Vaninas kærlighed

Vibekes kærlighed

Jeg, Henrik Jørgensen, havde stået længe foran opgangen. Jeg satte mig på bænken, rejste mig igen, uden rigtig at turde gå ind. Sveden piblede frem, skjortekraven gnavede mig på halsen og inde under jakken føltes det, som om jeg stod i et drivhus. Mine sko strammede så meget, at jeg kunne have råbt op, men jeg holdt ud. Jeg havde jo ikke brugt hele aftenen i går i frisørsalonen og så to lange timer ovre i badet, bare for ingenting. Hjemme i min lille, trange, næsten tomme lejlighed havde jeg omhyggeligt strøget mine bukser, sprøjtet lidt vand på dem det syede og fresede under strygejernet. Jeg fik endda brændt mig to gange, så meget ville jeg gøre det rigtigt. Da jeg troede, jeg var færdig, opdagede jeg et hul i sømmet, heldigvis ikke noget, der kunne ses, hvis man ikke kiggede efter. De gamle tråde gav op, så jeg måtte lappe det. Nålen nægtede at tage tråden, lyset fra den nøgne glødepære var for svagt, og jeg kom til at bande, hvilket jeg straks skældte mig selv ud for. Ikke passende på en dag som denne, især ikke, når man skal besøge en dame!

Om morgenen kom min nabo, fru Agnete, en drilsk, lidt gnaven kvinde fra underboen, forbi og sagde, at jeg lugtede af hund.

Undskyld mig, hvilken hund? Jeg var da i bad i går! Jeg vaskede mig grundigt og alt, svarede jeg fornærmet.

Du lugter altså! Diskuter ikke! sagde Agnete hårdt. Du har sikkert sat dig på hundens tæppe. Ved du hvad, jeg har en parfume, der kunne tage livet af en hest. Den overdøver alt! Vent, jeg henter den!

Hun rullede cigaretten rundt i munden, og inden jeg kunne nå at svare, forsvandt hun hen over dørtrinnet. Hun kom tilbage med en høj, mørk flaske med riller og en pompøs kvast på.

Her! Jeg sprøjter lidt. Hun sigtede allerede mod mig, men jeg vred mig udenom, halvt skjult bag en stegepande, som jeg greb fra stativet.

Lad være! Det ødelægger det hele! Jeg skal altså ikke have noget på issen!

Hold nu op, mand! Hvem bryder sig om lugten af gamle sko? Parfume gør tricket. Kom nu!

Jeg gav mig. Agnete var svær at sige imod, og det var lidt flovt at diskutere med en kvinde.

Mit bare hoved blev vådt af den stærke duft, som hurtigt bredte sig i hele køkkenet.

Ja, se så. Den er godt nok blevet lidt harsk med tiden, men pyt. Det går nok. Skal du have mere?

Jeg løb nærmest ud på badeværelset og forsøgte febrilsk at vaske den kraftige duft ud af håret. Det hjalp ikke stort.

Bjørnebærduft! Jeg må prøve med bjørnebær nej, husholdningssæbe, det må virke! lød mine frustrerede udbrud bag døren, mens Agnete satte sig til rette ved køkkenbordet og ventede på, at hendes fisk skulle stege. Jakken over min stol gjorde opvartningen mere hyggelig, syntes hun. Tænk engang, en mand og hans jakke der det var trods alt trygt, selvom han lugtede lidt af hund Det var nu rart alligevel.

Parfumen var ikke til at få ud, nu lugtede jakken også af fisk, bukserne var blevet lidt krøllede, men jeg stormede alligevel afsted mod Frederiksbergs Allé, stødte ind i folk, undskyldte, snublede og var hele tiden fyldt af spændt forventning. I dag ville det ske! Jeg havde gennemlevet scenariet tusind gange, talt dialogerne igennem i mit hoved, nikket og rystet på hovedet, alt afhængigt af, hvordan det gik.

Jeg vidste præcis, hvad jeg ville sige, og hvordan jeg ville stå.

Blomster! Jeg havde glemt blomsterne. Pæoner, knopperne skulle være lukkede, så de først rigtig åbnede sig hjemme hos hende. Jeg skulle finde en blomsterbutik!

Jeg spejdede rundt. Der var en lille kolonial, en tebutik, et skomagerværksted, men hvor var…

Undskyld, ved De hvor man kan købe blomster her i nærheden? prøvede jeg at spørge en forbipasserende, men han ignorerede mig fuldstændig. Undskyld, undskyld, ved De…?

