Fjernsyn til moren
Poul, Poul! Moren er da helt ved siden af sig selv. Vi var lige ved at tage af sted uden leverpostejen. Hun sagde, jeg skulle lægge det ned i den sorte taske, men hun pakkede det i en pose med løg, også sort. Poul! Jeg så det først, da jeg kiggede ordentligt efter godeste, sådan kunne vi da ikke tage hjemmefra uden leverpostejen… Poul!
Poul vinkede bare afværgende med hånden. Han havde alt for travlt til at gå op i det nu. Ingen ende på gøremålene.
Find selv ud af det…
Hos familien Mikkelsen herskede der det rene kaos. De skulle til København. Ikke bare for sjov, men til Landbrugsudstillingen. Deres storlandbrug havde fået den ære at repræsentere hele regionen ved udstillingen.
Bestyrelsen og nogle af grisepasserne skulle med. De fik deres helt eget pavillon.
Poul havde skrevet sin kone, Johanne, op som grisepasser selvom hun egentlig passede børnehaven.
Men det gjaldt jo København! Transporten var gratis, og opholdet betalt af kommunen.
I deres fusionerede landbrug, Frederik Sørensens Minde, havde de fremavlet de prægtigste orner og søer. De havde vundet priser i amtet, ja, selv på landsplan. Og nu…
Også gamle Anna, Pouls mor, var i sving. Hendes søn skulle tage imod embedsfolk fra både regionen og staten. Nu gjaldt det at gøre god figur for Midtjylland i København.
Anna var lille, spinkel, og hendes ansigt var rynket og brunt som et bagt æble. Hun boede både med dem og lidt for sig selv. I haven stod stadig det gamle sommerhus, hvor hun og farfar i sin tid var flyttet ind. Her passede hun børnebørnene og levede sit eget stille liv. Hun havde været alene i mange år nu.
Hun havde det egentlig godt. Væggenes tapet var boblende af fugt, og møblerne var de andres aflagte. Men hun elskede stedet. Hun var tæt på familien, kunne hjælpe hvor hun ville og ellers lade dem være i fred.
For hvorfor blande sig? Så klog var hendes søn og så ferm svigerdatter hvad skulle hun belære dem for! De havde jo fået lagt flotte fliser under stuen og stor veranda nærmest en herregård.
Teknisk grej havde de masser af endda farvefjernsyn. Anna kiggede ind, når hun kunne tillade sig det, og sad tryllebundet foran det mærkelige apparat men hun ville ikke trænge sig på. Hun følte, hun måtte kende sin plads. Hun blev aldrig hængende alene hos dem.
Sådan havde hun altid været. Beskeden, lidt bange af sig og arbejdsom. Hun havde aldrig gjort væsen af sig. Hele livet på mejeriet i landsbyen ingen ledertype. Ikke særlig bemærkelsesværdig.
Hvordan havde hun så fået sådan en søn?
Barnebarnet, lille Villads, var endnu ikke stor. En dag så han bedstemor græde bag udhuset og løb hen til sin far. Han kom straks.
Mor, hvad er der sket? Er du ked af det?
Men Anna strøg tårerne væk med sit tørklæde.
Nej, nej, Poul, du skal ikke bekymre dig. Det er bare glædestårer. Tænk at min dreng blev gårdforvalter. Far nåede ikke at se det…
Nu var Anna blevet gammel. Poul var sent født og var hendes eneste. Benene var tunge som læs, hjertet ustadigt, og efteråret havde givet hende en slem ryg hun gik foroverbøjet nu.
Sønnen var nu direktør for landbruget. Og nu København!
De her dage holdt hun ud. Hjælper med madpakker, sørger for det hele. Børnebørnene skulle jo passes, også selvom Lise var blevet en ung kvinde.
Hvorfor må vi ikke komme med? Lise skød underlæben ud jeg vil også se København!
Åh, Lise, du skal ikke være ked af det. Jeg køber det hele til dig derovre: sneakers, trøjer, vinterjakke. Og Villads skal også have en ny jakke, Johanne var bange for at glemme noget.
Og strømpebukser, mor, du lovede mig nogen med mønster!
Ja ja, strømpebukser får du også. Og tante Signe, Mette og faster Rikke alt står skrevet i min lille bog. Jeg skal bare lige have den… Åh, hvor er den?
Mor?
Har jeg fået bogen med? Ja, tak! Godt, vi solgte knallerten, så vi har penge nok…
Alle glædede sig, uanset om det drejede sig om selve udstillingen eller bare en tur til København. Det var et tilløbsstykke! Hjemmefra fik de masser af bestillinger. De havde ovenikøbet en dag dedikeret til at gå rundt i byen.
