Kylling
Hvorfor glor du som en ulv? Var det ikke nok? Kom så, drenge, giv ham en omgang til! Idas lyse stemme får et skrigende tonefald, og Dennis kryber sammen, hæver knytnæverne foran sig.
Men til hvad nytte? Hvem bliver bange for sådan en som ham? Spinkel, lille, arme og ben som tændstikker, og hovedet dasker på den tynde hals, som om det snart falder af. Ét ord: Kylling!
Det var også det navn, han fik, første gang han trådte ind i plejefamilien.
Se, mor! Han spiser som en kylling! Pikker nærmest maden op fra tallerkenen!
Den yndige, lyshårede pige med ansigt som en fin porcelænsdukke rynker på næsen og rækker ham sin bolle:
Her! Spis! Fik du slet ikke mad på børnehjemmet?
Dennis ryster på hovedet og nægter bollen, så hurtigt at plejemor, Rikke, forskrækket udbryder et uha!. Tænkte nok, hun var bange for, at Dennis hoved skulle falde af. Men han gad heller ikke forklare, at han faktisk ikke var sulten. Og at de faktisk havde givet ham god mad på børnehjemmet. Han havde bare aldrig spist så meget. Det kom først senere i det her hus, hvor han vænnede sig til Rikkes rundhåndede portioner, til de evige skåle med slik og kager, og til fadet med frugt, som altid stod på bordet. At række ud og tage uden at spørge blev pludselig almindeligt.
I starten var Rikke nærmest ved at græde, når Dennis spurgte:
Må jeg tage et æble? Bare et enkelt. Tak
Selvfølgelig, min skat! Du behøver ikke spørge bare tag!
Men Dennis kunne ikke, han skulle have det tilladt først. Så ingen bagefter så skævt til ham eller sagde, at han tog uden at spørge.
Ida, den porcelænsfine pige, grinede af ham, men holdt andre fra at mobbe ham. Dengang forstod Dennis det ikke at det nærmest var en leg for hende. Katten og musen. Hun kunne vælge at pine eller tilgive, og alle i Rikkes hus blev idet eller ufrivilligt Idas legetøj. Hun morede sig over ballade mellem søskende.
Marie, hvor har du flotte fletninger i dag! Mor har flettet dem så fint. Hvorfor sagde Poul, at du har hø på hovedet? Hvad betyder hø?
Når fjortenårige Marie, god og godtroende som Rikke selv, blev nævnt for sit udseende, blev hun en løve. Hendes bror Poul, som Rikke havde hentet fra børnehjemmet da hun fandt ud af, de var søskende, begyndte at tude, når søsteren slog ud efter ham, mens lille Ida bare smilede uskyldigt. Hvad har hun sagt? Blot gentaget et udtryk fra skolen, intet andet! Om Poul overhovedet sagde det, var ligegyldigt. Ida havde bare forvekslet, hvor hun havde hørt det.
Eller Poul, der øver sig på et digt op til skolekonkurrencen og står foran spejlet. Så står Ida klar:
Flot, Poul, rigtig godt! Hvorfor siger Dennis, at du er dum og ikke kan finde ud af noget?
Og Dennis, der koncentreret arbejder med dansk grammatik, ender pludselig på gulvet efter et skub. Poul hamrer løs på ham uden øje for, at Dennis bed sig i tungen da han faldt.
Så løber Ida ud til køkkenet til moren:
Mor! Drengene slås! Og jeg tror Poul gjorde Dennis rigtig ondt!
Og Rikke skynder sig ind, hvor Marie allerede har fået stoppet slåsseriet, men ser Dennis blodige læbe og tager straks bilnøglerne fra entréen. På hospitalet! Man kan aldrig vide!
Naturligvis, Idas snedige spil kører ikke hver dag. Effekten vil forsvinde, og nogen kunne jo regne den ud. Nej, hun går snu og listigt til værks. Nogle gange tror Dennis, hun har en lang, rød rævehale, som vifter triumferende når det lykkes hende at skabe ballade.
