Træd frem med mod, Vibe!
Men du forstår det jo godt! lød det pludseligt højt fra Viktor, stemmen næsten skinger. Han havde kaldt Vibe op til sig i dag. Ikke inviteret, ikke bedt om hun skulle kigge forbi, selvom de efterhånden har kendt hinanden i årevis og nærmest var kollegaer. Nej, han havde bare beordret hende. Du ved det jo! Hvis ikke jeg gør det her, æder hun mig råt som en hun-edderkop! Der er intet tilbage af mig! Han rakte sine velplejede hænder frem og rystede dem. De slatne muskler fik skjorten til at bølge, og Vibe fik det helt dårligt af synet. Hun vendte blikket væk. Jeg bygger den her familie med de her hænder, Vibe! Det kræver Marlene så må det jo være sådan!
Hvad havde Viktor, i virkeligheden, nogensinde lavet med de hænder? Penge kunne han tælle, det var sikkert. Ellers overlod han alt det praktiske til andre. Han hugger aldrig selv brænde i sommerhuset det var for “almindelige” folk! Til tiden dukkede der en lastbil op, to kraftige gutter læssede brænde nydeligt i stabler, og Viktor slikkede sig på fingeren når han gav dem deres betaling i kroner.
At fyre op i kaminen vidste han heller ikke hvordan; det klarede hans mor, Evy. En hyggelig, moderlig kvinde, lige til at komme hjem til. Hende syntes Vibe faktisk godt om. Evy havde det altid rent og pænt, som om hun bare gik og ventede på, at lille Vibe skulle kigge forbi til en hurtig te.
Evy drak ikke kaffe, men elskede duften. Den mindede hende om en gammel, kort romance var det med en franskmand eller var det en englænder? Han kunne egentlig ikke brygge ordentlig kaffe, det kogte altid over, men det var ligemeget.
Aromen var vigtig. Den kunne bringe hende tilbage til lykkelige tider.
Evy bryggede gerne en lille, sort kaffe, hvis en gæst bad om det, og nød så den gode duft, der bredte sig ud i det store køkken. Var der ingen gæster, kunne hun bare stille en kop kaffe til sig selv, og så nyde en småkage til sin te.
Evy Vibe kom pludselig i tanke om, hvor længe siden det var, hun havde ringet til hende.
…Du må forstå mig, Vibeke! Hvorfor sidder du bare og trækker på skuldrene? Viktor var stadig i gang, stemmen højrøstet og hans indre drama trukket helt op, som han altid blev, når han godt vidste, han var på dybt vand.
Forstå? Hvad for noget, Viktor?! Er det endnu en ung kvinde, der har fået narret dig i Rådhuset? Kan du overhovedet huske, hvor du blev gift denne gang? Vibe smålo.
Brylluppet var udendørs! Det ville Marlene bare have, det ved du godt! Hvorfor spørger du om sådan noget pjat? Viktor mistede besindelsen. Men hør her, i morgen kommer Marlene forbi og bliver introduceret du sætter hende ind i det hele. Når hun har styr på papirerne, overlader du det til hende. Jeg lover en god fratrædelsesgodtgørelse. Slut. Det var det.
Han talte til hende med et snert af foragt han var chef, og hun turde modsige ham. Hvad så, at hun var leder af hele huset? Hvad så, at hun havde løftet stedet fra noget middelmådigt til et respektabelt, anerkendt center med stærke undervisere? Det var ikke hendes. Hun var bare marionetten, ledet af ham!
Vi har ret skrappe krav til kvalifikationerne, og din Marlene har ikke ligefrem skrevet ph.d., bemærkede Vibe og mindede sig selv om at slappe af i panden. Rynker havde hun ikke brug for.
Det ved jeg da. Og hvad er du så? Vi er ikke dus, snøftede Viktor. Du ville jo ikke engang tage en snaps med mig. Hvis du havde villet, havde vi ikke haft denne samtale nu. Min kone har købt et eller andet diplom, taget nogle kurser. Det skal nok gå. Hun skal bare… ja, have noget selvrealisering, som I kalder det. Vores datter er stor, hun behøver ikke blive fulgt til alt nu, så Marlene vil gerne ha’ et ordentligt job.
