Hvorfor troede jeg på ham?
– Hvor længe vil hun være i denne tilstand? – spurgte Rikke Sørensen, mens hun betragtede sin datter.
Lærke lå i hospitalssengen og kiggede på det fotoalbum, som moderen havde taget med.
– Det er svært at sige… – lægen trak på skuldrene. – Nogle gange vender hukommelsen tilbage på få dage, andre gange kan det tage uger… eller endda længere, – sagde han med et medfølende blik.
– Nå, fortæl mig nu, som det er! Jeg vil vide, hvad jeg skal forberede mig på.
– Det hender, at det kan tage måneder, før minderne vender tilbage efter sådan en skade.
– Måneder? – sukkede Rikke tungt. – Doktor, jeg ved godt, det måske lyder mærkeligt, men… Er der ikke noget, der kan hjælpe? Noget medicin eller en sprøjte? Jeg betaler gerne det hele, hvis det kan gøre en forskel. Penge er ikke et problem.
Rikke åbnede sin taske og fandt et bundt med 1000-kronesedler frem.
– Det er ikke nødvendigt, – svarede lægen venligt. – Jeg vil hellere råde til, at Lærke bruger tid sammen med folk, hun holder af. Det kan hjælpe hukommelsen. Har hun andre nære, udover dig?
– Ja, for pokker. Hun skulle faktisk giftes om tre uger.
– Gud, hvor spændende. Hvor er så hendes forlovede?
– Han… – Rikke blev lidt forfjamsket. – Han er optaget med bryllupsforberedelserne.
*****
– Freja, hvorfor ser du stadig så fornærmet ud? – Lærke nussede sin sorte kat. – Er du sur på mig, fordi jeg skal giftes? Men sådan er livet. Mennesker gifter sig, og så bor de sammen. Du skal ikke være bange, min skat. Jeg kommer ikke til at elske dig mindre.
Freja sendte hende et fornærmet blik og vendte demonstrativt ryggen til, mens hun kiggede ud ad vinduet.
– Og Jonas skal nok lære at elske dig, – sagde Lærke opmuntrende. Hvorfor har du dog ikke kunnet lide ham? Han er sød og betænksom.
Freja drejede hovedet, så forundret ud, sprang forsigtigt over til natbordet og væltede en billedramme ned med poten.
– Freja! Hvad laver du?! – råbte Lærke og samlede glasskårene op.
Katten svarede ikke, men hoppede op i sengen og lagde sig tæt på puden.
– Han er god for mig, det lover jeg, – sagde Lærke stille. Om du vil det eller ej, så bliver vi tre under samme tag. Mor har jo lovet os en større lejlighed som bryllupsgave, så du får endda dit eget hjørne.
Lærke kiggede på billedet, hvor hun stod med Jonas foran rådhuset den dag de havde indgivet bryllupsattest. Måske den bedste dag i hendes liv. Eller i hvert fald en af dem.
*****
Lærke mødte Jonas tilfældigt.
Hun skulle hente sin mor i Kolding, hvor Rikke Sørensen drev sin egen rådgivningsvirksomhed, og de stødte frontalt sammen ved indgangen til mors kontor.
– Undskyld, det var ikke meningen! – smilede Lærke. – Jeg har travlt, jeg skal mødes med min mor til frokost, jeg så dig slet ikke.
– Det går nok, – sagde Jonas, mens han samlede tabte papirer op fra gulvet.
– Skal jeg hjælpe?
– Nej tak, jeg har styr på det. Din mor… – han kiggede på navneskiltet på døren. – Det er din mor?
– Ja, Rikke Sørensen er min mor, – smilede Lærke. Men du må gerne gå foran, hvis det er vigtigt.
– Nej, nej, gå du bare.
I det samme kom moren ud og grinede: – Nå, hvad snakker I to om foran døren? Kom indenfor, jeg skulle lige til at tage kaffe og kager frem.
Sådan mødte Lærke og Jonas hinanden. Senere inviterede han hende på kaffe, og de gik også i biografen sammen den første weekend.
Det gik hurtigt for dem, og Lærke blev hurtigt vild med Jonas. Han var både sjov, omsorgsfuld og rar og Rikke nikkede anerkendende, da hun hørte om dem:
– Jonas er en ordentlig fyr. Hvis det er alvor, får jeg da også sluttet fred med tanken om at lade dig føre firmaet videre. Man skal jo også leve sit eget liv.
Efter et halvt år friede Jonas, og Lærke sagde ja.
Rikke ansatte straks Jonas som sin højre hånd og antydede, at hun ville melde noget vigtigt ud efter brylluppet.
Imens forberedte Lærke brylluppet: restaurant, gæsteliste, invitationer, fotograf, transport opgaverne stod i kø.
Derfor var det oftest kun Freja, der holdt hende med selskab. Katten var alene det meste af tiden og hvæsede hver gang, Lærke nævnte Jonas navn. Faktisk kunne Freja ikke fordrage ham.
Da Jonas første gang kom hjem til Lærke, studerede han katten og spurgte:
– En sort kat? Er du ikke overtroisk?
