Musens hemmelighed
Bussens dør lukkede med et rungende hvæs, der skubbede en lille skikkelse ind i det fyldte folkemylder.
En stærk duft af frisk tobak, sild fra Irma, våd uld, stærk parfume og snert af aftershave mødte Inge Kristensen i næsen. Hun rynkede på den.
“Jeg er træt af det hele,” tænkte hun mat. “Træt af alt. Igen spildt tid, det er næsten ubærligt.”
Inge kom fra et besøg hos sin mors veninde. I tasken lå de pæne sko, hun altid tog med til “visninger” hendes mors evige jagt på en passende mand. Men trods utallige forsøg var det aldrig lykkedes. Omkring hende var der masser af potentielle mænd, men Inge var ikke nogen skønhed, og mændene ja, den ene værre end den anden. Valget skulle jo helst gælde hele livet. Sådan et livsvalg!
I dag havde Inge igen været hos mors barndomsveninde, tante Clara, for at aflevere nogen meget vigtige bøger. Samtidig dumpede hun selvfølgelig ganske tilfældigt ind til en festmiddag. Gæsterne var ikke mange, men de var stive, stolte og skuede på hinanden, som om de ledte efter skævheder med lup. De holdt deres kopper med løftet lillefinger og snakkede om løftede emner, de dårligt forstod.
Der var selvfølgelig lækre retter, bestilt udefra, udenlandsk vin, og lagkage. Tante Clara spillede på det ustemte klaver, og nogen sang de ramte ikke en eneste rigtig tone, men nikkede anerkendende alligevel. Inge talte aldrig med, hun lyttede bare, nikkede, smilte lidt. Tankerne var altid et andet sted.
Hvorfor tog hun derhen? Mor havde bedt hende, endda tryglet hende. Så Inge, familiens blåstrømpe, lille mus med menneskehud, trak i den samme kjole, fandt de samme sko, og tog af sted, hvor mor befalede. Hun kedede sig, led lidt, men hun gjorde mor tilfreds. Hjemme i sin egen lune rede, sin lille lejlighed fyldt af ro, kunne Inge endelig drømme om sine egne ønsker…
Ved næste stoppested pressede folk sig ud af bussen, og Inge var ved at miste sin taske. Hun klamrede den ind til brystet, mens hun blev mast yderligere.
Hun blev skubbet op mod gelænderet og mærkede, hvordan sne-mudder fra andres sko sivede ind i hendes nye lysebrune ruskindstøvler. Det iskolde sjask infiltrerede nylonstrømperne, og kulden løb op ad hendes ryg. Hun længtes hjem at gemme sig i lænestolen under tæppet, te og honning, en film, uanset hvilken, og glemme turen som et mareridt.
“Hvor ville det være rart at være hjemme,” tænkte hun, men vidste allerede, at derhjemme ville telefonen snart ringe. Mor ville udspørge, kritisere og rådgive. Ingen vej udenom.
Da hun endelig fik en plads, satte hun tasken på knæet, knappede frakken tættere og trak huen længere ned. Hun lignede en lille, forsigtig markmus, klar til langfart skrøbelige træk, spidst hage, lille næse, smalle læber, tynde hænder. Bare halen manglede.
Jeg er gennemkold, sukkede hun. Men sådan er vinter i Danmark. Altid mørk, altid tung, folk falder og slår sig, det er trangt og indelukket overalt selv i gangen, fordi frakker og store støvler fylder. Jeg hader virkelig vinteren,” tænkte Inge, kiggede ud af det duggedes vindue. Der var langt hjem. Bare hun ikke faldt i søvn.
Hun lagde hagen på hænderne, lukkede øjnene et øjeblik men blev pludselig klappet hårdt på skulderen.
“Billetten, tak!” lød en kraftig stemme. “Alle viser billetten!”
Inge fór sammen, hev forskrækket efter billetterne i lommen. Sikkerhedsnål, hårnål, lommetørklæde, gammel bolsje… men ingen billet!
“Undskyld, jeg…” peb hun og kiggede op på den kraftigt byggede kvinde, der lo så braget genlød i hele bussen.
“Haha! Jeg laver bare sjov skal ikke engang tjekke billetter! Flyt dig, så sidder jeg ned. Hvor er du sjov, Inge! Kender du mig ikke? Luk dine øjne op jeg siger dig, det er skæbne, at vi mødes!”
Alt for massiv! tænkte Inge, nervøs. Hun brød sig hverken om store mennesker, store biler eller store lejligheder. I sin lille kælderlejlighed på Frederiksberg boede hun godt alt var småt og hyggeligt.
Store mennesker fyldte for meget: de talte højt, tænkte stort, bevægede sig voldsomt. Hun følte det truende, som kunne man komme til skade selv sjælen. Store biler kørte altid kluntet, syntes hun, dækkene kunne nemt knuse hendes fod. Store bygninger gjorde hende svimmel så stor kunne hun blive væk. Tanken om at rydde op i så store lejligheder gjorde, hun mistede pusten.
Og nu sad denne kæmpe kvinde ved hendes side, stadig i pels. Inge trak sig sammen.
“Så husker du mig slet ikke? Vi gik i skole sammen! Ved godt det er længe siden, men jeg hedder nu stadig Mette Jakobsen.” Kvinden gav Inges kind et venskabeligt dask.
