Knappen
Nå, nu er det altså nok, Mie. Jeg mener det Viktor drejede sig væk, men Mie hang stadig fast som en burhøne i stormvejret. Hun klamrede sig til hans hals, hans nysstrøgede jakke som hun selv lige havde glattet. Hun holdt fast i de hænder, hun engang syntes var det smukkeste i hele Danmark. Lad nu være, Mie! Hvad bilder du dig ind, kvindemenneske?!
Viktor Du tager ikke afsted for altid, vel? spurgte Mie med den der rørende naivitet, som om man kan holde en pause fra at være forladt, som om Viktor bare havde fundet på en slags parforholdets kispus, så følelserne kunne blive genoplivet igen. Må jeg lave noget lækkert til aftensmad i dag? Hvad har du lyst til? Eller skal vi bestille noget? Sushi eller noget? Eller er du mere til and? Jeg kan stege en and, hvis det er. Nej? Hvad så med ørred? Jeg køber frisk ørred i Torvehallerne, og så
Hun så på ham med de store, grågrønne, trofaste hundeøjne. Åh, hvor han dog havde elsket Mies øjne engang, syntes de var som to dyrebare opaler, hans belønning, hans olympiske guldmedalje givet på forhånd. Han havde nærmest følt sig kysset af Vorherre, over at have scoret en så dejlig kvinde. Nu irriterede de øjne ham som en myggesværm på en hed sommerdag. Mie havde ingen stolthed! Overhovedet ikke! Sådan som hun krøb rundt for hans skyld han var så træt af hende. Navnet Mie skurrede på hans tænder som at bide i stanniol. Han havde været kold i lang tid, men lod hende blive ved, fandt på stadigt mere besynderlige quirks, og hun, staklen, dansede efter hans pibe. Når kvinder forelsker sig, bliver de velvillige som malkekøer.
Har du mistet forstanden? Viktor skubbede hende væk. Han nærede kun væmmelse for ynkelige kvinder. Og Mie var virkelig en sørgelig skabning i dag hun kunne engang style sit hår for hans skyld, men nu lignede hun bare noget katten havde slæbt ind. Jeg skrider for altid! Og hold nu op!
Han slog hendes hænder væk; der lød et hult *krak*.
Ej… Undskyld! Viktor kiggede på knappen fra jakken, som nu sad fast i Mies hånd. Bare gi mig jakken, så syr jeg den på! Jeg er hurtigt færdig! Kom nu, jeg lover, det tager et øjeblik!
Mie styrtede over til klædeskabet, flåede sin lille syskuffert frem, greb nål og tråd, men da hun ville tage jakken igen, havde Viktor allerede smækket døren. Elevatorens bremser knasede, slugte Viktor, sendte ham nedad ud i friheden. Mie blev stående i entreen, stadig med nål og tråd, og så ja, på autopilot gik hun ud i køkkenet, satte sig.
Tiden stod stille måske sad hun der i ti minutter, måske i en time. Måske var hun bevidstløs med åbne øjne.
Da vågnede hun først, da noget bragede udenfor. Det var rådhusklokken i København med sit almindelige middagsslag. Tjah, hvis bare de havde fyret kanonen direkte på Mie, ladet kuglen gå lige ind hun ville ikke have gjort modstand, havde sikkert endda stillet sig op helt frivilligt.
Men så måtte hun jo leve videre, som man nu gør, slæbe sig gennem et trist liv uden Viktor.
Viktor!, tænkte hun med et sæt. Han havde jo glemt sin morgenmad!
Hver morgen lavede Mie hans madpakke, som til et overforkælet børnehavebarn: to ristede skiver rugbrød, et hårdkogt æg, og hjemmelavede pølser (selvfølgelig det er jo Danmark). Hun brugte specielle krydderier, snurrede dem i madfolie, kogte dem og lagde dem pænt over i madkassen. Alt skulle være perfekt: agurker og cherrytomater skåret ud, lidt tørret frugt til snacks Viktor gik meget op i sin kost, elskede husmandskost bragt hjemmefra. Det var ikke nogen belastning for Mie: hun var oppe klokken seks, tog sig et lynbad, gned spejlene i badeværelset for dug (Viktor hadede vandstænk), lagde makeup (han kunne bedst lide, når hun så frisk ud så blev han helt overstadig, sagde han).
Når han nægtede at stå op, brugte hun sine varme hænder på hans 45-størrelse fod, ellers kunne han finde på at sparke ud. Var der ikke varme på, løb hun hænderne under varmt vand, men sørgede for at tørre det hele bagefter. Viktor var nøje med hygiejnen.
Kom nu, skat, op! Godmorgen, Viktor!, sagde hun blidt, aede ham på panden, kyssede ham på dumbo-agtige ører (de lignede små klatkager, syntes hun). Og så var han så utilfreds over det hele, ville have kaffe straks, før han satte sig til bordet, og selvfølgelig færdigbrygget og serveret på bakke, med serviet og sukkerknald som til en hest.
