Intet at fortryde
Og lejligheden SKAL være ryddet, når jeg kommer hjem! Birthe Pedersen stormede ud på opgangen og smækkede døren så hårdt, at ruderne klirrede i hele opgangen.
Ida, som var på vej ned ad trappen, fór også sammen. Hun blev stående et øjeblik, i håbet om, at naboen ikke lagde mærke til hende. Men nej hun blev selvfølgelig opdaget.
Nå, Idalil Godmorgen!
Birthe satte hurtigt papkassen fra sig en gammel kasse fra en riskoger og knappede frakken, mens det var tydeligt, at hun havde travlt.
Godmorgen, Birthe, Ida forsøgte et smil. Er det børnene igen?
Du skulle bare vide! Jeg kan snart ikke mere plaprede Birthe, mens hun kæmpede med den sidste knap.
I samme øjeblik kom der pludselig bevægelse i kassen.
Ida blev forskrækket, selvom hun stod i god afstand.
Hun var ikke bange for noget normalt men hvem forventede, at der var noget levende i en riskoger-kasse?
“Hvad mon det er?”
Fantasien nåede at fremstille en småslem riskoger, der blev straffet for dårligt opførsel men virkeligheden var mere overraskende.
Se selv, sagde Birthe og løftede kassen op for at vise indholdet frem.
Ida gik tættere på og kiggede forsigtigt ned i den.
Hun vidste godt, at der ikke kunne være tale om nogen “levende” riskoger men det, hun så, fik hende alligevel til at spærre øjnene op. Den behagelige slags overraskelse.
Fra kassens bund kiggede to store nysgerrige øjne op på hende. Tilhørende en lille killing.
Ej, hvor er den sød! udbrød Ida.
Sød og sød, mumlede Birthe vranten, mens hun lukkede kassen igen.
Hvor har du ham fra?
Børnene havde slæbt den med hjem. Fortryder, jeg overhovedet lod dem beholde ham. Hold op, hvor har den lavet ballade! Jeg blev selv blød om hjertet af de blå øjne og den nuttede næse men det er jo sandt, hvad de siger: “Alt der glimter, er ikke guld”. Den ser sød ud, men temperamentet minder mest om min eksmand.
Bare rolig, Birthe, sådan nogle killinger bliver mere rolige, når de vokser lidt. Skal du til dyrlægen med ham? Vaccinationer eller noget?
Nej da! Dyrlæge? Tror du, jeg har tid og penge til sån noget? Jeg kan ikke holde den ud mere. Jeg har besluttet mig han skal ud på sommerhuset. Lad ham bo der.
Ida kiggede uforstående på Birthe. Hun håbede, det var en joke.
Men den måde Birthe himlede med øjnene på sagde det hele. Hun mente det.
At sætte en killing ud i sommerhuset? Her i slutningen af november?
Ja, skal jeg måske vente til foråret? Hvad gør det til eller fra? Var det vinter, blev den sat ud nu alligevel. Den kat har været en fejltagelse.
Birthe tav, trak vejret dybt og fortsatte:
Hvis du bare vidste, hvad den har lavet! Jeg har ikke engang brugt så meget beroligende medicin, da jeg stod alene med to småbørn. Min beslutning er taget sommerhus og ikke et ord mere.
Men
Jo, jeg kunne selvfølgelig bare slippe den ned i gården, hvor børnene fandt den. Men så kommer de bare slæbende med den igen og gemmer den i klædeskabet. Eller også finder den selv op. Nej, det er slut.
Birthe tjekkede klokken og rystede på hovedet:
Nu har du fået mig til at snakke for længe, Idalil. Jeg må skynde mig, ellers misser jeg bussen.
Hun greb om kassen, drejede om på hælen og begyndte forsigtigt at liste ned ad trappen.
Ida stod et øjeblik og kunne ikke begribe, at nogen kunne efterlade en killing ude alene i et koldt sommerhus. Den ville jo aldrig klare sig.
Birthe! råbte hun pludselig.
Hvad nu? Jeg har altså travlt!
Tag nu ikke killingen med ud på sommerhuset. Må jeg ikke i stedet prøve at finde et godt hjem til ham? Giv ham til mig.
Birthe stoppede op. Vendte sig om.
Et godt hjem, siger du Hentyder du til, at jeg ikke har gode hænder måske? Jeg har altså opfostret to børn.
Nej, nej! Jeg vil bare hjælpe killingen videre den overlever ikke derude alene.
Den klarer sig nok. Og ellers er det bare ikke skæbnen nogle gange skulle man aldrig være født
Ej, det var hårdt sagt!
Ja, men sådan er virkeligheden. Killingen er ikke vant til et hjem.
Den er jo bare en baby, den lærer det! sagde Ida, og kunne ikke lade være med at tilføje: Du sender jo heller ikke dine børn ud i sommerhuset selvom du råber nok så meget af dem.
Mine børn er altså mine børn. Den her kat er ikke det samme! Men okay, vil du have den, så ta den!
Hun satte forsigtigt kassen på gulvet.
