Arbejd som en engel.
Signe, ung og bange, gik op ad trapperne i opgangen, nærmest fraværende. Hun var draget afsted til denne adresse næsten som i trance. Inde i hende herskede kaos: frygt, skam, skyld, ydmygelse og endda medlidenhed med sig selv, og med det spirende liv i hende, der nu også måtte bære hendes skyld.
Hun ønskede egentlig bare at sætte punktum for det hele. Hun havde været parat til at gøre det havde allerede købt pillerne … Men så havde han ringet og foreslået en udvej. Hun hørte hans frygt i stemmen frygten for, hvad hun skulle stille op, men især frygt for, hvad der kunne ske med ham selv. Han talte om hendes mormor, om hvilket chok det ville være for hende, hvis Signe begik noget drastisk … og han insisterede på, at han nok skulle finde pengene til det hele.
Signe, lad nu være. Det er sket, som det er. Du møder bare op, så ordner vi det hele i fuld narkose. Jeg henter dig, hvis du vil?
De ord fik det til at vende sig i hende det sidste hun ønskede var at se ham. Bare at høre hans stemme slog hende ud. Nej!
Nej! hun smækkede på, og tog aldrig telefonen igen, hverken på det kendte nummer eller nye.
Hun kunne ikke udstå tanken om den aften. Festen, som hendes veninde, Asta, havde inviteret hende med til. De dansede, Signe elskede at danse.
Pludselig stod han der, Johan, og tog hende let på albuen. Hun så vredt på ham. Hun havde jo tydeligt givet udtryk for, at hun slet ikke brød sig om ham.
Du har blød hud som silke, næsten som et barn.
Stop. Hvis du klæber dig på, så går jeg bare. Lad mig danse.
Han havde fulgt efter hende længe, stod og lurede omkring hendes bolig, men hendes reaktion var kun afvisning. Det havde hun også for nylig sagt ligeud, uden at såre ham unødvendigt.
Slap af, jeg mener ikke noget med det. Dans bare.
Så bød han hende en drink Michael gav dem. Derefter snurrede det i hovedet. Det næste hun huskede var, at hun lå i Johans favn på første sal. Det var tåget, hun kunne ikke huske, hvordan hun var endt der. Hun gjorde modstand så godt hun kunne, skreg, bed og rev ham. Alligevel holdt han fast. Hvorfor svigtede både kræfter og koordination hende, som ellers altid var i orden? Han forekom hende i uhyggeligt dobbelt- og tredobbeltbillede, og alting blev sløret, smerten kom som i tåge.
Hun hadede ham. Forlod festen som bedøvet. Hun græd ikke. Hun følte sig beskidt og tom. Han fulgte lidt efter, sagde noget, men hun hørte ikke ordene. Hjemme klarede hun sig sammen, inden hun gik ind, så mormor ikke skulle fatte mistanke. Hun tog et langt bad.
Nogen tid efter forstod hun, at hun var gravid. Kyskhed før ægteskabet var en grundværdi i hendes opdragelse. Mormor talte sjældent om Signes mor, og hvis, da som om moderen fik sin straf i døden for synden at få et barn udenfor ægteskab.
Signes mor havde aldrig talt om hendes far. Signe håbede, at en dag, når hun selv blev voksen, ville moren fortælle historien. Men moderen døde, da Signe var tolv, og mormoren kom helt fra Lolland til København for at tage sig af hende.
Og nu, som sin mor, var hun alene med sin ulykke. Hvem kunne hun betro sig til? Det endte med, at hun lyttede til Johan. Hun gik derhen, hvor han bad hende. Hele vejen så hun for sig, at hendes mor stod i hendes sted. Og indeni følte hun, at det ikke var hendes ufødte barn, men hende selv, der skulle tilintetgøres.
Hun gik egentlig for at dræbe sig selv.
Hun var i tvivl … og gik derfor ind på en café først. Men til sidst besluttede hun sig, gik hurtigt, sammenbidt. På vejen faldt en pige i gården, men hun blev ikke. Det ville virke som svaghed.