Kaffen skulle laves præcis, tallene i vinduet på maskinen måtte ikke have fingeraftryk, og ingen duggede kopper. Hvis skjorten ikke var nystrøget, blev det helt galt, især hvis han havde møde i banken (Viktor lagde nemlig svedig sjæl i sit job). Hvis bøffen var stegt for meget, eller agurken var skåret i fem i stedet for seks stykker, grundet at hun selv snuppede én, fik hun en mindre skideballe:
Ej, Mie! Kaffen smager igen som opvask! Har du svært ved at lave almindelig kaffe? Og jeg vil ikke have sådan en latterlig kaffemaskine hjemmebryg eller ingenting! Og så dumpede han koppen ned i vasken.
Mie sagde undskyld, baksede en frisk tærte (med hvad-som-helst-fyld, så længe den var varm) frem fra ovnen til hans morgenmad, mens hun selv spiste kold resttærte på vejen til metroen. Hun kom aldrig selv til at sidde ned og spise.
Kun svin spiser, folk spiser ikke de nyder., plejede hendes veninde, Jytte, at sige ironisk. Jytte havde aldrig kunnet fordrage Viktor og nægtede blankt at være på besøg, når han var hjemme.
Han kunne jo bare spise på café, snøftede Jytte, hvilket Mie altid benægtede hjemme var bedst, syntes hun, selvom sandheden var, at hun var skrækslagen for at miste ham.
Jytte sukkede og sagde: Din Viktor er altså svineheldig!
Mie blev vred og ville ikke høre et ondt ord om sin næsten-mand.
Og sådan fløj hverdagen. Mie vaskede, ryddede op, sendte Viktor på arbejde, og hvis hun var rigtig heldig, fik hun et af de knus, der brændte på læberne hele dagen bagefter. Hun elskede ham stadig så usigeligt, at hun kunne have kysset asfalten, han gik på. Jytte grinede, mente, det var ren afhængighed, men Mie var ligeglad.
Selv efter kanonslaget slog Mies hjerte stadig; dog i smulder og fuld af sår men i live.
Hun så på klokken. Middag! Pokkers, hun havde for længst skulle møde på sin skole. Fem ubesvarede opkald på mobilen det var skolens sekretær, Pernille, sikkert allerede halvt i chok.
Pernille! Jeg skynder mig! Er der om en halv time undskyld, jeg
Nu brød alt sammen, og hun tudbrølede fuldt ud. På den måde hvor næsen blev som en halvslatten hotdog.
Så, Mie. Kompetér lige og kom til sagen! Inde på scenen, høj røst, tak! Pernille var lidt af en dramaqueen og brugte ofte udtryk som klokken ringer opslag, forestillingen starter, og kaldte personalemøder for værksteder det var faktisk ret hyggeligt.
Så Mie, også kaldet Knapsen blandt eleverne, tog sig sammen og forklarede hele det pinlige optrin.
Så det eneste, du har tilbage, er en knap? sagde Pernille, som om hun lige havde slugt en fiskeben.
Det hele er så forfærdeligt, Pernille
Ok. Dina har passet dine timer i dag, tag dig sammen og tag knappen med i morgen.
Så kvækkede skoleklokken hende ud, og Mie gjorde sig klar, tørrede mascaraen af, stoppede bøger og penalhus i en pose, snuppede tasken og styrtede afsted.
På hovedtrappen mødte hun den gamle vicevært, fru Olesen, som så på hende, som om Mie var et spøgelse. Jeg må se forfærdelig ud men jeg er jo også forladt! tænkte Mie sørgmodigt. Hun var et godt stykke fra at kaste sig i havnen hun kunne jo svømme alt for godt, og hvis alt gik galt, var der jo også karakterhæfterne med alle prøverne? Skulle de med på bunden?
Mie nåede bussen, fandt ud af, hun havde glemt blusen og kun havde jakke og nederdel på nu stod dagens skræk klart for hende. Det var det, der havde chokeret den gamle dame i elevatoren! Og den unge fyr fra 5. sal, der havde blinket smørret til hende Uh!
I skolen styrtede hun gennem foyeren, stoppede først ved sin lille kemilab for at trække en klinisk laboratoriekittel over så var blusen jo i orden.
Nu har jeg dig!, råbte rektor, fru Birk, da hun fangede hende på gangen. Ind i mit kontor!
Mie forsøgte at flygte, men måtte ind til den skrappe chef, som uden megen omsvøb langede en alt for stor rødternet sag med sløjfe ud til hende. Tag den på og kom i gang! mumlede hun og vendte sig om, så Mie kunne skifte bag hendes runde ryg.
Sådan, nu ligner du da noget fra Magasin, lo fru Birk.
Ja, det er fra Vaniljehjørnet mumlede Mie og ville forklare noget om sit fine undertøj for Viktor, men blev stoppet.
Jaja, så ved vi hele lærerkollegiet dét. Må han sprænges! Jeg mener, held og lykke til ham! Rektor slog i bordet. Du gemmer den knap, ikke? Han får den aldrig tilbage. Så kan han gå rundt uden i den dyre Armani. Du smider reservedelen ud! Så kan han lære det!
