Jeg kommer tilbage. Bare vent på mig
Anne-Mette! Mikkel slukkede motoren på sin Yamaha og kiggede op mod vinduet på første sal. Jeg ved du er hjemme! Hvis du ikke viser dig nu…
Han tav, fordi han så gardinet bevæge sig, og i næste øjeblik stod hun der hans livs store kærlighed…
Anne-Mette! Se, jeg har købt mig en Yamaha! Den er næsten som ny. Kom ned, så giver jeg dig en tur med vind i håret. Du har jo altid ønsket det.
Kan du da køre på motorcykel? spurgte Anne-Mette overrasket, lidt ude af vinduet. Det havde jeg aldrig troet.
Ja, selvfølgelig… Så hvad siger du, tager du en tur? Eller skal jeg tage en anden?
Prøv du bare! grinede Anne-Mette højt. Vent lige, jeg kommer om fem minutter!
Fint, tiden starter nu. Hvis du er ét sekund for sent, så smutter jeg uden dig.
Anne-Mette kom faktisk først ud næsten et kvarter senere, men Mikkel stod trofast og ventede på hende alligevel helt som han havde lovet.
For det første, fordi han elskede hende virkelig meget. Hun var hans første store kærlighed.
Og for det andet vidste han godt, at piger jo altid lige skal rede håret og tage et ekstra kig i spejlet.
Så det kunne han sagtens vente på.
Femten minutter! Han kunne vente på hende hele sit liv, hvis det var nødvendigt.
Hvor er egentlig din hjelm? spurgte han lidt alvorligt, da hun nærmede sig, helt opslugt af det flotte motorcykel.
Motorcyklen så skarp ud, kraftfuld, og Mikkel selv klædte den som ingen anden.
Lige præcis sådan en prins på den hvide hest eller i dette tilfælde røde Yamaha som hun altid havde fantaseret om.
Jeg vil prøve uden hjelm! Det må være fedt!
Hun var ikke det mindste flov over at Mikkel kom fra en ganske almindelig arbejderfamilie, og hans Yamaha bestemt ikke var ny.
Det var ligegyldigt lige nu. Det eneste, der egentlig talte, var, at hun var vild med ham og det havde hun været længe.
Ikke mindst havde Anne-Mette talt om en motorcykeltur i evigheder. Hun havde nævnt det for Mikkel, så han havde besluttet sig for at opfylde hendes ønske.
Mikkel var i det hele taget noget særligt. På alle måder.
Hun havde aldrig mødt nogen som ham før. Allerede måden de havde mødt hinanden var som noget fra en film. Og det var faktisk kun lidt over et år siden, det hele var startet.
Hun havde været på sheltertur med klassen pølser og snobrød ude i skoven i pinsen. Med overnatning.
Seks piger og fire drenge deriblandt Søren, som havde været lun på Anne-Mette i årevis og længe forsøgt at vinde hendes hjerte.
Søren, lettere påvirket ville ud og gå tur med hende i skoven, og da de kom langt væk fra de andre, begyndte han at snakke om følelser og blev hurtigt for påtrængende.
Anne-Mette, hvorfor spiller du kostbar? Du kan vel se hvor meget jeg elsker dig. Vi burde tage det næste skridt… hvorfor vender du dig væk?
Men Søren gjorde hende bare utilpas.
Særligt den måde han, lettere beruset, blev ved at insistere det var alt andet end kærligt. Hun havde aldrig følt andet end afsky, på trods af at hendes mor, Grethe, meget gerne så, at hun gav Søren en chance han er sådan en god dreng. Men Anne-Mette holdt altid afstand.
Denne dag vendte hun sig heller ikke om. Tværtimod, hun sagde ham direkte, hvad hun mente, men han ville ikke lytte.
Så hun valgte bare at løbe. Søren forsøgte at følge trop, men han snublede og blev liggende. Anne-Mette løb længe uden at turde kigge sig tilbage.
