Ugiftekrans
Og den her kontrakt skal sendes af sted i dag. Johanne, hører du efter? Hvor er du henne med tankerne? Karen Madsdatter lagde forsigtigt en hånd på skuldrene af sin bogholder og nære veninde. Der er vel ikke noget galt?
Åh, Karen! Jeg kan ikke få Mille ud af hovedet! Hun kom hjem to timer for sent i går. Jeg spurgte, hvor hun havde været, men hun sagde ikke et ord! Hvad foregår der dog i hendes hoved?!
Johanne, du må tilgive mig, men din Mille er jo ikke et barn længere. Hun er seksogtyve. Det er måske på tide, du lader hende finde sine egne vinger?
For en mor er hendes barn altid en lille en! Ved du ikke det? Hvordan skulle hun pludselig finde sine egne vinger?! Du har set hende hun er en mælkebøtte på engen, én vindpust og hun flyver væk! Hvorhen? Til hvad? Jeg bekymrer mig virkelig, forstår du? Det er nemt for dig Du har drenge og meget selvstændige nogle af slagsen.
Deres selvstændighed kommer ikke ud af det blå. Vi har opdraget dem sådan.
Du har jo en mand. Han opdragede dem. Det er, som det skal være. Faderen. Men jeg har opdraget Mille alene, du ved det. Hendes far, Gud bedre det, har aldrig interesseret sig for barnet. Nu er han dukket op og vil pludselig tale sammen! Hvorfor nu det? Mille har sine egne nok at bokse med!
Johanne, du har da aldrig ladet ham tale med hende. Beklager, men sådan var det! Husker du ikke, hvordan du fægtede og flygtede, når han prøvede at nærme sig, og du sad hos mig om natten med lille Mille? Senere fortalte du hende bare, han var en skidt fyr. Rigtig smart gjort! Men hvorfor?
Jeg elskede ham ikke! Karen, du ved det jo! Hvorfor skal vi snakke om det nu?
Jeg ved det… Men måske, Johanne, burde du spørge Mille, om hun gerne vil have kontakt til sin far?
Hvad skulle hun da sige? Hun ville bare tude og have ondt af sin mor! Johanne smed resolut stemplet på bordet. Så, Karen! Skriv under! Du, altså! Man taler med dig, og pludselig mister man lysten til livet! Er du egentlig min veninde eller hvad? Hvorfor støtter du mig ikke, men hakker på mig hele tiden?
Hvem ellers skulle sige dig sandheden? Vi har været veninder i næsten halvtreds år. Tror du, jeg kun skal kysse dig på panden og græde med dig? Jeg har holdt lige så meget af din Mille som mine egne sønner. Hun voksede op mellem mine arme. Det gør ondt at se dig skubbe hende ind i evig jomfrustatus. Klog, smuk pige men man får helt ondt i maven af at se på hende! Du har kvast hende.
Mig!? Karen, hvad er det for noget sludder!?
Sådan er det bare! Hun skulle for længst have haft familie og børn, men hun hopper stadig kun omkring dig: mor dit, mor dat … Johanne! Hun får jo ikke lov at trække vejret. Kommer hun en halv time senere hjem så eksploderer du! I snakker så ikke sammen i ugevis. Og hun kan ikke forklare dig, at der var kø på motorvejen, eller at bilen brød sammen. Hvordan skal hun kunne få sit eget liv, hvis du står over hende med et stopur?!
Nu er du ikke retfærdig, Karen… Gør jeg da ikke alt for hende? Hun er uddannet, jeg har købt bil til hende, klæder hende på som en modeldukke, tager hende med til udlandet…
Og du holder hende i hånden på ferierne! Træder hun et skridt til siden, er det galt og står hun stille, er det også galt. Du laver regler og ændrer dem hver dag: gå ikke derhen, gå ikke herhen, stå ikke stille! Flyv på stedet, og hold dig i ro! Johanne, hvor svært kan det være? Åh, mit blodtryk bliver helt mærkeligt … Karen satte sig stønende ned og løsnede skjorten. Slip nu barnet! Lad hende leve! Du har selv håndlagt hende den ugiftekrans… Bare fordi du ikke var lykkelig, skal hun så heller ikke være det?
Karen Hvad sker der med dig? Jeg kan ikke kende dig! Johanne stirrede undersøgende på sin veninde. Har du problemer derhjemme? Er det drengene? Hvorfor hidser du dig sådan op? Ud af alt, du sagde, er det eneste rigtige måske, at Mille virkelig bærer den ugiftekrans… Hvorfor tænkte jeg ikke på det før? Karen! Jeg har brug for en klog kone!
En klog kone, Johanne? Er du rigtig klog? Karen jamrede lavt og så ned på billedet af sine børn, der stod på skrivebordet.
