Ik ved ikke helt, Alma Mor trak fortvivlet på skuldrene. Solen, der hidtil stod så skarpt, blev dæmpet af små, grå skyer, og et vindpust smækkede køkkenvinduet op, fik servietterne i glasset til at flyve, og rodede straks lidt op på bordet.
Hvad er det, du ikke ved? Mor, jeg beder dig jo ikke bestemme, om jeg skal gifte mig eller ej. Jeg fortæller dig bare, at vi har besluttet os, mig og Julie, svarede Anders, mens han utilfreds skubbede tallerkenen med suppe væk.
Når jeg kommer hjem, laver mor altid ekstra meget mad, som om jeg ikke har spist i flere uger. Portionerne afhænger af, hvor træt eller bleg jeg ser ud, synes hun. På den måde viser hun, at hun elsker mig. Hvad ellers kunne hun gøre? Jeg bor jo for længst ikke hjemme, ordner alt selv, tager hverken penge eller mad med mig Nogle gange tilbyder jeg endda min far, Jens, at jeg kan hjælpe økonomisk, men det vil han ikke høre tale om. Det er ikke meningen, man skal tage imod fra sit eget barn, siger han. Jeg er da heller ikke noget barn længere alligevel, så længe jeg er her, skal jeg selvfølgelig have rigtig mad, mors mad!
Nej, jeg har da ikke noget imod det, skat. Kan du ikke lide suppen? Måske har jeg saltet den for meget? Jeg sagde ellers til din far, han ikke skulle købe det der stærke salt, det smager alligevel ikke ordentligt, hørte du, Jens? Jens?!
Fra stuen brummede min far noget og mistede sine briller på gulvtæppet.
Du har ikke noget imod, men blev jeg ved. Sig det nu, som det er, hvorfor sådan udenom?
Ja Julie er altså ikke nogen helt nem pige, synes jeg. Hendes krav er høje, passer ikke til, hvad der nu engang er muligt. Jeg husker da fra folkeskolen hendes forældre skulle altid have det dyreste, de forkælede hende. De andre piger havde helt almindelige, pæne kjoler, men Julie, hun skulle altid have noget, der lignede gallakjoler. Og til dimissionen det var også hendes forældre, der insisterede på limousine, ellers var det jo ikke en rigtig fest, men noget fra landet. Ærligt talt, jeg har aldrig helt kunnet lide hendes forældre. Altid det, der skulle virke fint udadtil. Sandt at sige, så kiggede de på os, og især hendes mor, som om vi var ingenting. Det var ikke sjovt! Sådan gik det jo hele vejen gennem skolen, og nu pludselig elsker Julie dig? Jeg tror ikke på det, Anders, så let går det ikke!
Mor blev stille et øjeblik, som om hun overvejede, om hun skulle sige noget mere. Så lavede hun saftevand, kom et par tørrede abrikoser i, sådan som jeg altid har kunnet lide det, og satte det foran mig. Hun satte sig overfor og så mig i øjnene igen:
Tror du, hun er til at stole på? Hun kommer til at kræve meget af dig. Du er lige kommet i gang, begynder at få fodfæste Kan du klare en familie lige nu? Tænk dig nu om, Anders. Men det er jo dit valg.
Mor ender altid med: Men du gør jo, som du vil! Ligesom for at understrege, at hendes ord ikke tæller lige meget her i huset.
Manipulerende! tordner far altid, selvom han altid ender med at gøre, som hun siger. Jeg har selv altid været stædig og bider ikke på de der suk og sidespring.
Jeg rynkede panden, satte skuldrene op, som far altid siger, og stirrede lidt skummelt over på hende.
Hvordan kan du sige sådan noget, mor? Jeg er jo voksen nu, tror du ikke på mig?
Nej, Anders, selvfølgelig gør jeg da det, sagde hun og gik straks i gang med at skifte rundt på gryder, åbne og lukke for vandet. Satte sig endelig igen, som om hun ikke helt vidste, hvad hun skulle stille op med sig selv.
