Kirstine åbnede sin pung, bladrede gennem de få krøllede 50kronesedler, der gemte sig mellem de slidte kuverter, og lukkede øjnene for et tungt suk. Pengene var ved at forsvinde som sand mellem fingrene, og at finde et anstændigt arbejde i København viste sig at være sværere, end hun nogensinde havde turdet drømme om. Hun løftede hovedet, samlede sine tanker og gik hurtigt gennem deres knapte forsyningsliste, mens hjertet hamrede i takt med byens urolige lyde udenfor. Fryseren indeholdt kun en pakke kyllingelår og et par frosne bøffer. Spisekammeret bestod af ris, pasta og en kasse teposer. I øjeblikket måtte de klare sig med en liter mælk og et stykke rugbrød fra bageren på hjørnet.
Mor, hvor skal du? lød Lærke, den lille pige, som stormede ud af sit værelse med store brune øjne, der søgte Kirstines ansigt i panik.
Ingen grund til bekymring, skat, svarede Kirstine og tvang et smil frem for at dække over sin indre uro. Mor skal bare på jobsamtale. Men ved du hvad? Tante Else og hendes søn Mikkel kommer snart forbi, så du får selskab.
Mikkel kommer? Lærkes ansigt lyste op, og hun klappede i hænderne af ren begejstring. Kommer de også med Tusse?
Tusse var Elses stribet kat, en lille dunet omgang af kærlighed, som Lærke altid har holdt af. Else, naboen, havde lovet at passe på Lærke, mens Kirstine gik til en samtale i hovedkontoret for et stort fødevaredistributionsfirma i indre by. At nå kontoret i København krævede en lang rejse med busser og S-tog, så mange timer på vejen, at selve interviewet næsten føltes som en sekund.
Det var nu over to måneder siden, Kirstine og Lærke flyttede fra den stille provinsby Vejle til den pulserende storby. Kirstine hadede sig selv for den impulsive beslutning: at rive sit liv op med en lille datter, bruge det meste af opsparingen på husleje og mad, alt sammen i håbet om at sikre et job hurtigt. Arbejdsmarkedet i København var ubarmhjertigt. Selvom hun havde to universitetsgrader og en ukuelig vilje, føltes jagten på en fast stilling som at forfølge en drømmefugl. I den lille landsby, hvor hendes mor, Ingrid, og hendes lillesøster, Birgitte, boede, var de afhængige af hende som familiens klippe. De klarede sig ikke særlig godt uden hende.
Tusse bliver hjemme, min skat, sagde Kirstine blidt. Han er ikke så glad for lange ture. Men vi skal snart besøge Tante Else, så du kan kramme ham så meget, du vil.
Jeg vil også have en kat! protesterede Lærke med et pjusket ansigt og krydsede armene.
Kirstine lo stille og rystede på hovedet. Lærke blev altid så opkvikket, når katte kom på tale. I Vejle, i Ingrids hus, havde de efterladt deres slanke sorte kat Skygge og den lille gøende hund Peanut. Lærke legede med dem hver gang, hun kom på besøg, og savnet dem nu knugede hende i brystet.
Vi lejer denne lejlighed, forklarede Kirstine. Ejeren tillader ingen kæledyr.
Selv ikke en farverig akvariefisk? spurgte Lærke med løftet øjenbryn.
Selv ikke en fisk.
I dette øjeblik var kæledyr det mindst presserende. Hendes tanker kredsede kun om én ting: at sikre et arbejde. Opsparingen svandt, og hver dag bragte en ny bølge af angst. Hun havde betalt seks måneders husleje på forhånd, men det havde næsten tømt kontoen.
Døren gik op, og en skarp klokkeklang rev Kirstines tanker fra mørket. Else og hans femårige søn Mikkel stod i døråbningen. Else bar som sædvanlig en plastisk æske med hjemmelavede chokoladekiks og et stykke af hendes mors berømte citronkage. Ligesom Kirstine var Else enlige mor, men boede sammen med sine forældre i en lille lejlighed i Østerbro. At spare op til et eget sted i København var som at skyde på en pige i blækhuset næsten umuligt.
