Familie
Græd nu ikke!
Jeg kan ikke… Signe hulkede næsten højlydt, mens hun trykkede sit ansigt ned i babydynen.
Stop nu, jeg mener det! Hvad sagde hun ellers? Karen rodede frustreret rundt i medicinskabet, bandede stille, mens hun forgæves ledte efter valeriana.
Hun sagde, jeg skulle forlade Jonas, snøftede Signe og tog imod glasset med vand fra svigermoren. Hun tørrede de spildte dråber af morgenkåben, klirrede med tænderne mod glassets kant. Tage Lea med mig og bo sammen med hende. At Jonas alligevel ville forlade mig, og jeg så ikke havde noget sted at gå hen. At hun aldrig ville tage mig til sig.
Og det er det, du sidder og tuder over? Sigge, jeg troede, du var klogere.
Det troede jeg også selv. Men det er faktisk ikke derfor jeg græder. Hvordan kan hun sige sådan? Hun er jo min egen mor! Hvorfor er hun så hård? Jeg har ikke set hende i årevis, og så gør hun det her mod mig!
Hvad gør det til forskel, hvorfor? Her er et mere vigtigt spørgsmål.
Hvilket?
Hvorfor… Nå, rolig nu! Ingen grund til at gå i stykker. Det skal nok løse sig!
Hvordan dog?!
Signe! Hvorfor er du så skrøbelig? Karen satte sig på hug ved sofaen, lagde hånden blidt på svigerdatterens kind. Du er ikke alene! Du har Jonas, mig, og bedstefar. Vi er her for dig!
Hun sagde, jeg ikke er en af jer. Ikke samme blod…
Tror du virkelig det er blod, der gør folk til familie? Lille pige, slap nu af! Du har været sammen med os længe nu, har du ikke forstået noget som helst?
Signe snøftede og lukkede øjnene. Hvem skulle hun stole på?
Karen lyttede, rejste sig.
Lea er vågnet. Bliv siddende! Jeg henter hende. Drik noget vand og prøv at slappe af. Hun mærker jo, hvordan du har det. Hvis du græder, så græder hun også. Vil du have, at dit barn er lige så ulykkelig som du er nu?
Nej…
Så slap af. Det hele skal nok gå. Det handler ikke om noget stort endnu.
Men Karen pyntede på det. Sagen var langt mere alvorlig, end hun gav udtryk for. Hendes søn var væk på arbejde i Nordsøen, og hun havde ingen at rådføre sig med udover bedstefar. Arbejdskollegerne var ikke til at stole på de sladrede lige så hurtigt som vinden drejede i Blåvand. Hun var heller ikke blevet nære venner med nogen i denne landsby endnu, og på kontoret var der ingen grund til at fortælle sin private historie.
Hun kendte til deres rygtesprederi. Med et arbejde, hvor de flyttede papirer frem og tilbage og ventede på, at der kom kunder, fik de tiden til at gå med kaffe og samtaler om andre mennesker.
Karen holdt sig udenfor, hvilket havde givet hende øgenavnet “Isdronningen” i byen. Det rørte hende ikke. Kun hendes familie var vigtig. Allerede var der blevet sluppet ud, at hendes Signe var opvokset på børnehjem. Efter det havde alle nysgerrige spurgt, hvordan Karen turde tage “sådan én” ind i huset.
Sådan én? Et barn som alle andre!
Rygterne havde alligevel lidt ret. Karen havde ikke straks taget Signe til sig. Da Jonas kom hjem for at fortælle, at han planlagde at gifte sig med hende, rykkede Karen sig sammen i stolen.
Er du sikker, min dreng? Hvor godt kender du hende? Hvor længe har I set hinanden? En måned?
Fire. Jeg turde bare ikke fortælle det før nu.
Hvorfor ikke? Karen blev så overrasket, at hun satte teen i halsen. Du har da aldrig holdt noget skjult for mig. Hvorfor nu?
Netop derfor. Jonas tørrede taflet og smilede forlegent. Jeg vidste, hvordan du ville reagere. Men hun er altså sød, mor. Virkelig sød. Du skal bare lære hende at kende.