Selvsagt! næsten lo Vibe. Hun smilede, trak på skuldrene, men i lommen snurrede hun sin lille sten mellem fingrene. Jo mere det kneb henne indeni, jo hurtigere kørte hun stenen rundt mellem fingrene, som en munk flytter perler. Viktor, hvorfor så nøjes med vores kulturhus? Hvorfor ikke byens største gymnasium? Eller konservatoriet? Eller selveste Det Kongelige Teater? Men altså… det kræver mere end et kursus…
Stop. Vibe Anemone, du kan gå nu. Jeg har sagt hvad jeg kom for. I morgen, klokken elleve, kommer Marlene. Forbered det hele til overdragelsen, tak.
Han vendte sig mod vinduet, stirrede på de tunge gardiner, flåede dem til side. Udenfor var mørket fyldt af blinkende, kulørte lys. Højt oppe fløj et fly med rødt signal, det forsvandt i en sky. Viktor blev stående og så efter det. Det kom aldrig ud på den anden side.
Han kunne tydeligt se, hvordan Vibe vendte sig om og gik roligt mod døren. Se, sådan skal det gøres. Godt hun ikke begyndte at råbe kvinder råber altid i hysteri, nogen græder. Det kunne Viktor ikke fordrage, han fik det fysisk dårligt af hulkende kvinder. Kvindetårer skræmte ham.
Men Vibe græd ikke. Hun havde glemt hvordan. Tårerne slap op dengang hun var sytten, da både mor og far døde. Hendes første løn ville hun bruge på nye vinterstøvler, men blev slået ned og frastjålet pengene. Bagefter lå hun alene på fortovet, kold og øm af først sne, så smerte. Hånden gjorde ondt op i skulderen, men hun havde bare lyst til at rette sin kjole og komme væk evnede det ikke, og måtte langsomt kravle hen til bænken.
Folk gik forbi, rystede på hovederne, mumlede om hvor mange hjemløse og forfaldne der var.
Hvor mange drukkenbolte er der ikke blevet nu om dage! lød det, da hun sad og så tomt på jorden, med stenen knuget i hånden. Smerten røg ind i stenen. Lidt sidder jeg her, så går det nok. Lidt endnu…
Det var roomien Gitte der fandt hende og fik hende hjem. Armen var ikke brækket. Støvler fik hun først købt langt senere, da hun fik job på kulturhuset som sekretær. Det var Gitte der gav et praj om stillingen.
Kan du skrive på maskine? spurgte den daværende leder, Karen-Marie, en storslået dame med fingerringe og perlekæde, mens hun tog cigaretten ud af munden. Kæden var for kort, sagde hun altid. Hun nåede aldrig at købe en ny inden sine 70 Vibe havde ellers fundet det perfekte smykke til hende. Så du og skrivemaskinen, fungerer det?
Vibe nikkede.
Og du er ferm i papirarbejdet? spurgte Karen-Marie, mens de så røgringe svæve op mod den lave loftshøjde.
Huset var totages, med smalle trapper og små, slidte kontorer. Selv aulaen var lille. Det passede egentligt bedst til småfolk, eller bare folk af mere beskeden størrelse.
End ikke de største børn havde rigtigt plads nok, men det var altid spændende.
Efter blot to år med Vibe dukkede en masse nye børnehold op. Hendes pædagogiske uddannelse og sekretærkurser kom hende meget til gavn, og hun fik sine veninder ind som undervisere i både broderi, maleri og endda trekvarte musikere, hvor Karen-Marie selv stod for at finde to herrer til harmonika.
Klaveret blev med møje slæbt ind, og snart sad små piger i forklæder derovre med deres mødre og bedsteforældre og klimprede og sang. Det kunne gøre Karen-Marie arrig men, hvad skal man gøre? I det mindste har børnene noget at tage sig til. Ellers render de bare gaderne tynde.
Karen-Marie nikkede altid til det.
Siden da er meget vand løbet under broen; Karen-Marie blev begravet i det smykke, Vibe havde fundet. Hendes portræt hænger stadig nede i gangen, og Vibe bringer blomster hver uge.
Ved siden af det gamle, lille kulturhus, byggede Viktor nyrig, fra provinsen prægtigt, moderne kursuscenter op i glaspalæ og store balsale. Man kunne nu alt muligt matematik, computerrum, you name it.
Vibe lærte Viktor at kende til et budgetmøde.
Hvor har du travlt! sagde Viktor og lod hende gå forbi, mens han beundrede hendes gang og figur.
Nå, det er jo vigtigt hvor meget støtte institutionen får ind, svarede hun skarpt.
Viktor kaldte altid hendes hus for et asyl spottede det, sagde at de børn alligevel ikke blev til noget. Men pengene gik alligevel til hende.