Indkøbene var blevet hellige.
Så! Ordentlig opførsel, børn. Og husk at passe godt på bedstemor!
De pakkede sig ind i landbrugs “Volvo”, nyerhvervet for særlig fortjeneste, og kørte afsted til stationen.
Folk var mødt op for at vinke naboer og venner alle vegne.
Anna stod lidt for sig selv, lille og foroverbøjet.
Poul gik hen til hende.
Nå mor, så må du holde øje med børnene nu jeg siger, det er i orden!
Anna var stadig helt slukøret over leverpostejen. Johanne havde allerede skældt hende lidt ud.
Nå ja, Poul… undskyld, med det der postej. Gamle fjols.
Glem nu det. Der er mad nok til en bataljon!
Anna gjorde korsets tegn efter den støvede Volvo, der rullede væk, og gik ind igen. Det nytter ikke at rydde op endnu børnene kommer hjem. “I morgen, tidligst.”
Børnebørnene havde lige spist.
Anna lagde sig på sofaen og lyttede til Lise og hendes veninde de lå og drømte om det tøj, de skulle have, når mor kom hjem. Gode drømme, hun selv havde haft engang.
Møbler havde hun nok af alt det gamle de andre ikke gad. Sengen ville hun dog ikke bytte for noget. Skønt det sølv, der engang glimrede på sengens kortrunde knopper, var slidt væk, og bunden var sunket.
Anna elskede sin seng og sine puder med blondebetræk.
Hun gik i de gamle hjemmesko og gummistøvler om efteråret, filtstøvler om vinteren. Tøjet fik hun fra Johanne, som altid skulle have det nyeste. Anna kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde købt nyt til sig selv. Hvorfor skulle hun?
Hun duppede af midt i pigernes snakken.
Imens blev Poul og Johanne revet rundt i København. Grisene var som børn de skulle passes og vises frem. Regionens embedsfolk stressede dem yderligere.
Da udstillingen var slut, var det endelig tid til indkøb. Alle grisepasserne blev helt vilde. Turen til Gammel Torv, til Magasin, var det absolutte højdepunkt. Guiden så sit snit til at slippe dem løs tidligt.
Poul sled sig igennem køer for at hjælpe Johanne med pølser, fløde, boghvede, appelsiner. Da de kom til tøj og sko, var han færdig.
Poul, se den røde ternede frakke. Hvad synes du, den eller den grå der til Lise? Hvad siger du?
Ingen sneakers, overhovedet. Hvad gør vi så, Poul? Måske et par kondisko?
Åh, vi må ned på Nørrebro der skulle være strømpebukser…
De kæmpede sig rundt med tunge poser, ledte febrilsk efter manglende varer.
Poul, skal vi også tage en hue til Villads nu når vi ikke fandt båndoptager?
Han kunne ikke mere. De var begyndt at skændes.
Så måtte Poul ledsage embedsfolkene til en anden station. Først halvanden time før afgang var han tilbage i ventesalen på Hovedbanen.
Kvinderne viste hinanden deres køb. Johanne blev misundelig.
Poul, se lige de strømper med duske som Connie har fået fat i. Og så tog Kirsten sin båndoptager, helt importeret. Hvordan har hun dog klaret det? Hun siger, det var et tilfælde… Lyver sikkert. Hun kendte vel et sted!
Johanne blev tavs og sugede kinderne ind, men begyndte så at trøste sig selv.
Ja ja, vi har jo også fundet gode ting! Fine støvler til dig, Lise fik cowboybukser og jakke… Og så den grønne sommerkjole, Montana. Og til mig selv de nye støvler og Villads fik også… Svigermor Signe får en trøje med lommer, det bliver en god gave…
Johanne sludrede løs.
Og til mor? afbrød Poul.
Til mor hvad?
Hvad har du købt til hende?
Tja… hun har jo ikke rigtig bedt om noget.
Men en gave? Hun har passet børnene, malket koen, ordnet det hele hjemme, og vi… Ingenting, Pouls stemme rungede gennem lokalet.
Folk så op.
Åh, nu må du da stoppe, Poul. Hvad skal hun dog bruge? Johanne prøvede at bløde op Hvis du vil, giver jeg hende det blå silketørklæde. Det ville ellers passe mig, men hun kan få det… Eller en lille porcelænshund i boden…
Porcelænshund! lød det, han skammede hende.