Døren blev åbnet af en ældre kvinde med et stramt blik.
Kom indenfor. Har du spist i dag?
Signe rystede på hovedet.
Godt. Tag overtøjet af, gå ind i værelset og vent lidt. Er du barberet?
Hvad?
Ja, har du forberedt dig?
Jeg tror ikke det …
Vi klarer det. Du skal ikke ryste sådan. Jeg bedøver dig, så renser vi ud.
Hun lukkede øjnene. Ordet udrense lød beskidt. Kunne dette indgreb rengøre det, der gnavede i hende indvendigt?
Drik det her.
Tre piller og et glas vand skyllede hun ned.
Herefter kom alt som i et gråt slør. Ikke på grund af pillerne, men frygten. Kvinden smed hende en t-shirt, som hun skulle tage på direkte på kroppen. T-shirten var vid, men alt for kort. Hun var nærmest nøgen, i et fremmed hjem i en fremmed by.
Der lød skramlen af metal i rummet ved siden af. Ud ad øjenkrogen så hun instrumenterne og et bord med voksdug Hun blev dårlig og svimmel.
Pludselig bankede det voldsomt nedenunder, som om et opgangsdør blev smadret.
Hvad sker der? spurgte kvinden, mens hun løb mod døren med et instrument i hånden.
Straks bankede det på deres dør hårdt og insisterende.
Satans, har du sladret? Eller… Tag tøj på, nu! råbte kvinden.
Men Signe blev forvirret. Først rakte hun ud efter sit tøj, men bakkede, drev sig sammen på sofaen med benene op under sig.
Hvad foregik der?
Døren blev kun åbnet, fordi man bogstavelig talt rev den op. To mennesker stormede ind: En mand i grå jakkesæt og en pige med beskidt lyse regnfrakke, armen holdt tæt ind til kroppen. De gik direkte forbi Signe.
Da manden fik øje på hende, rygede han hurtigt tilbage ud af rummet.
Tag du dig af det, sagde han til pigen.
Hun tøvede et kort øjeblik, badet i sved, mens smerterne for hendes egen arm holdt hende oppe, men da hun så Signe, forstod hun straks, at her var der mere på spil.
Det er bare mig igen, sagde hun og satte sig på sofaen, Du må snart være godt træt af mig. Skal vi finde dine trusser? Hov, her er de. Av, min hånd gør ondt. Kan du selv, Signe?
Pigen Maja vidste ikke, om de havde nået det i tide. Hun forstod ikke så meget om aborter, men håbede det bedste. De var kommet ind, lige efter at manden havde sparket låsen i opgangen ind. Det var ikke mange minutter siden.
Jeg hedder Christian, og du er Maja, ikke? sagde manden på vej ind.
Maja fulgte i hælene på Christian op ad trapperne.
Og nu nederdelen. Kom, jeg hjælper. Mit navn er Maja, jeg er din ven.
En ven? spurgte Signe forundret.
Ja, eller skytsengel, hvis du vil. Alle burde ha deres egen engel. Det er jeg for dig jeg er blevet udpeget.
Af hvem?
Ærkeenglen. Den store chefengel, grinede Maja, talen løb let, og Signe så faktisk ud til at kvikke lidt op.
Find dig i tøjet. Er den her t-shirt din?
Nej, den er kvindens.
I nåede det ikke, vel? Dit barn er uskadt? spurgte hun, mens hun knappede Signes bluse bagfra.
Signe nikkede og brød pludselig sammen i gråd. Det glædede Maja det betød, hun vendte tilbage til livet.
Græd, bare græd. Det har du ret til, Maja snøftede også, men forsøgte stadig at holde masken for Signes skyld, Og et barn, det er fantastisk. Din mormor vil forstå dig, jeg skal nok hjælpe med at tale med hende. Jeg bliver hos dig. Jeg er jo din engel, hun rømmede sig, Dog har jeg et brækket vinger, hånden … forbandede ting, Maja snøftede. Denne gang kunne hun ikke skjule en klump i halsen.
