Og til nogen ingenting…
Mathilde dukkede op som altid på det mest uventede tidspunkt væltede ind i entreen som et vindstød, kastede tasken i hjørnet og sprang om halsen på mig.
Hej, søde! Heeej! Jeg var lige i nærheden, du ved Asger kørte mig. Ham har jeg mødt for nyligt, han er min nye kæreste, forklarede hun hurtigt. Jeg nikkede. Sjovt, ikke? Mathilde og Asger! Jeg nikkede igen. Nå, men jeg sagde til ham: Stands bilen! Her bor jo Nanna Bæk! Han blev helt genert, tænk engang. Hundrede kilo mand, og så genert! Men jeg sagde, at vi bare skulle ind med en blomst den fik jeg af Asger i går, men jeg har ikke plads til den hjemme. Så værsgo!
Hun trykkede en sølle buket mimosa i hånden på mig, de små gule blomster dryssede ud på gulvet. Sådan nogle buketter solgte blomsterdamerne på ethvert hjørne i går til næsten ingen penge bare for at komme af med dem.
Mathilde Altså, helt ærligt begyndte jeg.
Nej, nej, sig ikke tak! Blomster på kvindernes dag er og bliver helligt. Og se lige min frakke fake pels! Den har Asger også foræret mig. Flot, ikke? Hun svang frakken af skuldrene, dunstende af parfume.
Fin, Mathilde. Men jeg har faktisk
Du ser altid hammergodt ud, Nanna! Du kan bare det der holder dig i form. Og jeg jeg må da snart få gjort noget sukkede Mathilde og studerede sig i spejlet, trak sin hud op omkring øjnene. Jeg går og overvejer at få opereret dådyrøjne du ved, alle får det lavet nu. Synes du, jeg skal?
Nej, sagde jeg kontant. Mathilde, jeg har altså ikke tid, og du skal tale stille min mor sover.
Netop, det tænkte jeg også! hviskede Mathilde straks. Vi gør det diskret. Jeg har også taget kage med kom nu, byder du ikke på en kop te? Det er år og dag siden vi har snakket ordentligt bare lidt, Nanna, så vækker vi ikke din mor
Mit blik faldt på klokken. Jeg rynkede brynene, men nikkede.
Okay, lidt så. Jeg er helt rundforvirret af arbejde. Men stilfærdigt, Mathilde, på tåspidserne.
Vi sneg os ind i køkkenet, jeg ryddede min computer væk fra bordet, satte kedlen over.
Arbejder du igen? De der kedelige regneark? Du kan slet ikke slappe af. Her er kagen! Den er lillebitte og kalorielet, jeg lover Mathilde satte sig på stolen ved vinduet og skulede til min laptop. Jeg har det ellers ikke så godt for tiden, Nanna
Hvad sker der? vendte jeg mig mod hende.
For meget vægt. Jeg spiser jo næsten ingenting, men alligevel tager jeg på, og så falder jeg i det er simpelthen nerverne! Der er så meget at bekymre sig om, jeg burde snart begynde på baldrian!
Hvad er du bekymret for? Jeg satte små blomstrede kagetallerkener på bordet og hældte på de fine kopper dem med guldkant, som jeg altid kun bruger til særlige gæster.
Hvordan kan jeg lade være? Det er som i eventyret med haren, ikke? fnisede Mathilde. Jeg er stadig ugift, Nanna! Hvor gammel er jeg? Nej, lad være at nævne det, det er alt for trist. Jeg er simpelthen SÅ alene!
Men Asger da? undrede jeg mig.
Mathilde overspillede mænd har der altid været nok af i hendes liv. Før Asger var der Thomas, før Thomas var der Peter og så videre
Jeg kunne ærlig talt ikke holde rede på hendes skiftende beundrere og lod tanken fare.
Asger Tja, han kommer bare for hyggens skyld. Vil ikke giftes, uanset mine hentydninger. Nu blev Mathilde næsten tårevædet, læberne dirrede. Han siger, det der med familie og børn, det er overskud det behøver han ikke
Sikke en klaphat, sagde jeg og skar et stykke kage til hende. Er det nok?
Ja, og du skal ikke skælde ud på ham, du forstår det ikke. For dig er alt jo nemt du kører ud af landevejen med fuldt blus: mand, lejlighed, job måske lidt kedeligt, men fast arbejde. Og mig? Jeg droppede jo universitetet, regnede med at blive gift med en ambassadør, men han smuttede jo til Bulgarien og blev dér Ingen uddannelse, alt føles som om jeg har spildt mit liv, Nanna
Med de penge dine forældre har givet dig, kunne du have taget tre uddannelser, tænkte jeg.