Hvad er nu det, Poul! Du gik jo med hele tiden? Du kunne jo bare sige noget! Jeg kom bare ikke i tanke om det…
Poul så for sig sin mor, da de tog af sted. Hun stod lidt til siden i farens gamle vest, tørklæde og gummisko, så ked af det pga. leverpostejen.
De havde købt gaver til alle, venner og naboer til sin egen mor… En porcelænshund?
Egentlig havde konen ret. Han havde selv skylden. Hans egen mor…
Giv mig pengene!
Poul, toget går snart. Og det er jo dyrt omkring stationen…
Jeg vil have dem!
Johanne vidste, at hun ikke skulle modsige ham nu. Alle blev stille, og hun rakte ham pungen, men Poul tog den bare og gik.
Han anede ikke, hvor han skulle gå hen løb om stationsbygningen og ud på Axeltorv. Der burde da være butikker. Men alle steder smykker, parykker, ragelse… Han søgte sko eller en god jakke, men ingenting duede.
På stationen annoncerede de nu afgang til Aarhus. Johanne ventede, nervøs.
De gik mod perronen. Folk hjalp med poser og tasker.
Slap af, Johanne der er en hel time endnu! Din Mikkelsen skal nok nå det!
Men Poul fjernede sig længere væk.
Pludselig så han en butik, “Radioteknik”, med fjernsyn i vinduet.
Præcis det!
Han kom i tanke om, hvordan hans mor havde siddet åbenmundet forleden foran deres TV, da programmet Det utrolige og det oplagte kørte. Han havde undret sig over, at hun gad den slags.
Men de havde stået på venteliste for et farvefjernsyn i et halvt år… umuligt bare at gå ind og købe.
Sådan blev det også. Ekspedienten så opgivende på ham:
Fjernsyn sælges kun efter venteliste.
Poul spurgte om båndoptager, radio måske men intet held.
Han gik ud igen, kiggede på klokken. Ingen tid. Han tænkte på moren.
Han havde hjulpet så mange hele landsbyen, nye huse, kollektivt ansvar! Men selv var han altid barsk over for sin mor.
Hun boede i et gammelt, fugtigt hus renovering havde han aldrig tænkt på.
Nu kom følelsen af skyld. Alle de udmærkelser men intet til mor.
Han var ikke langt før:
Vent, De der!
En lav, bred mand kom løbende. Poul mente, at han havde set ham i butikken.
Skal du bruge et fjernsyn?
Ja, meget gerne. Farve, helst.
Vi har fået et afbestilt. Det er dyrt, men nyt, flot mærke ja, uden garanti, men tiptop stand…
Jeg tager det! Hvor meget?
Prisen gjorde ondt, men motorcyklen var solgt, og meget havde de slet ikke kunnet finde. Pengene slog til.
Fjernsynet var virkelig nyt. Sælgeren tilbød at pakke det ud, men Poul havde travlt.
Hvis det ikke virker, kommer jeg tilbage! Det er til min mor så pas på!
Han fik manual og papirer, men ingen kvittering sort handel. Men Poul kortede bare af til, at det var sådan, det nu engang var. Ekspedienten forsvandt hurtigt bag disken.
Sælgeren tilbød kørsel til banegården.
Johanne var ved at gå i opløsning. Toget skulle til at køre, men Poul var ikke at se.
Fløjten lød, toget begyndte at rulle.
Johanne pressede ansigtet mod ruden Poul var ikke der.
Han når det nok. Slap af, Johanne. Han finder hjem, siger Connie.
Men Johanne var ved at græde. Hun havde aldrig tænkt over, hvor stærkt Poul kunne føle for sin mor.
Men efter et kvarter fik hun øje på ham svedig, skinnende rød, et par værnepligtige bar en stor æske i fællesskab med ham.
Pakken kunne dårligt være der og blev sat under bordet.
Fjernsyn? Johanne så på æsken.
Mmm, Poul gav sig træt til rette.
Farve måske?
Forhåbentlig…
Til din mor? spurgte Johanne forsigtigt.
Deres eget var ikke nær så stort.
Selvfølgelig til hende.
Jamen, hun har jo ikke engang antenne…
Så laver vi én! Og renoveringen af Lises værelse må vente. Først skal mor have et hjem, hun kan være i.
Johanne tabte næsten underkæben. Lise glædede sig sådan.
Hun bliver skuffet, forsøgte hun.
Der er tid til Lise mor har ikke så mange år tilbage…
De talte ikke mere om det. Johanne stirrede på fjernsynet og tænkte, hvis hun bare havde købt lidt til mor, havde pengene måske rakt. Datteren ville græde over værelset derhjemme det var der næsten ingen tvivl om.
