Kom vi virkelig det forkerte sted hen?
Hvor er det lige, du har ført mig hen, Kristian? spurgte pigen, mens hun undrende kiggede sig omkring. Overalt stod der gamle, halvt sammenstyrtede bindingsværkshuse med brædder for vinduerne, og det var tydeligt, at ingen havde boet her i mange år. Den slags steder fandtes der mange af på landet, men at havne her var alligevel mærkeligt.
Hvad var det nu, Kristian havde tænkt sig denne gang? Han kunne finde på lidt af hvert med sine tossede indfald.
Ærligt talt, Rikke, så aner jeg ikke, hvordan vi endte her. GPSen har helt kludret i det
Han steg ud af bilen, gik et par meter frem, så lidt tilbage, inden han vendte sig om mod hende igen.
Er du nu helt sikker? sagde Rikke og trak på smilebåndet.
Hun havde svært ved at tro på tilfældigheder, når det gjaldt Kristian, for han havde altid eventyr i blikket. Men denne gang så han faktisk forvirret ud. Måske mente han det ærligt.
Nuvel, hvis sandheden skulle frem, så havde navigationen været ustabil herude på de jyske småveje.
Jeg snød dig altså ikke, sagde Kristian undskyldende. Jeg tog bare den forkerte afkørsel. GPSen virker jo ikke her.
Okay, okay, jeg tror dig, lo Rikke stille og så ud over den forfaldne landsby. Men skal vi ikke bare vende om? Der er vist ikke mere at kigge på her.
Jo, svarede Kristian og satte sig ind bag rattet.
For at kunne vende bilen, måtte han køre helt hen til enden af grusvejen. Han manøvrerede frem og tilbage i et par omgange, svingede rattet voldsomt, men til sidst lykkedes det.
Han var lige ved at gasse op for at komme væk, da Rikke pludselig greb ham i armen og udbrød:
Kristian, stop! Der er en killing! Pas på, du ikke kører den over!
Hvad? Hvor? spurgte han og kiggede igen nøje gennem forruden. Men vejen syntes tom.
Lige foran under hjulet! sagde Rikke forpustet.
Der er altså ikke noget, svarede Kristian. Du bilder dig ind. Hvor skulle en killing komme fra her, i en forladt by?
Han begyndte forsigtigt at køre, men atter engang greb Rikke hans arm hårdt.
Stop så!
I samme øjeblik fór der noget foran bilen en lille, forpjusket pelsbold med poter og store ører. Den stak i panik tværs over vejen, men ramte lige ned i en stor vandpyt midt på lervejen. Den blev der, på en delvist tør tue, og miavede klagende op mod Rikke, der kneb øjnene sammen af medlidenhed.
Killingen var bange og ville ikke vove sig ned i vandet igen, især ikke hvis det ikke var for bilen, der havde truet den. Den hadede vand. Selv for en sæk af fisk ville den ikke gøre sådan noget med vilje!
Den så kun én redning: Hjælp mig, vær nu sød, læste Rikke i dens øjne.
Kristian, vi er nødt til at hjælpe den, sagde Rikke fast.
Og hvordan forestiller du dig det? spurgte han og kløede sig i nakken.
Vi tager et par skridt ud i pytterne, samler killing op, og går tilbage igen. Det bør du da sagtens kunne med dine stærke arme!
Skal du ikke selv prøve? Lidt let sagt, ikke? Jeg har for resten lige købt de her sneakers for 2.000 kroner, jeg vil helst ikke have dem ødelagt.
Rikke fnøs. Hun huskede, hvor meget han havde pralet med de dyre danskproducerede lædersko i sidste uge.
Tag dem af, så.
Ja, og blive syg, hvad? Det er altså ikke sommer endnu, Rikke.
Så hvordan havde du tænkt dig at bade i søen, siden du har plaget om turen hele ugen? sagde hun vredt.
