– Mikkel, kan du huske dengang vi lejede et værelse hos den skøre udlejer, bare rundt om hjørnet her? Hun var sådan en sjov dame, – sagde Anders idet han skubbede sit kaffefad tættere og kiggede på Mikkel.
– Ja da, selvfølgelig! Hun var legendarisk. Hun sagde altid Drenge på sådan en hyggelig måde. Jeg så hende faktisk for en uge siden nede i Netto her ovre på hjørnet. Hun er blevet ældre, – svarede Mikkel.
– Ja, det skulle da også bare mangle der er gået tyve år. Hun var vel i begyndelsen af halvtredserne dengang, må nu være over halvfjerds!
Det var noget særligt for de gamle studiekammerater at mødes igen efter så mange år. De sås sjældent, mest bare tillykke og nytår over Facebook eller en hurtig sms. Men nu var Anders kommet til Aarhus for at ordne noget arv han havde arvet sin mosters etværelses på Trøjborg og havde ringet til Mikkel.
– Hun var god ved os, fodrede os nærmest af og til.
– Ej, hold nu op, Anders! Hun tjekkede tværtimod altid vores køleskab, om vi havde mad, – protesterede Mikkel.
– Hun kiggede, men kun fordi hun ville se om vi rent faktisk havde noget at spise. Det gik først op for mig da du var flyttet og jeg blev færdig på studiet og boede et nyt sted. Hun var jo nærmest en engel. Kan du huske den sæk kartofler hun havde stående i entreen?
– For pokker da, den kartoffelsæk reddede os mange gange! Man kunne snuppe et par stykker uden det kunne ses.
– Nemlig! Og ved du hvad, hun købte altid store kartofler til sig selv, mens vi fik de små, og supplerede med gulerødder og løg, så vi kunne lave suppe. Kan du huske hun spurgte om vi ville købe en sæk mel sammen?
– Ja, for pokker, hun bagte jo selv brød til os!
– Præcist. Jeg har aldrig set hende selv spise det brød. Har du?
– Aldrig.
– Nå, det var lige det! Sidenhen fandt jeg jo ud af, hvor rar hun egentlig var. Og når hun vaskede tøj, spurgte hun altid om vi havde noget der skulle i maskinen. Hun kunne bare have gemt sit eget vasketøj og ordnet det hele på én gang.
– Jeg mindes alt sammen, Mikkel. Dengang syntes jeg bare alting var så anderledes.
– Ja, først bagefter går det op for én. For eksempel da jeg flyttede og pludselig selv skulle betale for el, vand og rengøring af fællesarealer selvom jeg kun var hjemme og sov.
Så blev jeg lidt klogere. Men alt det hører fortiden til. Hvad så, Anders, hvordan går det? Skal du være længe i byen?
– Jeg er kun her pga. selskabsadvokaten. Men hey Mikkel, skal vi ikke besøge hende? Købe en kage og sige ordentlig tak det har jeg faktisk lyst til.
– Ja for pokker, det skal vi! sagde Mikkel.
De aftalte at mødes lørdag, så de kunne tage sig god tid. De stod pludselig foran døren på anden sal.
– Hvad hed hun nu til efternavn? – sagde Anders og klemte ivrigt om buketten krysantemum.
– Hmm jeg tror bare hun hedder tante Karen, måske sagde hun aldrig sit efternavn.
Dørklokken lød præcis ligeså nervøst som for tyve år siden. Døren, som nok var blevet skiftet ud i mellemtiden, gik langsomt op.
– Tante Karen, goddag! – nærmest i kor kom det fra de to kammerater.
Den gamle dame kneb øjnene sammen, tog hånden op for brillerne for at se ordentligt på de to mænd.
– Mikkel? Anders, mine drenge , – udbrød hun og fik tårer i øjnene.
– Ej, tante Karen, slapper du ikke lidt af nu?
– Kom ind, kom bare ind, mine søde drenge.
De sad ved det gamle spisebord, dog med ny voksdug, grinede og mimrede. Anders kiggede ud ad vinduet utallige aftener havde de brugt på dette køkken. Og intet var forandret: det samme mintgrønne køkken, de træstole som lige havde fået en omgang maling, et køleskab fra tresserne brokkede sig lavt.
– Vi skal ud og trække luft, – sagde Anders, vi er tilbage om lidt, tante Karen.
