Alt til svigerdatteren
Forstår du overhovedet, de kommer om to timer, og din kogeplade virker stadig ikke? Astrid stod foran komfuret med en grydeske så hårdt grebet, at knoerne blev hvide.
Den virker nu, man skal bare dreje håndtaget ordentligt, lød det fra Henrik inde fra stuen. Hans stemme var en af den slags, som folk bruger, for at afslutte en samtale inden den egentlig begynder.
Jeg har drejet i ti minutter. Drejet, Henrik.
Astrid, ikke nu.
Hvornår så? Når Signe kommer, og hun siger, det lugter af gas hos os?
Stilhed. Så knirkede sofaen, skridt på parketgulvet, og Henrik stod i døråbningen. Han havde sin gamle uldtrøje på, den med albuer der var længere end ærmerne, og de beige joggingbukser. Han så på hende, sådan som man ser på vejret udenfor: ligeglad, men samtidig tvunget til at tage det til efterretning.
Signe siger ikke noget, sagde han, men uden egentlig tro på det.
Signe siger altid noget. Astrid drejede på håndtaget igen, og blusset sprang endelig op, et blåt bjerg af ild rundt i ringen. Se nu. Hvad sagde jeg.
Godt.
Godt, gentog hun, og hendes blik fulgte ilden. Henrik, kunne du bare én gang i dag… hvis hun begynder på noget, om salaten eller servicet…
Astrid
Jeg spørger bare.
Hun begynder ikke.
Hun svarede ham ikke. Hun tog gryden og stillede den lidt hårdere på blusset end nødvendigt. Det var tydeligt, at hun betragtede samtalen som afsluttet ikke for at de var enige, men fordi videre diskussion ikke havde nogen mening.
Astrid var treogfyrre, havde været gift med Henrik i enogtyve. På de år havde hun lært hver nuance af hans stemme, alle hans måder at undlade svar på. Signe begynder ikke betød Jeg håber inderligt, hun ikke begynder, men hvis hun gør det, tier jeg og det ved du.
De boede i en toværelses midt på Rybnersvej i Holbæk, i et kvarter de kaldte Højen. Der var intet højt, men et cementstøberi havde ligget her engang, Højens Støberi, og navnet hang ved. Opgangen var fra firserne, alt for smal, elevatoren knirkede sig opad som en gammel violin. Gården var ren Astrid sørgede selv for, at der ikke var skrald eller glaskår foran døren. Når pedellen ikke nåede sneen, skubbede hun den væk tidligt om morgenen.
Lejligheden arvede de fra Henriks far, Arne Sørensen. Han flyttede ind hos dem for tre år siden, da det blev for meget alene. Indtil da havde Arne boet alene, efter konen døde. Lav, senet, hænder fulde af støv og sprækker fra byggepladserne. Han havde bygget hele livet. Først som arbejdsmand, så formand, senere en lille virksomhed med carporte og sommerhuse. Ikke mange penge, men tilstrækkeligt i hans generation.
Arne havde to børn. Henrik og Signe. Signe var otte år ældre, havde hurtigt giftet sig godt, manden, Mads, handlede med byggematerialer og havde klaret sig flot de sidste femten år. De boede i et splinternyt byggeri ved fjorden i Roskilde, god bil, hvert år på ferie i Sydeuropa. Det kunne de hele tiden elegant få trukket ind i samtalen. Ikke åbenlyst nedladende, men klart nok til at mærkes.
Astrid mærkede det hver gang.
Hun gennemgik i sit indre, hvilke retter hun havde nået i dag. Hønsesalat, røget sild, gravad laks, ovnstegt kylling med kartofler, kålpandekage. Alt var lavet i hånden fra syv om morgenen. Hendes hænder var røde af opvasken; neglen på pegefingeren flækket da hun åbnede ærteglasset. Ingen manicure i flere uger, ikke fordi de ikke havde råd, men hun underviste hele dage på musikskolen, havde klaverhold til klokken syv, derefter skulle der handles, laves mad, Arne have medicin, sengetøj skiftes.
Han lå nu i det lille værelse. De havde givet ham rummet, selv sov de på sofasengen i stuen. Det var deres beslutning, Astrid nævnte det aldrig. Der skulle hjælpes.