Kristian svarede ikke. Han havde alligevel kun set det med søen som en undskyldning. En lille grill, lidt rødvin, bagtæppet af en sommernat…
Kristian, hører du efter? råbte Rikke irriteret.
Ja ja, men jeg vil altså ikke derud. Du kan ikke overtale mig.
Skal det så være mig? Fordi jeg vil redde én lille killing?
Det er jo dig, Rikke, der så gerne vil hjælpe den. Jeg havde bare kørt udenom.
Og hvorfor skulle jeg så overhovedet gide dig? Hvis jeg skal klare alting selv, hvad skal jeg så bruge dig til?
Ej nu vender du alt imod mig!
Kristian forsøgte et fornærmet udtryk, men det virkede ikke overbevisende.
Se her, sagde han, jeg går ikke ud, for det første: dyre sko. For det andet: jeg vil ikke blive syg. Mit immunforsvar er altså ikke, hvad det har været, siden jeg var barn!
Fint, så gør jeg det, snappede Rikke.
Drop det nu. Lad os bare køre.
Køre? Og lade killingen være alene her? Findes der dog ikke lidt medmenneskelighed i dig?
Rikke så på kæledyret og var lige ved at tage et skridt, da der lød en mandestemme bag dem:
Nå, dér var du jo! Hele den gamle by har jeg ledt dig igennem. Hvorfor skulle du nu så langt væk?
Rikke og Kristian vendte sig forskrækket og så en yngre mand i gummistøvler nærme sig.
Du hvem stammede Rikke uden at vide, hvad hun skulle sige.
Jeg hedder Anders. Er I kørt vild?
Jaeh sagde Rikke, men samlede sig hurtigt.
Vi troede, der ikke boede nogen her mere. Jeg hedder for resten Rikke.
Siger du velkommen, smilede Anders. Ingen bor fast her lige mere. Kun kattene.
Så gik han uden tøven ud i pytten, samlede killingen op, og kom tilbage til de tørre. Killingen spandt straks under hans hånd.
Han elsker at få besøg, sagde Anders med et glimt i øjet.
Det var nu os, der forskrækkede ham. Tak, fordi du fik ham op.
Det var da intet, et par skridt i vandet skader ingen. Skulle han sidde fast i moserne, var det en anden sag!
Og tænk, sagde Rikke og sendte et sigende blik til Kristian, nogle tør knap nok træde ud i en pyt.
Hvor findes sådan nogen? lo Anders uforstående.
Én står lige her. Jeg bad ham hente killingen, men ved du hvad han svarede?
Fortæl!
At han ikke ville gøre sine dyre designer-sneakers våde.
På en eller anden måde føltes det let at snakke frit med Anders. Instinktivt mærkede Rikke, at han var god.
Kristian så på sin kæreste med et blik, der kunne have tændt ild.
Hvad laver I her så? spurgte Anders med et nik til Kristian.
Vi var på vej til søen, men nu ja, forklarede Rikke.
Heromkring er der ingen sø. Den nærmeste er vel ti kilometer væk, og badevand er der ikke meget af og det er stadig koldt. Er du helt sikker på, du så rigtigt på kortet?
Rikke kravlede ind i bilen, fandt et gammelt krøllet kort under handskerummet og pegede.
Hm, ja, så har I kørt til højre i stedet for venstre i krydset.
Det var ikke min skyld! glippede Kristian. Ville du slippe af med mig, så kunne du jo have efterladt mig i denne ødemark!
Ved du hvad… Kristian snappede, men hun afbrød ham.
Deres samtale var begyndt at eskalere, spændingen ulmede mellem dem.
Lad os nu være voksne. Med andre ord, så lader du bare din kæreste være alene her? spurgte Anders let ironisk mod Kristian.
Kristian svarede ikke, men steg vredt ind i bilen, lod den brumme, smækkede med døren.
Og hvad så med mig? råbte Rikke efter ham. Tænker du ikke køre mig hjem?