– Hvorfor skulle jeg være det?
– Man siger jo, sorte katte bringer uheld, og de… er, du ved, noget ondt.
– Pjat, – lo Lærke. Tænk at du tror på den slags.
– Altså, folk siger det jo…
– Min Freja er kun et symbol på godhed. Prøv at ae hende, det er ikke farligt.
– Tror du?
– Ja, selvfølgelig, du skal jo lære hende at kende.
Lærke løftede Freja, men så snart Jonas hånd nærmede sig, sprang katten på ham og rev ham over hånden.
– Av! – udbrød Jonas.
Lærke undskyldte, mens Jonas holdt hånden under hanen. Herefter kunne Lærke altid høre hvæs og knurren fra Freja, når Jonas besøgte hende. Til sidst måtte hun lukke katten inde og bagefter brugte hun lang tid på at trøste og forklare katten, at hun skulle opføre sig ordentligt.
De minder fór nu gennem Lærkes hoved.
Hun gik ud i køkkenet med skårene, satte billedrammen væk og satte sig i sengen.
– Freja, lad os prøve at få det til at fungere sammen. Der er ingen vej udenom.
Hun krammede katten, rejste sig og gik for at gøre sig klar; hun skulle ind til en restaurant for at tage stilling til menukortet. Jonas havde ikke haft tid til at snakke om festen endnu, men Lærke var sikker på, han ikke ville blive sur.
*****
Lærke var i godt humør, da hun forlod restauranten. Alt var på plads, og restauranten havde endda givet dem rabat.
Hun fiskede mobilen frem og ringede straks til Jonas. Glæden kunne hun næsten ikke holde for sig selv.
Men han afviste opkaldet.
“Underligt,” tænkte Lærke.
Hun prøvede igen. Efter nogle tone, tog han den.
– Jonas, jeg har noget fedt at fortælle dig, forestil dig at…
– Undskyld, Lærke, kan simpelthen ikke snakke. Er til møde. Jeg ringer bagefter, okay?
– Okay…
Hun lagde på og var ved at gå mod bilen, da hun pludselig stoppede brat midt på fortovet.
På den anden side af vejen stod Jonas sammen med en kvinde, Lærke aldrig havde set før. “Hvorfor er han der?” tænkte hun undrende. “Han sagde jo, at han var til møde løj han?”
Hun var ved at ringe igen, men nåede ikke, før hun så noget, der fik gulvet til at forsvinde under hende. Jonas omfavnede kvinden, kyssede hende, lod hænderne glide ned over hende, mens kvinden smilede og grinede hun virkede slet ikke generet over det.
Lærke stivnede, gråden pressede sig på. “Hvordan kunne han? Hvorfor?! Han sagde jo, han elskede mig…”
Hun så Jonas tage kvinden i hånden og gå hen mod restauranten i samme bygning lå der et hotel. Alt var indlysende.
Hun havde ikke tænkt sig at lave en scene, men hun ville se ham i øjnene og spørge, hvorfor.
Med tunge skridt gik hun mod fodgængerfeltet, uden at ænse noget omkring hende. Pludselig var alt hun troede på væk. Alt hun havde stolet på, var et bedrag.
Hun havde troet på ham, når han sagde, han havde travlt. Hun havde forestillet sig, at han ville afslutte sit arbejde før brylluppet, men han havde løjet og set en anden kvinde, mens han foregav noget andet.
“Så hvorfor alt det bryllupshalløj? Svaret er vel nemt så kunne han arve mors firma. Hvorfor troede jeg på ham?”
Da gik Lærke over vejen uden at se sig for der var rød mand. Folk råbte, men hun hørte dem ikke. Lyden af skrigende bremser, et hårdt slag og så sort…
*****
– Kan du huske, hvad der skete? – spurgte lægen ved hendes seng.
– Nej.
– Kan du dit eget navn?
– Nej…
– Ved du, hvilken dag det er?
– Nej… Jeg kan kun huske barndom, folkeskole, universitet og min fars begravelse.
– Du er heldig. Ingen brækkede knogler, kun din hukommelse har fået et slag. Men det skal nok blive bedre.
– Vil du låne min telefon, doktor?
– Ja, så jeg kan ringe til dine pårørende. Har du en mor? Mand eller forlovede?
– Jeg har min mor.
– Perfekt. Jeg ringer til hende, mens du får lidt ro.
*****
Rikke Sørensen kom straks. Hun holdt sin datter i hånden og græd stille, selv om hun havde lovet sig selv at være stærk.
– Hvordan kunne det gå så galt, min pige? Du skal jo snart giftes… Kan du slet ikke huske Jonas?
– Nej, slet ikke… Var han flot?
– Meget, og meget flink. Jeg har ringet til ham, men han havde travlt.
– Hvorfor?
– Han ordner bryllupsforberedelserne. Han håber, du får hukommelsen tilbage inden brylluppet det gør jeg også.
– Du har fortalt ham om min hukommelse?
– Ja, selvfølgelig. Hvordan skulle jeg ellers gøre?
Rikke kom med billeder, personlige ting alt, der kunne hjælpe Lærke med at huske. Men intet virkede.
