Brev
Mads står længe ved vinduet. Han ser ud på den våde gade, hvor vinden får træernes mørke silhuetter til at danse i regnen. Regndråberne hopper som bordtennisbolde i pytterne og presser de visne blade fast mod asfalten med deres kolde bid. Vandet strømmer ned ad ruden og forsvinder et sted nedenfor.
Det løber som blod i årerne, mumler Mads. Eller mælk fra en utæt karton. Det flyder, og det kan ikke stoppes. Man kan selvfølgelig lægge en forbinding på efter alle kunstens regler, men det holder kun en stund hvad så bagefter? Så fortsætter det hele alligevel… Blod og mælk løber, eller også dør noget af, hvis man presser for længe. Det er nekrose, tror jeg. Så må man fjerne det hele lemmer eller organer. Så kan patienten overleve, men hvad er det for et liv? At overleve, men miste dele af sig selv… Og hvis man bare lader det løbe med et plaster på, risikerer man, at alt løber ud, intet tilbage det er endnu værre. Så er der ingen chance. Uanset hvad, har man altid skyld. Man korter nogen andens liv.
Mads gyser, da et lyn fylder himlen. Det ligner en blålig blodåre, der kort blinker gennem skyskindet og så forsvinder som om den gemmer sig for en kanyle væk fra smerte.
Et vindstød flår vinduet op. Papirerne til hans speciale bliver hvirvlet ned fra skrivebordet. Mads har fulgt sin fars råd tag dig nu sammen og begraver sig i arbejdet. Det er tørt, men måske har far ret: tid brugt på papirarbejdet betaler sig nok en dag?
Jeg forstår dig ikke, Mads! siger Henrik Sørensen, kigger opgivende på sin søn, der står og nyder et glas rabarbersaft fyldt med isterninger, mens han kniber øjnene sammen af glæde. Du har samlet så meget materiale, men alligevel tøver du! Hvis du ikke bruger den, så gør din ven… Henrik knipser med fingrene, som om han ikke kan huske børnevennens navn, dog ved han det præcis.
Det er Emil, far. Han hedder Emil, minder Mads ham roligt om.
Ja! Den grådige Emil. Han har aldrig lavet noget selv, kun elsket penge. For ham er byggebranchen bare en genvej til at tjene. Bankkontoen det eneste, der betyder noget. Husker du, hvordan han snydede med opgaverne og aldrig blev taget? Og dig, du slæber dig efter ham, som en skygge. Hvad er det, der gør ham så speciel?
Farens blik er skarpt. Mads trækker på skuldrene hvordan skal han forklare, at Emil repræsenterer alt det modsatte af ham selv? Det vil far aldrig forstå.
Emil kan leve; han er sprængfyldt af energi, sjov og spontan. Mads er derimod systematisk, alvorlig og bekymret. Emil griner af alle problemer for Mads er alt en potentiel katastrofe. Det, der samler Mads og hans far, er tvivlen. Henrik har indpodet ham tvivlen fra barnsben: Har du lavet lektierne, helt sikkert? Tjek det igen! Sikker på, prøven gik godt? Giv det lige en tanke! Har du slukket lyset? Du glemmer det altid i badeværelset!
Det slutter aldrig. Henrik tror måske ikke på sin søn, og det får Mads til også at tvivle på sig selv.
I gymnasiet, hvor eksamenerne afgjorde, om Mads fik guldmedalje og æren af at være klassens dygtigste, pressede Henrik ham så langt, at han begyndte at klø sig til blods først på fødderne, usynligt for andre, senere på hænderne, hvor det var umuligt at skjule.
Lægerne sagde allergi, men Mads vidste det var nerverne fra fars kontrol.
Henrik gentog hver morgen ved morgenbordet: Alt afhænger af dig din fremtid og familiens navn ligger i dine hænder. At miste guldet, er at tabe ansigt. Han snackede på sin røræg og suttede højlydt på en citronskive fra teen, hvilket gjorde Mads småirriteret.
Når Mads kom glohed hjem efter eksamenerne, sendte faren hans mor, Kirsten, ud i køkkenet for at stryge tøj, mens han selv satte sig med Mads for at gennemgå alle prøverne igen.
