Erindringen står stadig klar, selv mange år efter, hvordan Inger Jensen vågnede i plejehjemmet. Hendes svigerdatter havde arrangeret alt omhyggeligt, men havde overset et vigtigt øjeblik. Bevidstheden vendte tilbage til Inger Jensen pludseligt. Hun åbnede sine øjne og opdagede sig selv i et uvant værelse, der mindede om en sygestue. Hendes hoved splittede, tindingerne pulserede af smerte, og i hendes hukommelse var der et stort tomrum. Hvordan var hun havnet her, hvad var der sket? Hun lukkede øjnene igen og forsøgte at genkalde sig de begivenheder, der kunne have bragt hende til dette sted. For sit indre blik tegnede hendes lejlighed sig en to-værelses, beskeden men hyggelig. Hun havde fået den fra sin afdøde mand gennem hans arbejde på en virksomhed. Da han ikke var mere, fortsatte hun med at leve der sammen med sin søn Morten. I mange år herskede forståelse og varme i hjemmet. Alt ændrede sig, da Morten fik en kone. Med Bentes ankomst blev atmosfæren ophedet spændingen mellem svigerdatter og svigermor opstod næsten øjeblikkeligt. Dette er forfærdeligt, erklærede Bente, mens hun betragtede lejligheden. Møblerne er som udstillede i et museum, gardinerne er fra de gamle dage. Alt her skal kastes ud! Inger Jensen beherskede sig med de sidste kræfter. For hende var hver eneste ting i lejligheden forbundet med kære minder om hendes mand. Dette er mit hjem, og jeg bestemmer, hvad der skal kastes ud! Hvis det ikke passer dig døren er ikke låst, svarede hun skarpt. For Bente lød det som en udfordring. Hun bar på en nag og besluttede at handle på sin egen måde. Allerede den følgende dag krævede hun, at bøgerne skulle fjernes: Det er umuligt at trække vejret her! Hele lejligheden er fuld af støv! Og vi venter jo på et barn! Inger Jensen blussede op: Disse bøger er ikke bare papir for mig. Hvis I vil trække vejret, så tør støvet af. Og hold jer fra mit bibliotek. I skal ikke skynde jer at ændre indretningen, vent til jeg ikke er her længere. Skænderierne blev en fast del af hverdagen. Snart flyttede Morten, udmattet af de evindelige skænderier, ud sammen med sin kone til en lejet lejlighed. Men han besøgte sin mor jævnligt. En dag bad han hende lidt forlegent: Mor, prøv venligst at få et bedre forhold til Bente. Det er svært for os, og vi har brug for dig. Jeg prøver. Men det virker, som om konflikterne tiltaler hende, svarede Inger Jensen. Vi løser det, sagde han, selv om han ikke vidste hvordan. Livet ændrede sig drastisk, da hun i parken tilfældigt lærte Knud at kende en ældre enkemand, godhjertet og ensom. Deres samtale trak ud det var varmt og ægte. For første gang i lang tid følte hun en lettelse. Knud var enkel, åben og oprigtig. Det var som om hun blev levende igen. Senere, under aftensmaden, besluttede hun at præsentere ham for sin søn og svigerdatter. Morten, Bente, dette er Knud. Vi har besluttet, at han skal bo hos mig. Og I, tilføjede Knud med et smil, kan flytte ind i min lejlighed. Den er lille, men gratis. Bente eksploderede: Gør I nar af os? Vi har et barn i en etværelses lejlighed, mens I her kan nyde livet?! Aldrig i livet! Hun skubbede stolen væk og stormede ud. Morten, der blev rød i ansigtet, mumlede: «Undskyld… hormoner…» og skyndte sig efter hende. Inger Jensen sad tilbage, chokeret og fortabt. Erindringerne blev afbrudt af et skarpt glimt af smerte. Hun lukkede øjnene. Hvor var hun? Hvordan var hun kommet hertil? Døren åbnede sig, og en ung kvinde i hvid kittel trådte ind. Hun tjekkede lydløst hendes puls og temperatur. Fru, vær venlig at forklare… hvor er jeg? Hvad er der sket med mig? henvendte Inger Jensen sig. Husker du det ikke? svaret var koldt. Du angreb en ældre kvinde. Hun blev kun lige reddet. Du er meget heldig, at det gik godt. Hvad siger