Tæppet
Altså, så I skændes aldrig? spurgte Freja, mens hun trak kalechen ordenligt over barnevognen og sendte en spørgende kigger til Signe.
Hvordan det nu? Selvfølgelig hender det da. Vi er jo mennesker, ikke robotter. Vi kan både blive sure og gå og surmule bagefter det er jo helt almindeligt. Signe bøjede sig også ind over vognen for at tjekke det tynde tæppe hos sin søn, og satte sig så godt til rette på bænken. Hun kneb øjnene sammen, idet solen ramte hendes kind. Ah, hvor er det herligt! Endelig er der kommet lidt sommer, og ikke regn hver evig eneste dag.
Men Freja, hvis hverdag mindede mere om slaget ved Dybbøl end et roligt villahaveliv, og hvor hun konstant måtte afgøre stridigheder med enten mor eller mand, havde ikke tænkt sig at slippe dét emne endnu.
Men hvad gør I så?
Vi har sådan set et lille trick. Vi fandt selv på det, da vi flyttede sammen. Eller, det var vist egentlig min farmor, men det er ligegyldigt nu. Vi har bare aldrig været dem, der elsker at tage de store samtaler om relationer. Men du kender det sikkert alt er godt, og så lige pludselig, BANG, så sker der et eller andet. Ofte noget totalt ligegyldigt, men så eksploderer det. Man har pludselig tusind klager, og næsten alt det er over ingenting. Men ja, vi var jo unge
Og nu? Er I så gamle måske? Freja fnøs med et skævt smil og kiggede nærmere på sin veninde. Prøv lige at se dig ikke en eneste rynke eller mørk pose under øjnene! Og så mig sådan her, uden makeup, kan jeg ligeså godt gå ud i skoven og skræmme børn som heksen i folkeeventyrene!
Det er faktisk ret simpelt, Freja. Jeg sover om natten. Altså, tre gange om ugen men det hjælper da.
Hvordan det? Hvem fodrer ham?
Signe blegnede lidt.
Det gør min mand. Han står op for mig om natten. Vores søn fik jo modermælkserstatning. Jeg ville gerne amme, men det lykkedes altså ikke.
Hvorfor?
Signe sukkede og kiggede opad, tankefuldt.
Der var sket så meget de seneste år. Både dejlige ting og tider med modgang og ærligt talt også lidt for mange sorger. Forældrene, som hun altid havde kunnet læne sig op ad, var væk. Først mor, så far. De havde virkelig været helt opslugt af hinanden, så omsorgsfuldt hun kunne stadig se for sig, hvordan hendes mor rystede lidt på hovedet, når hendes far slap bevidstløst om aftenen efter en lang vagt, og hun trak et tæppe over ham på sofaen. Han nåede hverken bad eller seng, men klaskede bare om med jakken på… En mor med favnen fuld af vilde skovjordbær, og i stedet for at tage dem fra ham spiste hun dem direkte af hans hånd, mens hun kyssede hans håndled. Eller når far patient tømte håret på mor for blade efter endnu en fisketur under piletræerne i sommersolen. De kunne stå der længe, midt i haven, uden at sige noget. Signe turde knap nok trække vejret af frygt for at ødelægge magien.
Alle de minder. En varme, der stadig varmer selvom de begge for længst er væk. Faren holdt ikke til tabet af sin kærlighed. Han kæmpede bravt, kendte hver en læge på Riget. Men ikke engang Danmarks bedste læge kunne holde hende i live Når folk sagde, at hjertet elsker, så vidste Signe, at nogle gange, hvis man mister den kærlighed, så stopper hjertet faktisk.
Hun sukkede og huskede, hvordan mormor hjalp hende med at pakke, da faren døde.
Signe, tag nu billederne.
Nej!
Hvorfor?
Mormor blev forskrækket. Signe strammede sig op.