Nå, men min skønhed har da givet mig problemer har du sat blomsterne i vand? skiftede Mathilde emne. De visner jo!
Jeg skyndte mig at stikke den halvdøde mimosa i et glas.
Nå, og har din Jens da ikke foræret dig noget? Satser på du har gemt en kæmpe buket et sted? Femogtyve roser? grinede Mathilde og viftede hånden.
Du er bare heldig. Der er nogen, der får det hele, og til os andre ingenting
Mathilde, den fattige pige, voksede op med alt forældre kunne give. Mor arbejdede i et ministerium, far havde altid et eller andet smart job. Universitetspladsen blev slået fast med syvtommersøm, og eksaminerne gik som smurt, for der var styr på alt bag facaden.
Mor tillod Mathilde alt, synes hun skulle leve livet, mens far ordnede alt det praktiske. En flad fornemmelse at se, hvordan Mathilde førte an: boede på forældrenes regning, nye lejligheder, mænd, klagesange der aldrig ebbede ud. Hun levede som en forkælet pige, skulle bare have men arbejde? Nej.
Hos mig var det mere enkelt. Mor var ingeniør, far var bygningskonstruktør, og vi boede i en toværelses i Valby. Den ene stue delte jeg med forældrene, den anden havde bedstefar. Han var en gammel krigsmand, døv på det ene øre og altid kritisk. Hvis jeg havde veninder med hjem, fik de hug: De griner forkert, hilser ikke pænt, og så videre.
Bedstefar døde, da jeg var nitten. Så fik jeg værelset for mig selv, satte bøger om materialeteknik og matematik i reolen, og om aftenen sad jeg ved vinduet og tegnede og tegnede opgaver til teknikum. Jeg gik på aftenstudie og arbejdede om dagen, var aldrig så farverigt klædt som Mathilde, kunne ikke finde ud af at stige elegant ind i kæresters biler. Jeg sparede sammen, ønskede mig hver jul kun praktiske ting: støvler eller frakke.
Mine veninder elskede at komme i mit lille køkken, drikke te, spise småkager og sludre. Mathildes hjem, hvor der altid var vin i køleskabet, lækkerier og designmøbler, blev de væk fra man blev udmattet af hendes jammer og hendes spil for galleriet.
Da jeg giftede mig med Jens, blev Mathilde væk i to dage hun sørgede altså! Jeg havde jo alt, hun havde intet. Ligeglad med at jeg i fem år måtte bo med svigermor, mens vi sparede op til ejerlejlighed. Eller at Jens blev alvorligt syg. For Mathilde var det bare småting: Han skal nok komme sig, Nanna!
Og ja Jens blev rask, men noget med lungerne var aldrig helt i orden. De talte om førtidspension. Mathilde jublede så får I fordele og gratis ophold i sommerhus! Jeg kunne ikke mere og satte hende på porten. Tre år gik, så mødtes vi igen på gaden, smilede som om intet var hændt.
Nu stod hun altså her igen, denne minute visit, der allerede havde varet en halv time, for at glo på sit eget nederlag mod min heldige tilværelse.
Jens er på forretningsrejse, han kan fejre mig bagefter, sagde jeg undskyldende.
Nå, det forklarer alt. Hils ham fra mig! Jeg har fået en idé: alle kvinder burde få blomster alt efter, hvor lykkelige de er. De mest ulykkelige får størst buket! Udenfor metroen skal der stå kæmpe blomsterkar, og så kan brandmænd de flotte naturligvis forære de største roser til de mest stakkels kvinder.
Og så brænder byen måske? spurgte jeg tørt.
Det må de grimme brandmænd tage sig af! fnisede Mathilde. Tænk, hvis en kvinde træder ud og ligner én, der har haft en hård dag så får hun straks hundredeogén roser. Se, dét ville gøre en forskel! Men de mere energiske og pæne, som dig, I får bare noget småt og ligegyldigt tulipaner eller mimosa, for eksempel. Jeg kan egentlig ikke lide mimosa, hverken farven eller duften
Så du gav den bare til mig? lo jeg og skænkede mere te.
Nej nej! Du kunne lide den derfor! Roser er for ordinære. Mimosa til kvindernes dag, det er jo traditionen! Og jeg elsker traditioner, Nanna, du kender mig.
Så de ulykkelige skal altså også ligne det?