Inge kunne ikke huske det, men trak høfligt på skuldrene.
“Du har ikke ændret dig væsentligt!” grinede Mette. “Og jeg har taget på, ligner min mor. Hun var også rund og mild. Hvorfor? Åh, det er glæden! Man må nyde sit liv, det lærte min mor mig.”
Inge smilede forsigtigt. Rundkindede engle i hjertet på Mette, forestillede hun sig. Det var næsten sjovt.
“Men se nu dine støvler du bliver jo syg! På næste stop skal du med mig hjem, så får du dem tørret og dig varmet op. Ikke noget pjat kom nu!”
Inge følte ingen hast. Tankerne om at komme hjem vækkede kun uro, for hun vidste, mor snart ville ringe og udfritte hende om aftenens gang, kandiderende bejlere, servering og vin.
“Du spiste vel ikke for meget?” ville mor spørge.
“Nej, kun lidt,” svarede Inge uden at nævne vinglasset.
Det havde kun været én gang, hun blev svimmel af vin og et kys dengang i Odsherred. Mor måtte aldrig vide det.
“Så du er ikke gift endnu? Udbrød Mette højlydt jeg skal nemlig giftes i dag!” Folk kiggede, men Mette lo ubekymret.
“Kan man da det? I nat, og så i bus?” peb Inge.
“Jo da! Vi blev gift i formiddags, og så direkte på arbejde begge to. Min mand Jørgen arbejder i metroen, og jeg i kantinen på universitetet. Efter vagten holder vi fest uden snobberi, bare gode venner, god mad og hygge.”
Inge forstod ikke, hvordan man kunne holde bryllup sådan uden stort hvidt brudekjole, gæster i stiveste puds. Mette rystede på hovedet:
“Vi er voksne. Ingen grund til alt det show, og i øvrigt har jeg prøvet det før. Nu fejrer vi ægte. Kom med du bliver varm og mæt, og jeg kender dig jo.”
“Nej, jeg er ikke gift,” sagde Inge pludselig højt. “Jeg har ikke fundet ham, der gør mig lykkelig.”
Egentlig havde hun men han var borte for længst…
“Du må selv skabe din lykke, Inge,” sagde Mette med et hjertevarmt grin. “Hvis du venter på den perfekte, ender du bare med at vente for evigt!”
De gik gennem snesjap mod Mettes opgang. “Kom nu, du ligner én, der fryser helt ind til knoglerne! Hvem venter dig hjemme? Tag dem bare med!”
Inge grinede, men rystede på hovedet. Ingen venter på hende. Ikke ud over mor, men hun ville ikke tage mor med.
De gik op ad trappen, og Mette fandt sine nøgler frem. Inge mærkede pludselig spænding hun kendte jo knap denne kvinde, og nu gik hun med hende hjem. Men alligevel føltes det rigtigt. Hun kunne ikke længere holde fast i mors snærende regler.
Jørgen, en rund, rødmusset mand med godt humør, kom grinende ud og bød hjertelig velkommen. Han tog straks Inges våde støvler, hang dem til tørre, og hentede tykke, kløende uldsokker.
“Du skal bare føle dig hjemme! Her har vi ingen fine fornemmelser,” grinede Mette. Radioen spillede stille fra køkkenet. Inge fik en plads på bænken, Mette gik i gang med madlavningen, mens Jørgen snakkede løst.
Inge følte sig mærkeligt hjemme varmen fra den lille stue, den gode stemning. Hun turde næsten ikke tro på det.
“Kom, Inge, vi laver mad sammen. Kan du lide fiskepie?” Mette trykkede Inge ind til sig i et kærligt knus. Inge nikkede nu smilede hun let, tryg for første gang i lang tid.
Tårerne kom stille. Hun turde ikke spørge sig selv hvorfor, men Mette krammede hende bare tættere.
“Mit liv har været hårdt, Inge. Men jeg lærte at finde glæde. Dine forældre gav dig et liv, du kan selv forme det.” De sad på bænken, snakkede og drak te, indtil festen begyndte.
Venner kom, baggrundsmusik og latter fyldte rummet. Folk kom direkte fra arbejde, ingen fine frisurer eller stive manchetter. Inge følte for første gang, at hun var iblandt rigtige mennesker.
Hun tog forsigtigt et glas champagne og så hen på manden overfor, der smilede til hende med det blik, hun huskede fra dengang i Odsherred. Grinende løftede han glasset mod hende: “Mus min…”
Pludselig lo hun og rejste sig, råbte “Skål!” og mærkede hjertet sitre af livsglæde.
Mens Jørgen kyssede Mette, kom den gamle ven hen til hende. De dansede hen over gulvet i uldsokker, og Inge glemte alt om sko og gamle skuffelser. At Mette måske havde taget fejl af klassekammerater, at deres baggrunde var forskellige det betød intet nu. Det virkelige liv begynder, når man slipper gamle kendetegn og tør åbne døren for noget nyt. I aften blev Inge en del af nye venskaber og måske noget større.
Telefonen ringede i Inges lejlighed, men der var ingen hjemme til at tage den. Inge var ikke længere kun musen, der listede hun var på vej ind i sin egen lykke. Hendes hemmelighed var nu hendes egen, og ingen, heller ikke mor, behøvede at vide, hvor hun er.
For sådan er det: Man finder varme og glæde, når man slipper forventningens lænker og lader sig selv leve.