Af alle Rikkes børn fem i alt er det kun Niklas, der ignorerer Idas narrestreger. Han går kun op i sine egne ting. Niklas er et computer-geni. Han har sit eget værelse takket være Rikkes voksne søn Simon. Der er den en anden verden, hvor ingen andre må komme. Ikke fordi Niklas er sur han låner gerne udstyr og viser hvordan man bruger det, hvis han har tid. Seks år ældre end Dennis, knap seksten, og allerede dygtig programmør han drukner i opgaver og projekter. Derfor ville han måske gerne hjælpe småsøskende mere men tiden slår ikke til.
Dennis ved, at Niklas har en kæreste, det er stadig hemmeligt for resten, kun mor Rikke ved det. Niklas fortalte Dennis det, og lod endda Dennis hilse kort på Nanna, da hun var på Skype. At de bor i hver deres by og kun har set hinanden én gang det var ligegyldigt. Snart tager de studentereksamen og skal læse samme sted. Niklas glæder sig og Dennis forstår ham.
Han ved kun alt for godt, hvad det vil sige at vente.
Når man sidder på vindueskarmen med benene trukket op under sig og krydser fingre mens man hvisker: Lad det blive sån, please! Du kan jo alt! Hvem er denne du, som Dennis beder til, ved han ikke. Han føler dog nogen lytter. Så når han får lov at sidde i Niklas rum, puttet sammen i hjørnet med den tykke, røde kat Hippokrates, kan Dennis finde ro. Ingen generer ham her. Intet ondt bliver sagt. Her kan han bare tænke sine tanker, fange strofer der rimer, nusse katten, som spinder fornøjet, og glemme sine bekymringer. Niklas småsnakker undervejs, hvad end han programmerer, klager lidt, sukker fornøjet, rejser sig, strækker sig, træner lidt, laver skøre kampråb, bukker og siger pludseligt:
Så! Nu trænger vi til noget at spise!
Så flyver Dennis ud i køkkenet, uden at snuble over den dansende Hippokrates, brygger te, som Rikke har lært ham, og sætter sig ved siden af Niklas og lytter til historier om lejren, om skolen, om Simon, som både er forbillede og storebror ifølge Niklas, den bedste i verden, bortset fra naturligvis Rikke.
Simon er Rikkes eneste rigtige søn. De andre er plejebørn. Simon eller Simo, som moren kærligt kalder ham bor langt væk, i Aalborg, hvor han arbejder på universitetet og kun besøger sin mor et par gange om året. Når han er hjemme, hersker fred og glæde. Dennis har kun oplevet det et par gange, men hver gang ønsker han Simon aldrig tager tilbage, for da er ingen onde ved hinanden. Men Simon har jo sin familie, sine venner, sit job Lille datter. Første gang hun sad på Dennis skød, blev han helt stiv af benovelse. Hun var så lille og skrøbelig. Men Simons kone, Katja, beroligede ham.
Bare rolig! Hun vil bare lære dig at kende. Nu er du jo onkel. Den store, stærke. Og hun er din niece.
Pigen klapper ham på kinden, klynger sig om hans hals og Dennis bryder grædende sammen, så hele huset bliver uroligt.
Heldigvis forstår mor Rikke straks, hvad der sker. Hun krammer ham, sætter sig med ham på skødet, vugger ham længe, præcis som han selv havde gjort med Simons lille datter.
Ingen griner af ham. Ikke engang Ida. Tværtimod, hun kommer hen, stiller sig ved Rikke og aer Dennis på skulderen:
Græd ikke, Kylling! Undskyld, Dennis! Det skal nok gå!
Hvorfor hun gør det, ved Dennis ikke. Hun driller jo altid ellers. Men hun er en sær pige, og han har da mødt værre! Her er der i det mindste også andre end Ida. Niklas for eksempel. Og Marie og Poul er egentlig også søde de ved bare ikke, hvordan man skal kende forskel på folk endnu.
