Ane og jeg havde været syv år gift. Fra den dag, vi sagde ja, havde jeg accepteret at bo sammen med min svigermor, fru Karen, en kvinde, der efter et slag i hovedet var lam på den ene side og havde brug for konstant pleje ved hver måltid og hver lur. I starten troede jeg, det ville være ligetil: hun var min svigermor, jeg var hendes svigerdatter, og at passe på hende var blot min pligt.
Jeg havde aldrig forestillet mig, at byrden skulle strække sig så langt og det værste var, at den kom fra den eneste, der burde dele den med mig: min mand, Mikkel. Mikkel gik på arbejde om dagen, og om aftenen sad han fastklistret til sin mobil. Ofte sagde han: Du passer bedre på mor end jeg. Hvis jeg prøver, gør jeg hende kun værre. Jeg bar aldrig nag over det.
Jeg tænkte, at sådan var livet: kvinden holder hjemmet, manden tjener til dagen. Men så opdagede jeg, at Mikkel ikke blot var på arbejdet han havde en anden.
En aften snublede jeg over en besked: I aften vender jeg tilbage. At være med dig er tusind gange bedre end at være hjemme. Jeg råbte ikke, jeg græd ikke, jeg lavede ikke skænderi.
Jeg spurgte blot i en blid stemme: Hvad med din mor, den du har forsømt i årevis? Mikkel svarede ikke. Næste dag gik han fra hjemmet. Jeg vidste præcis, hvor han var på vej.
Jeg så på fru Karen, kvinden der engang kritiserede hver bid, jeg tog, hver hvile, jeg lagde, som sagde, at jeg ikke var værdig til at blive svigerdatter. Et knude dannedes i min hals. Jeg ville flygte. Men så mindede jeg mig selv: man skal altid bevare sin værdighed.
En uge senere ringede jeg til Mikkel. Er du ledig? Jeg vil tage din mor til dig, så du kan passe på hende.
Jeg pakkede hans medicin, lægejournaler og en gammel notesbog i en stofpose. Den aften hjalp jeg hende ind i sin kørestol og sagde blidt: Mor, jeg tager dig til Mikkels hus i et par dage. At blive på samme sted gør mig trist. Hun nikkede, øjnene glimtende som en lille pige.
I den lille lejlighed i Vesterbro trykkede jeg på ringeklokken. Mikkel åbnede døren, og bag ham stod den anden kvinde, i en silkeagtig nattøj, med dybt røde læber. Jeg skubbede fru Karen ind i stuen, lagde tæpper og puder ned, og placerede posen med medicin på bordet.
Huset duftede stærkt af parfume, men var koldt og tavst. Mikkel stammede: Hvad hvad gør du?
Jeg smilede milde. Kan du huske? Mor er din. Jeg er kun din svigerdatter. Jeg har passet på hende i syv år det er nok. Kvinden bag ham blegnede, med en ske yoghurt, der aldrig nåede at blive spist.
Jeg gik roligt væk, som om jeg afsluttede en længe planlagt opgave. Her er hendes journal, recepter, bleer, kompresser og creme til sår. Jeg har noteret alle doser i notesbogen.
Jeg lagde notesbogen på bordet og vendte mig for at gå. Mikkels stemme lød høj. Forlader du min mor? Det er grusomt!
Jeg stoppede, uden at vende mig om, og svarede med rolig, fast tone: Du har forsømt hende i syv år hvad er det andet end grusomhed? Jeg har passet på hende som om hun var min egen, ikke for din skyld, men fordi hun er en mor. Nu går jeg, ikke af hævn, men fordi jeg har gjort min del som menneske.
Jeg gik hen til den anden kvinde, så hende i øjnene og smilte svagt. Hvis du elsker hende, så elsk hende fuldt ud. Det følger med i pakken.
Derefter lagde jeg husets papirer på bordet. Huset står kun i mit navn. Jeg tager ingen ting med. Han tog kun sit tøj. Men hvis I en dag har brug for penge til at pleje mor, vil jeg stadig bidrage.
Jeg bøjede mig og rørte ved fru Karens hår en sidste gang. Mor, vær god her. Hvis du bliver trist, vender jeg tilbage og ser dig.
Fru Karen smilede, stemmen skælvende. Ja kom og besøg mig, når du er hjemme igen.
Jeg gik ud, lukkede døren bag mig. Rummet blev tavst, fyldt af en blanding af parfume og massageolie. Den nat sov jeg i fred, uden drømme. Næste morgen stod jeg tidligt op, tog min lille dreng på morgenmad og omfavnede en ny begyndelse, uden tårer, uden nag.