Arne var blevet dårligere de sidste seks måneder. Lungerne var dårlige, han hostede, blev forpustet af bare at gå, og Astrid kørte ham til lægen ikke Henrik, for Henriks arbejde på værkstedet var skiftehold, aldrig tid. Signe sendte nogle gange penge til medicin og ringede en gang om måneden. Det var det efter hendes mening nok. Astrid tog fridage, byttede timer, satte Arne i den gamle Toyota Yaris, og kørte. Han tav på turen Sneen er sparsom i år, sagde han, eller Her lå engang et kræmmermarked.
Astrid svarede, ikke fordi hun skulle, men fordi hun faktisk gerne ville høre ham.
Nu skar hun gulerødder til salaten. Tænkte på, at den gamle duge skulle stryges. Dugen var af hør, antydningen af korssting i kanten, broderet af Astrids mor under krigen. Kun dén havde hun taget med fra hjemmet langt mod Jylland, fire timer væk, hvor moderen stadig boede. De talte sammen hver søndag. Astrid sagde det går godt uden at forklare nærmere.
Astrid, lød det fra soveværelset, roligt, let hæst.
Hun tørrede hænderne i viskestykket og gik ind.
Arne lå under et skakternet uldtæppe, syvoghalvfjerds år, blikket gled tungt, som om noget uforklarligt trak ham mod madrassen. Ansigtet askefarvet, men øjnene sorte og levende, det blik, der opstår hos dem, der har set meget uden at sige så meget om det.
Hvad er der, Arne?
Vil du give mig lidt vand? Halsen
Kommer straks. Skal det være lunkent?
Ja, tak. Han ventede. Kommer de i dag?
Ja, de kommer.
Signe også?
Signe og Mads. De vil holde nytår her.
Han nikkede, sagde intet, men Astrid så hvordan brynene gled sammen. Hun kom med vand, hjalp ham op, en pude bag ryggen.
Vil du spise lidt? Har kogt suppe, hønsebouillon med ægnudler.
Senere måske. Ikke sulten nu.
Den står på komfuret.
Astrid, sagde han idet hun havde vendt sig om.
Ja?
Han så på hende. Lang tid, usædvanligt, og hun opfattede ikke straks, hvad han ville.
Ikke noget, sagde han så. Gå du bare i gang.
Hun gik ud i køkkenet igen.
I entréen ringede telefonen. Henrik tog den, og Astrid genkendte straks hans stemmeleje fra samtaler med Signe lettere forpint, øjeblikkeligt i defensiven.
Ja, Signa. Jep, alt er klart. Astrid har lavet mad hele dagen. Ja, vi venter. Naturligvis.
Astrid rullede dejen ud til tærten og tænkte over, hvordan alt er klart lød, som om Henrik stod ved gryderne fra morgenstunden.
Men hun sagde intet højt.
Udenfor var det allerede mørkt. Nytårsaften på Rybnersvej lignede enhver anden forstad: lys i vinduerne, fortravlede folk med poser, børn slæbt i flyverdragter, sne som var blevet til grå sjap.
Astrid kiggede ud og så en sort SUV svinge ind. Stor, skinnende selv i gadelygternes blege skær. Hun genkendte straks bilen.
Henrik, de er her.
Henrik kom ud, havde nået at skifte trøjen ud med skjorte, håret redt. Astrid mærkede, som hun altid gjorde, ikke vrede, men en tung træthed.
Tag døren, jeg vasker hænder, sagde hun.
Hun tog forklædet af, rettede på håret ved entréspejlet. Mørkt med en enkelt grå stribe, hun farvede det aldrig ikke af princip, bare aldrig tid.
Hoveddøren klappede, elevatoren knirkede. Og Signes stemme, gennem den lukkede dør.
Kære Gud, her lugter stadig gas. Mads, kan du mærke det?
Henrik åbnede døren.
Signe var en høj kvinde, enoghalvtreds år, kraftig, sirlige krøller og øreringene blinkende. Hun kunne komme ind et sted, så alting drejede sig om hende, ikke fordi hun råbte, men fordi sådan havde hun altid gjort. Hun havde altid været den stærke søster, den succesrige, den der satte standarden og det mærkede andre mennesker på sig selv.
