En mudder? Maren vender langsomt fra komfuret, hvor hun steger kartofler til aftensmaden.
Det er den mudder, der i tyve år har næret din mor, mens hun kørte fra læge til læge. Glemmer du det?
Hvad har min mor med det at gøre? Du må ikke røre ved hende!
Og så, Søren, mens du i hovedstaden har jaget dine store forretninger, har jeg sadet her med din lamme mor. Skiftet bleer, givet medicin, hvis det er nødvendigt.
Søren står i døråbningen til deres lille toværelses lejlighed i et gammelt blokbyggeri, iført en ny jakkesæt og med en kuffert ved fødderne. Maren har ikke set ham så pæn ud i mange år slank, solbrun, duftende af dyr parfume. Ikke som før, da han kom hjem fra fabrikken, helt dækket af maskinoml.
Hun husker, hvordan de mødtes. En aften på værkstedets klub, han som ung mekaniker, hun som regnskabsmedarbejder. Han snurrer hende rundt til Million røde roser, hvisker dumme fraser i øret. Så følger et beskedent bryllup med omkring tredive gæster, olivensalat og sovjetisk mousserende vin. Svigermor græder af glæde, omfavner Maren: Tak, min pige, for at have tæmmet min Søren.
Tæmte. I toogtyve år lever de sammen. De får en datter, Liva. Nu læser hun på sygeplejeskolen, får et stipend og hjælper sin mor med småjobs. Søren har i tre år holdt op med at give hende penge han investerer alt i forretningen. Hvilken forretning, ved Maren ikke. Først vil han åbne et autoværksted, så driver han med transport. Alt fejler.
Du forstår det simpelthen ikke, siger Søren, mens han nervøst tændes en cigaret i gangen. Seri har tilbudt mig at flytte til København. Han har en kæde af bilvaske, og jeg kan blive manager. Vi lejer en lejlighed først.
Skal du rejse alene? Maren tørrer hænderne på forklædet. Hænderne ryster, men stemmen er rolig.
Ikke alene. Søren ser væk. Med Ane. Hun hun forstår mig. Hun tror på mig.
Ane. Maren har kun hørt om hende i tre måneder. Hun har set deres smser, mens Søren tog et bad: Kat, Kaninske, Savner dig. I 28 år kalder han hende kat. Hun er salgschef i en bilforhandler, hvor Søren ser på biler, som skulle lånes ud på kredit den kredit, som Maren stadig betaler af sin lærerløn.
Hvad med Liva? spørger Maren. Datteren har eksamen om et år.
Hun vokser, hun forstår. Jeg kan ikke leve så her længere. Jeg er 45, Maren. Jeg er stadig ung, jeg kan ændre alting.
Maren går mod vinduet. På gården hænger Zina på tørret tøj. Zina ser Maren i vinduet og vinker. Zina kender alting også Ane, og at Søren kun er kommet hjem om natten de sidste seks måneder. Hun bringer kager: Hold ud, Maren.
Kan du huske, da Liva blev fem og fik lungebetændelse? Lægerne var helt på bar bund. Du gik ikke på arbejde for at tjene til medicinen. Jeg sad ved hendes seng i dagevis. Du sagde: Vi er en familie, Maren. Vi klarer det sammen.
Det var længe siden.
Fiften år. Eller da din mor fik slagtilfælde? Hvem gik på hospitalerne med hende? Hvem lå oppe om natten, vendte hende hver anden time, så hun ikke fik tryksår? Jeg. Du fandt undskyldninger arbejde, forretning. Hvilken forretning? Du jagtede den allerede dengang.
Søren stubler cigaretten ud over vindueskarmen. Maren surmuler den nye karmen blev sat i sidste måned, hun har sparet op selv.
Du husker altid det negative, siger han irritabelt. Hvad med det gode? Som da jeg tog dig med ud til havet?
For ti år siden, til Rømø, en uge.
Det er aldrig nok for dig!
Maren vender sig mod ham. Tårerne er i øjnene, men hun lader dem ikke falde.
Ved du hvad, Søren? Tag af sted. Tag af sted til din Ane. Men hør nu dette: Din mor har jeg passet på til døden. To år har jeg givet hende mad fra skeen, vasket og givet medicin. Hvor var du? Jeg tjente penge? Hvor var du, Søren? De sidste fem år har du slet ikke haft noget fast arbejde. Du drømte kun om at blive rig.
Jeg prøvede! Jeg kæmpede for familien!
For familien? Maren ler sarkastisk. Liva arbejder på nattevagt som sygeplejerske for at få råd til lærebøger. Jeg har taget to ekstra timer på skolen og giver privatundervisning. For hvem kæmpede du?
Søren er tavs, holder fast i kuffertens håndtag.