De føles forkerte, mormor. Jeg vil hellere huske dem som de var levende. Lad os lade billederne være lidt endnu, ikke? Jeg tager dem senere…
Det der senere varede længe.
Signe flyttede hjem til mormor. Først studier, så job. Hun kunne ikke flytte, for mormor blev dårligere og dårligere, og da Signe endelig blev færdiguddannet, lå mormor for det meste i sengen.
Signe, du må altså sætte mig på plejehjem. Du skal leve nu!
Nu stopper du, mormor. Du skal da have suppe jeg har lige lavet frisk.
Hvordan når du alt det, min pige?
Ingen idé, sagde Signe skuldertrækkende og pustede på suppen, inden skeden kom i mormors hånd.
Hun vidste virkelig ikke, hvordan hun nåede alt. Naboen, tante Maren, hjalp, og nægtede stædigt at tage betaling.
Jamen, jeg får det helt underligt! protesterede Signe. Du gør så meget for os!
Pjat med dig, Signe! Vi gamle skal jo også have anskaffet os lidt god vilje. Der kommer nok en dag, hvor man får brug for hjælp til at få et glas vand. Jeg hjælper dig gerne nu.
Det var også tante Maren, der tog over, da mormor og næsten hele generationen forsvandt.
Stakkels pige, min Signe! Først forældre, så mormor Ved du hvad, sådan en stime af sorg bliver altså opvejet, tro mig. Universet skylder dig, og det kommer nok. Det er naturloven. Tab ét sted, vinder et andet.
Hvis ellers det passede, tante Maren. Hvor er min glæde så?
Signe, med røde, udhavede øjne og et sort tørklæde fundet frem af en eller anden i opgangen, sad alene i et gråt køkken. På bordet et gammelt foto af mormor, med sort bånd om. Pludselig hev Signe resolut båndet af, som om hun ville nægte at erkende tabet.
Mens du husker hende, lever hun, min pige. Hun var smuk ligesom dig, Signe. Du ligner hende for vildt! Samme smil, samme blik, samme temperament også… Der har aldrig været et bedre menneske end hende!
Tante Maren krydsede sig og gav Signe et stort kram. Og tårerne begyndte at lette, nu mere lindrende på en måde.
Signe ville ikke blive i mormors lejlighed. Hun pakkede og flyttede hjem til sine forældre. Da hun åbnede døren, var lejligheden tømt og tom, og alt liv var slukket ud. Intet tappert genskær af de gamle dage, hvor latter fyldte stuerne.
En ny start var svær. Hun fik ret hurtigt et job ikke det store, men lønnen kom altid til tiden, og det var jo vigtigst. Arbejdet holdt tankerne væk, men aftenerne var frygtelige. Hun kunne ikke holde stilheden ude, og tvet hjalp ikke. Venner var der ingen af, de gamle skolekammerater var for længst væk. Efter et par uger pakkede hun sammen og tog hen til tante Maren.
Flyt hjem til mig.
Ej, tante Maren, du er da alt for gammel til det cirkus. Jeg er jo ung og burde have andre ting at tage mig til.
Glem det, Signe. For det første er der ikke skyggen af drengerøve i horisonten, og for det andet har jeg også glæde af selskab. Og du kan så gå og lave din suppe og frikadeller til to.
Jeg er simpelthen bange for at være alene, sagde Signe og jeg prøver at høre mormors stemme, eller lave hendes yndlingsretter og bliver bare mere ked af det
Min pige, sagde Maren og tørrede tårer væk jeg flytter med. Det tager lige lidt tid at pakke, og du må ikke glemme katten!
Signe smilede mat og nussede katten Rosa som allerede så ud til at godkende flytteplanen.
Sådan blev der lidt liv i hjemmet. Nu stod Rosa og ventede på hende, når hun trådte ind ad døren. Og tante Maren sørgede for, at der altid duftede af boller og kaffe i køkkenet.
Et år senere mødte Signe så Mads.