Mads fik sved på panden: måske havde han sat kommaet forkert, glemt et fortegn, en celle for lidt udfyldt, lavet matematiske unoder.
Synes du selv, det er perfekt? næsten triumferede faren. Hvis ja, så sov roligt. Hvis nej, bliver søvnen væk.
Emil havde bare kaldt sådan en far ind i køkkenet og bedt ham hjælpe med vasketøjet, men Mads var loyal, hæmmet af respekt og skam.
Han følte sig altid utilstrækkelig. Alt var næsten godt men aldrig godt nok.
Efterhånden begyndte hænder og fødder at klø konstant. Han gik ikke længere til svømning, ingen måtte se, hvordan han hadede sig selv.
Til sidst lokkede Emil ham med på en tur ud i det grønne over påsken.
Selvfølgelig! nikkede Henrik. Rejs du bare. Hvem har tid til eksamensforberedelse? Tro ikke, jeg hjælper dig ind nogen steder!
Mads tænkte ikke på eksamen. En uges frihed var nok! Emil spillede guitar, sang gamle danske viser; Mads sang skævt med. Andet ungdomsliv. Og allergien væk.
Men ferien var slut, snart ventede eksamener og universitet.
Da Mads vendte hjem tilfreds fra optagelsesprøven, ringede Henrik straks fra arbejde:
Var du forberedt? Nåede du det hele? Hvad svarede du? Missede du spørgsmål? Det er en katastrofe!
Ikke overraskende blev alt i familiens verden delt i total succes eller total fiasko.
Men Mads fortalte aldrig, at han faktisk ikke gennemførte prøven. Han gik i panik Emil, der selv skulle søge ind på noget tilsvarende, tilbød straks at tage den for ham:
Hvad med billedet? udbrød Mads bekymret. Vi har jo afleveret pasbilleder…
Hvem kigger på de små sure ansigter? lo Emil. Bare slå koldt vand i blodet.
Emil charmerede sig nemlig til alt. Selv hvis han intet vidste, fordrejede han samtalen, indtil læreren var overbevist.
Optagelsesudvalget mindes Mads som venlig og livlig snakkende og vidende ud over det gængse.
“Vi har brug for sådan nogen! Det er som frisk kildevand!”, sagde institutlederen der ellers elskede at se de kommende studerende an.
Mads kom ind til stor forbløffelse over hans forandrede adfærd, da hverdagen meldte sig.
Mon der er sket noget ubehageligt i din sommer? spurgte lærerne blidt. Mads nikkede. Ja, han kan ikke tro på sig selv det er hans tragedie.
Imens nød Emil livet for fulde gardiner: bål, pigeduft på puden i kollegiet, skægstubbe fra kartoffelhøsten, trompetbukser og kriminalromaner. Det var en ungdom, Mads kun drømte om.
På universitetet mødte han så hende, hvis brev nu ligger på hans skrivebord.
Ragna Møller fra Undervisningsministeriet, sådan blev hun præsenteret. Instituttet skal evalueres, så opfør jer ordentligt!
Og de unge gjorde deres bedste.
Ragna, lidt yngre end Mads’ far, sad med på deres forelæsninger og seminarer, bladrede grundigt gennem opgaver og noter. Hun fandt fejl, fandt små fejl i alt.
Hun havde især øje på Mads.
Sikker på, alt er korrekt? Det gik vel hurtigt! indvendte hun altid, når Mads afleverede først. Måske bør du dobbelttjekke, man skal ikke være selvsikker.
Han tjekkede igen og igen. Ragna smilede og så til.
Henrik Sørensen, er det din far? spurgte hun en dag i kantinen, hvor hun sad med klar suppe, rugbrød og en stor portion gryderet. Hun sendte Mads afsted efter servietter, fordi hun spildte.
Så? Er det din far eller ej? strak hun.
Ja, det er min far.
Det var det, jeg tænkte. Æblet falder ikke langt fra stammen. Undskyld mig men han var så distræt! Utroligt, at han nåede langt.
Kender du ham? undrede Mads sig.