De grinede begge, som kun kvinder kan, når de pludselig får luft som dengang hun flænsede sin nye franske jakke, og mor bare grinede: Jaja, jeg rev min pels! og det føltes, som om stykkerne faldt ned fra hjertet.
Og nu så hun for sig, hvordan Viktor, stiv som Skagen fisk auktion, skulle prøve at finde en matching knap. Han havde altid beklaget sig over, hvor hårdhjertede danskere var.
I er ikke gift, vel? spurgte fru Birk pludselig.
Nej, Viktor mente, vi burde bo sammen først, fordi ja, hvis vi nu ikke passer sammen
Sådan er det jo. Han passede ikke til dig. Siger han, at han vil hjem, skal du bare sige, at rektor siger nej! Og så af sted med dig. Du har flere timer!
Mie stirrede ud ad vinduet under kemitimen, mens 3.gerne sad og makulerede syrer og baser. Kemi, det er sgu noget! Molekylerne farer rundt, sammensmelter, bliver til en familie. Og så nogle gange pang, splittes de. Mon de savner hinanden bagefter?
Næh, så heler man bare ligesom et æble, nogen har bidt af. svarede en elev og rakte hånden op.
Hun nikkede. Tak, Felix. Skriv videre.
Gymnastiklærer Julie stak hovedet ind: Mie! Kom og spil volleyball! Tid til at leve livet!
Nej tak, jeg har kemi
Fed skjorte! grinede Julie og skred ud.
I lærerværelset blev hun mødt af sukkerknalds-knas og akavet stilhed. Alle ville trøste og give hende småkager og klap på skulderen. Du må få en bedre mand! Det hele er foran dig! Ingen kunne fordrage Viktor, havde set hans opblæste attitude én eneste gang til julefrokosten, hvor han satte sig sur og lod sig betjene som en stud-prins.
Mie havde sagt nej til drømmejobbet for ham, for ellers ville hun aldrig være hjemme. Hele lærerkollegiet dømte ham ude. Alligevel savnede hun.
Hold op! råbte hun til sidst. Jeg VIL ikke have en bedre mand! At lave morgenkaffe og give nogen kærlighed er ikke meningsløst! Jeg spiser ikke småkager! Og i øvrigt, folk spiser slet ikke, folk nyder!
Hun smækkede med døren og tog resten af timerne i stålhat.
Efter endt arbejdsdag gik Mie lange, langsomme omveje. Indtil hun pludselig, i sin tyndhed, opdagede: nøglerne lå hjemme. Tilfældigvis havde Viktor også et sæt.
Altså cyklede hun til Amager, hvor han boede i sin lidt for dyre lejlighed. Hvilken etage? Tretten eller fjorten? Nå nej, syvende! Lige som hun ville ringe på, kom hans forældre ud grinende.
Hun listede op. Men hvad nu? Skulle hun tude eller bare foreslå en hyggelig middag? Kunne de ikke finde hinanden som molekyler igen?
Hun trykkede på dørklokken. Inde bag døren: mumlen, derefter: Jytte!
Jytte?
Mie?
Alt blev klart, mens tårerne sprøjtede. Men hun flygtede ikke. Hun så Jytte, i alt for lidt tøj, og smilede til sidst gennem gråd.
Det her det var lige det, altså hvislede Jytte.
Pyt, tag ham, han er alt dit! Men én fejl, Jytte, og du ligger også og gisper efter luft, trampet ned. Jeg kom egentlig bare for at få min nøgle tilbage. Mie strammede jakken omlidt, men kom i tanke om at hun stadig havde rektors kittel på og gjorde den straks tæt igen.
Jytte nikkede ivrigt og fandt nøglen.
For resten, Jytte: Viktor elsker, hvis du hvisker: Kommer den lille ulv og napper dig i siden, før sengetid. Og så skal du nusse ham på ryggen og folde dynen ind omkring ham.
Det hadede Viktor som pesten, men Jytte skulle også lære lektien. Mie gik og blev ganske forunderligt lettere i kroppen.
Hun stak hænderne i lommerne, gik ud i den danske aften. Mågeskrig over havnen, turister lo ombord på rundfartbådene, duften af kanelsnegle fra bageren snoede sig ind mellem gadelygter og cyklister.
Ved Nyhavn stoppede hun, fandt knappen frem, snurrede den mellem fingrene og vippede den diskret ud i kanalen.
Så kan du blive spist af en fed ål i stedet, sagde hun tørt og smilte.
Hjemme på kollegieværelset stegte hun pandekager, satte hjemmelavet marmelade på bordet og så sin yndlingskomedie. Nu bestemte hun selv, om hun skulle hælde sirup eller rejse sig efter parmesan, eller bare lade det være.
I badeværelset tegnede hun en skør smiley på spejlet og tørrede den ikke af. Bare fordi hun kunne.