Indtil hun standsede op for at trække vejret og opdagede… at hun ikke kunne finde tilbage.
Og selvfølgelig var der ingen dækning på mobilen.
Flere timer gik hun rundt i skoven. Jo længere hun gik, jo mere mistede hun håbet om at finde vejen ud.
Måske måtte hun sove der i skoven, tænkte hun, skræmt.
Hun sank ned ved den nærmeste bøg, satte sig på hug og begyndte at græde med hænderne for ansigtet.
Hun græd højt, for ingen kunne jo høre hende.
Pludselig lød en stemme tæt på:
Hold da op! Jeg troede først det var en due eller noget, men det er vist et menneske jeg kan høre, der græder.
Hun stoppede brat og så forvirret op på en fyr, hun aldrig havde set før.
Først blev hun bange hvad nu, hvis han ikke var sød men efter få minutter kunne hun se, at Mikkel, for det var ham, var virkelig rar. Han satte sig ved hende, lyttede til hvad der var sket, gav hende en tår vand og fulgte hende hele vejen ud til busstoppestedet.
Held og lykke! sagde Mikkel farvel. Og pas nu på dig selv fremover.
Mange tak… smilede hun og kyssede ham på kinden som tak.
Det føltes lidt tosset, men hun havde et impulsivt behov for at vise taknemmelighed.
Og så hviskede hun sit mobilnummer til ham.
Hvis du husker det, må du endelig ringe. Jeg vil så gerne se dig igen.
Det gjorde han, og få dage senere mødtes de igen.
Anne-Mette boede i et lille parcelhuskvarter omkring ti kilometer fra landsbyen, hvor Mikkel boede. Han kom selv kørende og havde taget en buket margueritter med.
Det var da anderledes! sagde Anne-Mette og smilte taknemmeligt, da han rakte hende blomsterne.
Men de er fra hjertet!
Derefter sås de to-tre gange om ugen. Anne-Mette viste ham rundt i kvarteret, fortalte om sine fremtidsdrømme og lyttede betaget, når Mikkel læste digte for hende.
Underligt at en fyr fra landet kunne digte udenad, tænkte hun. Hun havde jo altid troet, bønder ikke var boglige! Men han var det stik modsatte.
Senere tog hun til hans landsby for at besøge ham og mødte hans forældre. Hun ventede længe, før hun førte ham hjem til sine egne, for hun var ret sikker på, de ikke ville bryde sig om, at hun datede en landdreng.
Men hun kunne ikke undvære ham. Mikkel betød mere og mere, jo længere tid der gik.
Han var et par år ældre end hende, men hvad gjorde det?
Når du fylder atten, vil jeg fri til dig! sagde han stolt. Jeg håber, du siger ja.
Jamen det ser vi på, når jeg fylder atten drillede hun og så hans røde kinder. Selvfølgelig siger jeg ja, Mikkel. Hvor skulle jeg ellers finde sådan en gut som dig?
Mener du ikke, der findes flere som mig hos jer?
Ingen som dig, svarede hun alvorligt og huskede straks på Søren, som flere gange havde forsøgt at gøre det godt igen efter episoden i skoven, men hun kunne slet ikke tilgive for nu var hun hverken ensom eller interesseret.
Det føltes, som om Mikkel havde givet hende nye øjne at se livet med.
Hun kunne beundre ham, når han sad og klimprede på guitaren, eller når han hurtigt satte madding på fiskekrogen. Hun havde aldrig været på fisketur før det var også hans idé.
Den napper, Anne-Mette! Det er bid! jublede han, da hendes flåd dansede på vandet.
Hvad gør jeg?! spurgte hun forvirret.
Jeg hjælper dig!
Hans egen fiskestang blev kastet til side, og han var hos hende på et øjeblik.
Senere sad de sammen og spiste friskfangede, grillede aborrer.