De sad som små, seks år gamle, oppe i det gamle æbletræ i morfarens have, og nedenfor stod en lille tyk, mørkhåret pige. Hendes fletninger strittede til alle sider, og Karen huskede, hvordan Johanne havde snævret sin datter ind, da hun så det rod. Lille Mille stod ret op og ned foran sin mor, som en kadet, og turde ikke løfte blikket. Johanne råbte ikke, men hendes monotone stemme og bebrejdelse skar lige ind i hjertet. Selv Karen havde dengang ret hurtigt tjekket, om hendes egen frisure nu også sad, som den skulle
Intet havde ændret sig. Mille var stadig for Johanne den lille pige. Og hvor meget Karen end prøvede at tale hende til fornuft, var det forgæves. Johanne ville ikke høre det.
Karens drenge havde for længst klaret sig selv, givet hende børnebørn, men Mille balancerede stadig på kanten bange for at gøre sin mor fortræd, bange for at sige et eneste forkert ord.
Og nu mente Johanne, hun havde brug for en klog kone! Sådan noget vrøvl … Hjerter er ikke bare mørke de er tætte skove, hvor ulve lurer på glæden og gnaver den i stykker…
Pludselig fik Karen en idé, rettede ryggen og pegede mod sin veninde.
Der er jo én! Ved du, jeg har helt glemt det? Johanne, ønsker du det virkelig?
Hvad er det dog for et spørgsmål? Selvfølgelig! Mille er mit eneste barn! Hvad er jeg for en mor, hvis ikke jeg vil hendes lykke?
Karen skjulte et smil og rakte ud efter sin kalender.
Gå du bare i gang. Postér kontrakten og ordn tingene. Så arrangerer jeg resten. Hvis det går, kører vi i weekenden.
Kører? Hvorhen?
På landet, selvfølgelig! Hvor ellers? Tror du, kloge koner sidder på kontor i København? Bare rolig jeg ordner det! Afsted med dig!
Da døren lukkede bag Johanne, tastede Karen et nummer og smilede skjult.
Dorte, hej! Ja, det er mig! Jeg har virkelig brug for din hjælp ikke for mig selv, men for min veninde. Kan vi ikke mødes? Det er vigtigt og ret akut. Har du tid?
Tre dage senere gled Karens Land Cruiser af sted på en småbumpet grusvej udenfor Roskilde.
Hvor langt er der endnu, Karen? Johanne var ikke i humør og sendte sin datter misbilligende blikke på bagsædet.
I går havde Mille igen været sent hjemme og for første gang nogensinde ikke undskyldt sig. Faktisk havde hun bare lukket døren for næsen af sin mor med et træt jeg har haft en hård dag, mor.
Sådan havde Mille aldrig gjort før. Nu ignorerede Johanne alle datterens blikke, men kunne ikke lade være selv at studere Mille igen og igen, spekulerende over, hvad der skete med hendes datter. Mille sad nu i afslappede jeans og T-shirt, selvom Johanne kraftigt havde henstillet til smartere påklædning.
Tag dig nu en lang nederdel og noget pænere på. Vi skal ikke til diskotek!
Jeg har aldrig været på et diskotek, mor, så hvordan skulle jeg kende koden? Jeg har altså ikke lyst til at få flået benene til af skovflåter på en bondegård, så jeg holder mig til jeans.
Mille, det er upassende!
Hvorfor? Vi skal da ikke i kirke?
Nej, men jeg vil gerne bede dig om
Mor, du må gerne bede, alt du vil, men tillad mig selv at bestemme, hvad jeg har på. Okay? Tak! Mille afviste så bestemt alle modargumenter, at Johanne bare kunne demonstrere sin sårede stolthed og dreje hovedet bort.
Hvad er nu det? Karen fik bilen i gear og smilede. Mille, presser din mor dig så meget igen? Måske skulle hun prøve at dreje på den der hånd én gang så sker der måske noget, andet end rust!
Mille fnisede, men skævede hurtigt til moren, som skar en endnu mere lang snude.
Hvad gjorde hun dog galt?
Datteren havde fået alt serveret, og Karen det samme. Siden Johanne havde drevet Karens firma, aldrig har der været bøder eller problemer. Hun var medejere, men hovedparten var dog stadig Karens og hendes sønners. Men hvem sætter pris på det, man gør for andre? Tomme håb! Ingen takkede nogensinde.
Karen bremsede brat, og Johanne rykkede ud af tankerne.
Karen, hvad nu?
Kig!
Foran bilen, midt på vejen stod … en ged! Hornet, sne-hvid og tydeligt fornærmet. Den brægede vredt, vendte bagenden til, smed lidt lort på vejen og maste sig så, meget værdigt, mod det lette stakit ved vejen.
