**Dagbog, 12. maj**
Jeg kom hjem fra arbejde i Aarhus og kunne simpelthen ikke finde modet til at gå ind i lejligheden. Tankerne om den uundgåelige samtale med Mette, min kone, bankede i hovedet:
Jeg har fundet en anden hvad betyder det for os, for børnene, for alt, hvad vi har bygget? Jeg ville ikke høre de ord, men de sad allerede på læberne.
Da jeg tændte lyset, stod stuen tom. I børneværelset lå bøger spredt ud over gulvet de er tydeligvis fra gårsdagens lektier, som drengene aldrig har ryddet op efter sig. Jeg sank ned i min yndlingsstol, lukkede ansigtet med hænderne og stod fast uden at vide, hvordan jeg skulle starte samtalen med Mette.
Jeg er så træt, mumlede jeg til mig selv. Det føles mærkeligt at vende hjem, når der er ingen der er der. Jeg greb telefonen og ringede til den ældste, William.
William, hvor er du? Jeg er hjemme, men lejligheden er tom.
Vi er hos bedstemors, hun er blevet lidt syg, men vi er snart tilbage, svarede han.
Jeg mærkede, hvordan mit hjerte gik i stå, mens jeg ventede på svar. Mette var 29 år, havde rødt hår og grønne øjne. Hun kunne have valgt enhver mand, men hun havde sat sit hjerte på mig. Hun var ti år yngre, smuk og livlig den type kvinde, der kunne få enhver til at falde for hende.
Jeg fandt det sværere og sværere at trække mig væk fra hende, og jeg begyndte at finde på de mest usandsynlige undskyldninger for at blive længere. Jeg overvejede, om jeg kunne bruge min pension til at skrive romaner, så jeg kunne undgå at skulle forklare mig over for Mette.
Mette var en skarp kvinde, arbejdede som marketingchef, elskede sit arbejde, og blev respekteret for sin snarrådighed og sit samarbejdsvillige væsen. Hun var smuk, men hun havde ikke den samme glød som Freja den unge kvinde, jeg havde mødt på et kursus i kreativ skrivning, i en strålende blå kjole.
Jeg havde altid troet, at vores ægteskab var solidt, at vi var gode forældre. Mette arbejdede, men fandt altid tid til børnene. Så jeg havde aldrig forestillet mig, at en dag kunne
Den aften, da jeg hørte nøglen dreje i låsen, gik jeg i stå. Jeg besluttede mig for at tie stille i nat, men love mig selv, at jeg i morgen ville tale med Mette. Drengene løb ind til mig og begyndte at fortælle skolehistorier.
Mikkel, skal du have aftensmad?
Nej, jeg er udmattet, Mette, jeg går i seng.
Mette var ikke tilfreds med den måde, jeg havde opført mig på for nylig.
Morgenen efter sad jeg ved frokosten, tung og tavs.
Far, du taler slet ikke med os længere, spurgte William.
Det er ikke noget, du behøver at bekymre dig om. Voksne har deres problemer, som børn ikke skal kende til. Hvis I vil med mig, så skynd jer, svarede jeg.
Mette pakkede en madpakke og gav mig et æble. Hendes bekymring over min stilhed vægtede tungt.
I aften skal jeg tale med ham, tænkte hun, mens hun gjorde sig klar til arbejde.
Middagen gik uden mig. Jeg dukkede først op ved midnat, uden at sige et ord. Jeg gik ind i køkkenet, drak et glas vand og gik direkte i seng.
Da børnene skulle i skole, udnyttede Mette chancen og talte med mig.
Kan du forklare, hvad der foregår?
Vi taler om det i aften, svarede jeg knapt.
—
Freja fortalte Mette, hvad jeg havde gjort.
Hvilken kvinde, taler du om? Vi har været gift ti år, sagde Mette rasende.
Det er præcis derfor, du ser en anden. Du vender dig væk om natten, kommer sent og giver ingen forklaring, svarede Freja.
Hvordan ved du det? spurgte Mette overrasket.
Jeg har gennemgået det samme, så jeg ved, og jeg er ikke misundelig.
Mette ville ikke længere gå hjem; hun ville ikke høre de ord: Jeg har fundet en anden. Men hun vidste, at noget måtte ske, og hun gik i gang.
Jeg sad alene i det lille køkken, da låsen klikkede. Mette kom ind med et smil, som jeg sjældent så. Hans humør var overraskende lyst, og han spurgte, hvornår middagen skulle laves.
Hvor er drengene? spurgte jeg.
De laver lektier, men jeg kan give dig mad uden dem, svarede han.
Han satte sig ved bordet, så på mig med et blik, der før havde været fyldt med kærlighed, men nu var det koldt. Jeg roste hans mad.
Det smager godt, sagde jeg.
Lad os tale, sagde Mette.
Jeg tog en brødskive, tygede videre uden at svare. Til sidst gik stilheden i brødreken, og jeg brød ud, selvom jeg ikke så hende i øjnene.
Mette, jeg har fundet en anden kvinde og vil forlade familien. Jeg vil ikke forlade drengene; jeg vil fortsat se dem, men vi kan ikke længere leve sammen.
Jeg sukkede dybt.
Du kasserer os fra dit liv på grund af din egen selvoptagethed. Det er lettere for dig at forlade børnene end at nægte dig selv noget, sagde Mette.
Jeg havde intet at svare; hendes ord ramte sandheden i mig. Jeg var forelsket i Freja og kunne ikke holde mig tilbage.