Hvorfor? spurgte hun, da de engang sad sammen i hans sommerhus for at gennemregne budgettet, i midvinter.
Har du virkelig ikke fattet det, Vibe? snærede han.
Næh?
For din skyld, din gås! brølede han, åbnede lågen, smed sig ind i bilen. Flyt dig, du spærrer!
Foretrappen ventede allerede Evy, Viktors mor, i hjemmestrikket halstørklæde og uldsokker.
Endelig, Viktor! Jeg blev jo bekymret, hvorfor ringer du ikke, barn? Er der noget galt?
Ikke det fjerneste! Tag imod gæsten Vibe, direktøren for mit velfærdsprojekt, i hvem jeg postede millioner.
Vibe nikkede usikkert.
Viktor, har du virkelig postet millioner i hende her? Evy gik straks hen og tog om Vibe. Kom ind, det er varmt, jeg har fyret op hele dagen! Skal du i sauna, så må det blive Viktor der står for det jeg kan ikke finde ud af det.
De gik ind, huset lignede noget gammeldags udefra, men var indrettet moderne.
Nå, find dig til rette, jeg skal arbejde! knurrede Viktor og forsvandt ovenpå.
Evy blev tilbage, rystede på hovedet Viktor havde aldrig været så grov ved en pige før. Måske var her alligevel noget følelser…
Må du have en kop kaffe? Jeg drikker det ikke selv, men laver gerne til dig. Sæt dig. Jeg har lidt tøj at hænge ud, Viktor elsker det, når det dufter af frost, Evy begyndte at trylle med kaffen.
Nej, drop kaffe. Lad mig hjælpe med tøjet. Min mor spredte også altid vasketøjet sån, Vibe tav brat. I lommen lå hendes lille farvestens-souvenir, som hun havde fundet ved fjorden med sin far. Dengang sagde han, det var en magisk sten hvis det blev svært, skulle hun knuge den, ikke græde, så blev det nemmere. Styrke-stenen, kaldte de den. Hun beholdt den.
Nu, da hun huskede sin mor og de frostklare lagner hjemme, kneb hun stenen hårdt.
Du er helt bleg! Kør dig en tur? Du ser dårlig ud, måske blev du køresyg Viktor kører altså forfærdeligt, sagde Evy og gik omsorgsfuldt i gang.
Nej, alt er fint. Lad os drikke te sammen, Evy, hvile lidt, og så tager vi vasketøjet! Vibe satte an til at smile.
Jamen den kop dér er Viktors, min har kamilleblomster, smålo Evy.
De sad længe, drak te og kaffe.
Min mormor sagde altid, at thé skal der småkager til. Værsgo, vi har med birkes kan du lide dem? spurgte Evy, lidt undskyldende.
Vibe nikkede.
Ved du, Vibeke, jeg boede egentlig med min mormor til jeg var ti år. Mine forældre sendte mig på landet, for jeg var superskrøbelig. Huset stod lige her før, det var kæmpestort. Mange børn. Morfar var død, og om aftenen lå vi på ovnen, hørte historier. Hold op, hvor jeg savner det… Viktor lærte hende aldrig at kende.
Vibe så på Evy. En ægte hjemmegående type, med alt muligt hjemmebag og krydderurter, og hun talte langsomt og roligt.
Men en gang havde Vibe set Evy til en reception i byen Viktor havde trukket dem med derhen, præsenterede dem for hinanden og nærmest beordret dem til at hygge sig. Og dér, med elegante kjoler og laksko, med håret sat superpænt, var Evy pludselig en anden standsmæssig og sej.
…Da mørket var faldet på, gik de ud for at hænge vasketøj op, Evy kom vraltende bag Vibe og prøvede at overbevise hende om ikke at slide sig op. Men Vibe forstod slet ikke, hvorfor Viktor havde taget hende med. Han sagde, han ville se på nogle tal, men så forsvandt han. Hun fik heller aldrig lift hjem festen gik i gang, og det begyndte at sne. Det endte med, hun måtte overnatte.
Evy lagde hende i gæsteværelset ovenpå.
Vibe lå der allerede halvdøsig, da Viktor forsøgte at komme ind, hviskede noget udenfor hun troede noget med hans mor var galt, og åbnede døren, men snart efter kyssede han hende. For insisterende, lidt for voldsomt. Hun slog fra sig, hårdt Viktor ømmede sig, satte sig på gulvet.
Hvad fanden laver du?! hans stemme næsten grædefærdig.
Hvad laver du selv?! Ud! Vibe pakkede sig ind i dynen, og pludselig morede det hende at se ham krybe væk.