De oplevede altid noget sammen: tog på svampejagt, hvor han forklarede forskellen på gode og giftige svampe, badede i åen, eller dansede i regnen, fordi de havde misset bussen hjem.
De blev bare stående midt på villavejen og dansede. To gamle damer, der senere kom forbi, rystede bare på hovedet: De unge nu til dags!
Men Anne-Mette og Mikkel var ligeglade. Det vigtigste var bare at være sammen.
En dag kom han forbi med lune pandekager. Han fik fat i hende foran gymnasiet, rakte hende en plastbakke, stadig varm.
Det har jeg bagt til dig. Håber, du kan li dem!
Mikkel, du overrasker mig hele tiden. Har du virkelig selv bagt?
Selvfølgelig. Jeg spurgte min mor til råds, stod tidligt op og lavede dem til dig.
Det er så sødt af dig.
Hendes lille verden var eksploderet i noget uendelig meget større, fyldt af glæde og omsorg og tusinde nye følelser. Hver dag med Mikkel føltes som den bedste.
Og nu holdt han nedenfor med Yamahaen.
Anne-Mette, har du ikke brug for en hjelm? spurgte han igen.
Det går fint! Lad os køre!
Og de brummede af sted hun holdt om ham, stærkt og tæt, som var det deres sidste tur. Det var det heldigvis ikke.
De kørte gennem veje fulde af nedfaldne blade og forbi marker og skov under tunge skyer, mens vinden svirrede om hovedet på hende. Hun elskede det hele turen, motorcyklen og den følelse, det gav at leve.
Senere, næste gang de sås, fortalte han, at han skulle i værnepligt.
Hvor længe? spurgte hun trist, da hun tog hans hånd. Hun ville ikke undvære ham.
Et år. Men du venter vel, gør du ikke? spurgte han, næsten nervøst.
Selvfølgelig. Kommer du og siger ordentligt farvel?
Det kan du tro. Jeg kommer om en uge.
Og det gjorde han. De gik en lang tur i byparken hånd i hånd, mens Mikkel fortalte om sine planer for tiden efter militæret.
Pludselig stoppede han. Foran dem på stien sad en lille hvid killing.
Mikkel løsnede forsigtigt sin hånd og løftede killingen op.
Den er sikkert blevet smidt ud, kan du se den er ren? Den har tydeligvis haft et hjem. Nu står den her. Hjemme i min landsby har jeg allerede to katte, jeg har taget ind fra gaden. Måske jeg må tage denne med som nummer tre?
Stakkels lille pus. Hvordan kan man bare efterlade sådan én, sagde Anne-Mette.
Han overvejede at tage killingen med sig, men pludselig så han på hende med et håbefuldt smil.
Anne-Mette, vil du have den? Hvis jeg forærer dig den, tager du imod?
Giver du mig en kat?! sagde hun overrasket.
Ja! Mine forældre boede også hver for sig en tid. Min far gav min mor en killing og sagde, den skulle passe på deres kærlighed. Og den gjorde det. Jeg tænkte, vi kunne gøre det samme. Så overlever også denne her lille en. Hun har ingen andre.
Jeg ved ikke tøvede Anne-Mette. Mine forældre er ikke vilde med dyr.
Ærgerligt… Men se lige, hvilke øjne hun har. De ligner dine.
Jeg prøver at overtale dem! Du har gjort så meget for mig jeg kan i det mindste prøve.
Hun tog killingen, krammede den.
Hvad med at kalde hende Fie? foreslog Mikkel. Jeg kan så godt lide det navn.
Fie, det lyder da rigtig sødt.
Når jeg kommer hjem fra militæret, får jeg job, og så finder vi lejlighed sammen i byen. Er det en aftale?
Det er det.
Jeg vender tilbage. Bare vent på mig sagde Mikkel og krammede hende og kiggede på killingen. Og du skal også vente.
Og Fie rakte forsigtigt sin pote frem, som om hun forstod det hele. Mikkel tog den og smilede. Han havde aldrig været så lykkelig.
