nummer ud af det.
Men ring lige først en anden gang, så jeg er hjemme.
Det gjorde jeg jo også, blev Gunhild lidt fornærmet.
Ja, det gjorde du. Tak.
De drak te, Gunhild prøvede honningkagen, sagde den var for sød, spiste to stykker. Viste billede af en kjole fra Silvan-kataloget.
Kan jeg bære sådan en farve?
Selvfølgelig. Det er lige dig.
Mener du?
Ja.
De snakkede om syltning, vitaminer til gravide, at Jørgen ville have nyt tv det gamle virkede dog stadig. Anne lyttede, svarede. Ikke mere anstrengt, bare snak mellem familie.
Da Gunhild gik, stoppede hun i døren.
Jeg har tænkt på Når barnet kommer, kan jeg jo komme og give en hånd, hvis der er brug for det?
Det vil vi gerne bede om, sagde Anne.
Så ringer jeg.
Gør det.
Døren lukkede sagte. Anders kom ud.
Var hun længe?
Halvanden time.
Og var det ok?
Ja.
Altså sådan rigtigt ok, eller siger du det bare?
Hun så på ham. Han stod der med den der særlige opmærksomhed, som folk kun får af at skulle holde balancen for længe.
Rigtigt ok, Anders.
Han nikkede. Han troede hende. Det var nok.
Julen nærmede sig, og det blev officielt, at de nu havde deres egen lejlighed med forlængelse, men allerede drømte de om mere plads. Barnet skulle komme i februar, og de skulle have noget større.
I december fandt de en 2-værelses i nabokvarteret med godt lys og skrå lofter. Anders gik tre gange og målte op, Anne kom én gang, så på vinduet og sagde: Vi tager den.
Er du sikker?
Der er lys her. Og loftet ikke for lavt.
De flyttede i januar. Det var en isnende måned, de bar kasser i vinterfrakker overtøj var for upraktisk. Gunhild kom og hjalp med at stille på plads i køkkenet; hun satte spørgsmålsforslag, men ventede på svar, og flyttede ikke rundt uden at spørge. Det var fremskridt. Lille, men ægte.
Glas her? spurgte Anne.
Her? Det er lavt.
Det passer mig fint.
Jamen, så passer det jo.
Den 8. februar kom deres datter til verden. Fødslen trak ud. Anders stod i venteværelset sagde bagefter det var den værste dag, han ikke havde lavet noget som helst. Anne holdt jordemoderen i hånden og tænkte mest på, at hun skulle nå at købe gardiner til børneværelset mærkeligt nok, men tanken holdt hende fast.
De kaldte hende Vera.
Vera var lille, rød og havde temperament. Anne kiggede på hende forstod ikke alt endnu, det kommer jo først senere. Først ser man bare og bærer.
Gunhild kom næste dag. Havde medbragt suppe i en termokande og et blødt tæppe. Hun så på Vera gennem glasvæggen.
Ligner sin far, sagde hun.
Alle siger det, sagde Anne.
Det er kun godt. Hun skal have fars temperament.
Gunhild rørte ved glasset med fingerspidsen, forsigtigt, som om Vera kunne mærke det.
Hun er fin, sagde hun stille. Ikke med jubel bare stille.
Hjemme fandt Anne et brev. Det lå i en kuvert, med Rikke skrevet med Gunhilds blæk.
Anne åbnede det. Foldede arket ud.
Kære Rikke. Jeg har villet sige dig noget længe, men husker snart ikke hvad. Jeg er ikke god til det med ord. Du kom ind i vores familie, og jeg var nok ikke altid fair. Jeg gjorde, som jeg altid har gjort. Ikke altid rigtigt. Du har aldrig råbt eller svaret ondt. Du gjorde bare tingene på din måde. Det forstod jeg ikke med det samme. Men nu gør jeg. Jeg vil gerne have, du ved: du er ikke min datter. Jeg har en datter, hun bor i Odense. Du er dig, Rikke. Og det er godt nok. Kærlig hilsen Gunhild.
Anne læste det to gange.
Anders kom ud fra køkkenet med en kop.
Hvad er det?
Et brev fra din mor.
Er der noget galt?
Nej. Alt er godt.
Hun lagde brevet i skrivebordsskuffen. Ikke fremme, bare dér, hvor vigtige ting hører til.
Næste 8. marts kom Gunhild med en lille kuvert to billetter til en udstilling. Ikke teater, ikke film; akvareller af en kvinde fra lokalområdet.
Til os to? spurgte Anne.
Ja, dig og mig, sagde Gunhild. Anders gider ikke, så vi to kan jo gå sammen.
Det kan vi.
Der er også en seddel, sagde Gunhild og kiggede væk.
Anne trak papiret frem. På det stod: Hvis du vil, kan vi snakke derhenne. Hvis ikke, kan vi bare gå rundt og være tavse. Begge dele er fint for mig.
Anne læste det. Løftede hovedet.
Vera sov inde i værelset. Anders lavede mad, tallerknerne klirrede svagt inde fra køkkenet. Udenfor var det marts, og sneen smeltede, som sne smelter her lidt hurtigere, lidt genert.
Det passer også mig fint, sagde hun.
Gunhild nikkede. Så gik hun mod børneværelset, fordi hun kunne høre Vera var vågen. Hun stoppede i døren og vendte sig om.
Kan jeg?
Ja, selvfølgelig, sagde Anne.
Det var også en slags sejr. Lille, tavs, usynlig udefra. En sejr, man ikke giver skåltaler for, men bare ved, er sket. Og det er nok.
