Det er dit valg, far
– Hej, Karen! Undskyld, jeg forstyrrer dig. Kunne du komme forbi i aften? Jeg har noget vigtigt, vi skal tale om, – sagde Henrik Møller, da han ringede til sin datter midt i hendes travle arbejdsdag.
– Er der sket noget?
– Kom forbi, så fortæller jeg det. Det er ikke noget for telefonen.
– Okay, far. Jeg kommer.
Karen lagde mobilen fra sig og blev tankefuld. “Hvad mon far vil tale med mig om denne gang?” De tanker slap hende ikke resten af dagen og fulgte hende hele vejen ud til faderens hus. Hun havde god tid til at gruble, for Henrik boede næsten ude i udkanten af Aarhus, i eget hus i et roligt villakvarter, cirka tre kvarters kørsel væk.
– Skal vi køre hurtigt, eller har du god tid? spurgte taxachaufføren, da han så Karen i bagspejlet.
– Vi har ikke travlt.
Måske har han endelig besluttet at sætte en sten på mors grav og vil have min hjælp til at finde den rette? Det ville også være på tide Eller måske har han besluttet at flytte ind hos os?
Da Karen åbnede havelågen, stod faren allerede på trappen og ventede.
Ved det store, gule hus havde Henrik selv haft en finger med i alt under byggeriet og passede stadig flittigt på både huset og haven.
Han havde startet byggeriet mange år tidligere, og det var egentlig tiltænkt som en gave til hans elskede kone, da hun ventede Karen. Nu, tre årtier efter, stod huset stadig flot og velholdt. Dét især takket være, at Henrik altid passede sin ejendom kærligt. Hjertet lagde han i både hus og den frodige have, som hans kone selv havde anlagt.
Nu var det for det meste kun ham selv, der holdt haven. Karen hjalp til, når hun var på besøg.
– Hej, far, – sagde hun, gav ham et langt kram og et kys på kinden. Nå, fortæl nu, hvad der er på hjerte.
– Kom ind. Kanden har lige været på. Så kan vi tage en kop te, mens vi taler, – inviterede han hende ind.
Karen mærkede, han bar rundt på noget tungt, men hun gav ham tid. Hun ville ikke presse; han skulle komme ind på emnet, når han selv var klar.
Noget ulmede inden i hende. Hvis hans nervøsitet var så mærkbar, ville snakken næppe handle om en gravsten eller flytteplaner.
Karens mor, Birgitte, døde to år tidligere. Hun havde altid været rask og glad, men en morgen vågnede hun bare ikke mere.
Pludseligt hjertestop, det sker desværre, sagde Falck-redderen, da han kom.
Karen nægtede længe at forstå, at hendes mor som hun havde talt med i telefonen dagen før var væk. Det samme skete for Henrik. Han gik tavs og grå hver dag.
Året efter ville Karen diskutere gravsten med ham, men han kiggede på hende og sagde: Vent lidt, du. Jeg kan mærke, jeg heller ikke har længe igen.
– Sludder far. Du er stadig ung nok til at lege med børnebørn. Så lad nu være med det snak, ikke?
– Ung? grinede han. Jeg går jo på pension om små seks måneder.
– Og hvad så? Pension er bare pension, det siger ingenting om, hvor længe du skal være her. Så lad nu være med at give op på forhånd.
– Men vent lidt endnu, ikke? Sæt kun gravstenen, når jeg også er væk.
Således lod de spørgsmålet ligge. Men Henrik begyndte at klage mere over hjertet og hosten ikke overraskende, efter mange års rygning. Desuden klagede han over svage ben.
Karen kom så ofte hun kunne, ringede flere gange dagligt, men hun havde både job og mand, så Henrik var ofte alene.
En dag kom hun forbi med poser fyldt med varer og fandt ham bleg ude under æbletræet.
– Far, hvad er der? Skal jeg ringe efter lægen? råbte Karen, slap poserne.
– Det går, slappe nu af, – Henrik prøvede at smile. Jeg skal bare lige have vejret.
Alligevel fik Karen ringet 1-1-2. Gudskelov. For det viste sig, at Henrik havde haft et mindre slagtilfælde, og fordi de nåede hurtigt hjælp, kom han sig bemærkelsesværdigt hurtigt.
Far nægtede at flytte hjemmefra, og det var heller ikke realistisk, at hun og manden kunne rykke ind det lå for langt fra deres arbejde. Desuden
var der udsigt til, at de snart skulle flytte helt til Odense, hvor manden havde fået et jobtilbud.
Henrik beroligede hende dog altid: han skulle nok klare sig, ingen grund til at bekymre sig så meget.
Men Karen vidste godt, hvor svært det måtte være for ham. Han skulle jo også have varm mad. Hun lagde derfor et par lørdage om måneden sammen med sin mand på hovedrengøring og havearbejde i huset.