Ja! Du, Nanna, har alt på det tørre altid et smil. Sådan nogle som dig, I har bare aldrig problemer
Jeg forstod hende. Jeg lod Mathilde komme, for det var altid interessant at se hende som et beskæmmende men kuriøst cirkusnummer, og jeg havde selv brug for afledning. Jeg var træt, min svigermor lå med forbrænding på ryggen, min søn var på skole langt væk Men jeg smilede, forsøgte at være hyggelig. Måske ikke helt ærligt, men Mathilde ville jo også vise sig frem med sin pels, sine nye støvler og det designerkjole med pailletter. Hun viftede teateragtigt til manden, der ventede i gården han vinkede tilbage og tændte en cigaret ved sin funklende Mercedes. Mathilde sørgede for, jeg så det hele, og satte sig så til at klage igen. Det var et skuespil, vi spillede sammen og jeg gjorde ikke indsigelser.
Du er bare så heldig, Nanna! begyndte hun igen. Ingen rynker, masser af hår. Og Jens er nærig han kunne da bruge Interflora! Asger gav mig tre buketter fra morgenstunden: røde roser, liljer, og åh, hvad hedder de de ligner kæmpemæssige margueritter
Gerbera? foreslog jeg, mens jeg så på klokken. Snart vågnede svigermor
Lige præcis. Jeg kalder dem mutant-margueritter. Nå, og så noget andet Åh ja, endnu flere roser blegt gule!
Te-roser, sagde jeg og begyndte at tænke, det snart var tid at stoppe seancen.
Jeg hælder dem bare i en spand og smider dem ud, når Asger er færdig med at besøge mig. Hvad skal jeg ellers stille op, når han alligevel ikke vil giftes Sig mig, du har vel ikke lidt vin?
Jeg rystede på hovedet.
Se, det er held, snerrede Mathilde pludselig. Jeg ville forbyde mennesker som dig nogensinde at købe blomster! I har jo allerede det hele serveret på et sølvfad! Ingen nerver, ingen fortvivlelse, ingen slankekure. I bliver bare gift, får unger, har hus og have, andebryst i fryseren og orange saftevand i glasset. Hvad skal I med buketter? Og gaver kan vente til efter forretningsrejser! I kan aldrig forstå, hvordan det føles at skulle fange og holde på, at gøre sig til for at blive elsket det kommer da af sig selv til jer! Giv mig min mimosa tilbage, Nanna. Den blomstrer ikke for dig.
Hun sprattede op, greb mimosaen og rystede på hovedet.
Og hvad så til mig? At vente kommer han eller kommer han ikke, ringer han eller ej, holde masken udadtil, spænde op, spille rollen. Og I, I er bare født til det hele. Man lokker lidt, laver frikadeller, og så er man lykkelig.
Så gør det selv, Mathilde vil du ha’ rest af kagen med hjem? Jeg ønsker virkelig, du får styr på det hele, men min mor vågner snart Her, tag en pose til blomsterne de drypper! Jeg rakte hende en gennemsigtig Netto-pose.
Mathilde stirrede på den og brød ud i latter.
Shhh, Mathilde, jeg mener det! hviskede jeg.
Men du skal da altid være så korrekt, Nanna! Giv mig da en avis i stedet. Du har din mor boende for at hun skal gøre rent, mens du sidder og hygger på kontoret smart træk! Nej tak jeg skulle aldrig have stikket hovedet ind her i dag. Farvel, min ven! Og husk, folk som dig burde slet ikke have blomster det er ren overflod!
Hun hev frakken på, greb sin clutch, snublede over tæppet og bandede, smækkede døren så malingen dryssede.
I elevatoren ordnede hun håret i spejlet, lagde ny læbestift. Det skulle nok gå lige nu har Nanna måske heldet, men Mathilde får sit! Hun vil ikke nøjes og hjemme står den store buket røde roser, ægte kærlighedssymbol!
Hva’ tog dig så lang tid? Jeg har ventet i en halv time! brummede Asger fra bilen.
Råb dog ikke, du kunne bare have åbnet døren! snappede Mathilde, gned sig på armen og satte sig ind.
Du kan gøre det selv, så hjælpeløs er du ikke. Hvordan har din Nanna det?
Som altid, lever som en eller anden helgen. Er det ikke Jens, der kommer dér? Mathilde stirrede intenst ud på gaden.
En mand traskede hen ad fortovet med kuffert i den ene hånd og en buket syrentulipaner i den anden præcis de blomster, Nanna bedst kan lide, perfekt til vasen hun havde arvet fra svigermor. Jens var ikke den store romantiker, men han valgte altid de rigtige blomster.
Hun har ikke fortjent ham eller buketten! Kør nu, restauranten venter! Mathilde bumlede sele på og sparkede til handskerummet, så låget røg af.
Hey! Det der betaler du for! Asger bandede, men låget ville ikke sætte sig fast.
Hvad mener du med smide mig ud? peb Mathilde.
Bare ind i bilen, jeg er træt vi dropper restauranten, du må danse for mig hjemme. Ti stille, ellers får du ingen penge!