du?! udbrød hun overrasket. Jeg har ikke rørt nogen! Du må tage fejl! Sygeplejersken svarede ikke. Hun gav en indsprøjtning og gik ud uden at værdige hende et blik. Efter nogen tid dukkede en kvinde på omkring tres år op med et åbent ansigt. Hej. Du er sikkert Inger? Jeg hedder Lone. Jeg er her ikke længe, men har allerede forstået meget. Dette er ikke et hospital. Det er et plejehjem. Og oftest havner folk her ikke på grund af sygdom, men på grund af familiære stridigheder. Inger Jensen blev forvirret: Men jeg har alt en lejlighed, pension. Min søn ville aldrig gøre sådan noget… Her havde næsten alle “alt”. Men som du ser, endte alle her. Nogen fik pludselig demens, andre fik aggressioner. Alt er let at forfalske. Jeg er ikke syg! Jeg har et klart hoved! udbrød Inger Jensen, mens hun holdt tårerne tilbage. Men husk tilbage på, hvad der skete før. Noget mærkeligt? Nogle symptomer? Hun tav. De sidste dage var svære at huske. Men noget kom tilbage… Bente begyndte at bringe mad oftere. Især de lækre tærter, som det var umuligt at modstå. Efter dem fik man lyst til at sove… Tankerne blev forvirrede. Det er hende. Det er hendes idé. Hun har altid hadet mig. Men Morten… han ville ikke tillade det… Og Knud… de vil finde mig. Lone rystede på hovedet: Det er ikke værd at håbe på. Her ringer eller skriver man ikke. Vi er glemt for dem. Papirerne er ordnet. Alt er “lovligt”. Jeg giver ikke op. Jeg bliver ikke her! Jeg vil flygte! sagde Inger Jensen beslutsomt, mens hun tørrede tårerne af. Det er for tidligt nu. Har du set Inge, den sygeplejerske? Hun er ikke bare ond hun er virkelig farlig. Lones ord fik Inger til at blive kold, men hun trykkede sin nye vens hånd: Vi kan ikke blive her. Vi skal ud herfra, for enhver pris. Jeg har tænkt på noget, sagde Lone lavmælt. På dette sted arbejder en god sygeplejerske Dorte. Hun vil gerne hjælpe, men ved ikke, hvem hun kan henvende sig til. Her har ingen kontakt med omverdenen. Men jeg har! udbrød Inger med håb. Knud, min nære person, tidligere soldat. Han vil helt sikkert ikke lade os i stikken! Den følgende aften, da sygeplejersken Dorte kom ind i værelset, udvekslede kvinderne blikke og tog en beslutning. Efter at have sikret sig, at ingen iagttog dem, rakte Dorte en mobiltelefon frem og sagde stille: I har kun et par minutter. Skynd jer. Med besvær holdt Inger telefonrøret i sine skælvende fingre og tastede nummeret. Efter nogle få bip lød en stemme i den anden ende: Knud, det er mig, Inger. Jeg fortæller alt senere. Nu er det vigtigste, at du kommer til adressen og henter os herfra. Tror du på mig? Ikke engang to timer var gået, før sirenernes hyl lød uden for vinduerne. Inger skyndte sig hen til vindueskarmen og råbte: De er her! Vi er reddet! Politiet trængte hurtigt ind i bygningen og gik direkte hen til institutionens administrator. Knud stormede ind i værelset, hvor Inger og Lone var. Han omfavnede Inger kraftigt med lettelse: Bente løj for mig. Hun forsikrede, at du var alvorligt syg. Morten var bortrejst, og hun sagde, at du selv ikke ville tale med nogen… Jeg har savnet dig så meget… Inger vendte hjem sammen med Knud. Hun inviterede Lone til at bo hos dem, indtil alt var faldet til ro. Da Morten kom tilbage og fik at vide, hvad hans kone havde gjort, var han dybt rystet. Hvad angik ledelsen af institutionen og nogle af medarbejderne, blev der startet en undersøgelse. Bente blev anholdt. Der, i varetægtsfængslet, blev hun mor, og Morten besluttede at tage sønnen til sig. Dette blev en kilde til stor glæde for Inger og Knud. Senere, gennem retten, blev Morten skilt fra Bente. Og Knud, som flyttede ind hos Inger, svor, at han aldrig mere ville lade nogen fornærme hende.Erindringen står stadig klar, selv mange år efter, hvordan