Ingen bemærkede mig, som om jeg var usynlig.

Du Henrik Jørgensen, du fjumrer rundt som en flue, uden at udrette noget! Som Agnete altid sagde, lidt condescending, når hun satte en fuld tallerken suppe foran mig og plumpede en skefuld creme fraiche oveni. Da først den flød rundt, så spiste jeg, roste, takkede og nikkede. Jeg havde lært: Man roser, når en kvinde har lavet mad, og beder måske om mere, hvis man tør. Men foreslå det for Agnete? Aldrig! Jeg kunne da stege et par pølser, hvis det var, men hendes suppe var nu virkelig god

Hvor var blomsterne? Der! På den anden side af vejen!

Jeg ventede på at bilerne kørte forbi, krydsede, og trådte ind i blomsterbutikken.

Hvad skal det være? Pæoner? Selvfølgelig! Der, der og der! sagde ekspedienten, en ung pige.

Har De nogle som stadig er i knop? Nogle der næsten ikke viser farve, så de springer ud i natten og… fik jeg fremstammet, blikket nede. Jeg blev stadig flov over for kvinder, som dengang jeg som barn kom med min mor på kaffebesøg.

Min mor, Lone Marie, var eneboer, dybt skuffet over mænd, det brokkede hun sig over med sine veninder hver weekend de talte, grinede, tudede over mænd, mens jeg sad musestille i hjørnet og ventede på, at det skulle slutte. Jeg måtte ikke være alene hjemme det kunne jo gå galt men der måtte heller ikke rodes rundt hos mors veninder.

Så sad jeg der på taburetten og nørklede med tapetet, mens kvinderne fnisede og undersøgte mig som en kuriøs genstand, stillede mærkelige spørgsmål: Synes du, den kjole klæder min veninde? Hvem var de pæneste piger, da du var i teateret med klassen? Hvad tænker du om ham filmhelten, hvad med Moster Grethe, synes du hun er smuk?

Jeg kunne ikke finde på svar, og min mor blev irriteret over, at jeg snøvlede.

Man skulle svare rigtigt, men alt klumpede sig sammen i hovedet. Faktisk havde jeg min egen lille hemmelighed, som mor aldrig kendte til: Mit hjerte var allerede taget af Vibeke.

Hun boede på Frederiksbergs Allé i en stor lejlighed med altan, figentræ og bløde stole. Spisestuen havde en fin skænk med porcelæn, gæstetoilettet var noget særligt, og hendes fars kontor var fyldt med flotte, læderindbundne bøger med gyldne initialer og dedikationer. Jeg turde dårligt kigge, men hvor jeg dog længtes…

Min mor havde aldrig forstået ideen i litteratur. For hende spild af tid og penge. Jeg kunne sidde på biblioteket i timevis indtil alt gled ud af hovedet hjemme, for hun gik straks i gang med sit skældte mig ud for alt, især mænd.

Vibeke gik i min klasse, var lige flyttet til skolen, meget smuk og lidt for selvbevidst. Jeg bar hendes skoletaske hjem jeg måtte “følge hende”.

Fars assistent, hr. Holger, følger ham altid, bærer mapperne, folder paraplyen ud, åbner bildøren forklarerede Vibeke. Du kan følge mig. Kan du lide mig?

Jeg nikkede.

Hr. Holger fik løn. Jeg blev bare accepteret og måtte vente i gangen, mens Vibeke skiftede tøj for at spise frokost. Køkkendamen, fru Alma, lod ikke fremmede børn spise med, men hun rakte mig i smug en pose nødder eller bolsjer.

Nå, Henrik, du kan gå nu! sagde Vibeke så overbærende.

Jeg gik derfra på skyer. Endelig noget, jeg var god nok til. Jeg spurgte aldrig efter bøgerne, turde ikke så ville de aldrig lade mig komme igen…

Vi tog studentereksamen sammen. Jeg fik dristet mig til at hjælpe hende med et eksamensspørgsmål og havde planlagt at erklære hende min kærlighed ved dimissionen. Jeg knuste sparebøssen, gik til blomsterhandleren, købte pæoner og gemte dem i garderoben men der var nogen, der havde sat sig på dem, og blomsterne var ødelagte. Samtidig dukkede der en ung sømand op, omfavnede Vibeke, og de dansede, lo sikkert af mig…

Jeg gik hjem den aften. Ingen guitar ved bålet, ingen solopgang. Min mor havde jo ret, jeg var et fjols, uduelig, et rigtigt mandfolk var jeg ikke.