Så sparer jeg mig turen ud til sommerhuset og får heller ikke brugt penge på busbillet. Nu må vi se, hvor længe DU holder! drillede Birthe, inden hun forsvandt ind i sin lejlighed og smækkede døren.
Ida hørte ikke mere hun løftede kassen op, kiggede ned til killingen for at sikre sig, den stadig var der, og gik op til sig selv.
Uventet blev hun altså ejer af en riskoger-kasse og af den lille killing.
Ida havde ikke overvejet at skulle have et kæledyr.
Slet ikke i dag Hun ville blot ned efter kaffe hendes yndlingskaffe var løbet tør, og det var det eneste, hun havde i hovedet. At hun nu befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, var ren tilfældighed.
Ærlig talt havde Ida aldrig haft et særligt forhold til dyr. Der var ikke meget kæmpe-dyrehjerte i hende, som hunde- og katteejere ellers kan prale af.
Men at lade Birthe sende killingen ud i kulden, kunne hun ikke.
For ligegyldighed er ikke det samme som hjerteløshed. Man gør ikke sådan!
Og Ida forstod simpelthen ikke, hvorfor alt skulle være så drastisk når man bare kunne finde én, der ville glædes ved en lille killing?
Og sådan en charmetrold selvfølgelig finder den et hjem. Ida var ikke i tvivl.
Lidt gode billeder i de rette vinkler, ud på nettet så skal folk nok ligne op ved hendes dør for at få en pelsklump med hjem.
Så nemt!
*****
Ida ventede ikke. Da hun kom hjem, tog hun straks billeder af killingen og lagde dem på forskellige sider og Facebook-grupper som “Kæledyr gives væk” eller “Søger kærligt hjem”.
Med ro i sindet gik hun bagefter ud for at købe den savnede kaffe og selvfølgelig killingefoder (den lille fyr skulle jo have lidt at spise imens).
Med foder kom også en lille kattebakke og noget grus. Det var godt nok uventede udgifter, men det måtte være sådan.
“Det får den, der engang henter killingen,” tænkte hun og smilede, fordi hun følte, hun gjorde en god gerning. Og pengene var det værd.
Ifølge Birthe hed killingen Bolle. Men det reagerede den slet ikke på, så Ida fandt selv på et navn.
Det tog sin tid hun nåede til forslag nummer 132.
Nu hedder du Viggo! Er det okay med dig? spurgte hun.
Mjav! sagde killingen, og løb ind i entreen for at bokse med hendes hjemmesko, der også var bløde og lodne til stor irritation for Viggo, for kun han var det sødeste og blødeste væsen hjemme.
Ida smilte og satte sig ved computeren for at ordne billeder fra en nylig fotoseance.
Ida arbejdede nemlig som freelancefotograf og hun elskede sit job. Ikke alene var det sjovt, det gav også en god indtægt.
Der var nogle billeder, der skulle være færdige snarest. Hun tændte computeren, åbnede Photoshop og gik i gang.
Men roen varede kun få sekunder.
Viggo havde travlt. Efter han var færdig med hjemmeskoene, for han gennem lejligheden som en tornado, ofte uden helt at kunne stoppe.
Hey, lille ven! Ida drejede sig rundt og rakte fingeren advarende op.
Killingen standsede tværs gennem stuen og stirrede på hende som for at sige: “Kom så til sagen, jeg skal lege!”
Jeg forstår godt, du keder dig. Men husk, du er kun på besøg her…
Mjav!
Ikke noget at diskutere! Opfør dig pænt, så jeg kan arbejde, tak.
Hun skulle aldrig have sagt det.
Viggo kiggede lidt, lavede et sørgerligt blik, og Idas samvittighed knugede. Ej hvordan kunne man skælde sådan én ud?
Nå, så leg du bare men lidt stille, ik?
Viggo miauvede lykkeligt og fortsatte sin vilde færd, så stole, skabe og ting rystede.
Han har bare ét mål alt andet er ligemeget, tænkte Ida og prøvede at koncentrere sig. Hun hev høretelefoner på, satte musik på computerens anlæg og fortsatte.
Men fem minutter efter, da Viggo spænede igennem rummet og for vild fart røg direkte ind under bordet, kom han til at hive stikket til computeren ud og forsvandt søgende rundt bagefter.
Nej altså! udbrød Ida, da skærmen blev sort.
Det næste halve time fór både Viggo og Ida selv rundt efter hinanden. Hun fik ikke fat i killingen, men nåede at slå tæerne og knæet mod møblerne et par gange.
Tændt igen, tjekkede hun sine opslag på nettet efter svar. Mange likes, ja men på kommentarerne kunne hun hurtigt se, at folk bare skrev:
Ej, hvor er den sød!, Sikke en heldig killing, du har fået!, Han er jo et mirakel!
Men ingen, som ville have Viggo hjem til sig.
Hun skrev under alle opslag, at hun gerne selv bragte killingen ud uanset afstand.
“De vil bare ikke køre herud selv men nu, nu må nogen da skrive!”
Imens lagde Viggo sig træt på sofaen og rullede sig om med maven i vejret hvilket fik Ida til at sidde ved siden af og ae ham, indtil begge småsov.