Nu stod Signe der, i jakke og nederdel, og Maja faldt om på sofaen i gråd.
Hvad er der, har du ondt? udbrød Signe.
Måske. Og også bare det hele er så synd for jer alle sammen. Jeg orker ikke mere, græd Maja, Hvorfor skal det altid gå så skævt for jer? Der er så meget lykke omkring os … Jeg er udmattet.
Nu kom Martin Nielsen brasende ind i entréen, med Christian bagefter.
Nåede vi det ikke? spurgte Martin tvivlende, da han så Maja græde.
Vi nåede det, nikkede hun og tørrede næsen.
Hendes hånd er gal, hviskede Christian.
Hånden? Og du, Signe? … Går det?
Ja, og De…
Kom, vi skal på skadestuen. Og hende der, han nikkede mod kvinden, hun tager vi os af senere.
Kvinden gemte sig i et lille værelse, sandsynligvis for at skjule sporene.
De sagde ikke farvel.
Vi kører på skadestuen, nu var det Signe, som tog sig om den fortumlede Maja.
Vi kører til en god klinik. Den er tæt på.
Martin kørte, spændt og lidt urolig, Christian sad ved siden af, pigerne bagved. Maja tog Signe ind til sig med den raske arm.
Jeg er beskidt, sukkede hun og så på sin jakke, Min veninde slår mig ihjel for at ødelægge den.
Du er ikke beskidt, du er ren. Og jakken er ligegyldig. Er det ikke din?
Nej Og for resten. Kan du hjælpe mig? Det er svært med én hånd, hun tog fat i parykken, men den var fastnået, håret er heller ikke mit.
Hvad? En paryk?
Ja, hun snøftede, jeg var forklædt. Skjulte mig.
Skjulte dig? Hvorfor?
Signe forstod ikke meget. Først troede hun, politiet jagtede jordemoderen, så hende selv, nu var det hele en tåge, og pillerne gjorde hende døsig.
Lad os spørge drengene. Hvorfor er I efter Signe?
Ingen svarede. De så bare frem.
Så lagde Martin pludselig hovedet en smule på skrå og sagde noget, der vækkede selv Signes søvn.
Vi er søskende, Signe. Vi har samme far. Forskellige mødre, men samme far.
Far? Signe tabte underkæben.
Ja. Peter Nielsen han er din far. Din mormor ved det faktisk godt.
Mormor? Jeg … Jeg forstår ingenting.
Hvad er der at forstå? Han elskede din mor, men var gift på det tidspunkt. Det var hemmeligt, der var meget at tage hensyn til, jeg lærte det først som teenager… Jeg hadede ham, og også din mor. Da hun døde Ja, så…
Martin, afbrød Maja, Martin, Signe sover. De må have givet hende sovemedicin.
Nå … der er en pude. Det er ikke farligt for gravide, vel? Vi tager hende til hospitalet.
Pludselig fik Maja øje på et par undervejs Signes ekskæreste med en ny kæreste. Kæresten hang på ham, pludrede, mens eksen så temmelig træt ud.
Martin! Martin! råbte hun, Skal vi ikke sprøjte dem til med snavset vand? Kom, gennem den store pyt, please!
Han fattede ingenting, men ræsede alligevel gennem en kæmpe vandpyt og douchede parret i mudder. De sprang, men nåede det ikke, og råbte vredt efter dem.
Hvad gør jeg dog? Hvorfor sidder jeg dog? Nu får jeg ballade.
Da så Martin Majas glade ansigt gengældt i bakspejlet.
Det havde jeg ikke ventet af dig, sagde han, og heller ikke af mig selv. Hvordan går det med hånden?
Aner det ikke. Forhåbentlig ikke brækket.
Røntgen viste, at det var et brud på underarmen. Maja fik gips på. Signe sov i bilen, og måtte vækkes lægen var klar. De to pigers veje skiltes.
