Retten til kærlighed
Mette! Kan du ikke få styr på ham! lød det skarpt fra Karen Vibeke, mens hun gned sine tindinger i frustration. Hun råbte ikke “Meta”, ikke “Mette”, men “Mette”, som om hun kaldte på husholdersken.
Bag hende tramper en lille dreng rundt i stuen og leger soldat. På hovedet har han en gammel gryde fundet i kælderen, i hånden en kagerulle, og på fødderne hendes mors gamle støvler, sorte med slidt kunstpels foroven. Han falder omkuld på gulvtæppet, roder rundt i de tykke frynser på Karens dyre tæppe og ødelægger stemningen.
Karen Vibeke, bare fem minutter mere! Nanna og jeg bliver færdige, og så skal jeg nok hjælpe dig! råber en yngre kvindestemme inde fra et andet værelse, og straks lyder der skæve, høje toner fra klaveret. Anton, dæmp dig dog! Anton! Mette kigger frem og vender sig så mod sin elev. Fint, Nanna, blødt og glidende, som om du aer en lille fugleunge. Ja, ja, sådan!
Karen Vibeke knurrer tyst. Nok er nok! Den dreng, de her evindelige klavertimer, og Mette, der suser rundt, som om hun hørte til her, selv om hun er så uvelkommen!
“Dygtig nok, den Mette, hun sneg sig ind i huset som en slange og har sat sig godt til rette! Er det ikke sandt? Hvor kommer hun overhovedet fra og se, hun spiller rollen som Jakobs kone, men gift, det er de jo ikke! Og drengen er ikke engang hans, det kan enhver da se! Hun huserer i værelserne, tjener penge på elever. Men det her er ikke hendes lejlighed, hverken klaveret eller stuen. Og nu må det have en ende!”
Karen Vibeke ryster vreden af sig, rejser sig bestemt og råber ad “soldat” Anton.
Men drengen hører intet af alt det omkring sig. Han er på slagmarken, fører sin hær frem. I tågen venter fjenden, klar til at affyre mod hans kammerater, men Anton skal nok vinde! Mor sagde, han var en rigtig soldat klog, dygtig, og intet skræmmer ham. Hun gav ham gryden, kagerullen og støvlerne, og satte sig selv foran sin bærbare for at jobbe lidt, bare lidt, så skulle de gå tur. Snart kommer far hjem fra søen Anton spørger hver dag, om Jakob har ringet, men telefonen forbliver tavs…
Han er ude at sejle, skat, der er ikke forbindelse derude. Far afleverer frugt, grøntsager og gode sager til børn på øerne og kommer snart hjem, forklarer Mette og stryger sønnen over det stride, krøllede hår.
Anton sukker og går tilbage til sin leg.
Han registrerer knapt, at bedstemoren, eller næsten-bedstemor, som mor og Jakob jo ikke er gift, skælder ud igen…
Få ham væk, ellers… Karen Vibeke river Anton til sig og dasker ham over ryggen. Han forskrækkes, taber kagerullen, der rammer Karens elskede porcelænsfigur en jægerinde, bar om skuldrene, bue i hånd og sigter på noget usynligt, forhåbentlig ikke hende selv.
Figuren falder ned fra kommoden først vælter den, så skrider soklen helt ud over kanten, og jægerinden styrter mod gulvet.
Både Karen Vibeke og Anton holder vejret, til det billige porcelæn, købt af Karens afdøde mand Poul, ryger i tusinde stykker.
Det var punktummet, det der ikke kan andet end at ende i et skænderi.
Mette! Kom herind straks! Afslut lektionen med Nanna og kom ud!
Mette sukker, skriver lektier ned til eleven, sender hende afsted, hjælper hende med overtøjet og siger farvel, inden hun går ind i stuen.
Anton, stille snøftende, har allerede fundet en fejebakke og kost for at samle stykkerne op.