Inger Jensen vågnede i plejehjemmet. Hendes svigerdatter havde arrangeret alt omhyggeligt, men havde overset et vigtigt øjeblik. Bevidstheden vendte tilbage til Inger Jensen pludseligt. Hun åbnede sine øjne og opdagede sig selv i et uvant værelse, der mindede om en sygestue. Hendes hoved splittede, tindingerne pulserede af smerte, og i hendes hukommelse var der et stort tomrum. Hvordan var hun havnet her, hvad var der sket? Hun lukkede øjnene igen og forsøgte at genkalde sig de begivenheder, der kunne have bragt hende til dette sted. For sit indre blik tegnede hendes lejlighed sig en to-værelses, beskeden men hyggelig. Hun havde fået den fra sin afdøde mand gennem hans arbejde på en virksomhed. Da han ikke var mere, fortsatte hun med at leve der sammen med sin søn Morten. I mange år herskede forståelse og varme i hjemmet. Alt ændrede sig, da Morten fik en kone. Med Bentes ankomst blev atmosfæren ophedet spændingen mellem svigerdatter og svigermor opstod næsten øjeblikkeligt. Dette er forfærdeligt, erklærede Bente, mens hun betragtede lejligheden. Møblerne er som udstillede i et museum, gardinerne er fra de gamle dage. Alt her skal kastes ud! Inger Jensen beherskede sig med de sidste kræfter. For hende var hver eneste ting i lejligheden forbundet med kære minder om hendes mand. Dette er mit hjem, og jeg bestemmer, hvad der skal kastes ud! Hvis det ikke passer dig døren er ikke låst, svarede hun skarpt. For Bente lød det som en udfordring. Hun bar på en nag og besluttede at handle på sin egen måde. Allerede den følgende dag krævede hun, at bøgerne skulle fjernes: Det er umuligt at trække vejret her! Hele lejligheden er fuld af støv! Og vi venter jo på et barn! Inger Jensen blussede op: Disse bøger er ikke bare papir for mig. Hvis I vil trække vejret, så tør støvet af. Og hold jer fra mit bibliotek. I skal ikke skynde jer at ændre indretningen, vent til jeg ikke er her længere. Skænderierne blev en fast del af hverdagen. Snart flyttede Morten, udmattet af de evindelige skænderier, ud sammen med sin kone til en lejet lejlighed. Men han besøgte sin mor jævnligt. En dag bad han hende lidt forlegent: Mor, prøv venligst at få et bedre forhold til Bente. Det er svært for os, og vi har brug for dig. Jeg prøver. Men det virker, som om konflikterne tiltaler hende, svarede Inger Jensen. Vi løser det, sagde han, selv om han ikke vidste hvordan. Livet ændrede sig drastisk, da hun i parken tilfældigt lærte Knud at kende en ældre enkemand, godhjertet og ensom. Deres samtale trak ud det var varmt og ægte. For første gang i lang tid følte hun en lettelse. Knud var enkel, åben og oprigtig. Det var som om hun blev levende igen. Senere, under aftensmaden, besluttede hun at præsentere ham for sin søn og svigerdatter. Morten, Bente, dette er Knud. Vi har besluttet, at han skal bo hos mig. Og I, tilføjede Knud med et smil, kan flytte ind i min lejlighed. Den er lille, men gratis. Bente eksploderede: Gør I nar af os? Vi har et barn i en etværelses lejlighed, mens I her kan nyde livet?! Aldrig i livet! Hun skubbede stolen væk og stormede ud. Morten, der blev rød i ansigtet, mumlede: «Undskyld… hormoner…» og skyndte sig efter hende. Inger Jensen sad tilbage, chokeret og fortabt. Erindringerne blev afbrudt af et skarpt glimt af smerte. Hun lukkede øjnene. Hvor var hun? Hvordan var hun kommet hertil? Døren åbnede sig, og en ung kvinde i hvid kittel trådte ind. Hun tjekkede lydløst hendes puls og temperatur. Fru, vær venlig at forklare… hvor er jeg? Hvad er der sket med mig? henvendte Inger Jensen sig. Husker du det ikke? svaret var koldt. Du angreb en ældre kvinde. Hun blev kun lige reddet. Du er meget heldig, at det gik godt. Hvad siger du?! udbrød hun overrasket. Jeg har ikke rørt nogen! Du