Hvordan skulle hun sige til mig, at hun faktisk tvivler på min dømmekraft? At Julie ikke er rigtig for mig, at hun er flot men hård, overfladisk, alt for meget? Og at jeg slet ikke forstår, hvad slags hun er at det ikke er for mig?
Det hele går bare lidt hurtigt, synes jeg. Men hvis du har besluttet det, så er både jeg og Jens selvfølgelig med dig. Det er dit liv, dit valg. Hvis dit hjerte siger sådan, så må vi andre acceptere det Vil du have en honningkage? Jeg købte nogle i går, de er helt utroligt gode! Vent lidt
Mor rodede i poserne og lagde fire store, runde honningkager med hvid glasur foran mig, dem der dufter af mint. Jeg tog en, bed stille i den, skyllede efter med saftevandet.
Det skal nok gå, mor! Det bliver godt. Du sagde det jo selv man skal lytte til sit hjerte. Jeg kan mærke, Julie er min. Min! Og vi bliver lykkelige, ligesom dig og far. Jeg kører nu, vi skal i biografen senere i aften.
Mor nikkede bare. Og så gik der ikke lang tid, før han var ude af døren Før i tiden kunne jeg sidde og spille skak med far, hænge ud til aftensmad nu er det vi skal i biografen, og så er Anders væk. Tiden løber jo fra mig
Hvad havde du forestillet dig, mor? brummede Jens, mens han strakte sig på sofaen. At han skulle sidde hos dig hele livet? Lad ham bare blive gift. Går det ikke så kan de jo altid skilles. Og så er han ledig igen! Hvis jeg selv kunne spole tyve år tilbage
Men mor hørte slet ikke, han prøvede at muntre hende op, hun gik bare rundt med den kæmpe sten i maven, der råbte: Det her er forkert! Det er bare forkert! Hun fik ondt af Anders, hendes store, stærke dreng fordi hun ikke mente, Julie var noget for ham. Pigen var forkælet og flygtig, overfladisk og ikke fornuftig at snakke med, mente hun. Hvad skulle hun dog sige til Julie, hvis hun kom på besøg? Det var ikke til at finde ud af.
Jeg kom til at tænke på, hvad min gamle fysiklærer, Inger, sagde om Julie: at hun var så smart, altid i det nyeste tøj, kendte til alle trends, men uden veninder, for hun kunne ikke finde ud af at være veninde. Man tør jo ikke engang hilse hun ser på én, som om hun kunne afsløre alle ens hemmeligheder! sagde Inger.
Mine forældre flyttede for mange år siden til Frederiksberg, ind i mormors gamle lejlighed. En anden bydel, andet liv. Men så dukkede Julie og hendes familie op igen og nu skal vi slås sammen i familie? Nej tak.
Julie læste til journalist på KU (de sagde endda, hun tog topkarakterer, selvom hun sjældent dukkede op) hendes tekster flød bare fra hovedet, sagde folk. Hun kunne skippe alting og klare sig alligevel, sagde de, sikkert fordi hendes far havde gode forbindelser. Enten var han embedsmand eller noget diplomatisk.
Men snakkede om ham, det gjorde Julie aldrig. Heller ikke med ham derhjemme. De boede i samme lejlighed, men på to forskellige planeter. Hendes værelse var den fri zone. Krydsede man grænsen til fars stue, blev man trykket ned, men det var for en god sag, jokede hun.
Du vil ikke invitere dine forældre til brylluppet? spurgte jeg, lidt overrasket. Jeg havde forestillet mig traditionel vielse på rådhuset, restaurant, taler, bryllupskage og hele molevitten.