Åh, Anton… siger Mette, ryster på hovedet og ser på sønnen. Karen Vibeke, undskyld! Han mente det ikke. Anton, pas på lad mig hjælpe!
Drengen surmuler.
Du skubbede mig, og jeg tabte min sabel siger han. Bedstemor slog mig.
Nå, så pyt! udbryder Karen. Nu må jeg selv rydde op! Hun river kosten ud af Mettes hånd og fejer vredt omkring. Og det var for lidt, han blev straffet! Ser du ikke, jeg har hovedpine? Ser du det, Anton?! Hun skælder ud lige ved hans øre.
Jo mumler Anton.
Så må du lærer at opføre dig! Du er forkælet, kropumulig! Og du, Mette, hvor har du dog fejlet som mor. At jeg skal hente ham fra børnehaven, give ham frokost og rense hans næse! Jeg klarede jo min Jakob selv uden mødre, bedsteforældre, og aldrig blev porcelæn knust hjemme hos os!…
Hun står og hiver efter vejret, rød i kinderne.
Men Karen Vibeke, det er jo bare en billig figur… Jeg ved, du har det hårdt, men det er kun for to måneder! Vores eget hus står snart færdigt, så flytter vi du sagde selv, det var ok, at jeg og Anton blev her indtil da. Hvorfor er du så vred? Mettes stemme er træt, på grådens rand. Også hun er mærket af savn, travlhed, skyld over ikke at kunne være der for sin søn.
“Det sker kun i eventyr, at enlig mor finder både mand, far og hjem på én gang! Virkeligheden er en helt anden”, tænker Mette.
Karen Vibeke sætter kurs op til køkkenet og kalder Mette med.
Anton klynger sig til mors hånd, hun kysser ham i håret og hvisker, at han ikke skal være bange.
Inde i køkkenet koger el-kedlen, Karen Vibeke skærer citron, synger sagte for sig selv, alt imens hun hælder te op, rolig, næsten ceremonielt. Da hun sætter sig med sin kop, siger hun:
Tag det ikke ilde op, men du og barnet hører ikke til her. Det har været nok nu.
Jamen… Jeg Jakob og jeg…
Nej, stop. Sæt dig! hun peger på stolen. Det er ikke kun fordi, du ikke er som svigerdatter passer mig. Sagen er, du er overflødig her, Mette og i Jakobs liv også. Inden du kom, var han aktiv, energisk, havde udsigt til en fin stilling! Men så dukkede du op med klaver, bløde hænder, og et barn oveni! Det er pinligt. I vores tid ville sådan noget aldrig ske! Du har bare hængt dig fast på ham. Og nu slider han på landevejen for penge til dig og det barn!
Men… Jakob elsker os, han vil adoptere Anton siger Mette stille, mens hun iagttager Karen Vibeke rodede rundt med teskeen, rød lak på neglene.
Det er det, jeg siger! Jep, du mødte modgang og greb chancen for en mand. Men tænk, at han kunne få en ORDENTLIG familie ikke med andre folks afkom! Han tog dig bare af medlidenhed. Hvor er han nu? Bag rattet. Arbejder for dit og din drengs skyld. Jeg fødte ham ikke for, at han skulle komme galt af sted derude!
Teskeen falder på tallerkenen, de knaldrøde negle knyttes. Karen Vibeke ser på Mette med hævet øjenbryn.
Tro ikke, jeg ikke gennemskuer dig. Her hos os får du det hele: teatre, butikker, alt muligt! Køber dig nye støvler, mens jeg måtte købe overtræksbukser til din søn af min løn! Må jeg ikke tale sandhed, Mette? Forestil dig, at din søn en dag slæber en fremmed pige hjem, med barn på slæb, og hun overtager dit hjem hvad ville du sige da?
Det er urimeligt! Mette slår ud med armene. Jakob elsker os, vi har talt om det! Jeg lever ikke på din regning. At vi bor her, var Jakobs idé, bare kort tid. Ikke mere end det!