Alligevel blev hun altid overrasket over, hvor pænt der var. Køleskabet var heller aldrig tomt. Men maden var tit ikke det, hun havde lavet der var suppe, frikadeller, kartoffelmos, nøjagtigt som på hospitalet
Måske bekymrer jeg mig for meget? spurgte Karen tit sig selv. Far holder sig jo i gang, han er endda begyndt at smile mere. Alligevel forsvandt bekymringen ikke.
Nu sad hun der og ventede på, at han ville røbe sit ærinde. Han havde ikke givet det fjerneste vink det var over en halv time siden, hun ankom men Karen håbede, at han ville åbne op.
– Karen, hvordan går det med dig og Mads? Lever I stadig godt sammen? spurgte Henrik.
– Alt fungerer, far. Hvorfor spørger du har du tænkt dig at flytte ind hos os? Men vi flytter snart til Odense.
– Nej nej, jeg bliver her. Her hører jeg til. Men jeg vil gerne tale med dig om noget andet
Nå, så nu kommer det, tænkte Karen.
– Forstår du Før slagtilfældet havde jeg nærmest mistet lysten til at leve. Det blev så tomt uden din mor, men nu er det anderledes.
– Det kan jeg se, far. Du blomstrer nærmest op igen.
– Ja, og det er der en grund til. Karen, jeg forstår, hvis du vælger ikke at have kontakt, men
– Hvad? Karens hjerte bankede vildt.
– Jeg har besluttet at gifte mig igen.
Af alt det, Karen havde forestillet sig, var det her ikke på listen. Hun sad bare målløs og fordøjede beskeden.
– Giftes? Med hvem?
– Da jeg lå på sygehuset, lærte jeg en kvinde at kende. Hun hedder Sofie, arbejder som sygeplejerske. Et rart menneske. Takket være hende kom jeg så hurtigt på benene igen. Hun har også hjulpet til her i huset, holdt orden. Jeg har ikke fortalt dig det, fordi jeg var i tvivl om, hvad du ville sige. Karen, jeg elsker Sofie, og hun elsker mig, og vi vil gerne være sammen.
– Det var da noget af en overraskelse
– Ja, der er tyve års forskel på os, men hvornår har alder været en forhindring for kærlighed?
Jamen for pokker! Hun er jo meget yngre end ham tænkte Karen skeptisk, Der må da ligge andet bag. Huset eller folkepensionen.
– Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, far – sagde Karen efter nogen tid.
– De bor helt klemt i en lille lejlighed, – fortsatte Henrik. Jeg vil bare hjælpe. Sofie hjælper mig så meget, hvordan kan jeg så nægte hende lidt hjælp?
– Vent de? Hvem er de?
– Sofie og hendes to piger, Maja og Lykke. To søde unge kvinder. Læser på universitetet nu.
– Far! Hvorfor har du rodet dig ud i alt det? Jeg har aldrig mødt denne Sofie, men det lyder som om hun kun vil have huset eller din pension.
– Hvis du bekymrer dig om huset, – sukkede Henrik, – så kan jeg berolige dig: Jeg har skrevet testamente, så det bliver delt ligeligt. Sofie støttede mig endda i det. Så sig ikke noget grimt om en, du ikke kender.
– Jeg siger bare min mening.
Karen sagde ikke mere den dag. På vejen hjem spekulerede hun på, hvad der egentlig irriterede hende mest: at faren svigtede sin afdøde mor, eller at han blev narret?
Hun ringede endda til sin veninde, Lise, der var psykolog.
– Du må forstå, Karen, folk sørger forskelligt. Nogle kan deres tab alene, andre har brug for nogen at dele livet med igen. Måske føles det for din far, som om det her hjælper ham tilbage. Det gælder bare om, at han får det godt.
– Ja jeg er nok bare bange for, at det ikke handler om kærlighed. Kan man ikke bare bo sammen uden ægteskab?
– Måske, men det er hans valg
Karen talte flere gange med Henrik, kom også til at møde Sofie og begge hendes døtre. Hun kunne ikke ændre faderens valg. Til sidst accepterede hun, at sådan måtte det være.
Henrik og Sofie blev hurtigt gift, Sofie og døtrene flyttede ind, og et nyt kapitel begyndte i huset.
Karen kom sjældnere på besøg. Det var svært for hende at holde masken over for Sofie, hvis venlige smil gennemskuede hun fra starten.
Alligevel var faren glad.
Et halvt år efter rykkede Karen og hendes mand til Odense. Nu blev telefonopkaldene også sjældnere, og tit var det Sofie, der tog røret:
– Hej, søde Karen. Henrik ligger og hviler. Skal jeg sige noget til ham? kvidrede Sofie.
Hun var aldrig uforskammet, men der manglede hjertevarme. Dog: Hun tog sig af Henrik, og når Karen fik fat på ham, lød han glad.
