Bedstefar – Design interior

Morfar

Morfar! Morfar! Markus er kravlet op i træet og kan ikke komme ned! Sille blev derovre, men jeg løb hen til dig. Kan du hjælpe ham ned?

Hvilket træ er det?

Ved det ikke helt!

Det er typisk jer, ikke? Man lærer og lærer jer, og alligevel kan I ikke kende forskel på et grantræ og et birketræ.

Morfar! Vi har ikke nogen grantræer i haven! Og Markus ville aldrig kravle op i et de stikker jo!

Ja, ja, det havde da været dumt! Niels smilede i sit store grå skæg. Og hvad laver din bror så deroppe? Prøver han overhovedet at komme ned?

Han græder.

Så er han ikke nogen rigtig dreng!

Morfar, altså! Han holder bare om Sille oppe på grenen. Hun var lige ved at falde ned. Markus blev deroppe sammen med hende, så hun ikke skulle føle sig flov.

Nå, okay. Lad os gå ud og redde de unger! Når vi har fået dem ned på jorden, så får de ballade.

Med riset?

Ja, måske. Det hjælper altid. Hvis man ikke kan finde ud af at klatre i træer, skal man lade være! Klatr ordentligt, og hold dig lavt, så gamle folk ikke skal op i stiger efter jer.

Morfar

Hvad så?

Kan du lade være med at give Markus ballade? Du kan godt… tage mig i stedet for.

Hvorfor nu det?

Jamen pigen tøvede. Jeg synes så synd for ham… og Sille… De er bare drenge! Hvad kan man forlange?

Min kære lille skat! Med lethed løftede Niels sit barnebarn op.

Han var stadig stærk som et egetræ, selvom han ofte sagde, at vejen snart var blevet jævnet. Men hvordan skulle han kunne tage afsted eller give slip på noget, når alt roder? Der var ikke engang ro i sin egen familie. Hans søn havde han både opdraget og sendt godt afsted i livet, men hvad havde det nyttet? Sønnen forsvandt hurtigt efter at være taget op til Nordjylland for at arbejde, og siden da fik Niels kun livstegn i form af Markus. En fremmed kvinde dukkede op, afleverede drengen, et brev fra sønnen, og nogle papirer. Og så forsvandt hun uden at sige noget som helst.

Brevet forklarede heller ikke meget. Sønnen skrev, at Markus med stor sandsynlighed var hans barn. Han kunne ikke lade ham i stikken og havde derfor sendt ham til bedstefar. Moderen var væk, uden adresse og løfte om at komme tilbage. Men hvordan passer man på en treårig, når man selv arbejder ugevis ad gangen i felten? Derfor sendte han ham, hvor han troede, der var nogen til at tage sig af ham.

Niels blev så gal, da han læste brevet, at han flere gange slog i bordet med knytnæven.

Det solide bord var arvestykke fra hans far, som selv havde bygget det, dengang møbelsnedkerkunsten sad i hænderne på ham. Niels var gået i farens fodspor; han lavede selv både nye borde og restaurerede gamle, så kunderne uden undtagelse blev glade. Han kunne se for sig, hvordan familier sad samlet rundt om. Faren havde lært ham:

Et godt bord, min dreng, det er husets midte og halvdelen af familiens lykke. Men det skal ikke bare stå tomt. Familien skal samles om det flere gange om dagen. Så ser man hinanden i øjnene, og alting bliver lettere. Eller værre, hvis nogen bærer på noget tungt i hjertet. Men det varer ikke ved, for man må se hinanden i øjnene til sidst. Er der godhed i familien, så ordner alting sig. Der bliver også plads til at tilgive og måske sige undskyld. Hvis ikke så er det ikke en familie, bare fremmede. Og hvad kan man bruge fremmede til? Ingen skylder hinanden noget.

Da Niels havde læst brevet igen, kom farens ord tilbage: Uden hjem Det var hans Lars blevet til. Men klog havde han været! Lynende hurtig til matematik, skolen gik godt. Hans kone var stolt af sønnen. Hun havde drømt om, at han skulle have en vigtig stilling og blive boende tæt på.

Jeg vil bygge spor, mor. Selv gå forrest der, hvor skinnerne skal ligge. Tænk, når togene kører gennem skovene, ved jeg, at det var mig, der lavede vejen. Er det dumt?

Nej, min dreng… Men så er du jo langt væk

Mor, jeg kan ikke sidde under din skørtekant hele livet! Det ville være forkert.

Du har ret Men mit hjerte græder lidt, når du rejser så langt væk.

Lars slog armene om sin mor, mens han drømte om friheden og eventyret, og han fik det, han ville. Uddannelsen blev færdig, jobbet kaldte og han rejste.

Niels og hans kone havde stadig kræfter, så de fik et barn mere, for de var blevet gift lige efter skolen. Før Niels skulle i soldat. Snart efter kom Lars til verden. Stor lykke!