– Så sætter jeg bare vand over, drenge, – sagde Karen, mens hun gik i gang med elkedlen.
Anders blev stille, mens de gik ud foran opgangen. Han stod der og stirrede på asfalten, som om han pludselig havde fået en klump i halsen.
Mikkel kiggede på den gamle mand, der sad og røg på bænken ved indgangen.
– Hvorfor kalder hun os sine drenge? Gjorde hun da også dengang og nu? spurgte Mikkel.
– Det ved jeg virkelig ikke, – sagde Anders.
– Snakker I om Karen fra nummer 29? blandede den rynkede mand sig, mens han smilede tandløst.
Anders dukkede op bag Mikkels brede ryg.
– Jep.
– Hendes rigtige drenge blev slået ihjel ovre i garagerne dér ovre. Det er snart femogtyve år siden. Efter det udlejede hun kun til unge fyre for ikke at miste forstanden.
– Var du der?
– Næh, har bare altid fået det fortalt sådan. De kom op at slås, den ene var lige blevet voksen, den anden var knap nok færdig med gymnasiet. Man fandt dem først om morgenen… hvis nu bare
Hun gik som en skygge længe. Men så begyndte hun at leje ud, og det gav hende liv tilbage. Drengene der boede hos hende, holdt hende oppe, på sin vis.
– Det giver egentlig god mening, – sagde Anders.
– Skulle vi ikke gøre et eller andet rart for hende? – foreslog Anders, mens de gik tilbage op ad trappen.
– Noget? Eller købe noget?
– Hun har ikke fået renoveret længe. Så du hendes bad og toilet?
– Ja, hvis vi selv lægger fliser ud, koster det ikke mange kroner. Vi kan jo bare skifte vasken og toilettet, badekarret er robust skal bare have ny emalje.
– Fliser kan jeg få billigt hos min veninde på byggemarkedet, hun har altid rester og gamle kollektioner, – sagde Anders.
– Det er en plan, – sagde Mikkel og de gav hinanden et kameratligt klap på skulderen, før de gik ind.
Kaffen blev hurtigt drukket de glædede sig allerede til projektet. Og så gik de bare i gang.
De fortalte ikke Karen noget før det hele var købt, og det meste klar. Karen klappede i hænderne og rystede vantro på hovedet selvom hun mange gange havde været ude på badeværelset, vidste hun godt, hvad det trængte til. Mikkel og Anders klarede det hele på en måned, mest i weekenderne.
De sled og malede, ordnede småting og morede sig over det, selvom det tog ekstra tid. Men de gjorde det og det blev godt. Udgifterne holdt de nede.
Stolte som haner stod de bagefter ude foran blokken, mens Karen vinkede fra vinduet på anden sal.
– Det var sgu noget af det bedste, – sagde Anders tilfreds.
– For pokker ja, – samtykkede Mikkel.
Karen så op mod skyen, da drengene forsvandt rundt om hjørnet.
– Tak for det hele, drenge. Pas nu på Mikkel og Anders. Det er nogle rare gutter. Tusind takSommeren gik sin gang, og lyset i Karens køkken brændte lidt længere om aftenen. En morgen stod der en bakke nybagte boller udenfor Anders mosters gamle opgangsdør med en lille seddel i sirlig håndskrift: Drengene må da have noget at starte dagen på.
Rygtet om Karens nymalede bad og de to mænd, der havde hjulpet hende, bredte sig i kvarteret, som kaffe på en dugvåd dug. Folk hilste, flere begyndte at banke på Karens dør på hendes initiativ dukkede unge studerende igen op i opgangen, og hun fandt nye drengene at passe på.
På årsdagen for den sommer, hvor alt var startet, mødtes Mikkel og Anders igen. Denne gang med Karen imellem sig på bænken udenfor. Hun nynnede, mens hun kiggede på dem, og Anders rakte hende en kop termokaffe.
– For jer betyder det måske bare nye fliser, sagde Karen med et smil, men for mig blev det noget meget større. I gav mig lidt af livet tilbage.
Og sådan sad de tre, side om side i duften af nyslået græs. Karen rakte ud og holdt deres hænder. Timen efter gik de op til det lille køkken, hvor lyset stadig var varmt og venneligt. Og uden at sige det højt, vidste både Anders og Mikkel, at tak nogle gange bedst udtrykkes med en bakke nybagte boller eller et enkelt, stille øjeblik sammen.