Karen svarede ikke. Hvad skulle hun sige? At hun ikke ønskede at vide noget om den pige, der så på hende fra Jonas’ billede med mørkt pandehår og sminkede øjne, så hun ikke engang kunne se farven? Og det dystre ansigtsudtryk, næsten som om hun ikke ønskede at leve. Var billedet dårligt eller var Signe virkelig sådan?
Men Jonas var glad. Rigtigt glad. Sådan havde Karen næsten ikke set ham, ikke siden hans far døde året før. Det var en hård tid. Jonas havde aldrig rigtigt nået at lære sin far at kende, kun de sidste to år var der reelt kontakt. Før det… Karen havde ikke lyst til at tænke på det. Så mange år tabt, forårsaget af én person Jonas’ farmor, Karens svigermor.
Karen blev gift ung og naiv. Kæledække og forkælet eneste barn. Hun var kun sytten, da hun mødte Henning. De havde datet et år, åndeløst ventende på deres korte møder. Så besluttede de sig for at gifte sig.
Karens mor var allerede syg dengang, så protesterede ikke, og faderen, ja det opdagede de først senere.
Forældrene døde begge i løbet af to år. Karen nåede at blive hustru og gravid. Faren nåede at møde sit barnebarn, men moren døde før.
Jonas voksede op spinkel og svag. Ikke underligt Karen passede begge sine syge forældre alene og nægtede at hente hjælp. Heldigvis klarede faren sig næsten selv til sidst, så Henning og Karen kunne hjælpes ad, trods Hennings mors protester:
Det er ikke din hovedpine, Henning! De er fremmede mennesker. De har en datter, og de mangler ikke noget. Hvorfor skal du tage dig af det, oven i dit arbejde? Er du lavet af stål?
Mor, Karen er også menneske.
Min søn er mit ansvar, ikke Karen. Jeg skal først og fremmest passe på dig.
Karen kendte alle de samtaler. Nogle havde hun selv overhørt, for svigermor lagde aldrig skjul på noget. Andre ting fortalte Henning hvilket han senere bittert fortrød.
For ord… ja, ord kan brænde sig fast som varme dråber olie, der efterlader ar, man aldrig helt slipper af med. Højst kan man dulme smerten lidt, med et barns smil eller et kys midt om morgenen. Men hvis ikke…
Så bliver det hos én for evigt og gør det svært at tilgive og komme videre.
Det var en svær tid. Karen tålte svigermors stikpiller længe, bildte sig ind, at det skyldtes, hun ikke kendte hende. Hennings mor var klog, havde god uddannelse og job, og var enormt selvsikker hun mente, verden drejede om hendes vilje alene.
Du får det ikke let. Du skal vide, min søn fortjener bedre, sagde hun tit.
Hvad er der galt med mig?
Hvem er du? Ingen, og du har ingen uddannelse. Ikke noget job. Sidder derhjemme. Han kunne få bedre.
Hvilken slags?
En der kan hjælpe hans karriere, som er klog, og som kan med de rigtige folk.
Hvem er de “rigtige folk”?
Læs nu mellem linjerne der skal klogskab til!
Vi har et barn.
Og hvad så? Man kan have mange børn og mange koner. En mor er der kun én af. Du får børnepenge, mere kan du ikke regne med.
Vi har ikke tænkt os at gå fra hinanden.
Endnu. Vi får se, min pige. Sådan er livet lad nu være med at tro, du kan bestemme det hele. Det bliver dyrt for dig.
Karen tænkte sidenhen meget over, hvor hun havde trådt forkert. Med Henning blev hun skilt, da Jonas var næsten tre. Historien er så hverdagsagtig. Farmors fødselsdag, hans gymnasieveninde, som han havde haft noget med, og det mørke køkken, hvor farmor sendte Karen hen i et nøje planlagt øjeblik. Der var intet at se, bare en grædende kvinde og Henning, der trøstede. Men Henning var manden, og det blik den anden kvinde sendte Karen, fik hende til at tvivle på alt. Hun var for ung, uerfaren, uden gode råd at støtte sig til.
