Kære dagbog,
I dag har jeg igen været vidne til, hvor skrøbeligt livet på gaderne i Nørrebro kan være. Jeg gik forbi affaldscontaineren bag den lille café på Enghavevej, da jeg så en lille grå killing krabbe sig frem på asfalten. Den så ud, som om den var ved at flygte fra noget, men alligevel var den så udslittet, at den næsten kun kunne gemme sig mellem de nedslidte pletter.
Ved siden af den lille kat så jeg en stor, beskidt, rødlig hund en ældre Labrador med et lag støv så tæt, at man knap kunne se hans egentlige farve. Jeg tøvede et øjeblik, men så sprang den lille, som jeg kalder Mikkel, frem og gav et svagt mjav, mens den snoede sig ind i den store hunds snude. Hunden knurrede hårdt, men den lille kat flokkede sig ikke.
Hold nu op, du lille trold, brummede hunden i hovedet. Jeg har lige nok at holde mig for mig selv. Din mor kommer måske senere, så lad mig være i fred.
Den store hund forsøgte at skubbe den nysgerrige killing væk med sin pote, men den ville kun lægge sig tættere på, krybe ind mellem hans store, beskidte ben og lade sine små, spidse kløer grave sig fast. Jeg så, hvordan hunden til sidst gav op og tænkte: Lad mig vente på, at katten kommer igen, så kan jeg gå videre med min dag.
Mikkels øjne lukkede sig, og den faldt i en dyb søvn, mens den store hund også lagde sig ned på den kolde asfalt. De ventede og ventede men tiden gik, og den lille mor, en slank grå kat ved navn Freja, dukkede aldrig op. Solen gik ned, skyggerne blev længere, og natten sneg sig på, mens hunden indså, at der ikke var mening i at vente længere. Måske var noget forfærdeligt sket med Freja.
Mikkel vågnede og begyndte at gnide sin lille næse mod hundens mave, som om han søgte mad. Det er et problem, tænkte hunden. Skal jeg lade ham dø af sult her i skraldespanden?
Jeg så hunden løfte Mikkel op i munden, som om han skulle bære ham til den samme affaldscontainer ved den gamle pølsebod på Østerbro. Jeg smider ham der, mumlede hunden, og så kan jeg fortsætte min egen vej.
Han gik nogle få meter, lagde Mikkel i et lille busketrin, så han ikke kunne kravle væk, og gik så videre for at rode i skraldet på jagt efter mad. Hunden knurrede og lyttede efter den svage klynken fra den lille kat, som stadig kaldte på sin mor. Hvad er det nu for en mor? grinede hunden. Det er jo ingen mor, der kommer forbi.
Efter et stykke tid fandt han nogle uåbnede yoghurtbeholdere i en affaldsbunke. Han samlede dem op, men i stedet for at spise, brugte han en som en lille ske til at smøre Mikkels næse. Kattens lille tunge slikkede den, og den spandt med et blidt mrrr. Det er så dejligt, tænkte hunden, Jeg har endelig fundet noget at give ham.
Mikkel krøb op på hundens rygsidet og lagde sine små kløer i den snavsede pels, før han faldt i søvn. Hunden sagde for sig selv: Det er nok for i aften. Jeg venter til morgenen, så kan jeg måske finde noget at bringe ham. Om natten hørtes katten skrige; den græd, og hunden slikkede den for at berolige den.
Det var først om morgenen, at hunden så Mikkels grå øjne stirre tilbage på ham. Kattens lille mund duttede til hans snude, og den mjavede: Mor. I det øjeblik gik det op for hunden, at han ikke ville forlade den lille.
Jeg så, hvordan han begyndte at tygge på en gammel brødkrumme, som om han ville give den til sin nye, lille familie. Mikkel lagde sig på hundens ryg og snoede sine kløer omkring den, mens hunden forsigtigt lagde sin hovedpote på kattens lille hoved. En mærkelig ro bredte sig i deres lille fællesskab som om de havde fundet et hjem i hinanden.