Dagen før udskrivningen kom Jonas. Lærke så ham, som så han var en fremmed. Han smilede og sagde, at alt nok skulle gå.
– Hvis du ikke får hukommelsen tilbage før brylluppet, betyder det ikke noget. Vi bliver jo gift alligevel.
Lærke sagde ingenting. Hun vidste ikke, hvad hun skulle føle.
Da hun kom hjem, stod Freja med store øjne og kiggede på hende.
– Har jeg en kat? – spurgte Lærke overrasket sin mor. – Hvorfor har du ikke fortalt det?
– Lægen sagde, du skulle tale med folk, ikke dyr.
– Men hvem har passet hende så?
– Jeg har. Efter arbejde. Du burde bekymre dig mere om brylluppet end om din kat!
Lærke sagde ikke mere. I stedet løftede hun Freja og krammede hende. Varme og ro fyldte hende helt, som en kop varm kaffe. Gad vide, om hun egentlig kan lide kaffe?
– Hvad hedder hun?
– Hvem? – spurgte Rikke.
– Katten… Jeg kan ikke huske det.
– Freja.
– Flot navn. Hvorfor navngav jeg hende det?
– Ved jeg ikke. Du fandt hende den dag, du var til eksamen på Aarhus Universitet. Du ringede og fortalte om en sort killing, du havde fundet. Jeg spurgte til eksamen men du snakkede kun om katten, hvor sød den var.
En hel uge prøvede Lærke at huske, men uden held. Hun var ulykkelig og græd ofte.
Heldigvis var Freja altid nær. Hun hoppede op i sengen, nussede og spandt, og det hjalp.
En dag forsvandt Freja pludselig. Lærke kaldte, men katten kom ikke.
Hun ledte på køkkenet, badeværelset, altanen men katten var væk. Til sidst prøvede hun i gangen. Hun begyndte at le, Freja, gemmer du dig? Jeg finder dig nok.
– Miaw! svarede Freja nede fra skabet.
I det øjeblik slog det hele ned i Lærke som et lyn. Erindringer strømmede tilbage. Hun løb hen, løftede Freja og strøg hende over pelsen.
Hun var stille længe, mens hun kælede katten. Så sagde hun pludselig: – Hvor er det længe siden, vi har leget sammen, ikke? Jeg har været så træt. Undskyld.
Freja begyndte straks at spinde, strålende glad.
Lidt efter ringede det på døren. Jonas stod der med blomster.
– Hej. Din mor bad mig komme, hun kunne ikke selv i dag.
– Kom ind, – sagde Lærke køligt. – Du behøver ikke tage skoene af.
– Skal du ikke lukke katten ind? Du husker måske ikke, men hun angriber mig altid. Du lovede at aflevere hende væk, kan du ikke gøre det nu?
– Virkelig? – lo Lærke. – Det kan jeg slet ikke erindre.
– Men… du sagde det jo…
– Jeg kan kun huske, at jeg sagde, jeg ville bede hende opføre sig pænt, men jeg kunne aldrig finde på at skille mig af med hende. Jeg elsker Freja.
Jonas stirrede forvirret på hende, indtil det gik op for ham.
– Du kan huske, kan du ikke?
Lærke nikkede.
– Tak Gud! Så skal vi ikke aflyse brylluppet. Alt bliver godt igen.
Han ville omfavne hende, men Lærke afviste ham.
– Freja og jeg skal nok få det godt. Men vi to nej. Brylluppet er aflyst, Jonas.
– Hvorfor?! Hvad mener du?
Så fortalte hun ham alt; stille og uden tårer. Jonas stirrede hjælpeløst.
– Jamen, Lærke… Det betyder jo ingenting med den anden…
– Ingenting? Du tager intet alvorligt. Måske er det på tide. Undskyld, men jeg ønsker ikke at se dig mere.
– Hvis jeg ikke går? Jeg elsker dig!
– Så skal du møde Freja, – svarede Lærke. Hun slap katten, der hvæsende løb hen mod Jonas, så han flygtede ud af døren.
Lærke lukkede lettet og tænkte, at det eneste hun fortrød var, at hun ikke bare kunne glemme alt med Jonas.
Men med tiden heler alle sår. Og med Freja ved sin side, ville hun glemme alt det ubehagelige som et mareridt.
Samme aften fortalte hun moren det hele.
Efter en stille stund sagde Rikke:
– Det vigtigste er, du er i live og din hukommelse er vendt tilbage. Med Jonas skal du ikke bekymre dig han er fyret.
– Jeg er bare lettet og glad for, det endte sådan. Og det er takket være Freja. Hvordan vidste hun, hvad hun skulle gøre?
– Jeg læste forleden, at sorte katte er lykkebringende for brude i både Japan og England. Måske har skæbnen sendt dig Freja for at sikre din lykke.
– Ikke måske, mor. Det er jeg sikker på. Freja er det bedste, jeg har min lykke.
Nogle gange lærer man på den hårde måde, at tillid ikke skal gives blindt, men skæbnen har altid en vej for dem, der har et rent hjerte og en trofast kat ved deres side.