Hvis han virkelig er lykkelig, må det være sådan, accepterede Karen.
Yderligere et halvt år senere gik det ned ad bakke med Henrik. Han hostede og var stakåndet. Karen tog af sted næste dag.
– Det er ikke alvorligt, – sagde Sofie. Henrik har bare fået diagnosticeret kronisk bronkitis. Han har jo altid røget som et damplokomotiv, det har kostet.
Karen så på den åbne pakke cigaretter.
– Ved du ikke, at man ikke må ryge, når man er syg på den måde? Hvordan kan du lade ham gøre det?
– Lad nu være, Karen, – sagde Henrik. Jeg KAN bare ikke stoppe. Sofie har skældt mig ud, men jeg skal nok holde op.
Det var første gang, Karen mærkede, at hun ikke helt troede på sin far. Han har lært lidt for meget af Sofie, tænkte hun. Men hun kunne ikke gøre noget han stolede på Sofie i alt.
Et halvt år senere døde Henrik, og det var Sofie, der ringede for at give besked.
– Det gik hurtigere, end nogen kunne forudse. Der var intet at gøre, – sagde hun grådkvalt.
Efter begravelsen tog Sofie straks Karen i armen og trak hende ind på fars værelse. Fra en skuffe fiskede hun et papir frem.
– Kan du gætte, hvad det er? sagde hun spidst, denne gang uden facade. Karen trak på skuldrene og så bedrøvet ud.
– Testamentet fra far?
– Lige præcis, min pige. Og ifølge det er huset nu mit! Der er ingenting for dig at gøre.
Overrasker mig ikke, tænkte Karen.
– Du skal ikke sige, jeg har snydt din far, – fortsatte Sofie. Det var hans sidste vilje, notar var her og så det. Se selv, hvis du ikke tror på det!
Karen skimmede dokumentet, så at huset faktisk gik til Sofie og gav det tilbage.
Alt blev netop, som hun havde troet. Hun vidste også, at Sofie nok havde haft stor indflydelse på testamentet, men som veninde Lise sagde: Det er hans valg.
Håber mor tilgiver ham tænkte Karen.
Da hun gik ud, var hun lige ved at træde på en lille hundehvalp, som legede i haven.
Hun syntes, hun havde set den før. Selvfølgelig! Den dukkede op ved graven.
– Har far fået hund? spurgte hun Sofie, der fulgte efter.
– Han bliver ved med at komme her! udbrød Sofie, viftede truende med armene, så hvalpen gemte sig under bænken under æbletræet. Jeg gider det ikke!
– Hvor kommer den fra? Far har aldrig nævnt en hund.
– Fordi jeg hele tiden har været imod det! Men Henrik kunne ikke stå for den, han gav den altid mad, når han gik i haven Jeg sagde, den ville blive hængende, og det gjorde den.
– Far elskede hunde. Men efter Holger døde, turde han aldrig få en ny. Han var bange for smerten, hvis han mistede den igen.
– Jeg forstår ikke, hvor den er kommet fra, – jamrede Sofie videre. Nu render den rundt her igen. Men nu er det MIG, der bestemmer. Ud skal den!
Karen kiggede bebrejdende, gik hen til hvalpen og samlede den op.
– Du behøver ikke jage den væk. Jeg tager den med mig. Far ville have elsket det.
– Fantastisk idé, – jublede Sofie. Det er nok det eneste, du får med dig. For huset det får du ikke.
Selvfølgelig var Karen trist over at måtte sige farvel til barndomshjemmet, men hun vidste, at huset kun var mursten minderne om sine forældre havde hun i hjertet.
Nogen ville sige, hun tabte stort, fordi hun ikke kæmpede.
Men Karen havde sin mand, deres lejlighed og nu denne lille hund. Hun kaldte den Holger, efter sin fars gamle hund, for at mindes ham.
Huset, som Henrik Møller havde bygget, kom egentlig ikke rigtig nogen til gode.
Sofies døtre giftede sig ud og flyttede fra Aarhus. Huset ude i villakvarteret sagde dem intet.
Heller ikke Sofie. Hun slap hurtigt interessen det var svært at holde, og uden en stærk mand blev alt langsomt forfaldent.
Hun forsøgte at sælge flere gange, men ingen ville købe.
Til sidst flyttede Sofie ind i sin gamle lejlighed, og huset stod tilbage og forfaldt alene.
Mange år efter besøgte Karen stedet med sin mand, børnene og Holger.
Huset var nu kun ruiner, haven groet til. Karen stod under det gamle æbletræ og så ind i resterne af sit barndomshjem, før hun gik derfra med tårer i øjnene.
Det var dit valg, far
Og sådan måtte Karen lære, at minder og kærlighed ikke kan bindes til noget materielt. Vi skal turde give slip og stole på, at det vigtigste lever i vores hjerte, uanset hvor vi går hen.