Men undervejs lettede stemningen. Folk grinede og mindedes oplevelserne.
Da de endelig kom hjem, klappede Lise i hænderne.
Nyt fjernsyn! Hurra, hvor stort! Må jeg få det gamle ind på mit værelse, far? Når vi får det lavet?
Poul og Johanne sagde ingenting.
Anna gik og passede ovnen. Suppen var klar, men ikke salaterne. Hun var blevet langsom og kluntet. Hun skar grønt i hænderne og frygtede, at de ikke havde nok klar til middagen. Alt skulle gå mere end stærkt.
Så lagde Poul sine hænder på hendes skuldre. Nu forstyrrede han hende midt i det hele…
Mor, her er din gave direkte fra København.
Min? Jamen, tak! Hvad er det da?
Det står lige her fjernsyn til dig.
Anna blinkede. Hvordan kunne det lade sig gøre? Nej, det var alt for meget og så dyrt. Og hun havde jo ikke gjort sig fortjent…
Far, hvorfor til bedstemor? Så stort behøver hun da ikke!
Hun ser jo heller ikke for godt, derfor. Og vi starter med at renovere hos dig, mor. Dér trænger mest.
Anna stod og så på de udskårne agurker, tårerne pressede sig på.
Salaten hun kunne næsten ikke se den for sig.
Og hvad nu med maden?
Hun tørrede øjnene.
Poul kunne ikke vente, han løb straks over til Henrik, en elektriker, for at sætte det til. På trappen trøstede Johanne sin grædende datter.
Datterens tårer rørte ham ikke så dybt som sin mors.
Han huskede, hvordan Anna havde grædt bag udhuset, dengang han første gang blev valgt som gårdformand. Da forstod han betydningen af det hele.
Fjernsynet virkede. Henrik var imponeret.
Poul, sådan en model har jeg aldrig set før. Skal den stå herude?
Ja, her. Vi begynder her så tager vi resten bagefter.
De sad til bords. Lise snøftede, Johanne snakkede, underholdt dem med historier.
Anna gik endnu ikke ind til sig selv. Hun havde travlt med at hjælpe og skammede sig overfor både barnebarn og svigerdatter.
Da børnene senere hjalp hende med at tænde fjernsynet, kunne hun ikke rigtig følge med. Hun prøvede at overtale dem til at tage det tilbage.
Jeg har jo ikke brug for sådan noget. Det larmer bare, og øjnene er ikke så gode mere.
Men Poul stod fast denne gang skulle det være.
Om aftenen gik han udenfor for at ryge. Fra hendes vindue glimtede det blå fjernsynslys. Han gik stille hen og kiggede ind.
Moderen, med udslået hår oplyst af skærmen, sad på sin seng i sin natskjorte. Hun frøs midt i bevægelsen, håret bredt ud over puden, som en ung pige. Født på ny, næsten barnlig.
Sådan havde han aldrig set hende hun plejede altid at sætte håret op. Nu hang det ned ad ryggen, og hendes fødder nåede ikke gulvet. Hun lignede et barn, der forundret kigger ind i fremtiden.
Ude på gården kom Lise hun havde hentet vasketøj.
Kom lige se her…
Lise gik hen til vinduet, kiggede længe, vendte så ansigtet mod sin far og hviskede:
Undskyld far, jeg har været et fjols…
Det går nok, du er jo stadig ung. Værre er det med din gamle far.
Lise løb ind til Anna, omfavnede hende og foreslog at skifte kanal. Der kom en film nu. Hun løb selv ind til stuen for at se den.
Anna sad tilbage, tryllebundet af De røde sejl. Hun havde aldrig set eller hørt om filmen. Hun troede, det var virkelighed. Hun blev rørt over pigen, der håbede så inderligt.
Du får det ikke, lille ven… hviskede hun til karakteren.
Men da de røde sejl gled hen over skærmen, sprang Anna op og lo, klappede sig på knæene.
Sådan! Hvilken fantasi ham Grå havde! Sikke noget at finde på.
Hun slukkede forsigtigt fjernsynet, lagde sig og græd stille. Ikke af glæde for pigen i filmen, men af glæde for sig selv.
For hun havde også fået sine røde sejl.
Hun huskede, da Mads kom hjem fra marinen. Hans kasket… holdningen…
Hvordan han kom til hende, da hun var syg. Kom med honning, plejede hende, elskede hende.
Han var en god mand. Og sønnen den bedste, og børnebørnene.
Hun havde sine egne røde sejl.