Mads fulgte efter, to år yngre, bredskuldret, med et lunt og roligt blik en mand der altid havde overskud. Han bar tunge poser.
Henrik! Signe omfavnede sin bror, klappede ham på ryggen. Nå, I holder jer godt. Var let at finde? Ikke meget trafik.
Godt I kom, sagde Henrik.
Signe så Astrid.
Astrid. En bevægelse der skulle ligne et kindkys, men læberne rørte intet. Man kan mærke, du gør dig umage. Har du lavet alt det her?
Ja, sagde Astrid jævnt.
Vi har taget lidt rigtigt med, sagde Signe og nikkede mod poserne. Ordentlig røget laks, ikke det fra dåse. Og ost. Rigtig ost, ikke smelteost. Mads, stil det i køleskabet.
Mads gik ind i køkkenet, ingen spurgte først. Astrid trådte efter, men Signe greb hende ved albuen.
Vent lidt. Hvordan går det med far?
Stille og roligt. Lidt bedre i dag.
Måske skal han på en god privatklinik. Mads har undersøgt det, de har de bedste læger.
Han er allerede under behandling. Vi kører til regionshospitalet.
Regionshospitalet… gentog Signe i den tone, man bruger om noget, der ikke er værd at besvare. Nå, ja.
Hun gik ind i stuen og betragtede sig omkring. Astrid stirrede fra køkkendøren.
Har I stadig det der gamle vitrineskab? mumlede Signe om det slidte egetræsskab langs væggen, glasset fyldt med Arnes kopper.
Stadig, svarede Astrid.
Vi ville jo forære jer et italiensk kommode. Vi skifter ud nu.
Det kan jeg huske, sagde Henrik og kom ind. Tak, Signa.
Kunne have gjort det for længe siden. Signe rystede lyse pelskrummer af sin mørke pelsfrakke og hængte den op. Nå, hvad med bordet?
De gik ud til køkkenet.
Astrid havde dækket bord. Hørduggen med mors broderi. Hvide tallerkener med blå kant, købt på deres første bryllupsdag. Glas, salater under folie, alt nydeligt på række.
Signe kiggede på bordet, derefter på stolene, så på tallerkenerne.
Hyggeligt, sagde hun. Et ord der rummede hele hendes vurdering.
Mads satte sig, lagde hænderne på bordet. Henrik overfor. Astrid tjekkede ovnen, kyllingen var næsten klar.
Astrid, stadig musikskolen? spurgte Signe og hældte vand op fra karaflen.
Ja.
Underviser?
Klaver.
Ja, det er vel bedre end ingenting, Signe lod som om hun holdt pause.
Bedre end ingenting, ja, sagde Astrid roligt.
Men lønnen er nok ikke stor. Det er vel kommunalt?
Folkeskole, ja.
Vi overvejede at sende Mads nevø i privat. Helt andet niveau. Rigtige lærere fra konservatoriet.
Jeg har selv konservatorieuddannelse, sagde Astrid.
Pause.
Selvfølgelig, sagde Signe, det mente jeg ikke.
Men det havde hun ment.
Astrid tog kyllingen ud saftig, skindet sprødt af smør og urter. Signe hakkede lidt til salaten.
Åh, hønsesalat klassikeren.
Du kunne lide det, mindede Henrik.
Det gjorde jeg som barn. Signe løftede skeen, stødte til skålen. Astrid, er der ærter fra dåse eller frosne i?
Dåse.
Se, vi bruger altid frosne nu. Det er en helt anden smag.
Her er mere end rigeligt smag, mumlede Astrid.
Mads hældte vin op, dyr vin fra deres bagagerum, også til Henrik, og til Astrid et mindre glas.
Skål for nytåret, sagde Mads.
De skålede.
Signe smagte på salaten.
Det er okay, sagde hun. Men for meget mayonnaise. Derhjemme laver Lærke det med græsk yoghurt. Meget bedre.
Hvem er Lærke? spurgte Astrid.
Hende, vi har til hjælp i huset. Hun er fra Ikast, dygtig til mad. Vi betaler godt, så hun gør sig umage.
Astrid nikkede, ikke fordi hun ville, men fordi det var nemmere end at lade være.