Jeg har vist ingen valg. Har du allerede besluttet, eller kan jeg overbevise dig? Overvej, Mikkel, jeg kommer ikke tilbage.
Jeg forstår, men jeg vender ikke tilbage. Freja er gravid, hun får snart barn, og jeg kan ikke forlade hende med et lille barn.
Du har også to egne børn, men din samvittighed ser ud til at være helt blottet, sagde Mette.
Lad os ikke gøre dette til et problem. Mange familier går i stykker, men børnene kan stadig have et godt forhold til faren, svarede jeg.
Du taler om et barn, som om det er en løgn? Du vil bare have, at jeg forlader mine egne børn hurtigere, protesterede Mette.
Sig ikke noget, du ikke ved, svarede jeg.
Jeg har intet mere med jer begge at gøre. Hvordan vil du forklare dette til børnene? spurgte Mette.
Det er let, drenge, kom her, så fortæller jeg det, råbte jeg og åbnede døren.
Drengene stod foran mig.
Mor, vi har lavet lektier, vi vil have mad, sagde de.
Jeres far vil tale med jer, sagde Mette og gik mod vinduet.
Spis først, så taler vi senere, sagde jeg tøvende.
Hvad vil du tale om, far? spurgte den ældste efter middagen.
Mette ville ikke lette stemningen. Hun gik til vasken, samlede tallerkener og placerede dem i vasen.
Vores far er helt fortabt. En anden kvinde er kommet ind i hans liv, og han vil flytte ind hos hende, sagde hun til børnene.
Hvad med os? råbte drengene i kor.
I får en ny mor, og I vil bo fire sammen, men jeg vil ikke forstyrre jer, svarede Mette.
Mens børnene så på mig, tog jeg min taske, dokumenter og nøgler og gik ud af lejligheden.
Far, er det sandt? Har vi en ny mor? spurgte William.
Jeg stod lammet, ude af stand til at sige et ord.
Gå og sov, sagde jeg og gik ind på mit værelse.
—
Mette tilbragte natten hos min veninde Lise, som støttede hende igennem alt.
Du gjorde det rigtige, sagde Lise.
Jeg bekymrer mig så meget for drengene, svarede Mette, og tårerne begyndte at flyde.
Der vil ikke ske noget med børnene, selvom jeg er en dårlig mand, så elsker jeg dem faktisk, sagde jeg til mig selv.
Jeg lå vågen indtil morgenen, indtil jeg endelig kunne drikke min første kop kaffe på arbejdet. Jeg sad ved bordet, lænket mig over koppen og tænkte over, hvad der var sket.
Vores ægteskab kunne have haft en anden slutning, men jeg havde ikke ærligt nok til at se mig selv i spejlet. Mette ville have et liv uden mig, og jeg indså, at jeg måtte tage ansvar for mine handlinger.
Jeg hængte telefonen, da William spurgte:
Hvornår henter du os?
Du er min mor, så jeg gør, hvad jeg kan, men du skal forstå, at jeg ikke kan blive ved med at love noget, jeg ikke kan holde, sagde jeg kort.
Jeg så på skærmen, så tekstene, men intet gav mening længere. Så besluttede jeg mig for, at det var på tide at afslutte denne smertefulde kapitels.
Jeg ringede til Lise, som arbejdede på en skole, og sagde:
Jeg tager børnene med hjem i dag. Jeg har brug for at se dem.
Børnene smilede, da de så mig, og jeg mærkede en sjælden ro i mig.
Senere på dagen mødtes vi med Freja i hendes lejlighed. Hun gik i kjole, men jeg kunne kun se, at hun havde et lille barn i maven.
Freja, du ved, at jeg stadig elsker drengene, men jeg kan ikke forlade Mette helt endnu, sagde jeg.
Du skal tænke over, hvad du vil, før du gør noget, der ødelægger flere mennesker, svarede hun.
Jeg gik hjem, men sov dårligt. Mine tanker drejede rundt om, hvad jeg havde mistet, hvad jeg havde ødelagt.
Søndag morgen åbnedes døren stille, og jeg gik ind med en kuffert. Drengene løb hen til mig og omfavnede mig. Jeg stod stille, mens Mette stod i baggrunden, men så ud til at holde sig af.
Jeg strøg børnenes hår, mærkede deres varme. Jeg indså, at jeg næsten havde mistet dem helt. Mette så på mig, men sagde ikke noget.
Jeg er glad for, at du er tilbage, men jeg er ikke klar til at give dig tilbage, sagde jeg.
Det er i orden, jeg vil bare have, at du ved, at jeg stadig elsker jer, og jeg vil altid være der for jer, uanset hvad, svarede Mette.
Drengene blev ved med at spørge, om vi skulle flytte med en ny mor. Jeg sagde, at vi vil finde ud af det sammen og at kærlighed er vigtigere end alt andet.
Efter en uge med mange samtaler, måltider og små øjeblikke af forståelse, indså jeg, at jeg havde mistet min egen integritet ved at søge efter flugt. Jeg havde ladet egoet styre, men den smerte, jeg så i Mette og drengene, var et spejl af min egen fejl.
**Lektion:** Jeg har lært, at ærlighed over for sig selv og andre er den eneste vej ud af selvbedraget. At sætte familiens trivsel foran sine egne lyster er ikke kun et valg, men et ansvar. Jeg vil fremover huske, at respekt og ansvarlighed er grundstenen i et ægte ægteskab og et liv med børn.
