Ingen steder at flygte
Margrethe Stigsdatter, har du virkelig ikke genkendt mig? Det er jo mig, Vagn Din eneste nevø.
Vagn?!
Tanten pustede tungt i et par sekunder.
For pokker, jeg troede ærligt talt, du for længst var død eller måske havnet bag tremmer. Du hverken ringer eller skriver
*****
Hvorfor lige nu?!, undrede jeg mig, mens jeg sad foran min bærbare i min lejlighed i Århus. Jeg kunne høre boret fra naboen larme på den anden side af væggen, og jeg gjorde alt for ikke at høre det. Hænder over ørerne, hovedet under puden, hovedtelefoner intet hjalp.
Hver metallyd og det skærende skrig fra den elektriske boremaskine fik det til at føles, som om jeg sad midt på en byggeplads.
Hvornår stopper det her?! Hvor længe skal man finde sig i sådan en tortur?
Det kriblede i mig for at smække laptoppen i, styrte ud på trappeopgangen, sparke døren til naboen op og tage borehammeren fra ham. Men den slags foregik kun i min fantasi eller, som alternativ, på siderne i min næste bog.
For i virkeligheden var naboen, Viktor, tidligere jægersoldat, kæmpestor og med et blik, der kunne få én til at fryse til is. Jeg rystede bare på hovedet og lagde mig i stedet til rette på stolen.
Jeg kunne måske have overlevet larmen, hvis ikke det var for én vigtig detalje
Redaktøren fra et stort dansk forlag havde læst min seneste krimi om et mystisk mord i en lille by på Fyn. Han kontaktede mig og tilbød et glimrende samarbejde mod en ordentlig sum kroner.
Jeg siger ja! udbrød jeg straks.
Fint, men du har tre måneder til at skrive din næste bog, sagde han.
Ikke noget problem, sagde jeg men ærligt talt tænkte jeg slet ikke over, hvad jeg skulle skrive om.
Nu hang jeg der. Skulle digte et fabelagtigt mordmysterium, udvikle en snedig handling og unikke karakterer og vigtigst af alt: selv komme på forbrydelsen!
Sidst brugte jeg næsten et halvt år på det. Men dengang havde jeg tid nok nu havde jeg bare tre måneder til at finde på og skrive.
Og nu, hvor min skrivekoncentration blev smadret af naboens bor, kunne jeg ikke engang overveje at blive i lejligheden.
Jeg overvejede hotel, men efter at have regnet lidt på det, kunne jeg hurtigt se, at det ville sprænge mit budget.
Leje af et værelse? Lød bedre, men hvor er garantien for, at de nye naboer ikke også begyndte at renovere? Og hvad hvis jeg ender ved siden af forældre med en fjollet datter, der lærer at spille klaver?
Nej, nej, det går ikke. Tænk hvis jeg skal flytte fra sted til sted det bliver dyrere end at tage på hotel, sukkede jeg.
Noget faldt med et enormt bump hos naboen jeg fór så meget sammen, at jeg havde glemt, jeg sad på sengen med bogreolen lige over hovedet. Jeg slog hovedet mod hylden og bandede, mens jeg gned den stødt.
Så kom jeg til at tænke på min tante, Margrethe Stigsdatter. Sidste gang jeg havde set hende, var til min mors begravelse for syv år siden.
Alligevel sad hendes telefonnummer fast i hukommelsen mit eget nummer kunne jeg knap huske, men hendes var der. Pludselig måske på grund af slaget mod hovedet dukkede det tydeligt op.
Jeg greb hurtigt mobilen:
Hallo! sagde en kendt stemme, og jeg glædede mig over, at tanten stadig var i live.
Hej Margrethe, det er Vagn. Din nevø.
Vagn Vagn Er det VVS-manden? Jeg har altså betalt dig for vandhanen i køkkenet. Eller har du glemt noget?
Margrethe, kan du virkelig ikke huske mig? Vagn! Din eneste nevø!
Vagn?! hun lød, som om hun næsten tabte vejret. For fanden, jeg troede du var død eller sad i fængsel. Du ringer aldrig!
Nej, nej, jeg lever, der har bare været travlt på arbejdet, fór jeg ud med.