Hosten fra det lille værelse; Arne hostede lavt og længe. Signe tav et sekund, gentog så ordene til Mads.
Astrid rejste sig.
Jeg kigger til ham.
Hun fandt Arne på sengekanten, hånden på ryggen, ansigtet klasket som krøllet gardin.
Vand?
Ja, tak.
Hun bragte et glas. Han drak i små slurke, hosten fortog sig.
Spiser de?
Ja. De hygger sig.
Han så på hende, ville sige noget, men undlod.
Skal du med til bordet? Jeg hjælper.
Senere. Lad dem spise.
Godt.
Astrid, igen stoppede han hende, denne gang med et blik hun ikke undveg. Du ved, du er god nok.
Hun smilede, ikke fordi hun havde ventet det, men fordi han sagde sandheden nøgent, uden omsvøb.
Spis, Arne. Kyllingen bliver kold.
Hun gik tilbage.
Hvordan er han? spurgte Henrik.
Bedre. Hosten har lagt sig.
Hosten… han bør til en lunge-specialist, ikke bare hos jeres lægehus.
Han følges allerede af specialister.
Hvilken?
En onkolog.
Luften skiftede.
Hvad betyder det? spurgte Signe langsomt.
At det er mere alvorligt med lungerne, sagde Astrid.
Signe så på Henrik. Han stirrede ned.
Henrik, vidste du det?
Der bliver taget prøver endnu, mumlede han.
Nå. Men lægerne arbejder, sagde Astrid. Lad os nu have en hyggelig aften.
Signe lænede sig tilbage, lod blikket hvile som om hun overvejede reaktionens vægt.
Fint, sagde hun så. Hyggeligt skal vi have det.
Samtalen gled videre. Mads talte om bilen fra i år, Signe om renoveringen af deres landejendom. Astrid serverede, fjernede tallerkener, bragte brød. Hun bevægede sig smidigt, så hun ikke forstyrrede samtalen.
Henrik nikkede, svarede kort. Han var synligt lettet over, at Signe ikke var sur, at stemningen var let. Astrid så på ham og tænkte, at han aldrig indså prisen for dette ro.
Astrid, du havde en svigermor, bemærkede Signe pludseligt.
Ja, hun døde for længe siden.
Du havde et godt forhold til hende?
Ja, fint forhold.
Mor har sagt en del om dig, begyndte Signe i en tone, der antydede, at det havde betydning. Hun sagde, du var… pligtopfyldende.
Ordet pligtopfyldende blev en anelse forsinket udtalt.
Jeg prøver, sagde Astrid.
Det kan man se, svarede Signe og så på rødbedesalaten. Den dér under sildene… er der rødbede?
Ja.
Jeg spiser ikke rødbede. Det ved du vel?
Det vidste jeg ikke.
Så hvorfor har du lavet det?
Det er klassisk det er med rødbede. Uden rødbede er det bare sild med gulerod.
Jeg bryder mig ikke om det. Signe skubbede skålen væk.
Du kunne have lavet noget andet kun til mig? Jeg spørger bare.
Astrid hævede blikket, så roligt og uden smil.
Sidste gang spiste du det.
Sidste gang ville jeg ikke gøre dig forlegent.
Forstået.
Tag det ikke ilde op. Bare tænk over det til næste gang.
Det skal jeg nok, sagde Astrid og skar i kyllingen.
Henrik stirrede ned i sit vinglas.
Mads tog bid af fisken. Godt lavet, sagde han, er det dig, der har lavet den?
Ja.
Flot.
Hen imod klokken ti sagde Signe:
Astrid, der skal mere hønsesalat på bordet til Mads.
Ikke vær så venlig, bare en bestilling.
Astrid bragte den.
Lidt ekstra, sagde Signe. Og en ren ske.
Hun kom med skeen.
Der mangler brød, bemærkede Mads.
Astrid hentede brød. Henrik blev siddende.
Igen startede Arnes hoste kvart i elleve, tungere nu. Astrid rejste sig.
Skal du til ham nu? sagde Signe. Vi sidder her.
Han har det skidt.
Så tilkald Henrik. Det er hans far.
Henrik skubbede stolen tilbage, men Astrid standsede ham med en rolig, fast stemme:
Bliv du bare siddende. Jeg tager det.