Så er vi fremme … Johanne så bekymret rundt under den skarpe sol.
Jeps! Se, sådan bliver man taget imod! Karen blinkede til Mille og slukkede motoren.
Resten må I klare til fods, damer! Bedstemor Dorte bryder sig ikke om biler hun siger de lugter, og dyrene bliver bange. Vi må hellere respektere hende, ellers får vi nok skæld ud!
Mille sprang ud og sugede ivrigt luften ind. Det duftede af nybagt brød, røg og en blanding af bynke og kamille.
Hun kunne næsten ikke huske, hvornår hun sidst havde været sådan rigtigt ude på landet, bortset fra Karens sommerhus. Med Karens sønner havde Mille stadig et godt venskab. Hun havde klikket med deres koner, var gudmor for deres tvillingebørn og der var altid plads til hende.
Mor, hvor dejligt her er! Mille glemte et sekund, at hendes mor var sur.
Det fik Johanne dog hurtigt lavet om på. Hun vendte sig bort og gik mod lågen.
Johanne, du kunne da lade Mille gå først. Det er hende, der skal have hjælp, ikke?
Karen gjorde sig lystig, men Johanne ænsede det ikke. Hun stod betuttet og lod blikket glinde over den skæve bondegård, hvorfra duften af brød væltede ud. Hun mærkede angsten tage fat.
Hvad står du og glor for? Kom du bare ind, når nu du er kommet!
Den sprøde, lidt knirkende stemme skræmte Johanne, og hun trak sig baglæns for lågen, mens fnis brød frem.
Du virker lidt bange! Bare rolig, det kan vi gøre noget ved. Kom ind allerede! Jeg har ikke tid til sådan nogen!
En krumbøjet, let skæv kvinde humpede hen over gården så adræt, at Johanne næppe kunne følge med, før hun allerede forsvandt ind ad døren.
Hun er … hurtig … Johanne så på Karen og fangede din datters undersøgende blik. Hvad glor du sådan, Mille? Det her gør vi altså for din skyld. Sæt nu håret op, og så lad os få det overstået!
Inde i huset var der dunkelt. Vinduerne var dækket af tunge gardiner, og Johanne kunne knap nok se kvinden ved bordet.
Kom så i gang! Jeg har masser at lave. Hvad vil I? Nå, du behøver ikke sige det jeg kan regne det ud! Ugiftekrans skal fjernes. Ja ja, det er en hæderlig sag. Kom med det!
Med hvad?
Hvad du har med! Ring, tørklæde, ikon, ærter! Eller glem ærterne, det tager for lang tid. Vi klarer os uden!
Så begyndte sådan et ritual, at Johanne mistede både ord og orientering. Hun dryppede stearin et sted, mumlede noget efter bedstemor Dorte og forstod til sidst, at det slet ikke var hende selv, der skulle udføre ritualet.
Vent! Det her er forkert! sagde Johanne omsider. Det er jo ikke mig, der mangler det!
Hvem så? De andre har det fint. Lad nu være med at spilde min tid, pige! Tror du, jeg ikke ved besked? Eller tror du ikke på mine evner?
Det sidste lød så truende, at Johanne bare tav.
Så, min due! Ud og tag vare på dig selv! Snart kommer den rette, der vil have dig som du er! Nu har jeg sagt det. Ud med jer!
Mille fulgte Karen ud, og Johanne stirrede målløst på konen.
Men Hvad med min datter?
Der er ikke noget galt med hende! En god pige! Hun gør dig snart til mormor.
Johanne gispede.
Hvem?
Et sundt og stærkt barnebarn. Måske en pige, måske en dreng. Det er ikke til at sige. Hvorfor bliver du bleg? Er du ikke glad? Du skal ikke lægge sådan en skygge over dit barn. Hun har haft det tungt, men nu er den værste tåge væk. Dit modsatte har holdt hende nede det slipper nu.
Hvilket modsatte?! Hvad snakker du om?
Ved du ikke, at kun en mor kan lægge den tungeste skæbne på sit barn? Du har tordnet: Intet er godt nok! Hun gør alting forkert, går de forkerte steder hen, kommer hjem på forkerte tidspunkter, har de forkerte venner. Selv hendes far fik du skræmt væk det er en synd! Han er hendes far, ikke en fremmed! Du kan ikke bryde alle bånd. Hvem er du så mor?! Dit job er at holde reden så der er et sted, dit barn og hendes egne fugleunger kan vende hjem til. Ikke at styrte det hele i grus! Fordi du ikke var lykkelig, skal hun så heller ikke være det?!