Senere hørte jeg fra fru Alma, at Vibeke giftede sig med sømanden og flyttede til Aarhus for at studere ingeniør.

Hvad med dig, kære ven? spurgte Alma.

Ved ikke. Det er også ligemeget. Farvel! råbte jeg og gik.

Men jeg klarede mig. Kom ind på ingeniørstudiet, blev færdig med pæne resultater, arbejder nu på et tegnestue, har min egen lille lejlighed. Jeg blev aldrig gift, jeg turde ikke rigtige tage initiativ. Jeg ventede. Ventede jeg? Ja på Vibeke.

Tiden gik. Femogtyve år, mindst.

… Henrik! Henrik, er det dig? en stemme på gaden, det var Alma, ældre nu og med bærenet.

Det er dig? Godaften, nikkede jeg.

Tænk, Vibeke er tilbage! Hun er blevet en solid kvinde, helt forandret! Skilt fra sømanden. Hun bor her igen. Du skulle komme forbi, Henrik! Hun virker så trist, måske kan du fylde lidt glæde ind i hendes liv Alma så på mig med et blik som sagde: Prøv dog! Kommer du, Henrik?

Hvem var jeg? Bare en stille lejer i en gammeldags lejlighed, ingen penge, lidt en taber…

Måske er det skæbnen, Henrik! Kom nu forbi Hun har spurgt efter dig.

Spurgt? Måske er det virkelig skæbnen?

Ja. Jeg kommer. Jeg nikkede for sikkert, og sagde: Tak!

Alma smilede, og jeg kunne se os begge for mig, som dengang, forlegne unge i entreen. Selvom livet var gået, så varer andres ungdom på en måde meget længere end ens egen…

Jeg gik rundt i byen den aften, rastløs. Hvad vil jeg sige? Hvad kan jeg tilbyde? Ingenting.

Nå, pyt. Det får blive, som det er.

Så var det frisøren, badet, jakken med hullet, Agnetes parfume, bjørnebærsæben og pæonerne i papir, og blikket op mod hendes vinduer…

Efter lidt tid i gården rettede jeg kraven, åbnede døren og gik op.

Tårerne pressede sig frem! Her på trappen havde Vibeke engang snublet, slået knæet, og jeg pustede stille på det hvide under de flossede strømper; vi havde engang delt kirsebær på reposen, jeg havde gemt dagbogen for hende under blomsterkrukken… Alt stod klart.

Jeg rettede på tøjet, ringede på.

Det var Alma, der åbnede. Hun smilede hjerteligt: Henrik! Nå, hvem skulle have troet det? Vibeke, se lige hvem der er her!

En dør gik op Vibeke stod dér. Ja, hun var blevet mere rund, tiden gør sit. Hendes mor havde også været fyldig og rosenrød.

Hvem er det? spurgte hun, så rejste øjenbrynene sig: Henrik? Er det dig?

Jeg blev rød i hovedet, mumlede et eller andet, men rakte hende pæonerne.

Tak Du husker det? At jeg elsker pæoner Du har ikke glemt det?

Hendes mor, fru Ingrid, dukkede op med åbne arme og et smil. Tidligere havde hun nærmest ikke set på mig.

I dag var alt anderledes. Livet havde forandret mange ting, og jeg havde fundet min plads. – Ja, se hvordan det gik, Henrik, – hviskede hun, mens vi satte os til bords. – Hendes mand løb fra hende. Tænk! Og han blev ikke engang fyret! Hun kom tilbage for at finde sig selv. Du har vel bemærket, hvor trist hun er! Spis lidt mere, Henrik, smag på sylten. Alma har lavet den på kalkun, godt for hende.

Mor! Hold nu op, det er pinligt. Henrik, fortæl om dig selv, hvordan går det?

Før spurgte hun aldrig om min mor, men nu… Jeg trak på skuldrene.

Mor har det sådan nogenlunde, skavanker, men klarer sig. Jeg arbejder som arkitekt. Masser at lave. Bor for mig selv nu.

Ingrid pressede læberne sammen, men smilede igen. Byggeriet blomstrer jo! Tænk, I to var små søde duer. Jeg vidste, du nok skulle blive noget, Henrik. Alma, server hovedretten! Henrik, hæld vin op. Her er and Alma har skaffet den på en særlig aftale! fnisede Ingrid. Vibeke, giv ham et stykke, lidt salat og agurker…

Jeg blev rørt, ansigtet glødede, hænderne svedte. For første gang følte jeg mig tilpas, ikke som “taberen”. Her og på arbejdet blev jeg faktisk regnet for noget.