Martin fulgte Maja rundt. Hendes nerver var flossede, hun jamrede, holdt om ham og beklagede sig.
Hvorfor kunne du ikke bare sige, hun var din søster? På grund af jer, nikkede hun mod armen.
Lad nu være, du har da ikke fortalt alt om dig selv. Hvorfor var du efter hende?
Ellers var det gået galt!
Ja, Christian ventede på hende efter skole. Hun kom ikke. Men så ringede jeg, og så dukkede han op før mig. Hvordan vidste du, Signe var gravid? Vidste du virkelig ikke, hun var min søster?
Ikke en anelse.
Så forstår jeg intet. Vi havde undersøgt dig, fundet artiklen, troede, du var hævngerrig. Måske samlede beviser mod Peter.
Hvad? Jeg troede du var ansvarlig for graviditeten. Men var i tvivl.
De gik over til at sige du.
Jeg havde ikke engang læst den artikel, gengældte han, Han rasede løs, da det hele kom ud, og personalet gik amok. Men hvorfor fulgte du efter hende?
For at redde hende! Desuden må du ikke plage en syg pige. Vi skal stadig hjem til Signes mormor. Jeg har lovet det, og løfter holder jeg.
***
De skræmte livet af Kirsten, da de kom ind i lejligheden. Martin var aldrig kommet på besøg før, og Maja havde gipsarm og beskidt regnfrakke.
Er der sket noget med Signe?
Tja, begyndte Martin, men straks greb Kirsten sig til brystet.
Der er sket hende intet! Hun sidder og sover i bilen, forsøgte Maja hurtigt.
Martin ledte efter medicin på køkkenet.
Hvorfor sover hun i bilen? Hvad er der sket?
Alt er under kontrol. Hun faldt bare i søvn, vi bringer hende straks op. Tag det roligt. Hvor meget skal du have af det her?
De ventede lidt med at fortælle om graviditeten. Signe blev vækket og bragt ind. De måtte ringe til kvinden; hun var uvillig, men de truede, og hun oplyste pillerne. Ingen fare for Signe eller barnet. Kirsten faldt til ro, hvorefter Martin begyndte, og familiens historie kom ud. Det var tid at åbne for sandheden.
Maja var udmattet, græd af smerter og træthed, og havde fået smertestillende på hospitalet. Hun smuttede ind i stuen, lagde sig på sofaen og sov til sent om eftermiddagen, først vækket af mobiltelefonen.
Arina ringede og savnede hende.
Hvor er du, Maja? Jeg blev urolig.
Mig? så hun på gipsen, Altså, sådan la-la.
Hvorfor lyder du så træt? Er du okay?
Gud, lad nu være! Jeg er snart hjemme.
Ind kom Kirsten.
Undskyld, du faldt i søvn, og Signe bad os lade dig sove. Du har haft en hård dag. Har vi været til besvær? Bliver du savnet derhjemme?
Nej, slet ikke tak fordi jeg fik lov. Det var tiltrængt.
Martin har bestilt taxi til dig, men du kan spise med først. Signe sover stadig.
Faktisk har jeg ikke spist i dag. Jeg kunne godt spise lidt.
Kirsten fortalte om sin datter, Signes mor, hendes hemmelige forhold, der betegnedes som en skamplet for familien. Derfor havde relationen til Peter Nielsen været så smertefuld for både hende og Martin. Efter datterens død havde Peter altid hjulpet Signe. For Martin var det en sorg og skyld over, at hans halv-søster stod uden mor og nærmest også uden far.
Jeg forstår ham ikke. Igen banker han sig selv oveni hovedet.
Maja bemærkede, at Kirsten ikke vidste om graviditeten.
Nu føler han, han ikke passede på sin søster. Signe har brug for støtte. Det er mormødre sat i verden for. Du er hendes skytsengel.