*****
De første tre måneder gik godt. Mikkel og Anne-Mette talte sammen hver søndag de andre dage var der ikke mulighed for mobil, sådan er det i militæret.
Men om søndagen kunne man få lov at ringe. Mikkel fortalte kort om livet på kasernen, men spurgte altid mest til Anne-Mette og Fie:
Hvordan har dine forældre det med Fie? Er der gået noget galt? Hvis det bliver for meget med Fie, kan du altid aflevere hende til mine forældre i landsbyen så skal de nok tage sig af hende, sagde han.
Nej, nej, det går fint, svarede Anne-Mette.
Sandheden var dog en anden. Hendes forældre var alt andet end begejstrede for katten, da de opdagede, hun havde slæbt en hjem. Og det med, at hun gik og ventede på Mikkel fra landet, var nær blevet til et mindre familieopgør. Forældrene satte alt ind for at redde hende fra ham. De kunne ikke have, at hun blev boende i en lille landsby.
Så nu begyndte Søren at komme oftere på besøg.
Anne-Mette kunne ikke holde distancen i længden. Forældre naged hende konstant, og Søren, den tidligere vildbasse, blev pludselig sød og omsorgsfuld.
Mikkel var langt væk. At vente og holde fast på afstand er ikke for alle.
Og så begyndte Fie at irritere hende mere og mere.
Hun syntes pludselig, at det var belastende at skulle tage sig af hendes lille pelstot, som Mikkel yndede at sige. Hun brugte ikke tid på katten, og blev rasende, da Fie en dag væltede og smadrede hendes mobiltelefon.
Kan du ikke holde dig i ro?! Ud af vinduet med dig! råbte hun, og uden at tænke sig om, slog hun Fie. Katten gemte sig i en hel uge derefter.
Den er halv-vild, sagde Søren. Den har det bedre på gaden.
Og der var Anne-Mette enig. En dag bar hun Fie ud til containeren, forlod hende der og følte kun lettelse.
Og hun bekymrede sig ikke om, hvad Mikkel ville sige. Hun besluttede at hun ikke længere ville tale med ham.
Tre måneder senere holdt hun helt op med at tage telefonen om søndagen, når han ringede.
Mikkel ringede og ringede, men der lød altid den samme besked: Abonnenten er uden for dækning.
Han prøvede både sin egen og kammeraternes telefoner, men intet held.
Måske har hun mistet sin mobil? Eller fået en ny? foreslog Christian fra kasernen.
Så kunne hun jo i det mindste skrive til mig! Hun har mit nummer.
Hvem ved… måske skal hun bare lige have lidt tid, sagde Christian.
Mikkel håbede stadig, hun ville ringe ham op.
Han begyndte at skrive breve han kendte jo adressen. Men der kom aldrig svar.
Han havde mulighed for en enkelt orlov, men hans afdeling lå langt væk; han kunne ikke nå derud og tilbage på én dag.
Så han ventede og talte dagene ned, til han skulle hjem.
Endelig kom øjeblikket.
Det første, han gjorde, var ikke at køre hjem til landsbyen, men til Anne-Mette. Han havde savnet hende så meget og måtte finde ud af, hvad der var sket.
Det var Grethe, der åbnede.
Goddag, Grethe. Er Anne-Mette hjemme? Er hun ok?
Anne-Mette? Hvem er du?
Jeg er Mikkel…
Ja?
Har hun ikke fortalt om mig? Vi har været kærester det sidste år…
Nej, det har hun ikke, løj Grethe selvom hun udmærket vidste, hvem Mikkel var.
Virkelig ikke? Det var ellers stort for os. Hun lovede mig at vente, og vi skulle…
Unge mand, jeg forstår hvor ked af det, du må være, men du er for sent ude…
Hvordan mener du?
