Godmorgen, min elskede.
Han vågnede som altid et minut før alarmen gik. En vane, han havde fået med sig fra militærtjenesten. Med et hurtigt ryk svingede han sig fra sengen ned på gulvet, lukkede øjnene og trak vejret ind et par gange. Blodet brød den sidste søvn, som en stille tromme i hans ører.
Jeg går og vækker drengene, Lise, tænkte han for sig selv.
Drengene tiårige tvillingesønner lå og sov i det lille værelse ved siden af. De var som to forminskede kopier af ham, med let åbnede mundhuller, som om de delte den samme drøm.
Varmen i huset knagede hele natten, så han med sin morgentur undgik at risikere at fryse. I stedet gik han en tur i den friske, kolde luft, mens han beundrede de nu stærkere små figurer.
I deres alder havde han været den totale modsætning: spinkel, akavet, krumrygget og genert, så hans klassekammerater ofte forvekslede hans stilhed med dovenskab. Skolen gik let, men de onde ord fra klassekammerater gjorde ham sårbar. På gymnastiktimen kæmpede han så hårdt, han kunne, men pædagogens drillerier knuste hans mod. Når det kom til sport, sagde hans mor ofte:
Jeg fik dig ikke til at blive en snedig, lille jøde, så du kun kan gå omkring og knuse næser.
Hans genert fulgte ham også ind i sportsklubben, så drømmen om styrke gik i stå. Mor var sjældent streng; hun omgav ham med omsorg, blidhed og kærlighed. På grund af den overbeskyttende opdragelse løb han fra skolen og ind i militæret lige efter 9. klasse. To år senere kom han tilbage, trænet og med et fremtidigt sportsligt løft i sig. Den sårbare, spinkle dreng var nu en solid kandidat til mester i boksning.
Studietiden åbnede en ny verden: hyppige konkurrencer, kollegieværelser, nye venner. En ny udfordring dukkede op piger. Selvom han havde vundet flere boksekampe, var hans naturlige genert stadig til stede. Det var svært at invitere en pige ud, selv når han var tyve. Så kom hun.
Freja var instituttets lysende stjerne. Hun var en mester i springvand, slank med blondt hår og grønne øjne. Ikke kun smuk, men også stille og gådefuld, så folk kaldte hende Rumvæsnet. De blev hurtigt venner.
Tiden gik, og de gik ture i timer uden et ord. De heppede på hinanden ved konkurrencer, og efter deres første kys gik Freja med en overraskende beslutning:
Jeg vil gifte mig med dig under Marsfesten.
Klassens mars-fest blev en legendarisk begivenhed; de blev elsket for deres ærlighed og åbenhed. Et år senere blev Freja gravid. Han begyndte at arbejde om aftenen som lagerarbejder på Københavns Hovedbanegård, hvor han løftede tunge kasser. Det var mærkeligt, men i de dage følte han sig stærk ikke kun på grund af vægtene men fordi han indså, at han kunne forsørge sin familie.
Lægen beroligede Freja med et grin:
Hvis du ikke kan lide børn, så får du dem dobbelt så meget to små drenge på én gang.
Om natten drømte de om deres fremtid; de så sig selv i et hus ved havet, deres børn voksende op som glade og stærke. En nat før fødslen holdt Freja hans hånd, så ham dybt i øjnene og sagde:
Lov mig, at uanset hvad der sker, vil du aldrig forlade dem!
Han tøvede, men nikkede, da han så hendes blik. Dagen efter begyndte fødslen. Det var en lang, smertefuld kamp. Freja mistede bevidstheden i næsten et døgn, og lægerne kunne ikke finde årsagen til den kraftige blødning. Da de endelig fandt ud af det, var det for sent.
Den nat var en tåge for ham; han husker kun fragmenter. Næste morgen vågnede han ved hovedbanegården, liggende i en vandpyt, med hovedet dunkende af alkohol og en eneste tanke: to små liv ventede på ham.
Han afsluttede sin uddannelse med udmærkelse, men konkurrerede ikke længere. Sportskomitéen tildelte ham en lejlighed, og han flyttede ind med sine tvillinger. Først hjalp hans mor, men da drengene voksede, boede de tre sammen. Han startede som træner i AGFklubben, og da drengene gik i første klasse, blev han også lærer på deres skole. Selvom han fortsatte med at arbejde på banegården for at supplere sin løn, var han ikke længere bagermand med tunge poser, men vagtchef på nattevagten.
Alt gik på en måde fremad, men i hans indre var der stadig en tomhed, som om han var tavs uden Freja. Venner forsøgte at sætte ham op med andre, men han kunne hverken sidde stille på en date eller holde øjenkontakt uden at blive mindet om Freja.
En dag pralede drengene med deres eksamensresultater:
Vi klarede firestjerneprøverne bedre end alle andre!
Han svarede:
Det er skamfuldt at prale, men også skamfuldt kun at stræbe efter femmer. Sand stolthed kommer fra at lære, ikke fra tal. De er dygtige, stærke og retfærdige. Jeg husker, hvad min træner i militæret sagde: Mod er kunsten at frygte uden at vise det. Jeg er bange for at rose dem for meget, for at vise min svaghed. Jeg har aldrig sagt dem, at jeg elsker dem, men de ved det, ikke, Freja?
Tårene truede, men han holdt igen. Han ville rejse sig for at omfavne drengene og fortælle, hvor meget de betød for ham, men natten var mørk, og han frygtede at vække dem.
Morgenen var kold, minus fem grader, en typisk dansk vinter. Udenfor så han en ældre dame på anden sal feje sneen. Hun talte for sig selv, men hans ører opfattede kun lyden af hendes stemme.
Tvillingerne stormede ind i køkkenet. Den ældste, der var født fem minutter før den anden, lavede te, mens den yngste satte en pande på komfuret i dag var hans tur til at lave morgenmad til familien.
Pludselig stødte den ene søn den anden i albuen, grinende. De gik hen til faren, gav ham et kram og sagde:
Far, vi ved, du taler med mor indimellem Formidler du til hende, at vi mangler hende, men elsker hende meget, meget meget. Og vi elsker dig også, far.
Så stod han i den kolde vintermorgen, med varme tanker om de to døde og om den kvinde, der engang havde givet hans liv mening. Han vidste, at hans styrke fortsatte i deres minder, som den evige glød fra et dansk bål i vinterens mørke.