Og så er der mor Rikke. Dennis kalder hende kun mor Rikke for sig selv og ikke så tit. Han er bange. Tænk om de forstår ham eller endnu værre accepterer ham, for så pludselig at sende ham tilbage til børnehjemmet, ligesom hans første plejefamilie. Dengang de fik deres eget barn, var Dennis pludselig ikke mere nødvendig, blev hentet af nogle kvinder fra kommunen og kørt tilbage. Og ingen forklarede ham ordentligt hvorfor man ikke kunne elske en som ham … Det var aldrig de voksne pædagoger, de havde for travlt. Også det var Dennis klar over.
Den slags tanker gjorde ham kold indeni. Som om nogen malede ham over med sort farve, lige så langsomt.
Dennis fortæller aldrig disse ting til nogen. Ikke engang til Niklas. Alt det usagte hører kun Hippokrates om. Katten lytter, som om Dennis ord er det vigtigste i verden. Det er de også. Hippokrates ved, hvordan det er at være fundet og få et hjem, og katte er jo ikke bange for at høre sandheden.
Tror du, de vil lade mig blive?
Katten drejer et øre og ruller sig rundt, tilbyder maven. Han ved, de fundne får kærlighed og bliver ikke givet væk. Sådan gik det med ham selv. Aldrig havde Dennis set tvivl hos Rikke.
Det var Rikke, der navngav Hippokrates hun arbejdede som sygeplejerske og fandt katten forkommen og forladt på vejen hjem fra vagt. Engang var han en smuk, plejet indekat nu var kun en snavset pind tilbage. Det prægtige hale var blevet til en trist, våd tot.
Bilen der ramte ham forsvandt længe før Rikke nåede frem. Bag de slørede øjne så katten hjemmet tværs over gaden, vinduet, hvor hushjælpen havde glemt at lukke, og træet hvor mejserne drillede ham før ulykken. Da han løb skræmt på vejen, ville han bare tilbage til varme, mad og tryghed. Så blev alt sort i det hårde lys.
Han prøvede at rejse sig, men benene adlød ikke. Da jamrede han højt, som dengang han var killing.
Men i stedet for et koldt snudespark mærkede han Rikkes varme hånd.
Frakken, hun bar ham hjem i, blev aldrig helt ren igen, men det betød intet for Rikke. Tøjet kalder hun alligevel bare klude, og bruger hellere penge på børnene. Hun handler altid til dem:
Den her kjole vil passe til Marie! Sølvgrå og fin. Blå kjole til Ida som himlen! Så mangler drengene bare Se, fede T-shirts! Perfekt!
Hvad med dig selv? fniser Marie, mens hun snurrer foran spejlet i den nye kjole.
Jeg klarer mig! Fyldt skab vi tager dem her!
Katten, som hun bragte hjem, lå stille den aften, mens Rikke lavede mad og forsøgte at få fat i Hippokrates gamle ejer. Da kaldte de ham endnu et finere navn, men det hjalp intet. Den gamle ejer nægtede at betale for behandling og nægtede endda at tage katten med hjem, da hun hørte han måske ikke kunne gå igen.
Nej nej, jeg skal ikke have sådan en kat. Gør hvad I vil afliv eller noget. Jeg betaler ikke, det er billigere at få en ny!
Rikke blev frustreret, men dyrlægen smilte og sagde:
Så skriver vi accept på aflivning det koster, men vi gør det gratis denne gang.
Pigen sukkede koket, og så var katten forladt og navnløs. Rikke nussede ham over panden, og dyrlægen sagde alvorligt:
Du efterlader ham ikke, vel?
Nej, det gør jeg ikke, svarer hun og klemmer hans varme øre.
Efter operationen blev Hippokrates aldrig mere bange. Det værste var sket nu kunne det kun gå frem. Havde det ikke været sådan, hvorfor var han så stadig i live? Hvorfor var Rikke så mild ved ham, fodrede ham forsigtigt, beskyttede ham mod børnenes drillerier?
Han haltede stadig på forbenet, men i dette hus blev han lykkelig. Ja, der var knaphed og problemer, men der var også hjertevarme og glæde bølger af Rikke og hendes mand, Gert.