Du rejser. Jakob bliver. Han har bare ondt af dig. Og ja, han kan lide det, men han fortjener en rigtig familie. Og dine historier om kærlighed Nej, jeg bryder mig ikke om, at nogen udefra gennem jer slår rod i vores familie! Gå tilbage, Mette. Det her er ikke eventyr.
Karen Vibeke hælder en sjat af Pouls gamle cognac op, tømmer glasset.
Skål, Mette! siger hun og bøjer sig mod vinduet. Audiencen er slut, tjenestefolk og indtrængere må gå
Så du smider os ud? siger Mette lavmælt.
Præcis. For min families skyld må I gå. Og tag dine elever med dig de er heller ikke velkomne mere!
Mette prøver ikke engang at protestere. Hun overvejer at spørge om bare en dag eller to til, men Karen Vibeke har lukket døren. Anton, der har lyttet ved døren, ser forskrækket på sin mor.
Mor, hvor skal vi hen nu? spørger han, mens hun allerede ringer rundt.
Frøken Andersen? Dav, det er Mette. Kan jeg og Anton overnatte i skolen et par dage til vi finder noget? Nå, I har inspektion? Undskyld hun ringer videre. Birthe? Hej. Kan vi sove hos dig? Ikke? Okay
Alt, Mette havde i sit gamle liv i Odense job, venner, forældre blev efterladt. Hun troede på Jakobs ord: I København var mulighederne større, kulturens og sundhedens by Men nu?
“Møder du op hjemme, er vi færdige med at hjælpe. Enten bliver du gift og får flere børn eller så tager vi Anton, du passer ikke på ham!” Moderen havde sagt det direkte, da Mette pakkede sine kufferter.
Nu siger moderen, at de må vente, der er ingen plads.
Mette var ikke velkommen hendes graviditet, hendes søn var nærmest en skandale. Hvem faren er, havde hun aldrig sagt. Heller ikke til den unge mand, hun havde lært at kende ved Vesterhavet en sommer.
Mette og Jakob mødte hinanden, da Anton var lille. Allerede på første date tog hun Anton med. Jakob var lidt desorienteret men de fodrede ænder sammen, og Jakob sagde: “Sød søn, har jeg gjort et godt indtryk mon?”
Mette troede ikke, han ville ringe igen men det gjorde han. Snart begyndte han at foreslå, de flyttede til København, først i hans forældres lejlighed, mens de fandt noget.
“Tror du, dine forældre vil acceptere mig?” “Hvis ikke, finder vi en lejlighed” sagde Jakob og så Mette dybt i øjnene.
Karen Vibeke mødte dem høfligt, omend lidt koldt. Jakobs far, Poul, var endnu mere reserveret.
På klaveret blev der hurtigt klaverundervisning for nærområdets børn. Med lidt held fandt Mette job på musikskolen.
De har et dejligt instrument her! Mette lod hånden glide over tangenterne. Bare lidt stemning, så lyder det vidunderligt…
Ja, nikkede Karen Vibeke. Du er sandelig heldig, Mette! lød det syrligt.
Mette og Karen kunne ikke rigtig dele den samme lejlighed og nu skal Mette ud. Intet at gøre.
Hun prøver at ringe til Jakob, men han tager den ikke. Til sidst sender hun en besked: “Vi tager hjem. Ring.”
Anton ser forskrækket til, mens Mette pakker deres tøj, finder sko og legetøj under sengen.
Vi skal hjem til mormor i Odense, Anton. Far kommer, bare rolig han kan køre hvorhen, vi vil!
Er det fordi, jeg væltede figuren? spørger Anton, mens han hjælper med at pakke.
Selvfølgelig ikke, lille skat. Bare fordi vi har fri og fik mulighed for at tage hjem lidt før!