Vibeke, gå lige med i køkkenet og hent tekanden. Åh, Henrik, te fra tekande, det er noget særligt!

I stuen blev jeg alene med Alma et øjeblik.

Jeg går lige ud og hjælper, tekanden er tung! Jeg måtte væk lidt.

Døren var lidt åben, de snakkede inde på køkkenet, jeg kom til at høre alt:

Det er godt at Alma fik sat dig sammen med Henrik!

Åh hold op… Det er intet.

Det er det da! Du har brug for en mand og barnet en far. Han har jo værelse, vi kan leje ud, bringe penge hjem… Eller: hans mor kan flytte over, så tager du Henrik ind, og så kan lejligheden udlejes.

Mor, han er jo bare… sådan… indvendte Vibeke, og jeg forstod nu, at hun var gravid.

Du tænkte vel ikke over det, da du lagde dig med sømanden, vel? Nå, ikke brokke dig. Henrik er da fra byen, uddannet, arkitekt! Helt ærligt, hvad mangler du? Ikke en Apollon, bevares! Fortæl din far, at alt er klaret. Gå ind til ham nu og tilbyd chokolade. Kom så, Vibeke!

Vibeke tog fat i en skål med chokolader, gik mod stuen, men så mig allerede rode med døren.

Henrik, hvor skal du hen? Hvad er der sket?

Nej, altså… Jo, undskyld, jeg går nu. Jeg vil ikke holdes for nar, Vibeke. Sådan har min mor og hendes veninder altid behandlet mig, og du og din mor ligeså. Jeg har kæmpet for at blive respekteret og har det godt nu. Johanne, vores tekniske tegner på tegnestuen, kalder mig ‘hr. Jørgensen’ og ser på mig med varme øjne, selv om Agnete siger, at jeg ikke er noget for nogen. Men dig det er først nu du har brug for mig, til huller i idyllen? Nej tak. Jeg elskede dig engang og kunne måske igen, men… tag dig af dine egne problemer. Jeg smutter.

Med grådkvalte øjne takkede hun for blomsterne, og jeg gik.

Udenfor åndede jeg ud, hev jakken af, åbnede skjortekraven endelig. Aftenvinden på kroppen føltes vidunderlig.

Væk! Væk fra alt det gamle liv. Hjem til Agnete med suppen, til mine bøger og tegninger. Der bliver jeg regnet for nogen, ikke brugt som et redskab. Hjem!…

Jeg gik hastigt ned ad Gammel Kongevej, ind over Vesterbro Torv og videre, men pludselig lød en spæd stemme bag mig.

Henrik Jørgensen! Undskyld, Henrik Jørgensen!

Jeg vendte mig om. Johanne, vores tekniske tegner, slæbte på en stor sæk, tydeligt tung.

Johanne? Hvad laver De her?

Jeg? Min moster bor her; jeg hentede æbler fra kolonien. Vil De have nogen, jeg kan ikke bære det hele hjem!

Behold dine æbler, dem har du mere brug for! Du ser mager ud. Jeg tager sækken. Hvilken vej?

Johanne pegede, og sammen gik vi.

Senere sad vi i hendes køkken, drak te med æblebåde og snakkede. Hun fortalte om familien i Jylland, om sin bror ved grænsen, om dengang hun som barn stak af hjemmefra for at besøge ham, men blev samlet op af politiet på Hovedbanen, om hvordan hun engang tog en herreløs hund med hjem.

Jeg lyttede, glemte alt om skjortekraver, pæoner og Vibeke.

Johanne, hvilke blomster kan du bedst lide? Tænk dig godt om!

Jeg? Min far gav mig altid asters til fødselsdagene. Dem elsker jeg.

Vibeke gik tværs over den våde martsslud, skubbede sin barnevogn med et stift, koncentreret blik. En bilkortage med bryllupsfane suste forbi. Brudgommen lignede mig, måske ved hans side sad en lang, mager pige.