Men konen begyndte at døje med helbredet. Hun drømte stadig om at få en datter, men det gik aldrig. Niels prøvede at trøste og gik med til lægen, foreslog også, at de kunne adoptere. Men hun ville have sit eget barn.

Jeg tør ikke stole på, at jeg ville kunne elske en fremmed som min egen. Hvad nu hvis…?

Efter mange år blev hun blidere. Da Lars flyttede, hviskede hun pludselig om at tage et forældreløst barn til sig.

Du var jo ikke villig?

Det var dengang. Huset føles tomt nu. Kun tanken om dig holder mig oppe. Tror du, de ville give os et barn, nu?

Hvorfor ikke? Vi er da ordentlige folk.

Sådan kom Lærke ind i familien. Ikke fordi de var på børnehjem. Venninden til hans hustru døde efter en arbejdsulykke, efterlod en lille pige ingen familie havde hørt om. Lærke kendte alle i gården, var kvik og høflig, og ingen så skævt til det, at hun var uden far.

Efter alt det stod hun alene tilbage. Niels og hans kone tøvede ikke: De gjorde papirerne færdige og tog Lærke til sig. Da Lars første gang mødte hende i ferien, hev han hende i fletningen:

Hej, søster. Sig bare til, hvis nogen driller dig!

Lærke nikkede stille.

Mor, er der noget galt med hende? spurgte Lars senere. Hun siger jo ikke et ord.

Hun savner sin mor, dreng. Hun er lille endnu. Hun vil bare sidde hos mig og trykke kinden ind til mit skulder. Og mit hjerte springer af medlidenhed med hende…

Men der var nok kærlighed, og Lærke tød op. Hun kaldte Niels hustru ikke mor, men man kunne se, at hun elskede hende. Lise blomstrede op, og Niels var lykkelig, når han så på de to. Lærke voksede op, blev gift og Lise og Niels blev bedsteforældre: først til et barnebarn, så endnu et.

Og så… så kom Markus ind i huset.

Noget gik i stykker dér. Lise kunne ikke tage Markus til sig.

Han ligner ikke vores Lars. Slet ikke. Ikke på udseendet, ikke på måden. Man kan straks se på Lærke, at hendes børn er hendes. Som de gør, som de sidder. Æblet falder ikke langt fra stammen. Men Markus… han er ikke vores.

Niels mistede mælet, da hun sagde det. Sådan kunne hans Lise da ikke tænke eller sige!

Kærlighed kan ikke påtvinges, Niels. Han er fremmed for mig! Jeg passer ham, jeg gør alt, og jeg har ondt af ham men hjertet siger nej.

Men du tog jo Lærke til dig Niels gik rundt med det i mange dage uden at tale til Lise.

Det var første alvorlige skænderi i ægteskabet. Lise mente, man ikke kunne tvinge kærlighed frem. Hun passede drengen, hentede ham i børnehave, lavede mad han kunne lide, trøstede ham, hvis han slog sig men varme nok til at knytte sig kom ikke. Lærkes børn, Sille og Simon, trængte hun straks ind til brystet. Men Markus… hun forstod det ikke.

Niels tænkte anderledes. Han så pludselig, hvor lidt han egentlig kendte konen, han havde levet med hele livet. Barnet havde aldrig gjort sig fortjent til kulden han havde allerede mistet både mor og far! Han var bare lille og bange.

Da konflikten kulminerede, havde børnene slået sig Markus havde givet Simon et dask, fordi han drillede Sille. Lise kom løbende fra køkkenet, da hun hørte barnebarnet græde.

Sådan noget gør man bare ikke!

Hurtigt røg hånden i luften, Markus så forskrækket på hende hvorfor?

Lise trak ham hårdt i armen:

I hjørnet med dig! Du skal tænke over det! Ingen slår piger!

Men jeg slog ikke!

Jeg vil ikke høre det! Sille græder, og du kommer bare med undskyldninger! Kom!

Senere kom Niels hjem. Sille sad sammen med Markus i hjørnet og snakkede beroligende. Markus stirrede bare ned mellem knæene. Lise larmede i køkkenet, og Simon gik rundt og jamrede:

Jeg vil også være med jer!

Nej! Sille rystede på hovedet. Vi er sure på dig!

Bordet samlede familien til aftensmad, men for første gang var der ingen forsoning.

Hvad er der galt? spurgte Niels og så på børnebørnene.

Ingenting! Lise serverede for Markus, men han lod tallerkenen stå.

Niels rystede på hovedet.

Gå ud og leg lidt, børn! Bedstemor og jeg skal tale sammen.

Lise kom tøvende tilbage, og da døren var lukket, vendte Niels sig imod hende.

Ved du, hvad du gør?

Hvad mener du?