Sommeren gik, og Mikkel voksede til en slank, grå kat, mens hunden blev stadig tyndere. Efteråret kom med regn efter regn, og det blev sværere at finde et tørt, varmt sted. Hunden krøb ofte sammen med sin lille, for at beskytte den mod kulden, selvom hans egen pels blev gennemblødt. Han hostede, hans næse løb, og han følte sig svimmel, men han slikkede Mikkel for at holde ham varm.
Mormor, hvad sker der? spurgte Mikkel en dag, mens hunden lå på den kolde betongulv og sukkede. Er du syg, mor?
Nej, min lille ven, svarede hunden. Bare lidt forkølet, men jeg skal nok passe på dig.
Regnen silede ned, og affaldscontaineren var tom for mad. Hunden tog Mikkel i munden og bar ham over den glatte gade, mens vandet strømmede over hans ben. Han tænkte kun på én ting: Jeg må ikke lade ham blive våd og syg.
Da han krydsede vejen, opdagede han for sent en bil, der kørte langsomt gennem tågen. Føreren stoppede, men bilen ramte hundens bagpote, så den faldt på siden af vejen. Hold fast, lille ven, sagde føreren med en blid stemme, jeg er en dyrlæge. Lad mig se på dig.
Jeg så, hvordan hunden krøllede sig sammen, pressede Mikkel ind til sig og lukkede øjnene. Lægen, en høj mand i en hvid frakke, kiggede forsigtigt ned i hundens smertefulde øjne og så to små, blå katteøjne, der kiggede frem fra under pelsen.
Vi tager jer med i bilen, sagde han, og lagde et vådt lagen på asfalten, så hunden og den lille kat kunne ligge på den. Bilen kørte væk fra regnet, og de kom til et lille dyrlægeklinik på Amager, hvor en anden dyrlæge en ældre kvinde med et roligt smil mødte dem. Det ser ud til, at I har haft en hård dag, sagde hun, mens hun undersøgte den lille kat, der nu var ved at falde i søvn på hendes skødesløse hænder.
Mikkels lille stemme brød ud: Mor! Jeg er her! Jeg er ikke bange! Den venlige dyrlæge lukkede blidt den lille kat i sine arme og sagde: Rolig, lille ven. Vi passer på dig.
Dyrlægen gik derefter hen til hunden og sagde, at han skulle få lidt medicin og varme. Jeg så, hvordan hunden lå og åndede tungt, mens hans øjne holdt fast på den lille kat, som nu lå ved hans side.
Efter et par timer sagde dyrlægen til mig: Du kan tage dem med hjem, så længe du giver dem den rette pleje. Jeg har brug for at give dem et par injektioner i løbet af de næste dage, men jeg kan besøge jer igen i aften med en flaske vin.
Jeg nikkede, og mens jeg så hunden og den lille kat ligge ved hinanden, så jeg, hvordan de begge fandt trøst i hinanden. Jeg spurgte dyrlægen, hvad jeg skulle kalde dem. Jeg tænker på et navn til hunden Morten. Katten kan kaldes Signe, sagde han efter et øjebliks tænkning.
Dyrlægen løftede sit glas: Skål for Morten og Signe! og vi drak, mens vi snakkede om deres fremtid.
Nu, når jeg sidder her med min varme kop kaffe, kan jeg mærke en ro i hjertet. Jeg har set, hvordan en ensom hund kan finde kærlighed i en lille, forladt killing, og hvordan de begge har overlevet igennem kulde, regn og smerte. Jeg håber, at vores lille familie vil holde sammen, indtil efteråret endelig giver plads til forår.
Det er svært at forestille sig et liv uden Signe ved min side. Måske var det skæbnen, der bragte os sammen på den beskidte gade i Nørrebro, men nu føles det som om, vi har fundet et hjem. Jeg vil huske denne dag, når jeg ser på dem, som om de er mine egne børn.
Tak for at lytte, kære dagbog. Jeg håber, at morgendagen bringer flere varme øjeblikke for Morten og Signe.
17. september 2024.
