Undskyld, men vores veje skilles her
Efter at have fået en lang indkøbsliste af sin hustru til nytår, gik Poul Christensen ud af opgangen, satte sig ind i sin gamle grønne Volvo og begyndte at varme motoren op.
Der var bidende koldt udenfor, næsten ti graders frost, så bilen havde brug for lidt tid, før den kunne tage af sted.
For at slå ventetiden ihjel, gennemgik Poul ruten i hovedet: først forbi torvet, derefter et smut i Føtex. Han spekulerede også på, hvad han mon skulle købe som dessert hans kone, Ingrid, havde bare rundet af i bunden af sin liste: Noget lækkert til kaffen.
Så nu var det op til Poul at løse denne opgave. Og det måtte helst være lige det, Ingrid fik lyst til ellers ville han bare blive sendt i Brugsen endnu engang.
Efter fem minutter, da motoren langt om længe var klar, så Poul pludselig Freja komme løbende ud af naboejendommen hun knap nok havde fået knappet sin frakke, og hendes lille lyseblå sportstaske gled hele tiden ned fra skulderen. På hendes tempo og måde at se sig omkring, var der ingen tvivl: hun havde travlt.
Mon hun skal væk hen over nytår? tænkte Poul, mens han nysgerrigt betragtede hende gennem forruden.
Freja kæmpede med hænder, der næsten nægtede at makke ret i kulden, og knapperne ville ikke rigtigt i.
Hun lod rastløst blikket glide hen over gårdspladsen, mens hun tjekkede sin telefon.
Freja var flyttet ind for under en måned siden hun lejede sig ind hos Birthe Madsen, Ingrids gode veninde.
For et par uger siden havde Birthe ringet til Poul og spurgt, om han ikke kunne kigge forbi hendes lejlighed og se på vandhanen i køkkenet.
Min lejer siger, den drypper ustoppeligt, og jeg er slet ikke i byen. Hvis den skal skiftes, gør du det? Jeg betaler selvfølgelig for det, sagde hun.
Det gør jeg gerne, Birthe. Er lejeren hjemme?
Det er hun, og jeg ringer lige til hende igen, bare så hun ikke smutter. Tak, Poul.
Intet problem, svarede Poul, og begyndte at samle værktøjet.
Nu hvor han var pensionist, satte han pris på alle afbræk i hverdagen. Det var nu meget rart at have lidt at give sig til.
Med et langt arbejdsliv som ingeniør bag sig, var en dryppende hane det rene ingenting for ham. Og han tog aldrig betaling det handlede ikke om penge, men om at hjælpe.
Det var nok derfor, Birthe altid ringede til ham, når der var noget. Og måske fordi hun stolede på ham.
Så Poul havde været rundt i lejelejligheden mange gange fikset stikkontakter, spejle, alt muligt.
Også med vandhanen fik han hurtigt styr på det den var færdig, så Poul kørte efter en ny i Silvan, kom hjem og satte den i.
Nu kommer du ikke til at få problemer med den her, Freja, sagde han, mens han strammede til. Er du forresten flyttet til området for at blive, eller er det midlertidigt?
Det ved jeg ikke helt endnu, svarede Freja, Hvis ikke jeg finder mig en kæreste med penge, må jeg nok blive lidt længere
Du er en køn pige, du skal nok få bejlere, svarede Poul.
Freja smilede Tak, jeg håber du får ret.
Og så har du fået dig en lille ven? Han pegede på den grå killing, der strøg omkring benene på dem.
Æh, det var en kollega, der mente killinger bringer held, mumlede hun.
Det gør de også, grinede Poul. Vores Matilde, hun gav os både glæde og trøst i næsten tyve år. Når livet var svært, hoppede hun op på skødet, spandt og pludselig føltes alt lidt lettere.
Tja, min Simba laver mest ballade han sover aldrig om natten. Løber skrigende rundt! Jeg skal jo tidligt op.
Du skal bare vente, han bliver roligere, beroligede Poul hende.
Da han kom hjem, fortalte han Ingrid om Freja og killingen.
Hun virker sød. Og den killing minder om Matilde som lille kan du huske da hun stjal dine guldringe og gemte dem under sengen? Vi ledte i dagevis!
Ingrid lo Ja, jeg troede næsten, du havde solgt dem eller givet dem til én anden!
De grinede og mindedes Matilde længe.
Nu, mens Poul sad i bilen og kiggede efter Freja, besluttede han sig for lige at sikre sig, at alt var ok.
Freja, går det? råbte han gennem det nedrullede vindue.
Hun kiggede forskrækket op, men smilede så.
Tak, jeg har bestilt en taxa, men ingen kommer sukkede hun og hev tasken på plads.
Efter en pause gik hun mod Volvokarossen.
Hvilken vej skal du, Poul? spurgte hun, stående ved bilen.
Jeg skal mod centrum ind til Torvehallerne, og så forbi Kvickly på Vesterbrogade bagefter. Hvor skal du hen?
Øv Jeg skal helt ud til Industrivej svarede hun tøvende. Der kører jo ingen busser ud, kun taxa. Men der er ingen ledige biler overhovedet
Det er jo næsten ude i udkanten! Har du travlt?
Lidt, mumlede hun og så ned i jorden.
Der var noget mærkeligt over Frejas opførsel. Men Poul følte bare, at han ville hjælpe.