Barnet vågnede, begyndte at græde. Vibeke bandede lavmælt, kiggede efter karavanen og kom i tanker om sit vilde ungdomsliv i Aarhus… “Det hele er mors skyld! Hun skræmte Henrik væk, nu må hun tage sig af det.” Hun tog sin kuffert og barn, forlod sin mor. Hvad vi så skal gøre med lille Mathias? spurgte Ingrid. Opdrag ham som du vil, svarede Vibeke. Jeg tager til min eksmand, vil han mig, bliver vi lykkelige, ellers ser du mig nok i retten.

Senere ringede hun og bad om penge. Hvordan går det, barn? Kommer du hjem? spurgte Ingrid.

Måske en dag, jeg har endnu ikke besluttet mig. Hils Mathias og hæng mit billede op på væggen så han ikke glemmer sin mor, lo Vibeke og lagde røret på. Hun havde ikke tid, hun havde travlt med sit eget.

Jeg sad hjemme hos Johanne, som var faldet i søvn, og smilede. Jeg gamle, uduelige Henrik vi skal have et barn! En søn ville være skønt, men en datter er også fint. Bare barnet er sundt, og Johanne har det godt.

Jeg lagde stille dynen over hende og slukkede natlampen.

Sådan er kærligheden, enkel og varm. Jeg ventede… og fandt min egen.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