Det mest komiske er, at din mor, kort før hun døde, sagde til mig: Undskyld ham, min pige. Han er svag, har altid været svag. Tak fordi du har holdt ud. Jeg forstod det ikke dengang, men nu ser jeg det.
Du må ikke! bryder Søren ud. Du må ikke kalde mig svag! Jeg kvæles her! I denne lejlighed, i denne by, med dig! Du vil sende mig i graven med din rigtige måde!
Min rigtige måde? Maren griner pludseligt, kold og barsk. Jeg har de sidste år kun sagt intet. Jeg var tavs, da du kom hjem beruset. Jeg var tavs, da pengene fra hemmelige beholdninger forsvandt til dit næste projekt. Jeg var tavs, da jeg mærkede din sande duft. Jeg troede, du ville finde ro, blive fornuftig. Familie.
Hun går til skabet, trækker en mappe frem. Søren spænder op.
Hvad er det?
Papirerne til skilsmisse. Jeg har forberedt dem for en måned. Jeg ventede på, at du selv vil tage beslutningen. Eller mig. Men du er den første, der gør det flot af dig. Underskriv.
Søren ser forbløffet på dokumenterne.
Du vidste du det?
Jeg er ikke dum, Søren. Jeg gav dig en chance. Og mig selv en chance måske tager jeg fejl, men jeg tog ikke fejl.
Lejligheden begynder han.
Lejligheden er min. Den gik på min mor i arv, så jeg har den. Du står på den som indskrevet, men du har ingen ret. Du kan gå til retten, men du har ikke haft et lovligt arbejde de seneste tre år. Skal du betale underholdsbidrag til Liva?
Hun er over 18
Hun studerer på fuldtidsuddannelse. Til hun er færdig, er hun berettiget til støtte efter §85 i ægteskabsloven.
Søren griber pennen og underskriver hastigt. Han smider mappen på kommoden.
Er det færdigt? Er du tilfreds? Toogtyve år under en kats hale?
Maren ser ham i øjnene. Hvidning i tindingerne, rynker ved øjnene. Engang var han den elskede. Nu er han en fremmed.
Ikke en kats hale, Søren. Vi har en fantastisk datter. Klog, venlig, flittig. Jeg har fået hende, siger jeg med et trist smil. Og gennem årene har der også været gode stunder. Du har bare valgt den forkerte vej. Eller måske har du altid været sådan, og jeg bare ikke så det.
Søren løfter kufferten. Står i døråbningen.
Du vil fortryde det. Du vil blive alene.
Jeg vil ikke være alene. Jeg har Liva, et arbejde, venner. Og ved du hvad? Jeg melder mig endelig til dans. Jeg har altid drømt om tango. Du lo altid og sagde, at køerne ikke kan tango. Vi får se.
Søren smækker døren. Maren står et øjeblik i stilhed, så går hun ind i køkkenet. Kartoflerne er brændt. Hun smider panden i vasken, åbner vinduet for at lufte.
Telefonen ringer. Liva.
Mor, hvordan går det? Zina ringede, sagde far har taget kufferten og er væk.
Det er fint, pige. Skal vi spise aftensmad?
Mor græder du?
Nej, Maren svarer ærligt. Jeg hakker løg. Laver salat.
Jeg kommer lige efter min vagt.
Du behøver ikke, Liva. Du har eksamen i morgen.
Mor, vær ikke dum. Jeg er på vej. Og mor Jeg elsker dig. Du er min stærkeste.
Maren lægger på. Hun tager en flaske hvidvin ud af køleskabet en gave fra en kollega på lærerens dag, gemt til en særlig anledning. Hun hælder et halvt glas i et krus, løfter det mod vinduet, hvor solnedgangen gylder tagene.
Skål for et nyt liv, hvisker hun til sig selv.
Nedenfor i gården smækker taxadøren døren. Søren læsser kufferten ud, mens en ung blond kvinde vinker. Ane. Maren har set hende et par gange ved bilforhandleren, men hun er bare en ung kvinde.
Zina råber fra trappen:
Maren! Jeg kommer med kage! Med kålsalat, som du kan lide!
Maren smiler, første ægte smil i måneder. På bordet ligger skilsmissepapirerne, ved siden af en nøglebundt, som Søren har glemt. Hun tager nøglerne, vejer dem i hånden.
I morgen skifter hun låsene. Hun tilmelder sig danseholdet. Måske et nyt klip hos frisøren hun har altid ønsket et kort snit.
I dag drikker hun vin med Zina, spiser kage og tænker ikke på fremtiden, for fremtiden er livet. Hendes liv. Uden at kigge tilbage på den, der svigtede hende.
Telefonen ringer igen. Et ukendt nummer.
Maren Jensen? Det er fra sygeplejeskolens administration. Din datter er blevet udvalgt til en navngivet stipend. Tillykke! Liva er vores stolthed!
Maren får tårerne frem men de er glade tårer.