Hun tog tilbage til sine forældres lejlighed, støvet og fyldt med minder. Parkerede tasken med børnetøj, tømte Jonas ud af flyverdragten, satte sig på dørtrinnet og græd. Senere, mens Jonas sov, brugte hun hele natten på at gøre rent, vaske lange mormor-gardiner og gøre hjemmet i stand. Kun få timers søvn, så gik hun på posthuset og sendte en besked til bedstefar det eneste familiemedlem, hun havde tilbage.
Bedstefaren, Holger, kom ikke med det samme. Han havde haft gård, som skulle sælges, og det tog tid.
Inden Holger nåede frem, fik Karen ordnet skilsmissen, plads i børnehave til Jonas og et skrabet rengøringsjob i nabohuset. Hun tænkte over, hvordan livet skulle forskyde sig herfra.
Men da Holger endelig kom:
Du skal tage en uddannelse.
Bedstefar! Hvad skal vi leve af?
Min folkepension, det er et. Jeg finder arbejde, for sådan én som mig mangles altid et sted. Og jeg har lidt på kistebunden. Vi klarer os.
Hvem skulle dog ansætte dig?
Der skal altid bruge en vicevært eller en nattevagt. Jeg er ikke bange for at tage fat. Nok skal vi klare den. Men hvad vil du gerne blive til, min pige?
Jeg vil tage kursus i regnskab. Jeg har altid været glad for tal, og det er da et hæderligt fag.
Kursus er godt, men du skal også have papir fra universitetet. Tænk over det.
Og hun tog faktisk en videregående uddannelse. Lidt ad gangen, læse hjemmefra men hun blev færdig og lagde eksamensbeviset foran bedstefar, omfavnede ham så kærligt, at han udbrød:
Vil du gøre dig forældreløs, hvad? Vil du ikke bruge mig mere? Pas på ikke at mase mig flad!
Bedstefar! Hvad skulle jeg dog gøre uden dig?
Jeg er som en femte pote på en hund måske ikke nødvendig, men jeg er her! Tog du skade af at få et barn lidt for tidligt? Nej, du blev en fantastisk mor. Jonas vokser op og er herlig! En sand glæde som dig som lille. Men husk én ting: Lad ikke andres meninger tryne dig. Mennesker bedømmer andre ud fra deres egen svaghed. Hos os siger vi bare: “Har man ingen forstand, er man invalid.” Så sådan skal du tænke om de dumme lad dem tale. Din vej er din egen. Lyt kun en lille smule til mig men ellers aldrig til nogen anden. Forstået?
Forstået, bedstefar! Hvad skulle jeg gøre uden dig?
Jonas begyndte i sjette klasse, og Holger gjorde sig klar til at tage hjem til sin gård.
Nu tager jeg af sted! Huset står tomt, og det går ikke. I klarer jer. Men, hør nu…
Hvad, bedstefar?
Hvis du får lyst til at gifte dig igen, tænk dig rigtigt om. Jonas er gammel nok til at tage det hårdt. Hvis det sker, kommer I bare til mig så taler vi om det.
Jeg har ikke tænkt mig at ændre noget i mit liv.
Endnu. Livet slår sig tit vej udenfor planen. Man skal aldrig sige aldrig.
Karen grublede. Henning deltog ikke rigtig i Jonas’ opvækst. Han sendte hilsner og betalte altid børnepengene til tiden, på det blev tidligere svigermor ved med at prikke.
Han har kone og to børn nu.
Tre.
Karen! Du har aldrig været klog nok, vel?
Ikke som dig, nej. Har du mere at sige? Ellers god dag.
At svare igen havde Karen først lært sent. Hun fatter egentlig ikke, hvorfor folk skændes. Hvorfor kaste sig ud i konflikter, når man bare kunne leve glad?
Karen, du er sær! lo Holger. Nogle lever af at skændes. Folk er forskellige. Du er for god af dig derfor får du så meget på puklen.
Jeg vil ikke ændre mig.
Nej, og det skal du heller ikke. Alle har deres vej. Nogle bærer en knippel til at forsvare sig, andre et brød til at dele. Det er livets lektie. Lær den, imens jeg er her.
Det gjorde Karen også lærte på både egne fejltagelser og andres godhed eller ondskab. Hun fik formet sit liv efter bedstefars visdom: “Brug forstanden.”