Gert arbejdede som lastbilchauffør og var kun hjemme et par gange om ugen. Men når han kom, søgte katten straks hans trygge favn. Hans hænder var stærke og varme, og smertens uro forsvandt, når de holdt om ham. Katten var sikker på, at de hænder kunne varme andre end ham. Hippokrates forsøgte at vise det til den nyankomne, storeørede dreng men det tog tid for Dennis at forstå sin plads i familien. Kun Rikke læste situationen med det samme.
Gert, kan du ikke tage en snak med Dennis? Han har det ikke nemt med de andre. Jeg holder øje, men kan ikke finde ud af hvorfor.
Er han bare stille?
Ja, som de fleste når de kommer her. Det tager tid før de siger noget. Hvad siger de andre så?
Ikke meget. Spørger jeg om slagsmål, kigger de bare ned. Bortset fra at Ida græder og beder mig lade Dennis være. Hun kalder ham Kylling!
Og du lader hende?!
Hun siger det kærligt tror jeg Rikke rynker panden.
Det er ikke noget navn for en dreng. Bed hende stoppe. Hvis hun kaldes ved sit navn, skal hun også gøre det samme. Før kaldte hun jo Marie for Prinsessen uden ærte. Det gjorde ondt på hende.
Du har ret. Jeg må tage det op.
Hvordan er de andre med Dennis?
Niklas er fin. De sidder sammen, Niklas lærer ham computer og siger Dennis er dygtig men skal have støtte.
Og Marie og Poul?
Sværere. Noget gnaver mellem dem, men jeg ser at Ida driller og splitter.
Skal vi ringe til Katja? Hun er jo psykolog.
Hun har nok at gøre. Simon er væk og lillepigen syg. Men jeg kan snakke med hende.
Rikke snakker. Men livet har det med at regne stumper sammen før de voksne selv har fundet løsningen.
Det opgør, Ida sirligt havde planlagt, blev virkelighed. Men resultatet var ikke som håbet for hende.
Hvorfor står I bare der? Han sagde grimme ting om mor, og I glor bare! Ida rynker brynene, mens Dennis presses op ad væggen.
Nej, han kalder ikke på hjælp. Det har Ida nu forstået. Lang tid har hun brugt på at se hvordan han reagerer på mobning. Han kan ikke bede om hjælp. Hvem skulle han have bedt før? Ida, derimod, kan altid frembringe en tåre, en rystende stemme, et bedrøvet mor
Det virker hver gang! Aldrig mistænkes hun for at spille. Hvorfor betvivle det, man så gerne vil tro?
Dennis kniber øjnene sammen, og pludselig får Ida ondt af ham. Han er så hjælpeløs med knytnæverne. Hvad kan han gøre mod Marie og Poul? Poul er et hoved højere og stærkere. Mor sendte ham til judo straks da han kom “hans energi skal i de rette baner.” Men nu er det vrede, ikke energi, der vælter ud af Poul. Han kan smadre Dennis! Selv uden Maries hjælp. For for Rikkes skyld ville de alle gå gennem ild og vand. Hvor havde de været, hvis ikke for hende?
Ida lukker øjnene et øjeblik. Hun husker ikke meget fra sin barndom.
Bare glimt.
Hun sidder under bordet på det snavsede gulv og sutter på en finger skrigene fra de voksne lyder ovenover, ondt og hårdt, hun ved kun det ender galt. At kravle frem tør hun ikke. Mange mennesker. De ben, hun kan se, ligner en forvredet skov. Hun aner ikke hvad det er, men hun ved, hun ikke hører til der.
Billedet skifter. Ida sidder udenfor ved skuret, hænderne i hundens madskål, spiser sur grød. Mor er væk på anden dag, døren stod heldigvis åben. Den sure grød er dårlig, men hun er sulten. Hun ved, det er naboen, fru Valerie, der fodrer hunden. Pigen tramper hen til hegnet. Hun ved hvor Valerie bor hun har fået både brød og boller der.
Instinkterne svigter ikke og Valerie sender straks sin mand ud for at ringe til kommunen.
Resten kan hun ikke rigtig huske bare sovesalen med mange børn, duften af rent sengetøj og god mad. Hun elskede maden på børnehjemmet, lod sig vaske og frisere uden vrøvl. Folk komplimenterede hendes blonde krøller og blå øjne. Hendes hjælpsomhed men aldrig påtrængende, aldrig det barn, der løber til fremmede og kalder mor! når de kom forbi og ledte.