Karen Vibeke ser dem fra vinduet, mens bladene drysser på gaden. Hun mumler for sig: Siger ikke engang farvel! Men jeg har ret. Og Mette skal nok forstå det, når hendes egen Anton én dag kommer hjem med en pige fra ingenting, og brænder det hele af Så forstår hun!
Mette står på busstoppestedet, stirrer på køreplanen men tallene danser, og ansigtet føles vådt. Mon det er regn? Nej, måske bare tårer? Mette er stærk, hun skal ikke græde.
Mette? Hvad laver du her? En ung kvinde dukker op. Maja hedder hun. Med kuffert? Skal I væk? Hvad med Jakob?
Vi tager hjem. Undskyld, vi skal til stationen
Der går ingen tog nu hvorfor natten over? Kom med op til mig! Maja inviterer, tager kufferten, og Anton ser op på Mette.
Kom nu, Mette! Anton, jeg har en kat derhjemme kan du lide katte?
Drengen nikker.
Så følger I med! siger Maja bestemt.
Maja bor alene i en stor, hyggelig lejlighed. I stuen bogreoler, et gammelt bord, og i værelset ved siden af en sy-maskine. Hun syr kjoler og jobber freelance.
Jeg finder et sted til jer i stuen. Anton, min kat Felix ligger i lænestolen. Du må gerne klappe ham!
Efter mad begynder Anton at lege med Felix, og Mette, træt, hjælper Maja med salaten.
Nåh, Mette, hvad er der med dig og Jakob? spørger Maja, mens hun finder kaffe frem.
Mette sukker og fortæller om Karen Vibeke.
Jeg ved ikke Hun sagde, vi ødelægger Jakobs liv, at Anton ikke hører til… Måske har hun ret?
Maja griner varmt. Vi tror vel alle lidt på eventyr, Mette? Det skal man. Hvis ikke, bliver livet gråt og småligt. Selv håber jeg stadig, drømmeprinsen en dag banker på måske imorgen!
Eventyr er for børn. Når man selv er tæt på de tredive og har ansvar for et andet liv, må man klare sig selv…
Nej, hvorfor skulle du ikke også have ret til lykke? Måske er det Jakobs eventyr at være sammen med dig? Hvorfor dog nægte kærligheden? smiler Maja.
Mette forsøger at ringe til Jakob igen. Denne gang tager han endelig telefonen, og Maja forklarer ham hele situationen. Han lover at komme næste dag.
Elsker du ham virkelig? spørger Maja blidt, da Anton sover.
Det tror jeg…
Godt så. Så klarer I jer! Sov nu roligt, Mette. Jakob kommer hjem og finder en løsning han er trods alt logistikekspert!…
Hjemme hos Karen Vibeke er stemningen tung. Jakob ankommer, vred, og minder sin mor om gamle dage, om hvordan hun altid pakkede mad til ham i skolen.
Mor, stop! Nu er jeg voksen. Nok nu! Jeg har fundet en lejlighed til os, Mette og Anton, og vi bliver gift om en måned! Min familie mit valg! siger han bestemt.
Hun nikker, men da han er gået, sidder hun tilbage, ødelagt.
Som i gamle dage, mor… Bravo. Jeg træffer mine egne valg nu! råber han tilbage.
Bryllupskjolen syr Maja til Mette enkelt, smukt, med et bredt bånd og broderier. Karen Vibeke forærer hende et par perleøreringe, og Mettes mor leverer skoene, hun selv blev gift i. Selv katten Felix er med til at gøre Sashas nerver rolige på den store dag.
Maja! Kjolen er fantastisk! udbryder Mette i spejlet.
Nej, den er til en almindelig prinsesse, ligesom dig. Husk, lidt trylleri skal der til, ellers bliver verden grå. Du må aldrig glemme at tro på lykken selv når den virker umulig!
For i Danmark lærer man, at alle har ret til at tro på og kæmpe for kærlighed. Måske venter lykken lige om hjørnet hvis vi tør give plads til hinanden og åbne vores hjerter.