Travlt i syv år? Har du solgt dig selv som slave?
Nej, men jeg er blevet forfatter. Skriver krimier de sælger godt.
Og hvorfor læste du så til atomfysiker? Din mor og jeg brugte bunker af penge på din uddannelse!
Det viste sig bare, at det ikke var min vej Men det var faktisk ikke derfor, jeg ringede
Aha, du ringer aldrig bare for hyggens skyld! Vil du have penge?
Nej, nej, det handler om dit sommerhus.
Hvad?! Vil du have mig til at give dig mit sommerhus? Du må have slået hovedet!
Hvordan vidste du? sagde jeg, stadig med en øm pande. Nej, jeg vil bare låne det et par måneder for at skrive min bog.
Sagen er den, forklarede hun roligt, at jeg har givet en ejendomsmægler opgaven med at sælge det.
Kan du ikke vente lidt, bare tre måneder? spurgte jeg håbefuldt.
Det kan vi da nok finde ud af.
Seriøst?!
Men du skal ikke bruge det til kærestebesøg bag ryggen på konen!
Jeg har slet ingen kone eller kæreste! forsikrede jeg hende.
Jeg forklarede situationen, endda holdt telefonen hen mod væggen, så hun kunne høre borelydene.
Så hun gav mig lov til at bo på sommerhusgrunden i tre måneder, hvis jeg til gengæld gjorde haven i stand, så potentielle købere ikke blev skræmt væk af mægtige tidsler.
Selvfølgelig! Send mig ejendomsmæglerens nummer, så jeg kan afhente nøglerne.
Selvfølgelig kom jeg hurtigt i tvivl hvordan skulle jeg finde tiden til det hele? Men jeg håbede, at roen ville gøre, at jeg fik skrevet bogen hurtigt og kunne bruge resten af tiden på at rydde op.
*****
Jeg mente nu at have tænkt på alt. Det var sensommer, og de fleste andre sommerhusejere var taget tilbage til byen. Det ville kun være mig i området og varmen hang endnu i luften, så det at bo uden indendørs bad og toilet stressede mig ikke.
Jeg kæmpede mig gennem brændenælder og højt græs hen mod det gamle træhus. Pludselig lød en stemme:
Stop! Hvem går der?!
Jeg frøs.
Hvem er du, hvorfor svarer du ikke? stemmen blev mere bestemmende.
Jeg hedder Vagn.
Hvad laver du her?
Jeg er på besøg.
Hos hvem da? Her har boet tomt i syv år. Er du en tyveknægt?
Det er min tante Margrethes sommerhus. Hun har givet mig lov at bo her et par måneder.
Kom hen til hegnet.
Hvilken vej? spurgte jeg fortabt, og så blev jeg dirigeret til venstre.
På nabogrunden stod en ældre mand sammen med en stor hund, der kiggede på mig, som om jeg var på menukortet. Jeg havde aldrig været glad for hunde.
Manden præsenterede sig som Ingolf. Han var snakkesalig, sandsynligvis fordi han savnede selskab.
Jeg har boet her i syv år nu. Gav min lejlighed til min datter, da hun blev gift så flyttede jeg herud til kolonihaven. Og så fik jeg selskab af Trofast. Nu hjælper jeg med at holde øje med sommerhusene her, mens folk er i byen. Det giver lidt til mad ikke meget, men nok. Du skal bare skrive en bog, siger du?
Ja, jeg har brug for ro. I byen er det umuligt.
Her er tyst, der er kun Trofast og mig. Ingen andre. Du skal bare tage det roligt herude.
*****
Jeg gik i gang med at flytte mine ting ind: bærbar, mikroovn, madvarer. Heldigvis fandt jeg et gammelt køleskab.
Efter at have set mig omkring i haven besluttede jeg at ændre mine planer: Der var nødt til at blive gjort ordentligt rent og ryddet op. Ingolfs have var forbavsende pæn jeg kunne jo ikke have, at min så anderledes ud.
De næste fire dage gik med havearbejde. Høje tidsler blev ryddet væk, græsset slået. Alt ukrudt blev båret om bagved i store bunker man ved aldrig, måske skulle nogen lave kompost.