19 − 8 =

Vaninas kærlighed
Valentina vendte sent hjem fra kolonihaven en mørk aften – hun havde med vilje ventet til tusmørket, og hun kørte ikke hurtigt som sædvanligt, men tog sig god tid ad omfartsvejen. Hvis hun ikke skulle på arbejde næste dag, var hun blevet og overnattet i kolonihavehuset. Hun havde ikke travlt – sandheden var, hun slet ikke havde lyst til at komme hjem. Og for at være helt ærlig – hun havde ikke lyst til at se sin mand. En indre stemme havde længe fortalt Valentina, at det kun var et spørgsmål om tid, før de ville gå fra hinanden. Deres forhold var blevet køligt og anspændt og alt for ofte endte det i skænderier. Selv nu, mens hun stirrede koncentreret ud i mørket, tænkte hun på, hvor mærkeligt og ulykkeligt deres samliv var blevet. På et sted, hvor omfartsvejen gik gennem en lille landsby, satte Valentina farten ned som foreskrevet, og i lyset fra bilens lygter så hun pludselig en mærkelig, ældre dame ved et busstoppested. Den gamle kvinde stod og holdt noget indsvøbt i et klæde tæt til brystet, som var det et spædbarn, og hun kiggede på de forbipasserende biler med et håbefuldt blik. Uden at tænke trykkede Valentina på bremsen, steg ud af bilen og gik hen til hende. Tættere på kunne hun se en indkøbsvogn ved damens fødder. – Hvorfor står du her? spurgte Valentina bekymret. – Har du brug for hjælp? Hvad har du der? Er det et barn? – Et barn? – Den gamle kvinde smilede forlegent. – Nej, det er ikke et barn… det er hjemmebagt brød… – Hvad? Hjemmebagt brød? – Valentina var overrasket. – Ja, fra min bageovn… Jeg sælger friskbagt brød her… – Du sælger hjemmelavet brød? Hvor får du det fra? – Jeg bager det selv… Min pension rækker ikke, så jeg tjener lidt ved siden af. Når jeg virkelig mangler penge. Det må vel nok være? Nogle køber det, og de siger, mit brød bringer lykke med sig. – Hvad mener du med, at det bringer lykke? – Det siger én af mine kunder. Han køber altid brød hos mig og siger, at det giver ham lykke. Måske dukker han op i aften. Skal du have et brød? De er stadig varme. – Ja, faktisk – jeg vil gerne købe et brød. Hvad koster det? – Tredive kroner stykket, sagde den gamle kvinde forsigtigt og holdt øje med Valentinas reaktion. – Synes du, det er for dyrt? – Hvor mange brød har du? – Ti – jeg har ikke solgt nogen i dag endnu. Hvor mange vil du have? – Jeg tager dem alle sammen! sagde Valentina bestemt og gik mod bilen efter penge. – Nej! Jeg kan ikke sælge dem alle! – udbrød den gamle kvinde forskrækket. – Hvorfor ikke? – Valentina stoppede overrasket. – Fordi jeg kan se, du kun køber dem for at hjælpe mig – ikke fordi du selv mangler så meget brød. Hvad nu hvis en anden forbi passerende også trænger til et brød i aften – ham manden måske? Hvad så? Valentina blev lidt forvirret over så meget naivitet. – Okay så, hvor mange vil du sælge til mig? – Fem – jeg kan godt undvære fem… – svarede den gamle kvinde tøvende. – Ikke flere? – Nej… så går det ikke… – hun rystede på hovedet. Valentina rystede smilende på hovedet, hentede penge og et indkøbsnet, fyldte de fem varme brød i posen og gik hen til bilen igen. Da hun kørte videre, bredte duften af det friskbagte brød sig i bilen, og hun fik pludselig en voldsom trang til at spise. Hun nippede et stort stykke af en af brødene, smagte, og var straks klar over, at noget mere velsmagende aldrig havde ramt hendes mund. Pludselig ringede mobilen. Da Valentina så, hvem det var, rynkede hun brynene, men tog den. – Valentina, sagde manden med sin sædvanligt irriterede stemme: – Gider du stikke forbi Brugsen og købe brød med hjem? – Hvad? – Valentina så på brødene på sædet ved siden af. – Hvorfor nu det? – Fordi vi ikke har så meget som én krumme! Og nu har dine veninder ovenikøbet invaderet vores køkken! – Hvilke veninder? – Valentina undrede sig endnu mere. – Hvad laver de her midt om natten? – Det kan du jo spørge dem om! I hvert fald, køb brød. Dine tre veninder sidder i køkkenet og venter på dig. Valentina trykkede på speederen. Hun var hjemme en halv time senere, og med hende fulgte en vidunderlig duft af friskbagt brød. – For pokker, hvor dufter du godt! råbte veninderne, som hun havde studeret med på universitetet. De styrtede hende i møde. Manden, som straks havde opfanget den uimodståelige duft, fiskede uden blusel et halvt brød op af hendes pose, snusede og gloede forbløffet på hende. – Hvor har du da fået fat i så vildt et brød?! – Det er udsolgt nu, svarede hun med et skævt smil. Manden forsvandt med brødet ind på sit værelse. Valentina blev i køkkenet sammen med veninderne. De blev siddende til midnat, drak vin, spiste af det utroligt lækre brød og klagede deres nød over deres ægtemænd. Nogle tårer over, at livet ikke var blevet, som de engang drømte. Da de skulle hjem, gav Valentina hver af dem et af de hjemmebagte brød. Senere lukkede hun døren efter dem og lagde sig til at sove på sofaen i stuen – ikke ind til sin mand. Om morgenen begyndte så mærkelige ting at ske. Næppe var hun vågnet, før manden satte sig på kanten af sofaen og sagde med et underligt ironisk tonefald: – Valentina, jeg tror det brød, jeg spiste i går, har givet mig klar besked i knolden. Ved du hvad – vi har opført os som nogle idioter. – Hvad mener du? spurgte Valentina. – Vi er idioter, Valentina. Det må vi lave om på. I aften vil jeg invitere dig ud at spise – på den restaurant, hvor jeg friede til dig. – Hvorfor det? – Fordi jeg gerne vil vinde dig tilbage. Jeg tror stadig, vi kan redde vores kærlighed. Nå, jeg må videre – vi ses der klokken seks. Da han gik, føltes det som om, det var forår udenfor – ikke efterår, så lyst og nyt virkede alting. Valentina begyndte for første gang længe at glæde sig til at se sin mand igen. Så ringede telefonen. Det var en af veninderne fra aftenen før – hun var fuld af glæde: – Valentina, kan du tro det? Min mand og jeg blev forsonet i nat! Vi sad oppe og spiste dit brød og blev gode venner igen. Tak, Valentina! – Jeg fatter ingenting… mumlede Valentina forvirret. Senere ringede den anden veninde, og dernæst den tredje – begge fortalte, at deres ægteskaber på mærkelig vis havde fået en ny begyndelse. Hvor var det da fjollet, de havde brugt aftenen før på at skælde ud på deres mænd. Efter disse opkald gik Valentina ud i køkkenet, tog det sidste, allerede påbegyndte, brød ud af brødkassen, nød dens duft og nippede endnu et lille stykke. Først dér gik det op for hende, at dette brød havde en helt usædvanlig smag – som om det rummede et blødt anstrøg af kærlighed… kærlighed til alle mennesker… Kærlighedens vidunderbrød: Da Valentina sent en mørk aften køber hjemmebagt brød af en ensom gammel dame ved et landsbybusstoppested, forvandles hendes liv og hendes veninders – duften og smagen af det magiske brød fører uventet kærligheden og glæden tilbage i deres ægteskaber.