En ulykke … sådan endnu en …
Ja. Martin skal nok tage sig af skurken. Du skal kun støtte hende i graviditeten. Du er stærk, Kirsten. Tag hende til dig.
Jeg… jeg…
Drypper?
Nej. Jeg har haft det på fornemmelsen. Men jeg var bange for svaret.
Signe er et vidunderligt barnebarn. Hun er rask og venter barn. Familien hjælper. Og hun får kærlighed og lykke. I får en stor familie. Det lover jeg, hånd på hjertet. Fra en engel.
En engel?
Med en brækket vinge, træt, men lykkelig. På vegne af dig og Signe, Kirsten.
Hun lukkede øjnene, åbnede dem og sagde:
Jeg er ikke imod det. Hun skal føde, vi hjælper hende også gennem studierne. Jeg var vred på min datter og ville knap se hende, men nu Gid jeg kunne få hende tilbage og tilgive det hele. Bare hun havde levet…
… Jeg vil ikke gøre samme fejl med Signe.
***
***
Det er umuligt at få fat på dig, brokkede Mads sig.
Maja lå på sin nye sofa og stirrede i loftet. Sygemeldt, oven på den dramatiske weekend. Hun havde netop fået besked fra chefen:
“God bedring. Hils din mor.”
Kunne han læse tanker? Hun havde netop tænkt på at tage hjem til sin mor i Nakskov. Hun savnede hende, og med gipsen var hun blevet lidt hjælpeløs, så nu var tiden måske inde. Økonomisk var hun dækket ind forrige opgave havde indbragt en pæn sum, over 15.000 kroner. Hun trængte virkelig til at komme sig. Hun havde nærmest kollapset fysisk og fik også ondt i halsen.
Tidligt næste morgen kæmpede hun sig op fra det lune rede, som Arina havde arrangeret for hende med dyner og puder, og lavede noget til at pleje sig, fik en kop kaffe og sov igen.
Der var meget at tænke over. Det seneste års tid havde været en tornado af hændelser. Så ringede Mads.
Man kan aldrig få fat på dig!
Lige nu er jeg helt fri. Hvad så, Mads?
Hør, passer det, du og Arina ikke længere er sammen?
Gudskelov, hun har droppet ham. Er du interesseret?
Måske. Jeg mener, det er ikke for sjov.
Endelig taler du dansk og ikke for sjov ikke “hun er nice” eller “hun er swag”, men rent ud.
Fordi jeg virkelig kan li hende. Hvor skal jeg invitere hende hen, så jeg ikke virker dum? Biografen viser kun lortefilm. Hun er klog, tænker hun gider ikke det.
Mads, frygt aldrig kloge piger Når kærligheden rammer, glemmer selv kloge hjerner alt. Hun slutter på sit arbejde klokken ti i aften. Jeg bekymrer mig altid, når hun går alene hjem så sent vent på hende?
Godt tænkt. Det gør jeg.
Hun arbejder…
Ja, du behøver ikke fortælle mig, hvor hun arbejder.
Forlad mig, oh store hacker!
Maja syntes Mads var ok. Godt match, hvis det skulle lykkes.
Hun mærkede nu, hvor træt hun egentlig var. Der var ikke mere energi, og lysten til at gøre noget var væk. Armen og halsen var ømme, og hun havde pludselig lyst til at græde. Bare for at lette trykket på nerverne.
Hun tænkte på dem, hun havde hjulpet, den ene efter den anden. Hun så hændelserne for sig. Al denne ballade, der gang på gang havde krævet at hun greb ind.
Hun mistede dem ikke af syne. Ringede til tider, mødtes. En dag i supermarkedet så hun en nuttet flodhest-bamse, kom i tanke om Emil og gav den til Mille.
Ligner den ham?
Ja, sagde Mille og krammede bamsen, Tak! Jeg leder stadig efter ham somme tider. Tror du, jeg finder ham?
Måske ikke, Mille. Måske reddede han dig, og ofrede sig. Måske var han din skytsengel.