Hun spekulerede på, om han nu ville trække støtten til huset. Hun sad længe og stirrede ud mod det snedækkede mark under måneskin.
Næste morgen smed Viktor de underskrevne papirer foran hende pyt, han ville bare betale, ikke læse.
Hvorfor er du så grov, Viktor?! undrede Evy sig.
Han kom ikke med forklaring, styrtede bare ud.
Det var dér, han “købte” Vibe. Snuppede hendes livsværk, hendes hjerteblod, og forvandlede det til sit eje. Vibe troede hun styrede det, var leder men Viktor tænkte kun på, at hun havde afvist ham, uanset Marlene og det hele. Selv Marlene gjorde ikke indtryk på Evy, da Viktor senere præsenterede hende. Marlene drak kaffe med rom fra morgen til aften, lavede aldrig mad, og havde allerede regnet ud hvad der skulle ombygges i huset når Evy ikke var der mere.
Viktor, brug nu hovedet! hikstede moren lige før vielsen. Det her er ikke kvinden for dig!
Hold op, mor, jeg klarer mig, sæt dig så bare ud i bilen! Viktor smækkede døren og ringede til Vibe.
Jeg kan ikke snakke nu, jeg er sammen med min mand i lufthavnen! råbte Vibe ude i mobilen.
Viktor lagde på. MAND! Tænk… nå.
Marlene flyttede ind i hans lejlighed i indre København, de fik hurtigt en datter, skulle straks til babymassage og svømning og alt det der. Men Vibe fik også barn en søn.
Viktor tænkte ofte, om ikke det var Vibe, han burde været blevet gift med, og oplevede, hvordan hun blev ved at dyrke “det forfærdelige” hus og tale om sin søns succes, uden at give ham så meget som et blik.
Ind imellem kiggede Vibe stadig forbi Evy, de lo og sludrede, og hun håbede næsten, Vibe kunne blive hendes svigerdatter…
… Marlene kom, som de havde sagt, præcis kl. elleve. Hun trådte selvsikkert ind, lod pelsen falde på stolen, og så sig omkring.
Hej! hilste hun på Vibe, der godt kunne se at Marlene nærmest nød synet af hendes opsvulmede øjne mon hun havde grædt?
Goddag, Marlene. Jeg har forberedt det hele, Vibe rettede på blusen, pegede på bunkerne af papirer.
Åh, tror du jeg gider alle de papirer? Sig mig lige, hvor mange betalende brugere vi har og hvor mange naïve der tror, min mand er filantrop, sagde Marlene og åbnede en danskvand i minibaren.
Er han ikke netop det? spurgte Vibe.
Ja, men ikke i den grad! Hør, du har jo en søn, han skal vel i militæret og alt det. Men vi har en datter, Viktor ville have en datter. Og jeg har givet ham én! Marlene smilede stolt. Hun skal have en uddannelse, og jeg skal også spare op til min alderdom.
Javel, sagde Vibe kontant. Men vi har aftaler med eleverne. Du kan ikke bare lave alt om til privat.
Kan jeg ikke? Jo det kan jeg. Åh, lad nu være, Vibe. Min mand fyrede dig, kom videre. Få din ‘Alexander’ hvad hedder han? få ham til at fikse noget til dig. Og væk med dig herfra. For resten, den sal på tredje sal bliver til fitness; vi laver medlemskort, forskellige træningsprogrammer. Skønt!
Marlene drak af glasset, rynkede på næsen, smed sig i stolen.
Ved du hvad, jeg havde måske holdt på dig hvis ikke Viktor ALTID nævnte dit navn i søvne. Det er træls! Så farvel, Vibe! Din fratrædelse er godkendt!
Hun gik, mens Vibe bed sig i læben og måtte hen tværs gennem glasgangen til den gamle fløj, hvor Karen-Marie engang havde sat hende i gang. Lugtede det ikke lidt af hendes cigaretter stadig?
Hun skulle have købt blomster. Bare den ene sidste gang… og hvad med koncerten på fredag?
Vibe græd ikke. Hun havde jo altid sin fars sten. Tog den op af lommen, klemte.
Altid hårdt at miste. Tab af det du har kæret, bygget op med dine hænder, og miste det pga. andres magtbegær.
Hun standsede op ved Karen-Maries portræt. I begyndelsen så Karen-Marien koldt på hende, men så blev blikket mildt, eller også bildte Vibe sig det ind.