Hun gik ind. Arne hostede på kanten af sengen, næsten gennemsigtig i ansigtet. Hun bragte vand, lagde hånden på hans skulder, ventede til det stilnede.
Jeg må vist hellere komme ud, sagde han. Vil gerne sidde med.
Kom, jeg hjælper dig.
Han var blevet så let, som om vinteren havde tømte hans krop. Hun hjalp med vesten, fandt stokken.
Vi går.
De trådte ind i køkkenet sammen.
Signe rejste sig straks.
Far. Hun gav ham et kram, nærmest som om hun frygtede det. Hvordan har du det?
Jeg er her, sagde han og satte sig, Astrid satte tallerken og te foran ham.
Far, vi må tale om den private klinik. Det er vigtigt…
Senere, Signe. Først spiser vi.
Han tog brød. Astrid bemærkede, at hånden rystede let, men han holdt brødet fast.
Far, du ser skrøbelig ud, sagde Signe.
Jeg er syg, Signa. Det mærkes.
Derfor taler jeg om klinikken.
Jeg hører dig.
Lille pause.
Se, der er flødeboller, Mads pegede.
Dem har jeg købt, sagde Astrid.
Lyserøde, bemærkede Mads. Sådan nogle lå altid på mormors bord til nytår.
Det rører dig alligevel, lo Signe overbærende. Du er mere sentimental end jeg troede.
Måske, indrømmede han.
Nu var stemningen blødere, Arne spiste langsomt, men han spiste. Astrid mærkede, at hun blev glad.
Signe løftede salatskålen, skubbede til rødbedesalaten, ramte den med albuen uden at ville det: salat og rødbede dryssede direkte ud på den gamle dug. Astrids mors hørdug.
Alle tav.
Nå ja, sagde Signe, uden undskyldning, hvad skal man gøre.
Ingenting, begyndte Henrik. Jeg rydder op…
Vent, sagde Astrid.
Stemmen var rolig, blikket kun på Signe.
Du væltede min salat.
Ved et uheld, sagde Signe.
Ved et uheld. Okay. Men det var min mors dug. Jeg vasker den nænsomt.
Hold nu op, det var ikke med vilje.
Jeg kan høre det. Jeg beder dig bare sige undskyld.
Pause.
Undskyld hvad?
Sig undskyld. Bare det.
For hvad? For salaten der røg?
For salaten på noget, jeg værner om.
Astrid, sagde Henrik.
Henrik, vær sød at tie stille.
Henrik sagde ikke mere.
Signe rettede ryggen som om hun var chokeret over at nogen tordnede foran hende.
Er du virkelig alvorlig?
Ja.
Du forlanger at jeg undskylder?
Jeg beder om det. Ikke forlanger.
For noget, der var et uheld?
For det uheld på min ting, ja.
Signe så på Mads. Han sad og kiggede på sit vinglas. Hun så på Henrik, han trak blikket væk. Til sidst på faren.
Arne så roligt tilbage, uden dom.
Signe, sagde Arne endelig, stille men bestemt. Sig undskyld. Det er rimeligt.
Et par sekunders tyk tavshed.
Undskyld, sagde Signe endelig, brat og koldt som en mønt i en maskine.
Tak, sagde Astrid og fjernede roligt pletten med en serviet.
Resten af samtalen var stilstand.
Efter nogle minutter hældte Mads mere vin op; Signe nippede til flødebollen. Samtalen gled i gang igen, men balancen ændret. Noget var flyttet. Noget slog klik.
Astrid fjernede den gamle dug, lagde en neutral i stedet. Linen var svær at redde; pletten forblev mørk.
For resten, sagde Signe pludselig, har I tænkt på, hvad I gør med lejligheden? Altså, når…
Hvad mener du? spurgte Henrik.
Fars lejlighed, du ved. Han gav den jo til jer. Men han sagde jo også, at det skulle være helt retfærdigt.
Signe, indskød Mads.
Det er bare, vi har aldrig talt rigtigt om det. Og så er der obligationerne fra fabrikken, bankkontoen og det hele. Det skal jo ordnes før alt bliver kaos.
Signa, sagde Arne.