Og så kom livets vigtigste lektie: En dag stod en lille buttet kvinde uden for Karens dør med to piger, der lignede Henning.
Hej Karen. Jeg er Rikke, Hennings kone. Må vi tale sammen?
Og de talte. Det blev en lang og svær samtale. Jonas fik sin far tilbage plus to lillesøstre oveni.
Der er intet at slås om, Karen. Vi har begge børn, og jeg var dum, der altid hørte på svigermor om, hvor slem du var, og Jonas ikke var rigtig. Men hun ville have sagt det samme om mine børn, hvis hun ikke kunne lide os. En dreng skal ikke vokse op uden far. Henning er god, men han er afhængig af sin mor. Mine piger skal have nogen at stole på. Hvis du vil, kan Jonas blive deres storebror. De er søde ikke kun fordi jeg er deres mor. De har fået det bedste fra ham. Hvad siger du?
Hvad skulle Karen svare? Hun talte med Jonas, så blev det, som det blev.
Året efter døde Hennings mor, og der faldt ro over det hele. Rikke tog sig af hende til det sidste, men da det var slut, trak hun vejret lettet.
Karen, tænk at man kan sukke lettet, når et menneske går bort! Jeg vil ikke have, at man skal huske mig sådan.
Rikke, du lever allerede på den måde. Du kan tro, jeg vil græde over dig, når tiden kommer!
Du taler for meget! grinede Rikke og gned sig i øjnene. Jeg græder nu, fordi jeg prøver at huske det gode ved hende.
Lykkes det?
Hun elskede i det mindste mine børn på sin måde. Så hun var ikke helt tabt.
Karen huskede den samtale altid.
Så, da Jonas med glitrende øjne fortalte om Signe, drømte op i loftet og smilede lyseblåt, vidste Karen, at livets lærestykker nu skulle stå sin prøve. Nu skulle hun bevise, hvad slags menneske hun selv var blevet og hvad hendes søn var blevet til.
Det faldt Karen meget lettere, da hun lærte Signe lidt bedre at kende.
Tynd, lille som en fugleunge, der gemte sig bag Jonas, rørte Signe noget i Karen.
Kom ind, Signe. Vær ikke bange. Jeg bider ikke.
Jeg er ikke bange.
Signes stemme rystede, og Karen smilede. Jo, det er du. Dine hænder dirrer, og tørklædet vil ikke falde på plads.
Har du selv strikket det?
Ja, min tante Lise lærte mig det. Hun var ansat på børnehjemmet. Hun lærte os, der gad, at strikke. Hun var sød. Elskede os.
Voksede du op på børnehjem?
Ja, og hvad så?
Den lille fugleunge slog vingerne ud og skød læben frem trodsigt, men Karen smilede blidt:
Det gør ingen forskel. Livet former sig forskelligt for os alle. Jeg spørger, fordi jeg bare gerne vil lære dig at kende.
Hvorfor?
Jeg tror, jeg skylder mig selv og min kommende svigerdatter at gøre mig umage. Jonas har fortalt lidt, men det er bedst, du selv fortæller det, når du selv vil.
Okay…
Signe så så mistroisk op under sit pandehår, at Karen måtte anstrenge sig for ikke at smile bredt. Hvordan kunne sådan en sød, såret fugl gøre sig fortjent til det her?
Den aften sagde Signe ikke meget. Hun svarede kun, hvis hun blev spurgt direkte, og Karen undrede sig over, hvor velopdragen Signe egentlig var, når hun dårligt turde tage brødet på bordet.
Det tog måneder, før Karen lærte, hvordan Signe havde haft det som barn. Da “børnene” giftede sig, og Karen var blevet vant til endnu et medlem i familien, godkendte bedstefar straks Signe og sagde til Karen:
Hun viser, hvad hun duer til! Giv hende tid. Hun fortæller nok sin historie, når hun er klar.
Og tiden kom før end ventet.
En dag gled Karen på bustrinnet, brækkede benet og kom på hospitalet. Hun var bred og frustreret, og afviste hjælp:
I behøver ikke komme her og bekymre jer! De giver jo god mad her.