Mads, eller Madse, som hans mor kaldte ham, var et matematikgeni og så distræt, at han kunne lede efter sin kuglepen, mens han holdt den i hånden. Alligevel var han altid klar i blikket, når han så på Signe præcis sådan, som hendes far engang så på hendes mor. Signe lod sig rive med, og snart planlagde de bryllup. Tante Maren tørrede tårer væk i smug og var den mindst kritiske bryllupsplanlægger nogensinde.
Nå, det var det! sagde tante Maren, mens hun rettede sløret på Signe og så sig tilfreds omkring i stuen, hvor endelig alle billeder var kommet op på væggene. Det er bare ærgerligt, at dine forældre og mormor ikke er her men jeg er sikker på, at de kigger med et sted fra.
Ej, tante, nu ødelægger du min makeup, grinede Signe.
Mads forældre tog nøgternt imod Signe de var travle, og ærligt lidt svære at gøre tilpas, men det hjalp, at Signe havde sin egen lejlighed og ikke behøvede bo hos svigerfamilien.
En dag, mens Signe stod og lavede Mads yndlingsret, bød tante Maren på te og sagde:
Nå, Signe, jeg tror det er tid til, jeg flytter hjem til mig selv. Du har fået din husstand nu! Du klarer den!
Gider du lige, tante?! Du bliver, for du er blevet min familie, råbte Signe. Desuden… hvis vi tæller korrekt, så er vi da mindst fire herhjemme og fem med Rosa!
Du har jo givet mig en familie igen, min pige, det ved du, ikke?
I det samme stak Mads hovedet ind og brummede: Skal køkkenet oversvømmes, eller hvad? Nå, nu lader jeg jer være så I kan snakke videre i fred tøsekaffe!
Signe og Mads fik deres første søn, og han kom selvfølgelig præcis på datoen.
Se selv, et matematikbarn! Trylleri! sagde tante Maren og snurrede den lille ind i et tæppe.
Hjemmet summede af hygge og snart skulle Markos forældre prøve at være bedsteforældre, men de forduftede efter nøjagtigt ti minutter. Han ligner jo slet ikke Mads! mumlede de på vej ud, uden at vide, at Mads hørte dem. Han var iskold og beordrede dem kraftigt til først at komme igen, når de kunne tage ja-hatten på. Resultatet blev, at lille Emilisk kun havde én bedstemor nemlig tante Maren.
Hun var den perfekte farmor. Hun lavede fløjter af græsstrå og mudrede op i alle gadens vandpytter. Signe og Mads gik på arbejde, mens Emilisk oplevede verden på allerfineste dansk manér.
Fire år senere fandt Signe ud af, at hun skulle have endnu et barn. Der var glæde i hjemmet men ikke hos Mads mor.
Hvorfor i alverden skal I have et barn mere? Tænk på økonomien og Mads karriere og så en syg, ældre dame hjemme jeg forstår det slet ikke, sagde svigermor tørt, mens hun rodede noget nyindkøbt grøn te rundt i koppen.
Siden Signe altid havde været sund som en havørn, var hun ekstra chokeret over sine egne følelser og tanker. Hun blev så oprevet, at hun nærmest ikke kunne genkende sig selv, da Mads kom hjem: Vil du EGENTLIG have flere børn?! råbte hun med skælvende stemme.
Det gik som det måtte. Signe gik fuld drama skreg, hylede, plaffede halvdelen af køkkenudstyret i gulvet, og Mads var forfærdet.
Det var tante Maren, der greb ind bagefter: Mads, tag det tæppe. Det er tid til at snakke sammen, ellers vokser det hele jer over hovedet!
Mads gjorde som han fik besked. Fandt det lille tæppe frem deres gamle slagsmåls-tæppe, som farmor i sin tid havde købt til at tvinge dem til at klemme sig sammen i dobbeltsengen, når de var uvenner. Det var Signes store hemmelighed.