Johanne lyttede som i en tåge. Hvad sagde denne mærkværdige kvinde? Hendes krageagtige stemme borede sig ind i hjertet. Var hun virkelig sådan? Havde hun mistet Mille?
Nej! råbte Johanne pludselig og styrtede ud, uden at se bedstemor Dortes finurlige smil. Inde i huset krummede den gamle kvinde sine lange fingre og skjulte dem hurtigt i forklædet, hvor de havde hvilet gennem hele ritualet.
Solen blændede Johanne på tærsklen. Hun blinkede forvirret og så efter Mille og Karen. Deres latter døde hurtigt, da Johanne trådte frem.
Mor, er du okay?
Nej! Karen, lad os køre! Jeg har så ondt i hovedet, jeg tror det sprænges!
Hele vejen hjem sagde Johanne ikke et ord. Mille kastede sideblikke, men spurgte ikke. Karen så hende i bakspejlet, smilede og spurgte:
Nå? Tilfreds? Var det, som du regnede med?
Hvordan skulle jeg vide det, Karen? Hun var så sær! Hun skældte hele tiden ud!
Troede du, hun ville klappe dig på hovedet? Der er kø for at få hendes hjælp. Jeg skulle kæmpe for at få jer ind før tid!
Tak, så… Johanne svarede fraværende, og Karen satte farten ned.
Hvad er der galt, veninde?
Ved det ikke. Jeg føler mig anderledes.
Det er et godt tegn! Så virker det!
Mille, lad os droppe storcenteret i dag. Vi køber sko senere. Jeg vil bare hjem.
Mille nikkede overrasket. I årevis havde moren kun kaldt hende Mille, nærmest som en lillebørn.
Mor, må jeg så være Mille i dag?
Ja. Og find dig nu selv noget at lave. Tag ud med veninderne lidt, hvis du vil.
Det gør jeg, mor. Tak.
Johanne så tænksomt ud på byens lejligheder uden at høre Karen hviske:
Hold da op Det virker virkelig!
Senere samme aften, på verandaen i en hyggelig café i Roskilde, sad en lille flok. Latteren flød.
Og så klør det på hovedet, så jeg er ved at dø! De der parykker! Hvem har fundet på det?! Jeg klør på hovedet, og indser, at hvis din mor, Mille, ser mine negle, er vi opdaget! Jeg nåede ikke at fjerne lakken, min negledame blev syg… Jeg måtte bare spille skuespil. Og så er jeg i forvejen halvt skuespiller på deltidsbasis. Men for at være klok kone kræver det noget andet!
Den mørkhårede pige lo så smittende, at alle kunne ikke lade være.
Tante Karen, hvor mødte du Dorte henne?
Til barnebarnets fødselsdag! Var så bange for, at din mor ville genkende hende. Hun har jo mødt Dorte før.
Ikke på dén måde! Askegrå gamling! Jeg har trods alt lidt teatererfaring. Men i dag fik jeg sat scenen. Din mor troede på det!
Og hvordan! Karen tørrede lattertårer væk. Mille, nu kan du præsentere hende for din Denis. Hun er klar, tror jeg. Og måske får I endda hendes far med til brylluppet. Efter Dortes opsang skal Johanne nok tænke sig om. Hun har allerede ringet fem gange og fortrudt det hele. Ved ikke, hvordan hun skal nærme sig dig.
Bare rolig jeg ved, hvordan jeg kan trøste hende! Far, tror du, vi kan fortælle hende, at vi har set hinanden alle de år? Og måske nævne lejligheden, du har hjulpet os med?
Vent lidt endnu. På bryllupsdagen får I nøglerne. Så falder der færre spørgsmål. Mangler kun lidt på badeværelset. Flisemurer kommer i morgen. Går det, Mille?
Ja
Har mor ikke opdaget noget?
Nej.
Stakkels hende. Hun ved ikke, at du har været forelsket i mere end et år
Mille sukkede.
Hvad skal jeg gøre, far? Uden tillid er der altid for mange hemmeligheder. Jeg ville gerne sige det, men jeg ville heller ikke miste det, jeg lige havde fået. Hvis ikke det var for Karen
Nå, I to! Jeg har da aldrig set bedre skuespil end i dag! Dorte du er genial!
Ikke helt. Men jeg overvejer at tillægge mig det at fjerne ugiftekranse. Det gik ret godt, gjorde det ikke?
Dorte får først svar to år senere, da Karen ringer igen:
Kan du huske Johanne, Dorte? Nu er den fjernet, ugiftekransen! Ikke nok med, hun blev mormor, for Mille fik en datter, men nu skal hun selv giftes! Du burde overveje at tage det som bibeskæftigelse sikke evner, du har!