Trofast observerede tavst fra gærdet det hele. Der var noget truende over den tavshed. Heldigvis var hegnet højt, og jeg følte mig nogenlunde tryg.
Endelig, da jeg var færdig, kunne jeg åbne laptopen med et lille smil nu skulle bogen skrives! Stilheden var overvældende. Ingen lastbiler, haner, eller naboer med larmende værktøj
Men idet jeg begyndte at skrive, begyndte Trofast pludselig at gø voldsomt ovre hos Ingolf. Han havde ellers ikke lavet en lyd i fire dage. Nu overdøvede han mit skriveforsøg totalt.
Når jeg gik udenfor, tav han med logrende hale. Men idet jeg vendte tilbage til stuen, begyndte han at gø igen. Jeg talte med Ingolf, men han trak bare på skuldrene: “Han kan vist godt lide dig!”
Det hjalp ikke, at hunden blev sat i snor han gøede bare endnu mere. Med sådan larm lykkedes det mig aldrig at komme i skrivehumør. Tiden smuldrede væk, idéerne udeblev, og jeg endte mest med at traske tomt rundt på grunden og spise af mine forsyninger.
Ingolf, hvorfor gør din hund, når jeg er inde? spurgte jeg ham.
Hvem ved? Du kan tro mig, engang troede jeg heller ikke, jeg skulle elske en hund, men det gør jeg. Nyd det, før eller siden kan du ikke undvære dem.
Nogle dage senere blev Ingolf hentet med ambulance. Jeg sad på toilettet, så det gennem en sprække og hørte ham svagt sige til redderne:
Men hvad med husene? Hvem skal fodre Trofast? Han klarer sig jo ikke alene.
Redderne forsøgte at trøste ham, men de tog ham med: en blodprop var ikke noget at spøge med.
Natten igennem hylede Trofast på månen. Jeg sov nærmest ikke overhovedet og næste dag startede det samme forfra. Så kom politibetjenten og forseglede Ingolfs sommerhus.
Undskyld, hvad er der sket? spurgte jeg.
Han døde. Hjertet.
Og hvad med hunden?
Det må du selv finde ud af. Tag den, hvis du vil. Hvis ikke, så slap den løs, så klarer den sig nok.
Jeg klarede det ikke at lade Trofast sidde og sulte i flere dage, så jeg gik hen til hegnet med kød. Men mit kast ramte ikke han kunne ikke nå det. Jeg prøvede igen og igen med samme resultet. Til sidst blev jeg nødt til selv at gå ind på Ingolfs grund og give ham maden.
Han slugte det, nærmest på én gang, og jeg listede mig nærmere. Da jeg slap ham fri af kæden og ville gå væk, løb han hen til mig væltede mig omkuld og begyndte at slikke mit ansigt.
Årh nej! råbte jeg.
Jeg havde ellers besluttet mig for at slippe ham fri, men Trofast ville slet ikke gå nogen steder. Fra nu af fulgte han mig tæt som min skygge.
Nå, tror du virkelig, du bare kan blive hos mig? sagde jeg til ham.
Vov!
Sådan bliver det altså ikke, forsøgte jeg. Det her er min tantes sommerhus, hun har forbudt gæster især dyr. Og desuden har jeg ikke tid til at passe dig. Men Trofast spurgte ikke om lov han annoncerede sig bare som min makker.
Det mærkelige var, at Trofast ikke gøede mere. Pludselig blev der så stille men nu kunne jeg slet ikke finde ordene, hverken idéer, plot eller karakterer. Stilheden var blevet for tyk.
Jeg kom til at savne min gamle lejlighed. Jeg var sikker på, at skulle jeg hjem, kunne jeg sikkert hurtigt digte en fortælling om min gamle nabo Viktor og hans ødelæggende boremaskine.
Men her… Jeg brugte dagene på alt muligt andet. Jeg flyttede f.eks. Trofasts hundehus over til min grund, så han havde et sted at være, når jeg spiste. Ellers stjal han maden direkte fra bordet, når jeg var væk for at brygge te.