Ingen af dem lavede mere lige den aften.
*****
En uge senere måtte Ida sande, at det ikke er helt let at finde hjem til en killing. Folk likede og kommenterede fortsat på nettet, men ellers skete der intet.
Tre dage senere gik det op for hende, at måske blev Viggo bare boende. Hun lo ad sig selv.
Viggo sov trygt op ad tastaturet i en omfavnelse med hendes mus, så hun umuligt kunne skrive men da hun råbte op, kiggede han bare irriteret op på hende: “Hey, det er min lur vis respekt!”
Ida sukkede og bladrede gennem reklamer på telefonen. Alle talte bare om, hvor heldig hun var at have netop ham.
Så kom hun pludselig i tanke om sit seneste besøg hos en psykolog, hvor hun havde håbet på at få svar på netop det, hun følte manglede i sit liv.
Hun havde dog en god arbejdsdag, ingen pengeproblemer og en andelslejlighed for sig selv. Paradis.
Men alligevel var det som om noget manglede. Og det havde ikke noget med mænd at gøre, for hun havde sat det på pause, bare for fredens skyld.
Hvad var det så?
Hun havde forsøgt at snakke med veninderne.
Du tror, du har det så hårdt, sagde Trine, der altid misundte Idas stabile liv.
Nej, Trine. Jeg knokler også, som du gør.
Måske mangler du bare lidt flæsk? spøgte Sofie og nippede til sin risalamande.
Flæsk? Hvad mener du?
Du er jo så tynd! Bare du havde fået flere wienerbasser som barn.
Venindesnakken hjalp intet, og Ida besluttede at stoppe tankemylderet. Men tanken sneg sig alligevel ofte ind:
Er det bare Viggo, der manglede for at gøre mig helt glad? Tja det må tiden vise.
*****
En måned efter var Viggo der stadig. Og så hurtigt måneden var gået!
Sådan en killing er ikke til at forstå ud af 1.228 likes var der stadig ikke én, der havde hentet ham.
Men nu begyndte det også at give mening for Ida.
Der var sket meget. Så meget, at det ville tage tid at fortælle det hele.
Først Viggo han var snu. Han forstod hendes ord, især når hun bad ham respektere sofaen (det gik dog sjældent ind).
Samtidig prøvede han forskellige “karriereveje”. Først som indretningsarkitekt: fire sæt nye gardiner måtte udskiftes, før hun indså, stuen var bedst uden.
Dernæst forsøgte han sig som chefkok, men alt på spisebordet blev smagt på og straks spyttet ud igen.
Han endte på, som alle katte, bare at sprede glæde. Hans forståelse af glæde var bare lidt mere larmende end hendes.
Ida længtes efter at kunne sove og have tid til efterbehandling af billeder.
Men det var, som om selve universet havde besluttet, at Ida levede for fredeligt og havde sendt hende Viggo.
Snart hun satte sig eller lagde sig, kom Viggo for at se spørgende på hende: “Skal vi lege?”
Og så gik det løs. Højlydt.
På et tidspunkt forstod Ida egentlig Birthe lidt bedre, selvom hun stadig ikke kunne forsvare den dramatiske beslutning.
Men ét var sikkert: selv når hun var træt og vildt frustreret, kunne hun ikke bare skille sig af med ham.
Hun begyndte også at lægge mærke til alle de små glæder.
Hovedparten af dagens rod nåede hun at rydde, mens Han sov.
Hun oplevede glæden ved, at Viggo selv lærte at gå på bakken det var næsten som at være mor og se sit barn tage første skridt!
Nattetimer med natlamper, der konstant blev tændt og slukket hun endte med helt at fjerne lampen og gardinerne også. Nu var der meget lysere i lejligheden.
Hun vænnede sig til det hele og hun forundrede sig, da hun efter en måned indså, at det ikke rigtig var Viggo, der boede hos hende, men hende, der kom på besøg hos ham.
Det var ham, der tog imod, når hun kom hjem, og sagde farvel hver morgen, når hun gik.
Og så, ganske uventet, indså Ida: Hun behøvede ikke længere at lede efter “de rette hænder” til Viggo for hendes egne hænder var præcis de rigtige.
Hun kunne udholde alt hans hurlumhej, hun kunne stå op om natten, lege gemme og fodbold, ae ham, når han væltede sig ud over hendes seng, som om det var hans helt egen.
Jo, hun var klar, og hun fortrød intet. For hun elskede ham. Man kunne simpelthen ikke andet.
Og Viggo elskede også hende han vækkede hende ikke længere, men lagde sig ved hendes side om morgenen og ventede tålmodigt på, at hun vågnede.
Selvom der stadig kunne ligge et lille, insisterende kattespørgsmål i blikket: “Nå, hvor længe skal du egentlig sove, mor? Jeg savner dig jo”
Moralen er, at nogle gange finder vi glæden og meningen der, hvor vi mindst venter det og måske er lykke ikke noget, vi skal lede efter andre steder, men noget, vi kan skabe, når vi åbner hjertet for det, der tilfældigt kommer ind ad døren.