Den slags cirkus havde hun ikke brug for. Hun var sikker på hun blev hentet ud en dag. Det sagde alle.
Sådan et sødt barn? Hun bliver ikke valgt fra! Forældrene skal nok dukke op.
Det gjorde de. Rikke og Gert.
Ida kiggede grundigt på dem og spurgte så helt alvorligt pædagogen:
Kommer min mor ikke?
Pædagogen kiggede på Rikke og sagde lige så alvorligt:
Nej, hun kommer ikke efter dig.
Okay.
Ida tog Rikke i hånden og holdt fast hele vejen hjem.
Fair nok. Når man ikke skal bruges der, må man finde sig en ny mor. Og Rikke passede på den rolle.
Én udfordring. Eller to. Simon og Niklas. Simon flyttede hurtigt ud, så kun Niklas var hård. Ida prøvede at vende Niklas mod Rikke, men det opdagede Gert straks, mens han selv gik hjemme på grund af brækket ben.
Han er din bror, hvis du er klog nok. Ikke en konkurrent. Du er pige vi har altid ønsket os en datter. Du burde hellere være venner!
Venner blev de ikke, men de lærte at tolerere hinanden. Niklas hjalp Ida med lektierne, når hun kom i skole. Hun prøvede at passe på den skrøbelige fred hun blev elsket, mere end noget hun kunne ønske sig.
Idas verden blev rystet, da Marie og senere Poul flyttede ind.
Hvorfor? spørger hun med tårer i øjnene, mens hun knuger vindueskarmen i Niklas værelse. Her kan hun se vejen og Rikke, der hjælper en ny pige ud af bilen.
Måske fordi andre også har brug for familie? Niklas, stadig koncentreret ved computeren, kaster en pakke lommetørklæder over.
Det her er min familie! hvisker Ida så lavt, at Niklas ingenting hører.
Resten af dagen siger Ida ikke mere. Hun smiler sødt da Rikke byder Marie velkommen, viser værelset frem, giver hende hårspænder, og mor smiler stolt:
Min pige!
Ida bider tænderne sammen. Hun skal nok få den pige ud.
Det lykkes ikke. Efterhånden blev også Maries bror Poul hentet, og Ida måtte affinde sig.
Hun lavede små numre, prøvede at skabe splid. Hvorfor vidste hun ikke måske håbede hun inderligt, at Rikke indså sin fejl?
Men det skete ikke. Rikke tog også Dennis til sig, og Idas tålmod slap op.
Hvorfor skal hun tåle det? Er det ikke nok med tre børn? Simon tæller ikke han er voksen. Ida elskede forældrene over alt. Topkarakterer i skolen, hjælpsom derhjemme hvad mere skal der til? Hvorfor samle børn op som man samler Hippokrates op? De er jo ikke katte, de er mennesker! Hvordan kan Rikke elske dem ligesådan? Er det rimeligt?
Idas øjne, nu mørke som dybt vand, udtrykker raseri. Hvis hendes plan lykkes, forstår Rikke måske, at Dennis ikke hører til. Så kan alt blive, som det var næsten.
Ida greb Dennis’ håndled og hviskede:
Du hører ikke til her!
Dennis så hende lige i øjnene. Noget var dog forandret. Frygten var væk. Ida forstod det straks, da en fnisen lød bag hende Marie og Poul.
Åh, Ida, du er håbløs! Så jaloux du er!
Den rolige stemme fra faren, Gert, fik Ida til at stivne.
Nu sker det. Hun bliver sendt tilbage på børnehjem, mens de andre bliver her hjemme hos Rikke.
Dennis vred sig fri, og Ida slap grebet, lod bare hænderne falde, mens hun stirrede. Hun blev ikke forundret, da Poul stillede sig sammen med Dennis og klappede ham på skulderen:
Gjorde det ondt?
Nej, det går.
Det var nødvendigt.
Det ved jeg.
Marie, med Gert i ryggen, rystede på hovedet og spurgte:
Far, skal vi sige det til mor?