Ja? Jeg er vel ikke fjenden, det handler om papirarbejde.
Signe, sagde han højere.
Hun tav.
Jeg ved hvad du mener. Jeg ville netop sige noget i dag, sagde Arne. Alt er klar.
Hun så på Mads.
I dag? Hvorfor nu?
Fordi det er nytår, fordi I alle er her, og fordi jeg ikke længere tror på det rigtige øjeblik. Kun dette nu.
Uret i entreen slog svagt. Gammelt, med pendul. Astrid havde fundet det på et loppemarked, restaureret det selv.
Jeg bliver behandlet, sagde han. I ved det. Astrid har kørt mig, hver gang. I regn og frost, hun tog fri, sad i venteværelser, kom hjem og lavede mad, passede mig, vaskede tøj, gjorde rent, stod op om natten.
Far, vi sendte jo penge, snublede Signe.
Det gjorde I. Og det hjalp. Men det er ikke penge, der henter medicin og støtter én op ad trappen om vinteren. Det er Astrid.
Et sted udenfor fyres første fyrværkeri af.
Far, hvad vil du sige? Henrik lød bange.
Arne langsomt tog et hvidt konvolut op af vestlommen. Lå den på bordet.
Det er papirerne, sagde han. Jeg skrev det hele hos notar tre måneder siden. Obligationer, banken, andele. Alt sammen er til Astrid.
Stilheden var fyldig som mos.
Hvad? hviskede Signe.
Hendes stemme havde fået en anden klang. Den, der kun kommer, når gulvet forsvinder.
Du hørte det, sagde han stille.
Far. Du du ved hvad du siger?
Ja, det gør jeg.
Vi er dine børn. Jeg er din datter. Henrik er din søn.
Det ved jeg.
Og du alt til hende? Svigerdatteren? En der ikke engang er af blodet?
Til hende, der var der. Hans stemme var rolig, uden vrede, uden dom.
Siger du, det er retfærdigt?
Kærlighed og retfærdighed er ikke altid det samme.
Retfærdighed! Signe rejste sig. Du mener det virkelig?
Sæt dig, Signe, sagde Mads.
Nej! hun så på faren. Jeg har sendt penge, sørget for klinik…
Du har ringet og sendt penge. Men du kørte aldrig. Ikke én nat blev du her, ikke én gang spurgte du Astrid om hjælp, aldrig…
Signe stod, ansigtet blegt som lys.
Det er ikke retfærdigt, hviskede hun næsten barnligt.
Måske ikke. Men det er, hvad jeg synes er rigtigt.
Mads tog sin jakke.
Vi må hellere gå, sagde han lavt.
Jeg går ikke! udbrød Signe.
Jo, sagde Mads bestemt.
Hun så længe på faren, så på Astrid, så på faren igen.
Du vil fortryde, sagde hun bare.
Måske, svarede han roligt. Men jeg er for gammel til at være bange for at fortryde.
Signe tog sin frakke, Mads var allerede i gangen, Henrik blev siddende.
Henrik, kaldte Signe.
Jeg begyndte han.
Kommer du med?
Henrik så på søsteren, på sin kone. Ansigtet forvredet mellem tab og skyld.
Jeg bliver her, Signa, sagde han.
Signe gik. Døren lukkede stille, ikke smækkende næsten værre end et brag.
Klokken var tre minutter i tolv.
Henrik sad og stirrede på konvolutten.
Astrid begyndte han.
Ikke nu.
Jeg ville bare
Ikke nu, Henrik.
Hun rejste sig, tog et glas champagne, gik hen til Arne. Han så på hende, roligt, med et blik af vished.
Fem sekunder, sagde han.
Fra stuen lød TV’et, klokker fra Rådhuspladsen, et, to, tre
Astrid løftede glasset.
Han også, hånden let rystende.
Godt nytår, Astrid.
Godt nytår, Arne.
De klinkede glas. Blidt.
Udenfor begyndte raketterne at brage, farver ramte himlen, grønne, røde, guld. Over Holbæks tage, over tickende firser-elevatorer og sjappet sne, over det hele.
Astrid stillede glasset på bordet.
Satte sig ved siden af sin svigerfar.
Og de sad bare der, tavse, mens festen fortsatte udenfor natten over.