Jeg kender godt sygehusmad, sagde Signe. Jeg har været meget indlagt som barn. Jeg fodrer dig og smutter. Jeg har kun to timer i dag og kommer tilbage senere, okay?
Det var under den indlæggelse, at Karen og Signe kom tættere på hinanden. Karen forundrede sig over, hvor god og varm Signe var på trods af alt det, hun havde været igennem.
Min mor fik fængsel, da jeg var halvandet.
For hvad?
Tyveri og noget andet. Seks år.
Og din far?
Aldrig kendt ham. Der var mormor, men hun ville ikke tage mig til sig. Sagde hun ikke kunne klare det.
Var hun gammel? Eller syg?
Nej, de kom bare ikke ud af det sammen. Måske var det derfor. Jeg blev taget væk, forstod ikke hvor min mor blev af, eller hvorfor alle var fremmede. Tante Lise sagde, jeg græd hele tiden. Ville ikke spise, ikke lege. Blev roligere efterhånden.
Gav din mor lyd fra sig?
Ja. Hun skrev breve. Jeg kunne ikke læse, men de voksne læste op for mig. Jeg sad tit i vindueskarmen, ventede på hun skulle komme. Men hun kom aldrig. Skrev, at hun savnede mig.
Hvorfor tog hun dig aldrig til sig igen?
Hun fik en ny familie. Jeg har en halvsøster, sagde Signe, mens hun skar skiver æble og så ned.
Signe… Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige…
Behøver du ikke. Jeg var vred på hende længe. Kunne ikke tilgive, hun havde efterladt mig. Hende ville hun være mor for, og hvad var jeg? Ingen.
Karens hjerte krympede sig. Hun huskede sin gamle svigermors stemme få øjeblikke.
Signe! Sig aldrig sådan! Karens stemme blev pludselig hård; Signe tabte kniven af overraskelse. Undskyld jeg forskrækkede dig. Men jeg har hørt den sætning alt for mange gange. Og ved hvor ondt det gør.
Fra hvem?
Det fortæller jeg senere. Lad nu være at afbryde. Hvad skete der så?
Hun kom forbi, da jeg gik på HF. Jeg boede på kollegiet, blev glad, håbede det hele ville blive anderledes. Men det blev det ikke. Hun sagde, jeg ikke kunne bo med dem. Det ville være “besværligt”. Jeg tænkte over det i lang tid, turde ikke spørge. Jeg kan jo ikke engang huske hende. Hvorfor skal man som barn ikke kunne huske sin mor?
Du var jo halvandet. Selvfølgelig kan man ikke huske noget.
Men hun mener, jeg burde huske hende. Og at jeg ikke må glemme, hun stjal i butikken for at brødføde mig.
Var det virkelig for din skyld? Karen mærkede vreden, men sagde ikke mere.
Det ved jeg ikke. Men hun er min mor. Jeg har ingen andre.
Det var hårde ord. Karen følte med hende. At stadig kunne være så god og ikke bære nag hvilken styrke!
Om den styrke fik Karen vished, da Signes mor, Hanne, dukkede op et år efter Signe og Jonas bryllup og vendte op og ned på alle deres liv.
Første besøg var kort, og Karen fattede slet ikke, hvad Hanne ville.
Vi må jo mødes. Vi er jo familie nu. Sku’ vi ikke skåle, svigermor?
Karen tog en slurk vin, satte glasset. Hun følte sig urolig, men kunne ikke sætte ord på hvorfor.
Tænk at min datter allerede er gift! Og skal snart være mor! Så mærker hun selv, hvad det betyder at føde og opdrage et barn. Tak får man ikke! Børn forstår aldrig, hvor hårdt det er!
Karen tav, lyttede. Signe løb frem og tilbage mellem køkkenet og stuen, blev mere og mere tavs.
Heldigvis havde Hanne travlt den dag, hun hviskede noget til Signe før hun tog afsted, med et underligt blik til Jonas.
Signe isolerede sig på sit værelse længe efter, og Karen så, at pigen havde grædt meget.
Sigge, hvad er der?
Ingenting. Det er fint, Karen. Tag dig ikke af det.
Jeg kan godt se, hvordan du egentlig har det! Tag nu og spis lidt. Du har intet fået. Falder du om til eksamen i morgen, bliver det til grin for alle!