Vi voksede op sammen. Vores forældre var venner… Ja, det må være nok om det. Hils ham fra mig, men ikke din mor! lo hun, inden hun gik i gang med maden. Tjek for resten dine tegninger, du har nok fejl!
Han tjekkede og rettede nogle gange for meget, så han til sidst bare kasserede det hele.
Æblet og træet… Så mange opgaver og essays var blevet revet itu hjemme hos Henrik, da lille Ragna skræmte ham med sin tvivl.
Jeg er træt af det! udbrød Mads en dag.
Træt af hvad, søn? spurgte hans mor, Kirsten, rolig, venlig, og som gemte sig i sin egen verden efter Mads blev student. Hun tvivlede ikke, og lod Henrik gentjekke alt. Hendes univers bestod af veninder og arbejde Mads og Henrik gik udenfor.
Jeg er træt af folk, der vil rette på alt! Og nu den der… Ragna nagler alle fejl.
Hvilken Ragna? spurgte Kirsten lidt skarpt.
Ragna Møller. Hun sagde, hun kender far, men… Her tav Mads, da han så moren blev indeklemt.
Er hun på instituttet? Tænk… Og på tilsyn! Sikke en klæber, Kirsten ryster på hovedet. Men lad os ikke snakke om hende.
Hun hilste far, men sagde, du ikke skulle vide det. Hvem er hun egentlig? undres Mads. Han tænkte ikke normalt på sådant, men Ragkas sidste besøg, hvor hun rent faktisk stoppede deres professor op for at overtage hans forelæsning, var mærkelig.
Kirsten sukker, henter et forklæde, og sætter sig.
Nå, Ragna og din far voksede op sammen. De boede i samme opgang. Ragna snusede altid rundt hjemme hos Sørensen. Hendes forældre arbejdede meget, hun klarede sig selv. Din farmor lavede fletninger på hende, gik med hende i børnehave og fulgte hende i skole, men til sidst var det aldrig nok. Ragna voksede op med fornemmelsen af at være den oversete nede i opgangen…
Da de blev voksne, kunne hun altid ramme din far på det svageste sted hans ambitioner. Hun lagde tvivl i ham: Han ville så gerne gøre det godt, men hun hviskede, at han var for meget nede fra gården, for lidt af det rigtige. Hun knuste alt selvtilliden.
Du ved selv, hvordan din far blev alt skal dobbelttjekkes. Og nu sidder hun højt i systemet, og han hænger fast i tvivlen. Men du, Mads, skal ikke lytte, hører du? Hun er ingenting for os!
En måned senere dukkede Ragna op hjemme hos dem. Hun påstod at skulle diskutere Henriks arbejde. Ingen vidste hvorfor, men hun påstod, at Henrik blev undersøgt for bestikkelse og sagen kunne klares i mindelighed, da hendes mand var magtfuld.
Det er ikke din sag, hvad jeg skal bruge min mand til. Hvor er han? afbrød Kirsten.
Ragna blev køligt vist ud hun fløjtede over sin egen betydning.
Der har vi ham, den berømte Henrik, sagde Kirsten og så mod trygt på sin søn. Hendes arrogance! Sikke noget, at hun kan komme her og ødelægge alt, fordi hendes barndom ikke var som din fars.
Senere skældte Henrik Kirsten ud for, at have overskredet grænsen.
De har fyret mig, sagde Henrik til sin familie. Der er en besked og en underskriftsag. Jeg har intet gjort! Men ingen kender min fortid så bland jer udenom.
Kirsten stod rystende i køkkenet. Hun drak et glas vand, mens skænderiet døde ud i væggene.
Samme aften kom Emil forbi.
Hvad sker der, mand? spurgte han og kastede jakken i gangen.
De fjerner far, sagde Mads kort. Han sidder inde på kontoret, sigter mod undergang.
Din far ville aldrig lave sådan et nummer! Men vi må finde ud af, hvem der stikker ham. Men inden han kunne fortsætte, brasede Henrik ud og råbte, så porcelænet klirrede.
Ud! Slubbert, du forfører min søn! Gå hjem, og vis dig aldrig her igen!
Emil himlede med øjnene og trådte ind i elevatoren.
Jeg ringer, mumlede han.