Jeg vil faktisk helst ikke have nogen med. Ellers kommer alle de ligegyldige kommentarer, hvem har brugt hvad på kjolen, hvem betalte hvad blomster, konvolutter med penge, de flade taler Nej tak! Lad os bare tage væk, Anders. Min veninde i et rejsebureau kan arrangere det hele. Bryllupssuite, rosenblade, det hele. Hvad siger du? Hvis du ikke er med på det, kan vi da leje et lokale, spise kedelig buffet og høre vores forældre tale om børnebørn. Men jeg gider ikke. Særligt ikke min far. Er du enig? Julie så alvorligt på mig.
Jeg havde mødt hendes far et par gange, men hun havde aldrig haft lyst til at præsentere ham. Jeg vidste ikke, hvad der egentlig var galt.
Nej, skat. Jeg forstår dig. Vi gør bare, som du vil! sagde jeg, og hun smilede.
Hvorfor elskede jeg hende? Jeg vidste det egentlig ikke. Hun var smuk, vild, utilnærmelig men lod mig komme tæt på. Jeg elskede hendes egenrådige tanker, hendes kompromisløshed jeg ville selv gerne tænke sådan. Jeg elskede hendes vanvid, især når hun havde fået lidt vin så gik hun på tagene, ligeglad, eller sang karaoke, uden stemme, men med verdenes største selvtillid. Hun kunne pludselig læse et digt, tage mig med på Glyptoteket, insistere på, at jeg skulle opleve italienske sollysgårde. Hun kendte alle nye forfattere, citerede dem og jeg vidste aldrig, hvad hun rummer. Hun kunne også høre orkestermusik de muntre stykker tændte hende, de sørgmodige gad hun ikke høre. Hun ville gerne spille violin, men orkede ikke at lære det.
Julie var redaktionsassistent på et modemagasin, ikke noget særligt job, men folk talte om, at hun snart kunne blive forfremmet.
Hvordan endte jeg egentlig med hende? Hvad var det, der tiltrak hende ved mig? I skolen var vi bare i parallelklasser. Men så, til en klassefest for nylig, blev vi hængende sammen. Snakken gik om ligegyldigheder, men vi skulle bare ud og trække luft. Vi gik rundt i indre by, nåede næsten ned til havnen, men et skybrud kom, så vi måtte finde ly.
Julie, drivvåd, hoppede og dansede i regnen, grinede, sprøjtede vand op i spotlyset. Her var intet far, intet overblik, ingen der ville kontrollere. Det var frit, let, rigtig liv! Og jeg kunne mærke, at hun så mig rigtig så mig.
Hun standsede pludselig, overrasket over at jeg kyssede hende og hun kyssede igen. Jeg var solgt.
Efter hver date kunne jeg ikke falde i søvn. Var det her nært det rigtige, det voksne, man kan starte en familie på? Jeg var i tvivl. Jeg kunne se for mig, hvis hun sagde nej, hvis hun ikke ville giftes med mig og så frøs selv mine tæer. Jeg gik ud, drak et glas vand, stod i mørket i køkkenet og så ud på de sovende huse. Nej, det med Julie, det var det. Hun var bare trykket af noget, bange? En forsvarsholdning? Ligesom små hunde, der gøer af frygt. De virker farlige, men det er bare skrækken.
Som man bør, introducerede jeg Julie for mor, Alma. Mor havde gjort rent, lavet mad, ville sætte Julie på plads, vise hvem der bestemmer. Men Julie opførte sig overraskende ydmygt ingen smarte bemærkninger, hjalp endda med at lave salater.
Vi er altså ikke kommet for at spise, mor! beklagede jeg. Julie er træt efter arbejde.
Intet problem, dreng! I kan dække bord med far, jeg laver bare lige det sidste.
Mor sukken. Julie virker mærkelig, som om hun har to lag det hun viser verden, og så en anden side, måske den rigtige. Men hun kan lave mad, så Anders sulter ikke! Og når hun taler om kunst, giver det mening. Måske er hun slet ikke så tom, som folk vil gøre hende til.