Jeg havde ikke troet, jeg skulle lære dig at være menneske på mine gamle dage. Men så må jeg vel. Vi ville have vores Lærke selv, men Markus kom til os uden at vi spurgte. Han ER her nu! Og han bliver! Og hvis nogen prøver at gøre ham ondt her, så siger jeg fra. Forstår du det?

Lise så på ham fra stolens høje ryg, armene over brystet, håret sat op, hjemmedragten så enkel og kendt men alt afhang af, hvad der nu ville ske.

Hun ville sige noget, men pludselig lød højlydt gråd, og Sille løb stormende ind.

Han er gået!

Lise for ud med det samme, mens Niels spurgte:

Sille! Hvor løb han hen? Hvorfor?

Han sagde, han gik væk. At han ikke ville, I skulle skændes på grund af ham. Han ville finde sin mor

Lise var allerede ude ad døren, uden at stoppe op. Ét lød igen og igen i hendes hoved væk! På grund af hende! Fordi hun havde skubbet ham væk.

Han gik ud for at lede efter sin mor!

Han var stadig så lille. Vidste jo ikke bedre, troede stadig på kærligheden her i verden. Og hun? Hun havde bedømt Markus mor for at forlade ham men havde hun ikke gjort det samme, skubbet ham væk som en fremmed? Markus kaldte hende bedstemor i næsten et halvt år, søgte hele tiden hendes accept, men hun stødte ham bort Hvilken barndom gav hun ham? Hvorfor skulle hun vente sig at blive elsket, når hun ikke ville åbne sit eget hjerte?

Hun stormede rundt i gaderne, kaldte, næsten uden at tænke. Samtidig havde Niels ringet til Lærke og alarmeret alle vennerne de ledte side om side. Halvdelen af kvarteret involverede sig, og undrede sig: Hvordan kunne en dreng forsvinde fra sådan en familie?

Markus blev fundet sent på aftenen. Han gik langs landevejen uden for byen, med tårer, der løb ned og blev ved. Sorgen over bedstemor og angsten ved at miste den eneste, der elskede ham uden betingelser morfar gjorde ondt.

Alligevel drømte Markus om at gå tilbage, om at mærke morfars store finger i sin hånd, mærke det hårde stykke hud på knoen, og stille det dumme, men helt nødvendige spørgsmål:

Holder du af mig?

Ikke fordi, han ikke kendte svaret men nogle gange skal man bare høre det.

Hvem skulle jeg ellers elske, din gummihjerne? Hvem andre end dig?

Og Sille?

Og Sille, og Simon. I er allesammen mine børn.

Morfar, vi er jo børnebørn?

Og hvad så? Også oldebørn de er allesammen børn for mig! Forstår du?

Niels ven, der havde fundet Markus, satte drengen af hjemme, og dér lagde skæbnen det næste kort med et lille smil på det gamle bord.

Det var Lise, der ventede ude på trappen, så forgrædt og træt, da porten gik op, og Markus trådte ind. I samme sekund lød hendes stemme:

Gudskelov, du er hjemme!

Så røg hun ud til ham og krammede ham ind til sig så hårdt, at han mistede pusten. Og hænderne, der havde afvist hele dagen, strøg ham nu blidt over hår og skuldre.

Er du okay? Har du slået dig? Markus! Sig nu noget, søde ven, sig noget! Du er vel ikke kommet noget til?

Og noget rørte sig i ham. Markus vidste nu, at den fandtes sjælen, som morfar havde fortalt om.

For første gang strakte hans arme sig ud og holdt om hende, og stemmen knækkede under tårerne.

Ja jeg har det fint

Silles øjne lyste, mens hun hoppede rundt om ham. Det var dem, der sagde, at han faktisk var velkommen.

Senere samledes de om det store bord. Der var Lises hjemmebag, hendes hånd, der flere gange strøg ham over det genstridige hår. Og morfar, der så strengt ud og truede med fingeren:

Det her gør du ikke mere! Det her er dit hjem. Lad nu være med at gå steder, hvor vi ikke kan finde dig!

Og meget mere ville vente…

Da ville hans far komme hjem igen for at blive. Og stedmoderen, som aldrig blev en ‘sted’, men mor. Og en lille søster, som Markus ville stå med i armene ved hospitalet, stolt og rørt.

Men indtil da

Markus!

Ja?

Kom nu ned!

Jeg kan ikke! Simon falder ned, hvis jeg slipper!

Jeg griber ham!

Er du stærk nok?

Ti nu stille! Selvfølgelig er jeg det! Slip ham, så tar jeg imod! Så skal du se. Din tur nu!

Jeg gør det selv!

Nå, jamen så kom da! Inden mormor kommer og skælder os ud!

Morfar, er du bange for mormor?

Selvfølgelig! Hun kan være livsfarlig!