Mathilde så ud ad vinduet, fornærmet. Hvorfor får Nanna det hele, og jeg intet, tænkte hun.
Jens åbnede forsigtigt døren og trak kufferten indenfor, lagde buketten på kommoden og begyndte at tage sko af.
Hej! jeg mødte ham med forbindingen i hånden, smilede træt. Han så straks at jeg var udkørt Mor er vågnet, vi skal have renset såret, jeg er hurtigt tilbage
Det klarer jeg, Nanna. Buketten er til dig glædelig kvindedag! Åh, hvor har jeg savnet dig, du er den bedste! Hvis du ikke allerede var min kone, ville jeg fri igen.
Jeg siger ja! grinede jeg og skjulte mit ansigt i tulipanerne.
Mathilde var forbi, sagde at sådan nogle som mig slet ikke burde have blomster jeg har allerede alt.
Jens trak på skuldrene og smilede.
Måske har hun ret! Gid pokker tage de tulipaner! Han lod som om han ville tage dem igen, men jeg holdt godt fast og kyssede ham.
Nå, I to er værre end teenagere! lød svigermors stemme fra stuen. Nanna, jeg klarer forbindingen se nu at få sagt ordentlig hej til ham der!
Nej nej, Tamara, jeg kommer om lidt! svarede jeg og gik målrettet videre. Sådan er det min svigermors sår ville hele med tiden Det skal nu nok blive en god dag alligevel snart kommer Niklas hjem, og så skal vi alle på søndagstur i parken og spise is, måske endda tage en bådtur på kanalen.
Ser vi også over til Frederiksberg Have, Nanna? spørger Tamara med et næsten barnligt træk om munden, som om hun er ved at græde. Hun længes efter noget pænt at tage på og lidt frihed, men hver morgen sætter hun læbestift på og tager de fine øreringe frem. Jeg har også behov for hendes støtte.
Ja da, vi tager den store tur! lover jeg og klapper hende på ryggen.
Jeg ved det godt jeg er faktisk langt mere lykkelig end Mathilde. Jeg har alt, hvad der betyder noget: familie, kærlighed, et hjem jeg længes hjem til. Jeg har en søn, der hver gang han vender hjem fra skolen, siger: Mor, du er verdens bedste kvinde!
Jeg gifter mig aldrig, mor, siger han en dag.
Hvorfor da ikke?! udbryder jeg.
For jeg finder aldrig én, der er som dig, sukker Niklas.
Du finder nogen, der er endnu bedre, mit barn. Alle har en soulmate et sted derude du finder hende nok.
Niklas trækker på skuldrene. Måske, måske ikke.
Mig? Jeg smiler. Jeg har selvfølgelig også mine sorte dage, men man må jage dem væk og holde humøret oppe. Det er svært, men nødvendigt.
Mathilde smed Asger ud den aften, kastede buketten efter ham. De røde roser lå nu spredt i opgangen som hendes sønderflænsede hjerte.
Mathilde, hvorfor smider du sådan noget skønhed ud? spurgte naboen fru Irene.
Jeg vil ikke have det! Forstår du? Vil du have dem?
Ved du hvad, det vil jeg gerne! Og så tog fru Irene buketten med et smil. Mathilde, kom ind jeg har lige bagt æblekage. Hvorfor sidde og græde alene?
Mathilde gik med, spiste æblekage og snøftede i en serviet.
Hvorfor er det sådan, fru Irene? Nogen får alt, andre ingenting
Åh, jeg ved det heller ikke, Mathilde. Nogen får penge, pelse, behøver ikke arbejde og kan få de bryster de vil, men ikke altid hjernen med. Andre lærer bare at leve. Det er ikke altid fair, men solen skinner også på dig en dag. Til sommer tager vi dig med til min søsters gård på Fyn du skal prøve en rigtig arbejdsdag! Der er køer, grise, små nuttede pattegrise og gæs, der går så flot. Vi finder dig et arbejde, du kan lide! Tag bare et stykke kage mere
Om natten drømte Mathilde om køer, strittende grise og gæs på stylter. De jagtede hende, mens hun så sig forvirret omkring med sine store dådyrøjne og endte ved metroen, hvor blomsterkar og brandmænd uddelte buketter til alle andre end hende. Dem skal ikke have de har nok i forvejen! lød det fra mændene, som skubbede hendes hænder væk. Og hun hun havde jo ingenting. Ingenting. Kun fru Irene og hendes køer tilbage i landsbyen…
I dag har jeg lært, at selv de, der ser ud til at have mest, måske føler sig mest tomme. Og at taknemmelighed for det, man har, nogle gange er den største gave.