Mille havde det bedre nu. Hun havde haft en hård periode. Sommeren var ikke blevet til Thailand, men et ungdomslejr ved Næstved. Hendes forældre gjorde det rette. Nye venner, oplevelser, interesser.
Poul fra klinikken var kommet hjem. Helle var lykkelig, men næsten bange for at tro på det. De boede sammen nu, hun kørte bilen, og sammen besøgte de den syge lille Niels fra børnehjemmet.
Og fru Klavs og hr. Ib ringede selv og inviterede. Deres kærlighed blomstrede igen, de havde været tilbage på det sanatorium, hvor de mødte hinanden.
Maja huskede også andet. Hun fascineredes over, hvor meget mærkeligt der kunne ske på så kort tid.
En dag spionerede hun på Poul fra en tagtop, og da hun kom derop, stod to drenge på tolv dér. De var ved at springe over på nabobygningens skrå tag. Fra oven så det ikke så farligt ud, men faldet var for langt.
Nå, ikke helt styr på fysikken, hva?
Vi har ikke fysik endnu.
Ok. Så spring. Den første prøver, den anden springer næppe.
Hvorfor?
Maja var bestemt ikke ekspert i fysik, mere humanist. Men hun forstod, de var ved at sætte livet på spil. Hun fandt på noget med tyngdeacceleration, lod dem lave længdespring på taget. Det gik ikke fedt med så lidt plads.
Se selv I vil ramme kanten før det andet tag og så er det slut.
Drengene sprang aldrig.
Hvad lavede du her? spurgte de på vej ud.
Jeg? Jeg kom for at redde jer. Jeg er skytsengel. I går, så flyver jeg videre.
De troede hende ikke selvfølgelig ikke. Hun lignede ikke en engel mere en robust, almindelig pige. Og desuden, vinden bed i hende, og det var ikke ligefrem behageligt på taget.
Men måske var hun blevet ført derop af en grund? Livet består af tilfældigheder og tegn. Og hvem mon drysser de tegn foran os?
***Maja vendte hjem gennem byen, hvor foråret langsomt blev til sommer, og folk igen begyndte at smile til hinanden på gaden. Hun trak vejret dybt og mærkede livet fylde hende selv med en tung gipsarm og de mærker, hun aldrig slap helt af med.
En aften lå hun i mørket og lyttede til regnen mod ruden, mens en besked tikkede ind på telefonen: “Tak, fordi du reddede mig.” Den var fra Signe. Kort og uden fyldord. Men den var som en brise gennem hendes sjæl. For selvom Maja aldrig havde set sig selv som en engel, så vidste hun nu, at nogle gange var det nok at være der, lige præcis dér nogen havde allermest brug for det. Med eller uden vinger.
Næste dag gik hun forbi søen, hvor syrenerne duftede, og hun så en gammel dame ryste smuldrende brød til ænderne. En solstråle ramte hende, og hun måtte le af sig selv måske lignede hun trods alt en engel lidt. Én, der bar sine ar åbent, men som stadig fløj, når det gjaldt.
Bag hende lød lyse stemmer. Hun så Signe sidde ved kanten sammen med Mads og Arina, latteren blandet med lyden af byens liv, og et lille, næsten usynligt spark i Signes mave understregede, at noget nyt nu begyndte.
Verden var født på ny. Maja gik videre, gipsen ville snart tages af, og måske ville hun danse igen, dumdristigt, uden frygt for næste fald. Hun tænkte, at uanset hvor meget hun tvivlede, så var hun blevet den, hun skulle være ikke på trods af, men på grund af alt det, der var sket.
Nogle har deres engle. Andre må selv lære at flyve. Men vigtigst af alt: nogen mødes i luften og fanger hinanden, når faldet føles længst.
Og sådan gik Maja, med hjertet overstimuleret og let, gennem byen, hvor hver tåre, hver latter og hver omfavnelse lod verden dreje lidt mere rundt og vidste, at selv den med brækket vinge kan løfte andre.