Vores trick er, at vi kun må lægge os til at sove under det lille tæppe hvis vi har løst konflikten. Ligger man der, vælter man jo helt automatisk ind i hinanden. Da vi var helt nye sammen, kunne vi simpelthen ikke være sure med det tæppe over os! Nu behøver vi ikke engang tæppet, men vi tager det stadig frem af sentimentalitet, hvis vi har haft en ordentlig fight. Alle skændes jo, Freja hvis folk ikke gør, er det ikke normalt. Mand og kone kommer fra hver deres hjem. Selv et kød har to sjæle.
Ja, der har du ret Så I fik talt ud den dag?
Ja, men det tog tid, indrømmede Signe. Jeg har lært, at man først skal høre hinanden, før man lytter til andres meninger. Jeg kunne jo se på Mads, hvor glad han var for graviditeten det var kun mine egne tvivl, som jeg faktisk havde adopteret fra svigermor.
Signe smilede ned i barnevognen, hvor lille William nu lå og sov.
Og William? Freja strakte ryggen og lod solen ramme sin blege kind. Man har vel ikke råd til strandferie med børn, så man må nappe solen, hvor man kan, haha. Signe?
Hm?
Var Williams fødsel let? Eller ramte nerverne dig?
Signe var stille lidt, men så svarede hun.
Det var jo ikke William Den graviditet mistede vi.
Freja gispede og klemte barnevognens styr, da hendes datter begyndte at klynke i søvne som om hun kunne mærke morens sindsstemning.
Signes stemme blev helt flad og grå. Men Freja lod hende tale ud.
Det var sent i graviditeten. Jeg lå bare der og ønskede, hele verden ville lade mig være. Jeg spiste kun, når tante Maren nærmest tudede og bar mig ind under bruseren. Hvordan må man overhovedet leve, når man mister det, man har ventet så længe på? Nærmest som om en usynlig kæmpe hev al lykke ud af min sjæl, og smed smerte ind i stedet. Mads gav ikke op, og han sørgede for, jeg ikke blev ladt alene. Hans mor prøvede at få ham på andre tanker men han sagde hende imod og gik ikke før, jeg selv ville stå op. Han fandt vores tæppe og lagde sig tæt ind til mig, hver nat uden at sige noget, uden dumme ord. Han var der bare.
Men hvordan kom du videre?
Det tog lang tid. Men med ham og med tante Maren. Det var egentlig først der, jeg begyndte at kalde hende mor Maren. Hun sang vuggeviser, som min mor plejede, og en nat følte jeg et strejf af mormor, og så begyndte det langsomt at lette.
To skikkelser nærmede sig nede i alléen. Signe smilede gennem tårer.
Se, det er min skytsengel mor Maren, som lige har hentet Emilisk i fodboldklubben. Klubben er skøn, men det er langt væk. Og mor Maren nægter at give tjansen fra sig. Hun har ovenikøbet lavet en forældre-fanklub. De råber så meget på tribunen, at drengene vinder hver gang simpelthen af skræk for at tabe, tror jeg.
Den lille dreng hvirvlede op til barnevognen og hviskede: Mor, må jeg trille lillebror hjem?
Hvis du er forsigtig! Signe rejste sig og nikkede til Freja. Tak for hjælpen!
For hvad?!
For at minde mig om, hvor meget jeg holder af de mennesker, jeg elsker. På gensyn?
Ja. Vi ses!
Signe gav den lille runde kvinde et kram, og hun strøg mor Maren kærligt over håret og vinkede til Freja: Nyd dagen!
Tak, og i lige måde!
Freja så dem forsvinde ned ad stien, og tænkte, at der var noget om snakken med familietæppet. Måske burde hun gå forbi Kvickly og finde sig et rigtig godt tæppe. Hvem ved det kunne jo hjælpe. Og så tage nogle kirsebær med hjem og bage mandens yndlingspie det hjalp jo altid lidt på forståelsen!