Far, Jens, mente også: Hun spiller bare rollespil nu. Vent til de er gift, så viser hun, hvem hun i virkeligheden er!
Mor græd den aften hun forstod ingenting.
Julie ville slet ikke have mig med hjem til sine forældre.
Det er mærkeligt! jeg trak på skuldrene. Hvorfor?
Bare fordi.
Skammer du dig? Er jeg ikke fin nok til jeres familie?
Sludder. Vi er bare fremmede for hinanden. Jeg har aldrig følt mig som deres rigtige barn.
Men din mor var da altid sød, hun kom i skole engang I har vel noget til fælles?
Nej, sagde Julie. Og lad nu være med at sige, jeg ligner min mor. Det gør jeg ikke. Aldrig!
Okay, så tager vi derhen i morgen, sagde hun.
Vi stod længe i entreen, mens hendes mor, Marianne, beklagede alt MÅSKE var for småt, for mørkt, for Jeg fik nærmest ondt af hende. Julie trak mig ind i stuen.
Alting skinnede porcelæn med guldkant, et gammelt kobber-samovar, overdådigt kagebord. Men alt var arrangeret i hast, fordi Julie i sidste øjeblik havde sagt, hun kom med sin kæreste.
Hvem? spurgte hendes far, Preben.
Hvad du hørte.
Ikke vær flabet, pige. Så du skal giftes? Vi må jo se, hvem denne unge mand er
Lad nu være, far. Rør ham ikke. Han er min. Mit valg. I har intet at skulle have sagt til brylluppet.
Hun smækkede med døren, men kom hurtigt ind igen med mig.
Preben tog venligt imod, roste mig for at være veltrænet, spurgte om jeg løb han løb selv lidt. Undskyld, har lidt ondt i ryggen men Julie skal jo giftes, og alt er foregået i det skjulte.
Hans tone blev pludselig mere skarp, men hans kone afbrød, og vi satte os. Der var kage og snak alt sammen stift og mærkeligt.
Anders, hvad laver du så? spurgte Marianne. Jeg nåede dårligt at svare, før hun satte et stort stykke lagkage på min tallerken:
Vidste du, det her koster to tusind kroner? Men vi sparer ikke på noget til vores datter. Hun har fået alt, og hun takker aldrig Aldrig!
Mamma, stop, sagde Julie, skubbede til koppen så teen næsten skvulpede ud.
Lad være med at hidse dig op, sagde Marianne til mig, som om Julie ikke var til stede. Hun har temperament, men det går over. Sådan er hun …
Julie er overhovedet ikke et problem! Hvorfor gør I grin med hende? jeg kunne mærke teen løbe ned over dugen, men jeg var ligeglad.
Anders, opfør dig ordentligt! Preben stod bag mig. Hans hånd trykkede min skulder. Sæt dig ned!
Nej, vi går nu. Kom, Julie! Hvorfor finder du dig i det? De gør jo bare nar ad dig!
Men Preben så bare på hende. Julie bliver her! Hun er vores datter, vi bestemmer, hvornår hun går! Julie stivnede men jeg fik hende med ud.
Jeg glemte min jakke! Min mobil og mine nøgler ligger i den jeg er nødt til at hente dem ellers ringer de fra arbejde.
Du overlever. Bliv bare hos mig i aften.
Du venter, ikke? Jeg går bare op, tager tingene og går. Hun gik ind, men inden hun gik ind i opgangen sagde hun: Vent ikke. Vi snakkes ved i morgen.
Du bliver hos dem?! jeg fattede det ikke. Jeg ville jo tage hende med hjem.
Det er mine forældre, Anders.
Julie! Du er ikke et barn længere.
Men jeg skylder dem noget. Du hørte det jo, hvad de har givet mig. Også mit job har de skaffet.
Forklar lige, hvad du mener. Vil du ikke gå en tur, fortælle det hele?
Jeg gav hende min eleverede jakke den var ramponeret, ikke ligefrem præsentabel, men det var lige meget nu.