Han gjorde det aldrig. Mads så ham ikke i tre år, måske nikkede de et par gange på gaden. Det pinte Mads Emil tog jo prøven for ham!
Sagen blev sendt i glemmebogen, men Henrik blev fyret og knækket. Derefter blev han syg; hans hjerte snublede sig gennem dagene. To gange måtte Kirsten ringe 112. Henrik frygtede hospitaler, men satte sig hjemme, bleg og sammenfalden. Ragna havde knust ham uden at løfte en finger.
Væmmelige kvinde! Rasga ivanov na sig selv henne i supermarkedet. Hun står med en rødspætte til frosten, og nyder tanken om at lave middag til sin mand.
Hvad sagde du? griner hun uden at vende sig. Gør du også madpakke til din mand? Hvis du bare havde sat dig og talt, var alt måske gået lettere. Men din mand, Henrik, han var altid en svagdreng.
Ikke dit bord. Gud har næppe givet dig meget sjæl, svarer Kirsten koldt, du er tom.
Dagen efter blev Henrik indlagt. Kirsten lugtede nu konstant af desinfektion, hospital og angst.
Mads fik sit eksamensbevis og søgte mod Statens Byggeforskningsinstitut, men pludselig ringede Emil:
Jeg har et nyt job, god løn, vil du med?
Mads tøver vil spørge faren til råds men Henrik vender sig bort:
Lad mig være. Vær din egen herre.
Det går godt med firmaet. Mads samler materiale nok til sin Ph.d. Henrik glædes over fremskridtene, men hjælper ikke.
Kirsten ryster på hovedet.
Skynd dig, Mads. Man må tro på sig selv!
Henrik kan ikke. Han er knust af Ragna og fortryder alt. Familien led på grund af fortiden.
En dag, mens Henrik er på rekreation i Rønne, kommer en mand forbi hjemme og afleverer et brev.
Det haster, unge mand, siger han og går.
Brevet er fra hende Ragna. Hvad står der? Skal hun pine far igen? Måske er det endelig på tide at tage forbindingen af og lade såret få luft.
Mads beslutter: Han skal aflevere brevet.
Han giver det til Henrik på sanatoriet. Henrik sætter sig i solen og læser.
Jeg må til byen, nu! Er du i bil? spørger han uden at se op.
Mads bakker bilen ud af parkeringspladsen; Henrik beder om at køre alene ind i hospitalet.
Han kommer sent ud igen stærk i blikket, ret ryg.
Hun har kræft i fjerde grad. Lægerne gav hende kort tid. Stakkels menneske, siger Henrik stille.
Henriks sår er væk. Ragna blev selv såret, uhelbredeligt.
Hun bad om tilgivelse. Han tilgav. Hun tilstod: hun skrev anmeldelsen. Han tav, strøg hende over det skaldede hoved.
Hele livet forsøgte han at vise hende styrke, men hun knuste sig selv. Og nu er det ikke til at reparere.
Skal vi ikke tage hjem? spørger Henrik. Jeg savner din mor… Hvordan går det med dit speciale? Jeg kan hjælpe, hvis du vil?
Der er ikke længere regn, ikke længere lyn i skyerne, ingen forbindinger, ingen frygt for Ragna. Livet fortsætter, og for Henrik bliver det nemmere. Ragna er væk, han skal aldrig mere bevise sit værd for hende.
Mads forstår ikke, hvordan man kan tilgive nogen, der har ønsket en ondt.
Far! Hvordan kan du have medlidenhed med hende?
Hun har aldrig lært at elske, Mads. Hun søgte bare opmærksomhed, svarer Henrik og ser ud ad vinduet.
Og nu? spørger Mads stille.
Nu vil jeg bare hjem til din mor. Skal vi købe blomster til hende? Mads, hvordan går det i øvrigt? Kærlighedsliv og sådan, Henrik klør sig på hagen.
Tror du, jeg ikke begår fejl? smiler Mads.
Jeg tror, du kan gøre det endnu bedre end mig. Jeg elsker dig, min dreng, og jeg er stolt.
Henrik tier stille. Han har været tæt på døden i dag nu vil han bare leve, omgivet af dem, han elsker. Han skal nok nå det.