Anne-Mette er flyttet til byen. Hun er begyndt at læse på universitetet og er forlovet med Søren. Han har friet, og hun har sagt ja. Så hvad end I havde kørende, er ovre nu. Lad hende leve sit nye liv. Der er ikke plads til dig i det.
Men hvordan…? Mikkel trak vejret tungt og åbnede skjorteknappen. Han forstod ingenting.
“Skulle Anne-Mette virkelig have valgt Søren? Ham hun løb væk fra i skoven? Det giver ingen mening…”
Han var ikke klar til det her. Han elskede hende stadig.
Kunne jeg få hendes nye adresse? Eller nummeret?
Nej. Som jeg sagde, så er der ikke plads til dig. Lev dit eget liv.
Jeg vil bare tale med hende…
Det kan du ikke.
Hun ville allerede til at lukke døren, men Mikkel satte hurtigt sin fod imellem.
Hvad laver du!? Jeg ringer efter politiet!
Undskyld… jeg ville bare spørge. Hvad blev der af killingen? Fie?
Hvad mener du?
Da jeg tog i militæret, forærede jeg hende en kat. Fie. Er den stadig hos hende?
Nej, hun smed den ud. Og det var det eneste rigtige; dyr hører ikke hjemme i huset.
Hun smed Fie ud?! hviskede Mikkel. Han kunne ikke tro det.
Han gik ud på gaden og så sig om. Hvad ventede han på? Der var gået ni måneder. Alt kunne være sket med Fie.
Måske havde andre taget hende? Måske var hun død? Der var ingen mening i at lede.
Han gik alligevel i parken, hvor han første gang havde fundet den hvide uldtot.
Efter at have ledt længe, satte han sig på en bænk med tasken ved siden af og…
…tårerne trillede stille ned af kinderne. Svigtet gjorde ondt.
Men mest ondt gjorde det at tænke på Fie. Han troede, han gav hende et bedre hjem.
Jeg skulle bare have taget hende med til landsbyen, mumlede han og tørrede øjnene.
Pludselig lød et højt miav lige ved siden af ham. Han kiggede og så en mis eller, den var nu mest grå af støv og snavs, men den havde engang været hvid.
Og de øjne, grønne som smaragder… kunne det virkelig være?
Hun gned sig op ad dynejakken, og forsigtigt rakte hun ham en pote.
Han gispede.
Det var Fie. Hans Fie. Hun havde ventet.
Han rev sig op, krammede katten og dansede rundt med hende på pladsen.
Folk gloede, nogle måbede: Han er tosset!
Men Mikkel var lykkelig. Det må man gerne være.
Han og Fie var uadskillelige fra den dag af. En kat kan ikke erstatte en kæreste, men Fie hjalp ham gennem det sværeste.
Og måske endnu vigtigere hun førte ham sammen med en anden en dag.
En dag, hvor Line fra nabogården kom for at hjælpe sin mormor i haven, og Fie sad på plankeværket og blinkede kækt til hende.
Hver dag gik Line forbi. En dag stoppede hun, bøjede sig for at kæle med Fie, og der på hver sin side af hegnet mødte hun Mikkel.
Sådan begyndte deres nye kapitel. Kort tid efter flyttede Mikkel og Fie ind hos Line i Aalborg. Kærligheden til Line blev langt stærkere og mere levende, end han nogensinde havde troet muligt.
Anne-Mette vendte engang senere hjem til kvarteret. Hun fik aldrig afsluttet universitetet, blev gravid med Søren og han forsvandt, trods alt hans snak om frieri.
Hvad der videre skete med hende, betyder ikke så meget. Men én ting ved jeg: hun fortrød bittert. Fordi hun havde forrådt en, der elskede hende så ægte én der havde gjort hendes lille verden til et kæmpe univers. Anne-Mette leder stadig efter Fie i nabolaget, i håbet om at finde den kærlighed hun engang havde. Måske leder hun stadig… Hun finder hende nok aldrig.