Vi gik ned i gården. Julie trak mig om bag cykelskuret, så mor ikke kunne følge os ud gennem vinduet. Vi satte os på en bænk.
Så? sagde jeg.
Julie smilede tørt.
Jeg boede på børnehjem til jeg var fem. Jeg havde kun én rigtig ven, Eva. Vi var som søstre. Så kom Davidserne, mine forældre. De skulle have en pige, men gad ikke små. De kiggede rundt som om de valgte en hundehvalp og det blev mig. Men de ville ikke have Eva. Institutionen bad, tryglede dem, men de ville ikke. Så jeg blev skilt fra Eva. Jeg skrev til hende hver dag, men det kom aldrig frem mine nye forældre smed dem bare væk.
De havde selv mistet en datter, men de prøvede at forme mig til en kopi nyt navn, nye vaner, samme hobbyer. Jeg skulle kunne lide deres mad, elske de samme ting, kopiere hende. Selv min hårfarve blev ændret til hendes. Da jeg blev 11, blev jeg vred: startede konflikter, var umulig i skolen og de straffede, bestemte, prøvede at knække mig.
Men alt, jeg var god til, måtte kun være fordi de DANNEDE mig sådan. Jeg kunne ikke have venner ville ikke såre Eva så jeg gik med kløerne fremme. Ingen kom for tæt på. Men hjemme ja, der bestemte Daviderne. Sluttede jeg af uden tilladelse, blev det hån, sarkasme, til mit eget bedste.
Jeg krøllede sammen og græd. Julie, min stærke, smukke Julie, der altid klarede alt selv men der var ingen ægte tryghed. Hun har levet et kunstigt liv, altid på vagt, bange for mørke. Men altid modig.
Hvorfor har du aldrig fortalt det til nogen?
Fordi min far ville finde ud af det og så blev alt værre. Man må aldrig beklage sig over ham. Og min mor ville bare begynde at tude og sige, hun har gjort alt for mig. Og folk gider i øvrigt ikke høre andres problemer.
Jeg gider! sagde jeg.
Det gør du ikke. Ingen orker andres drama, Anders. Jeg forstår, hvis du fortryder. Det er okay.
Hun gik hurtigt. Gav mig jakken igen.
Marianne stod, som altid, i vinduet og ventede, til Julie ville dukke op, gå ind i opgangen, lede efter nøglerne, og så ringe på. Og Marianne ville åbne døren. Men den pige blev aldrig hendes barn. Hun var ikke rigtig.
Jeg gik længe rundt i København, kiggede på butikker, bilerne, fortovsrandene med regnvand i. Det var mærkeligt! Alle vidste, hvem Julie var, men ingen anede, hvad der lå bag. Så meget mod og stolthed. Måske havde min mor ret måske kunne jeg slet ikke bære hende. Jeg følte mig som en drivhusblomst tryg og forkælet. Det er ikke meningen, manden skal være den svage i familien Hvordan skulle jeg forholde mig til hendes forældre? Og alt hendes bagage det blev en del af mig, hvis jeg blev. Det var skræmmende.
Jeg var ikke nogen dårlig fyr. Men drivhusbarn. Alt i mit liv har været let: mors saftevand med abrikoser, fars avlæsning på sofaen, kage hver søndag, og sommerhuset om sommeren. Alt lå forudsigeligt foran mig.
Julie blev ikke. Jeg aflyste det hele. Jeg forstår godt hvis du ikke vil, sagde hun. Hun har altid sagt, man må trække sig, hvis det ikke føles rigtigt. Jeg er ikke den rigtige for hende. Hun hører til i en anden verden, en hvor jeg ikke kan følge med, hvor man skal trøste og samle op. Jeg ville helst have det let, ingen drama, ingen sorte striber.