Jeg prøver… Signe så på gaflen, jeg har ikke lyst.
Du bør! Du er alt for tynd! Og sig ikke imod. Vil du have te?
Ja tak…
Tiden gik.
Før barnebarnet blev født, foreslog Karen, at de solgte lejligheden og flyttede til landsbyen, hvor bedstefar Holger boede.
Huset dér er stort og solidt. Jeg flytter ind med bedstefar, og I får et andet tæt på. Han bliver ikke yngre, men vil ikke slippe sin have og bier. I kan få hjælp, der er både skole og børnehave. Og arbejde til dig, Signe. Hvad siger I?
Efter overvejelse sagde Jonas og Signe ja.
Sådan, når familien er samlet, går alt nemmere!
Men tingene udviklede sig. Bedstefar overtalte de unge til at bo i hovedhuset, mens han selv flyttede i sidebygningen.
Jeg er jo mest ude med bierne. Så tag huset, I byg jeres eget hjem på engen. Den er også min. Så kan I bygge jeres egent hus den dag I får lyst.
Andet besøg fra Hanne varede længere, og denne gang kom alle op at toppes. Signe med Jonas, Jonas med sin svigermor, og Karen nær havde kylet Hanne ud, da hun så hende give lille Lea en bid flæsk.
Hanne! Sker der noget for dig!?
Det klarede mine børn fint.
Karen tog barnebarnet med ud og kom tilbage.
Hvis du skal gøre noget med barnet, så spørg forældrene.
Og du spørger, måske? Hanne fnøs.
Selvfølgelig gør jeg!
Glem det, Karen, du spiller bedrevidende sådan nogle har vi set nok af! Du bliver aldrig hendes mor det vil jeg ikke tillade! Hun har kun én mor, og det er mig.
Vi får se! Svensken buldrede Karen, mens hun ryddede op. Gå nu ind og læg dig, Hanne.
Flot. Hanne børstede krummer af bordet. Klog pige. Jeg går i seng.
Senere vaskede Karen op, tømte to glas vand og besluttede, at hun ville gøre alt for, at Signe aldrig skulle se sin mor igen.
Næste morgen havde Hanne taget Signe ud i gangen til en samtale. Da Karen stod op, var Hanne væk efterlod kun gråd og kaos.
Karen snakkede med Signe, og gik bagefter ud og ringede til bedstefar.
Holger! Hvordan går det?
Jeg er i live.
Sådan, stop nu det pjat!
Jeg går og pusler, hvad sker der?
Jeg skal lige spørge dig om noget… Hvor meget er der i pengekassen?
Karen tog senere væk nogle dage og vendte hjem igen, satte sig foran Signe.
Jeg har købt dig fri.
Hvad?
Din mor kommer ikke her igen.
Er det sandt?
I stemmen lå så meget håb, at Karen ikke kunne andet end at trække hende ind til sig og omfavne hende tungt for første gang.
Det er rigtigt, lille skat. Hun kommer ikke mere. Nu har hun nok. Og vi får styr på det juridiske. Jeg var på børnehjemmet og fandt ud af noget.
Hvad?
At hun ikke har betalt én krone i børnebidrag i alle de år. Så vi har faktisk et godt kort på hånden.
Hvorfor gav du hende så penge nu?
Fordi mine børn ikke skal skændes og have ondt i hovedet under mit tag! Hun ville ikke have givet op, men nu er det nok.
Signe hørte kun ét: “Mine børn”. Hun stivnede, kiggede på Karen:
Dine børn?
Ak, du er stadig så naiv. Hvem er du ellers for mig? Min datter præcis som Jonas. Har jeg virkelig ikke gjort nok for at du kan føle dig hjemme som en af os? Så er jeg en skidt mor…
Nej! Du er den bedste! Signe rystede på hovedet, så Karen lo gennem tårer. Den allerbedste…
Så kald mig mor, hvis du overhovedet har lyst. Ikke mere Karen det lyder som på arbejdet, du!
Tak… Signe lukkede øjnene et øjeblik, tårerne pressede sig frem og da hun åbnede dem kaldte hun Karen, som hun så længe havde villet: Mor…
