**Dagbog, 8. juni 2026**
I dag vågnede jeg til, at lillebror Mads insisterede på, at jeg skulle have den blå skjorte i børnehaven i morgen.
Må jeg have den blå skjorte, mor? spurgte han.
Blå? Hvorfor det? svarede jeg.
Fordi Freja Nielsen sagde, at den fremhæver mine øjne den passer til dem som ingen anden!
Da Freja, en pige fra børnehaveklassen, havde givet mig komplimentet, var jeg sikker på, at jeg måtte bære skjorten.
Mads gik glad ud for at lege med den storebror, Søren, som allerede gik i skole. Om aftenen fortalte mor til far, at Frejas ros om den blå skjorte gik lige ind i Mads øjne. Far lo, klappede mig på hovedet og spurgte:
Er du vild med Freja?
Ja, jeg vil gifte mig med hende i den skjorte! svarede jeg stolt.
Far rystede på hovedet og sagde, at jeg først måtte færdiggøre skolegangen, tage en uddannelse og så først tænke på ægteskab. Jeg tænkte: Det lyder som en evighed.
Senere sagde jeg til far:
Far, må jeg gifte mig med Freja i morgen?
I morgen? Hvor vil I bo? spurgte han.
Hjemme, svarede jeg forvirret.
Hvem har huset? pressede far videre.
Frejas hus? spurgte jeg.
Nej, far! råbte Mads med store øjne. Freja bor hjemme hos sig selv, og jeg bor hjemme hos mig.
Far mindede mig om, at et ægteskab betyder, at jeg skal tage ansvar, arbejde, forsørge og give Freja mulighed for at gå i skole og senere på universitetet. Mine tårer flød, da jeg sagde, at jeg hellere ville blive i børnehaven og studere, men far sagde, at jeg ville vokse op og gifte mig en dag.
Næste morgen gik jeg mod Freja, som havde en rød fløjlet kjole med en stor sløjfe i det lyse hår. Jeg greb hendes hånd og erklærede:
Jeg vil gifte mig med dig, Nielsen!
Hun kiggede på mig et øjeblik, vendte sig så væk og sagde: Nej!
Jeg løb frem og stamlede: Jeg sagde, jeg vil gifte mig med dig! Ikke nu, men senere, okay, Freja? Jeg så hende i øjnene og spurgte: Hvorfor ikke nu?
Hun svarede, at hendes venner Anders og Lise bare leger med hinanden, mens vi skulle gifte os på den rigtige måde. Hun nikkede, vi holdt hinandens hænder og gik tilbage til legen.
I skolen bad jeg læreren om at sidde ved siden af Freja. Hun ville ikke give efter, så jeg satte mig ved hendes bord alligevel og sagde: Når jeg bliver voksen, gifter jeg mig med dig, Nielsen.
De andre børn grinede, men læreren skreg: Stilhed! Hvad hedder du?
Mikkel.
Hun sagde, at jeg var for ung til så store tanker, men jeg insisterede: Freja, jeg vil gifte mig med dig, når vi er ældre. Freja smilede stille. Læreren tøvede, men lod os sidde sammen.
Freja var dronningen i mit hjerte. Jeg bar hendes rygsæk, beskyttede hende mod hunde, drenge og selv læreren. Da hun faldt og slog knæet, bar jeg hende til skadestuen. I gymnasiet fortalte jeg hende, at jeg elskede hende på den rigtige måde.
Hun svarede kun med sit særlige smil og gik videre med hovedet højt. Jeg gifter mig med dig, Nielsen, råbte jeg efter hende.
Senere begyndte Igor, en boksningstræner med sin egen lille lastebil, at vise interesse for Freja. Jeg blev ramt af flere blå mærker, men jeg gav aldrig op.
En dag stod tre fyre og truede mig. Jeg forstod, at de ville slå til. En af dem sagde: Kom her, dreng. Jeg svarede roligt: Du har ingen ret til at bestemme. De grinede, men jeg holdt fast på min plan: Hold dig væk fra min pige.
Pludselig hørte jeg et skrig. Det var Freja, der løb med en gammeldags hegnspæl i hånden, slog mod de drenge, der truede mig, og brød deres formørkede gruppe. Søren og hans ven Lise kom til undsætning. Freja kyssede mig for første gang, mens de andre drenge flygtede, sårede og skamfulde.
Om aftenen, efter vi havde skyllet blodet af os med grønt te, grinede vi så højt, at selv de ældre drenge måtte holde sig for munden. Freja stod på tæerne, kyssede mig igen, og jeg sagde: Du er min heltinde, Freja. Jeg lover at gifte mig med dig, uanset hvad.
Da jeg senere gik i værn, skrev jeg breve hjem. Jeg fortalte om en mission i Nord, hvor jeg så pingviner på en fiktiv ø. Frejas mor læste brevet, lo og sagde: Hvor er du, Mikkel, i Amerika? Jeg svarede, at jeg var hjemme, men i virkeligheden var jeg på en fjern front.
Frejas bror vidste, hvor jeg befandt mig, fordi vi havde et hemmeligt kodeord kun ét ord, som hver mor i Danmark kan frygte i natten, når hendes søn går i krig. Han græd, men sendte mig et sidste brev: Glem ikke, du skal gifte dig med Freja, ellers tager hun en hegnspæl til dig!
Nyhederne viste en kort reportage om unge soldater, og min mor græd, da hun hørte mit navn. Jeg vendte tilbage, så tidligt om morgenen, sad på en bænk, så fuglene synge, og nød stilheden. Søren kom ud på balkonen og tændte en cigaret. Jeg sagde:
Rygning er skadeligt, men nogle gange er man bare træt.
Det er også farligt for øjnene, svarede han.
Vi hilste på hinanden og sagde: Hej, bror.
Et par timer senere råbte jeg fra balkonen: Freja, jeg er tilbage! Jeg kommer for at gifte mig med dig, Nielsen! Ingen protesterede; alle vidste, at jeg var hjemme igen, levende.
Jeg gik ind i køkkenet, så på mine forældre, og spurgte:
Må jeg endelig gifte mig med Freja?
Tag dit jakkesæt på, ellers hopper bruden af igen, lo de.
Jeg stod foran spejlet, klædte mig i min nye skjorte, og svarede dem: Jeg har ventet på denne dag hele mit liv.
—
**Personlig læring:**
Jeg har lært, at kærlighed uden ansvar er som en blå skjorte uden knapper den ser fin ud, men den holder dig ikke varm i de kolde, danske vintere. Det kræver tålmodighed, uddannelse og vilje til at bære byrden, før man kan gå ind i ægteskabets rige. Så hold fast ved dine drømme, men husk altid at bygge et solidt fundament først.