Ja, egentlig, men jeg tror I kan klare det selv. Ikke?
Marie nikkede, omfavnede Dennis:
Han er ingen kylling, forstår du? Han er lige så meget vores bror som du er søster, Ida. Og nu må du stoppe dine numre.
Er I så blevet kloge? hviskede Ida og turde ikke vende sig.
Ja, sagde Marie roligt og kiggede på brødrene. Vi er flere end dig, Ida. Du kan prøve at vende det igen og måske får du mors medlidenhed, men så er du stadig alene, og det skader os alle.
De returnerer mig ikke! hvæsede Ida sammenbidt.
Marie fniste, så højt at noget faldt oppe i Niklas værelse og straks dukkede han frem på trappen.
Hvad sker der?
Ida tror, hun bliver smidt ud!
Forstod aldrig logikken hos den pige, sagde Niklas, rystede på hovedet og advarede børnene: Nu er I stille. Jeg skal aflevere arbejde i aften og kan ikke tænke med al den uro. Forstået?
Fire nik. Niklas gik, de andre drog i køkkenet for at spise. Undtagen Ida. Hun satte sig på nederste trappetrin, og mærkede for første gang længe at hun havde lyst til at græde. Snotte løs, som dengang ved Valeries have trygheden dér måtte hun aldrig få. Hendes plads var ikke dér, ikke i den varme, hvor hun var velkommen, men i kulden, hvor ingen brød sig. Hvor flasker var hendes legetøj, og slag fra moren var eneste kærlighed.
Dennis satte sig ved siden af, trak et lidt slidt lommetørklæde op:
Går det helt galt?
Ida havde ikke lyst til at råbe mere. Hun nikkede bare, tog imod hans tilbud.
Tak, Kylling Altså, undskyld, Dennis!
Det gør ikke noget. Et øgenavn er ikke så slemt. Tør næsen! Kom så.
Hvorhen?
Til middagsbordet. Marie har varmet borsjtj. Mor kommer snart hjem fra arbejde, og far er sulten. Du sidder bare her og tuder typisk dig, Ida!
Ida tværede sit lommetørklæde og spurgte stille:
Er du egentlig også bange nogen gange? Sådan, at man kun kan gispe?
Ja. Det var jeg tit, før.
Og nu?
Nu har jeg et hjem Jeg håber. Jeg har forældre. Jeg har Niklas og Hippokrates. Så nu er jeg ikke så bange. Og du?
Jeg er altid bange, snøftede hun og tog sig sammen. Griner du nu af mig?
Nej, sagde Dennis, rejste sig og hoppede lidt for at få gang i benene. Jeg griner ikke. Andre har grinet nok. Jeg ved hvor ondt det gør. Det har jeg ikke lyst til at være mod andre.
Og jeg Idas stemme var så lav, at Dennis knap nok hørte det.
Så lad være. Det bestemmer du selv. Nu går vi ud og spiser! Det er borsjtj, ikke Ida, på menuen. Du bliver ikke spist. Jo værre du er, desto mere uspiselig. Så ro på!
Og Ida rejser sig og følger efter Dennis.
Flere år senere spurter en smuk, ung kvinde ned ad trapperne på det gamle universitet, springer op om halsen på en høj, mørkøjet mand og råber så alle kigger op:
Kylling! Jeg bestod! Jeg har endelig mit diplom! Skal vi fejre det?
Og manden krammer hende, rusker hendes hår:
Vent lige! Poul kommer straks. Niklas og Nanna er på vej.
Hvad med Marie?
Hun har vagt. Dækker for mor.
Vidste det! Mor bager lagkage?
Og selvfølgelig din yndlingssalat jeg tjekkede. Nå, her er de andre. Skal vi løbe?
Ida nikker, ser sig tilbage, og øjnene bliver dybblå som roligt hav som kun når hun er lykkelig. Hun tager sin brors hånd, ham hun stadig kalder det skøre navn fra dengang: Kylling. Nu uden skyggen af hån, kun det der er stærkere end misundelse og vrede. Noget, man bare kalder kærlighed.