Julie blev gift senere, da hun flyttede til Aalborg og blev redaktør for bladet der. Hun mødte en, stærkere end hende selv én, der ikke var bange for hendes mørke sider, en der tog hendes hånd, lyttede og sagde, at nu blev alt anderledes. Han var den, der kunne bære hun troede på ham, og han svigtede hende ikke.
Og jeg? Jeg søger stadig efter én, der er blød, let, marengs. Men det er som om kun dem med tung bagage falder for mig.
Som fluer til honning, sukker mor, Alma, til hendes veninde Else, når de snakker. Giv dem vores dreng, så skal de nok forvride hovedet på ham. Da han var færdig med Julie, gik der måneder
Det kommer nok, Alma. Vær glad for, at du ikke skal dele ham med nogen! trøster Else. Hvad ellers kunne hun sige? Anders god dreng, kærlig, blød. Med andre ord lidt ligegyldig.
Marianne sendte efter noget tid en lydfil til Julie:
Jeg ved godt, du ikke vil snakke, derfor svarer du ikke. Jeg ville bare sige undskyld. Jeg savner dig meget Ville gerne starte forfra, men det kan jeg ikke. Du er blevet voksen, Julie, og jeg missede det hele. Jeg byggede luftkasteller, bildte mig selv noget ind. Hvis jeg ødelagde dit liv, må du undskylde. Du er en god datter. Men jeg var ingen god mor. Undskyld!
Julie hørte den fire gange, men rystede på hovedet. Hun vidste stadig ikke, hvordan en rigtig, dansk mor skulle være. Hun havde jo aldrig prøvet andet end Marianne.
Mor, har du det godt? hørte Marianne endelig Julie sige i røret. Skal jeg komme forbi? Jeg har først tid sidst på ugen
Hun nikkede. Det her barn vil hun vente på resten af sit liv, og måske kan hun omfavne hende, bare som Julie, og ikke som en erstatning for nogen anden. Mens der endnu er tid Det regnede i København den torsdag, hvor Anders tilfældigt mødte Julie fire år senere. De så hinanden på afstand ved Hovedbanegården, ventede begge udenfor ved rulletrappen, hver for sig, men så ramte blikkene alligevel. Han mærkede sit hjerte slå ujævnt ved synet af hende, nu med en lille dreng i hånden formentlig sønnen, den hun havde fået med manden fra Nordjylland. Julie smilede forsigtigt, og Anders smilede tilbage, et kort, gensidigt nik mellem fortid og nutid.
Der var ingen ord, bare dette lille, tyste øjeblik. Drengen hev Julie i jakken, utålmodig. Anders så på dem, mens de hastede væk mod busserne. Han mærkede en bølge af ro skylde ind over sig det, der skulle have været, det var aldrig blevet, og det var ikke længere tungt.
Samme aften ringede han til mor og sagde, at han først kom på besøg om søndagen. Jeg har travlt, mor. Men jeg lover at tage brød med. Og kaffe, til dig og far. Han nåede lige at høre hende sukke lettet, før han lagde på.
Så gik han en tur ud mod søerne, regnen klaskede blidt mod hans ansigt, og i lygternes vandring over fortovet voksede glæden over alt det, som aldrig skulle arrangeres, styres, presses ned i en færdig form. Han kom forbi en cafe og standsede et øjeblik, så parrene indenfor læne sig mod hinanden, snakke, grine, blive uvenner, blive gode igen alt det almindelige. Der var ingen store dramer, ingen blikke som kunne skjære. Bare det hverdagstunge, som pludselig virkede let.
Anders satte sig på bænken foran cafeen, trak vejret dybt og mærkede, at hans hjerte faktisk var let. Han var ikke blevet marengs, og han ville aldrig være stål. Men måske bare måske ville han kunne være noget midt imellem, tyngden til trods, og lære at elske netop dét.
Inde i cafeen spillede nogen violin den muntre slags, tænkte han og smilede blidt. Verden var begyndt igen, i sin egen bløde takt.