Jeg kan køre dig hvis du virkelig skal hurtigt derud.
Mener du det? lyste Freja op. Tusind tusind tak!
Hop på bagsædet, og sig til, om tasken skal i bagagerummet.
Nej, den har jeg helst hos mig, sagde Freja og satte sig. Kan du måske også køre mig hjem bagefter, hvis taxaen igen svigter?
Det ordner vi det skal nok gå.
Det havde han ikke regnet med, men selvfølgelig hjalp han man skal jo være god ved sine naboer.
*****
En halv time senere standsede Volvoen på Industrivej. Poul så på Freja.
Er det her?
Ja, jeg er hurtigt tilbage! smilede hun og forsvandt rundt om hjørnet.
Mens han ventede, gik Poul lidt op og ned ad fortovet, tjekkede klokken, og da de syv minutter var gået, besluttede han sig for at kigge efter hende måske havde hun brug for hjælp, hvis der var sket noget.
Da han rundede hjørnet, så han Freja stå ved en skraldespand og banke på sin sportstaske, som om hun prøvede at få noget ud.
Først forstod Poul ingenting, men da han kom tættere på, så han killingen stikke hovedet op det var Simba fra hendes lejlighed.
Kom så ud, for pokker! Jeg gider dig ikke mere! Du er kun til besvær! råbte hun, uden at se Poul.
Simba klamrede sig til tasken og peb, og Freja hev lidt, indtil hun endelig ruskede ham ud og kastede ham på den kolde sne.
Så lynede hun tasken og vendte sig, men mødte så Pouls blikke og stivnede.
Freja, hvad laver du? Han så alvorligt på hende. Hvorfor efterlader du Simba her?
Hun svarede ikke, men vekslede mellem at se på killingen og på Poul.
Så begyndte hun at råbe, at katten havde ødelagt hendes sko, at hun ikke kunne sove, og at han var til evig gene.
Du efterlader ham til vinterkulde og sult herude. Forstår du, hvad du gør? håbede Poul.
Han har ødelagt mine nye pumps, som jeg skulle have haft på til date! sagde hun oprevet.
Freja, hvis du nu ikke kunne lide ham, hvorfor gav du ham ikke bare til en kollega, eller satte en annonce op, eller snakkede med mig? sagde Poul stille.
Du er jo pensionist har du plads til en killing? snerrede Freja.
Det ville jeg hellere end at være med til det her! Men du besluttede at han bare skulle væk, som en gammel klud. Og du gjorde endda mig næsten til medskyldig.
Poul samlede Simba op, kælede ham forsigtigt på hovedet og tog ham med hen til bilen, uden et ord mere.
Freja fulgte efter, men da han åbnede døren, sagde han:
Undskyld, Freja, men det her gør, at jeg ikke kan tage dig med videre. Du må selv finde hjem.
Mener du det? Her i kulden? Freja var rystet.
Med mennesker som dig, Freja, må man sætte grænser, svarede Poul og lod Simba hoppe ind på passagersædet. Gå ned til stoppestedet, eller brug taxa, men undgå hundene i området
Så kørte han væk kiggede kun fremad, og hans harme for Freja var tydelig.
*****
Nå, nu mangler vi bare noget lækkert til kaffen, sagde Poul, mens han gik rundt mellem hylderne i Føtex.
Simba sad på armen og kiggede nysgerrigt med.
Han mjavede højt og strakte poten mod navnene på flotte kager.
Er det en lagkage, vi skal have? lo Poul. Det er da en glimrende idé!
Da han kom hjem, fortalte han Ingrid om alt om hjælpen, om Freja, og om hvordan han havde besluttet at lade hende klare sig selv ude ved Industrivej.
Jeg kunne ikke gøre andet, sagde han ærligt, mens Ingrid sad med Simba og legede med ham.
Det var det eneste rigtige at gøre, Poul, smilede hun. Simba kunne være frosset ihjel, hvis hun virkelig havde efterladt ham. Og Freja skal nok komme hjem hun er voksen og klarer sig selv.
Efter den dag hilste Freja aldrig på ham igen hun vendte bare ryggen til, når de mødtes.
Poul lod hende bare gøre det.
Han kunne bare ønske, at hun havde forstået alvoren. For havde hun gjort det, ville hun i det mindste have sagt undskyld. Men det gjorde hun ikke, og en måned efter flyttede hun ud. Birthe havde allerede fundet en ny lejer.
Hvad blev der egentlig af din gamle lejer? spurgte Poul en dag Birthe.
Åh, den Freja Hun sagde hun ville blive længe, boede her to måneder, og så mistede hun arbejdet. Klarede ikke huslejen og fandt åbenbart heller ingen mand med penge, som hun havde håbet. Nu er hun vist fløjet hjem til sin mor på landet. Hvem ved.
Hvordan det gik Freja, vides ikke, men måske er det heller ikke så vigtigt.
Det vigtigste er, at Simba nu er i gode hænder. Poul og Ingrid har fået nyt liv og de trives sammen med deres lille ven. Med Simba i huset føles dagene ikke så tomme. Nærmest som om de er tyve år yngre.
For det er aldrig for sent at gøre en forskel for et dyr, for sig selv, og for verden. Man får altid det tilbage, man giver og nogle gange endda mere til.