må tage fejl! Sygeplejersken svarede ikke. Hun gav en indsprøjtning og gik ud uden at værdige hende et blik. Efter nogen tid dukkede en kvinde på omkring tres år op med et åbent ansigt. Hej. Du er sikkert Inger? Jeg hedder Lone. Jeg er her ikke længe, men har allerede forstået meget. Dette er ikke et hospital. Det er et plejehjem. Og oftest havner folk her ikke på grund af sygdom, men på grund af familiære stridigheder. Inger Jensen blev forvirret: Men jeg har alt en lejlighed, pension. Min søn ville aldrig gøre sådan noget… Her havde næsten alle “alt”. Men som du ser, endte alle her. Nogen fik pludselig demens, andre fik aggressioner. Alt er let at forfalske. Jeg er ikke syg! Jeg har et klart hoved! udbrød Inger Jensen, mens hun holdt tårerne tilbage. Men husk tilbage på, hvad der skete før. Noget mærkeligt? Nogle symptomer? Hun tav. De sidste dage var svære at huske. Men noget kom tilbage… Bente begyndte at bringe mad oftere. Især de lækre tærter, som det var umuligt at modstå. Efter dem fik man lyst til at sove… Tankerne blev forvirrede. Det er hende. Det er hendes idé. Hun har altid hadet mig. Men Morten… han ville ikke tillade det… Og Knud… de vil finde mig. Lone rystede på hovedet: Det er ikke værd at håbe på. Her ringer eller skriver man ikke. Vi er glemt for dem. Papirerne er ordnet. Alt er “lovligt”. Jeg giver ikke op. Jeg bliver ikke her! Jeg vil flygte! sagde Inger Jensen beslutsomt, mens hun tørrede tårerne af. Det er for tidligt nu. Har du set Inge, den sygeplejerske? Hun er ikke bare ond hun er virkelig farlig. Lones ord fik Inger til at blive kold, men hun trykkede sin nye vens hånd: Vi kan ikke blive her. Vi skal ud herfra, for enhver pris. Jeg har tænkt på noget, sagde Lone lavmælt. På dette sted arbejder en god sygeplejerske Dorte. Hun vil gerne hjælpe, men ved ikke, hvem hun kan henvende sig til. Her har ingen kontakt med omverdenen. Men jeg har! udbrød Inger med håb. Knud, min nære person, tidligere soldat. Han vil helt sikkert ikke lade os i stikken! Den følgende aften, da sygeplejersken Dorte kom ind i værelset, udvekslede kvinderne blikke og tog en beslutning. Efter at have sikret sig, at ingen iagttog dem, rakte Dorte en mobiltelefon frem og sagde stille: I har kun et par minutter. Skynd jer. Med besvær holdt Inger telefonrøret i sine skælvende fingre og tastede nummeret. Efter nogle få bip lød en stemme i den anden ende: Knud, det er mig, Inger. Jeg fortæller alt senere. Nu er det vigtigste, at du kommer til adressen og henter os herfra. Tror du på mig? Ikke engang to timer var gået, før sirenernes hyl lød uden for vinduerne. Inger skyndte sig hen til vindueskarmen og råbte: De er her! Vi er reddet! Politiet trængte hurtigt ind i bygningen og gik direkte hen til institutionens administrator. Knud stormede ind i værelset, hvor Inger og Lone var. Han omfavnede Inger kraftigt med lettelse: Bente løj for mig. Hun forsikrede, at du var alvorligt syg. Morten var bortrejst, og hun sagde, at du selv ikke ville tale med nogen… Jeg har savnet dig så meget… Inger vendte hjem sammen med Knud. Hun inviterede Lone til at bo hos dem, indtil alt var faldet til ro. Da Morten kom tilbage og fik at vide, hvad hans kone havde gjort, var han dybt rystet. Hvad angik ledelsen af institutionen og nogle af medarbejderne, blev der startet en undersøgelse. Bente blev anholdt. Der, i varetægtsfængslet, blev hun mor, og Morten besluttede at tage sønnen til sig. Dette blev en kilde til stor glæde for Inger og Knud. Senere, gennem retten, blev Morten skilt fra Bente. Og Knud, som flyttede ind hos Inger, svor, at han aldrig mere ville lade nogen fornærme hende.
Bedstemor vågnede allerede i plejehjemmet. Svigerdatteren organiserede alt omhyggeligt, men overså ét øjeblik…