“Det går nok, Vibse. Der er altid et nyt begyndelse efter et endeligt. Man kan kun ikke starte forfra, hvis man ikke længere er her. Så længe du er, kan du gå videre. Op med hovedet, pige! Dit halskæde pynter godt her,” sagde Karen-Marie nærmest fra billedet, før hendes ansigt igen blev stift.
Pludselig sad Vibe i bilen ved siden af sin mand, Alexander, og fortalte hvor ondt det havde gjort. Han tørrede hendes tårer væk. Ja, tænk, det var faktisk rart at der var nogen der tørrede ens tårer væk…
Det er bare det! Jeg begynder forfra, ikke? Aleks, jeg er blevet tilbudt masser af steder!
Selvfølgelig, skat.
Jeg skal nok vise Marlene, hva’ jeg kan, ikke?
Det skal du, Vibe.
Og vi skal nok klare det.
Det skal vi!
Og du elsker mig slet ikke…
Jo, for pokker, Vibe, hvor er du fjollet. Kom nu, vi kører hjem. Nej, ved du hvad vi tager ud at spise! Alexander så glad ud.
Hvorfor det, egentlig?
Din søn har bestået eksamen! Han kunne ikke få fat i dig, så han skrev til mig. Aleks viftede med sin telefon, kæmpe som en mursten.
Han har altid elsket store ting bilen kunne knap være i indkørslen, han fyldte hele sengen, og hans hjerte var så stort at det kunne rumme hele verdens kærlighed.
De tog ud, mødtes med Mikkel, der kom i hængerøv og røde sneakers, og tog imod lykønskninger. Bestået første gang endelig!
Dygtigt, min dreng. Sådan! Vibe kyssede ham på kinden. Hendes øjne strålede af stolthed.
Mor, er der noget galt? spurgte han. Hun rystede bare på hovedet, trykkede ham ind til sig og mærkede varmen.
Når det hele vælter, er der kun tilbage at vente, til solen titter frem igen…
… Kom så! udbrød Alexander senere, helt rød i kinderne.
Hvad nu? spurgte Vibe, smed tæppet og lænede sig tilbage. Jeg bliver her, gider ikke flere opkald. Jeg er jo ikke leder længere!
Kom, jeg siger det, de venter os! Aleks blev ved.
Vibe blev nervøs, satte sig op.
Hvad med Mikkel, hvad er der med ham?
Nej, det handler om dig. Noget vigtigt.
Han kørte hende til et stort, lyst, lyserødt hus, som engang havde været skole, men nu stod klar igen. Foran døren søjler med store danske forfattere. Klare vinduer. Og i blomsterbedet blev hendes yndlings stedmoderblomster allerede plantet.
Ud af hoveddøren kom Evy.
Hvad er det? hviskede Vibe. Evy, hvad er det her?
En gave. Du har snart fødselsdag vær så god at skabe noget her! Personalet er næsten på plads, sponsor er min ven du kan stole på ham. Giv den gas, Vibse!
Ingen højtidelig åbning, ingen rød snor. Vibe gik bare ind, blev overfaldet af gamle kollegaer, spørgsmål og kram. Det var hendes gamle hold, der troede på hende.
Vi kom for at være med dig, Vibe. Ligesom i de gamle dage, husker du? Eleverne følger også med. Marlene har næsten skræmt alle væk; nu er der hårmodssaloner. Det er et nyt kosteskaft, hviskede Nadia, klaverlæreren.
Vibe så på Aleks.
Du vidste det, ikke?
Han løftede skuldrene han kunne ikke lyve, Aleks var simpelthen for stor og blød.
…Med Viktor stødte Vibe først på igen i kommunen to år senere, hvor hun blev kaldt ind for at hente en hædersdiplom.
Han var der i anden anledning, flåede vredt i sin mappe fordi lynlåsen sad fast.
Vibe? Dig igen? Nu siger de, du rider på bølgen igen? Du kunne have blevet i det gamle hus, hvis du bare havde været lidt nemmere. Hvad manglede du?! Flyt dig, jeg har travlt. Hvad? Marlene, hold nu op! Drop alle de kettlebells! brølede han i telefonen.
Han blev ved, men Vibe ville ikke høre på det. Nu styrtede hendes hest igen fremad ikke tid til unødvendige stop. Stenen lå stadig i tasken. Men nu virkede den ikke nødvendig mere. Hun var ikke alene elskede folk var der, varmen omkring hende blev lysere og lettere. Det er det mest værdifulde. Ja Karen-Marie var sikkert også fulgt med til det nye sted…