En dag blev jeg vidne til det mærkeligste: en grå kat, der snedigt åbnede lågen til hundehuset, hvorefter kat og hund sammen åd mine madder i løbet af fem sekunder. Katten lukkede endda lågen efter sig! Efter det spiste jeg bare sammen med dem begge. Snart var vi tre: Vagn, Trofast og Frækkerten, som jeg døbte katten.
Frækkerten viste sin taknemmelighed ved at fange alle mus i huset og lægge dem foran min seng.
Nå to uger er gået, sagde jeg en formiddag, mens jeg stirrede ind i et tomt køleskab. Ikke en eneste linje skrevet. Men nu havde jeg en hund og en kat, der skulle fodres.
Jeg måtte til byen efter mad. Trofast og Frækkerten sprang straks med i bilen de havde åbenbart ikke til hensigt at lade mig tage afsted alene.
Turen frem og tilbage med indkøb tog tre timer, med fart over feltet og stop for at lufte både hund og kat.
Det kunne mærkes, at det ikke længere bare var mit eget liv, der styrede mine dage. Jeg havde lyst til at flygte men hvorhen? Jeg kunne ikke.
*****
Efter aftensmaden den dag besluttede jeg, at jeg ville ringe til forlaget og aflyse opgaven. Jeg kunne jo ikke skrive.
Men om aftenen hørte jeg lyden af en bilmotor. Det var ikke nogen almindelig bil en stor ladvogn, måske. Noget virkede helt forkert. Jeg ringede til lokalbetjenten for at fortælle om min mistanke.
Jeg er på vej, sagde han.
Snart så jeg to personer på Ingolfs grund de bar fjernsyn, mikrobølgeovne og andet inventar ud til ladvognen.
De så mig pludselig.
Hvem fanden er du?
Politiet! løj jeg prompte. I er taget på fersk gerning. Læg hænderne op, vend jer om modstand er nyttesløst!
Det havde jeg hørt i en TV-krimi.
Den ene blegnede. Hans ven studerede mig nærmere:
Du er ikke politimand. Ingolf snakkede om, at der var kommet en forfatter. Vi troede bare, han snakkede i vildelse.
Nu blev jeg helt kold. Jeg kunne ikke slås. Men pludselig sprang både Frækkerten og Trofast frem fra mørket. Katten hoppede på én af tyvenes hoved, og Trofast væltede den anden omkuld og knurrede truende.
Den første faldt også Frækkertens kløer imponerede ikke. Jeg bandt ham sammen med hundesnoren, lige før betjenten ankom og kunne tage over, nu med rigtige håndjern.
Du er sgu sej, Vagn! sagde betjenten og trykkede min hånd. Du klarede to svende alene.
Jeg var ikke alene, sagde jeg og pegede på mine kæledyr.
Med sådan et slæng kan man klare hvad som helst. Glem aldrig at passe godt på dem!
Selvfølgelig, sagde jeg og tænkte: Sådan kan man få venner, man aldrig havde planlagt.
Det viste sig, at de to mænd faktisk arbejdede i ambulancetjenesten og havde set deres snit til at tjene lidt ekstra. Politiet havde ledt efter dem i flere måneder, og jeg havde nu afsløret dem på én nat.
Jeg spænede hjem og begyndte straks på min bog, for inspireret var jeg endelig blevet.
*****
Halvanden måned senere afleverede jeg manuskriptet. Redaktøren læste bogen i ét stræk og udbrød:
Vagn! Det her bliver et hit. Du får honorar efter tryk og procenter af salget.
Kort efter solgte jeg min lejlighed og købte både min tantes grund og Ingolfs, slog dem sammen og byggede mit eget hus med bad, ordentlig varme, og plads til både hund og kat.
Sådan bor jeg nu på landet, sammen med Trofast og Frækkerten. Stilhed, natur, ro og de bedste venner man kan ønske sig. Dagene bruger jeg ved tastaturet, aftenerne på ture i de naboløse omgivelser. Nogle gange ser jeg tilbage på det hele og takker skæbnen og især Viktor og hans boremaskine. Uden hans larm, var jeg aldrig endt her.
Og min lektie? Man lærer aldrig på forhånd, hvor man skal finde ro, glæde og venner. Det eneste, du kan gøre, er at åbne døren, når de banker på…