Han svarede kun ved at hive hendes strandtaske ud af bilen, smide den i det våde græs, hvorefter han forsvandt om et sving mod Århus
Og som prik over iet begyndte det at regne. Hun stod dér, midt mellem gamle nedlagte gårde, og følte sig forladt.
I det øjeblik var hun ikke længere sikker på, om hun egentlig havde noget at frygte ved Anders men utryg var hun.
Ja, nu slog det mig. Din kæreste stak dig vel lige af? sagde Anders stille.
Det var min beslutning. Jeg har længe villet gøre det forbi, og så kom chancen. Godt, vi ikke nåede at blive gift. Det var bare min far, der ville det han og Kristians familie har nogle firmating sammen…
Hun fortrød straks, hun kom til at sige det. Hvorfor skulle fremmede høre den slags?
Ved du hvad, jeg blander mig ikke normalt i andres forhold, men det der var godt nok ufint. Nu skal du høre, jeg har bil, og jeg skal alligevel til byen. Vi kan tage af sted om lidt.
Kan man ikke tage en taxa? spurgte Rikke håbefuldt.
Det får du ikke held med; ingen mobilsignal herude.
Hun tjekkede, og ganske rigtigt ingen dækning. Ubehaget voksede, men Anders rolige udstråling fik hende til at slappe lidt af.
Lad mig byde dig på en kop te først kun te, lover jeg så kører vi, smilede han venligt.
Gør det noget, jeg holder killingen? Den får mig til at falde til ro.
Selvfølgelig.
Hun fik killingen op på armen. Dyre har altid beroliget hende, når livet var uroligt.
***
De gik ind i det eneste hus i landsbyen, der stadig lignede et hjem og ikke et ruinhus. Køkkenet var hyggeligt, og Anders satte en elkedel over.
Sort te, grøn te eller urtete?
Urtete? Nej tak, det kunne være hvad som helst, tænkte Rikke.
Hellere sort te, tak, svarede hun med et forsigtigt smil. Bor du her fast? Med alle de katte?
Nej, kun nogle gange. Landsbyen blev forladt for et år siden. Min faster nægtede at flytte, men hun døde for tre måneder siden.
Det er jeg ked af.
Tak, men hun efterlod kattene. De er tretten i alt, tror jeg. Hun kunne ikke lade dem være i stikken; de gamle herude døde jo tit uden at have nogen, der tog sig af deres kæledyr.
Sikke en historie
Jeg gør, hvad jeg kan. Kattene kan jo ikke selv klare vinteren, så jeg fodrer dem hver dag. I weekenden tager jeg hertil fra morgenen eller ved middagstid.
Har du prøvet at finde hjem til dem?
Ja, både hos venner, på nettet, men ingen vil have flere dyr. Ét får jeg nok selv plads til, men alt for mange til en bylejlighed. Internatet har heller ingen plads.
Må jeg hilse på dem alle?
Det kan du tro. Kom, jeg giver dem mad, så ser vi, om de kommer.
Han gik ud og kaldte: Mis-mis-mis!
Fra nær og fjern dukkede katte op: grå, sorte, blågrå, hvidplettede, orange, stribede, plettede Rikke talte dem hurtigt.
Tretten. Du havde ret.
Sådan går det, når man tæller godt efter men nu er vi fjorten med killingen dér.
Jo tak, grinede Rikke og satte sig på hug mellem de spindende pelse.
***
Vejen hjem foregik i tavshed. Rikke virkede eftertænksom og stirrede ud af vinduet, mens killingen sov på bagsædet. Anders havde på fornemmelsen, hun havde fået en idé.
Du, Anders Jeg tror, jeg har løsningen på dit katteproblem.
Nåh?
Vi åbner et kattetehus et kattecafé! Har du tænkt på det?
Hvordan fungerer sådan noget?
Et hyggeligt sted, hvor folk kan nyde kaffe, læse en bog eller bare sidde sammen med katte. Mange mennesker har ikke mulighed for selv at holde kæledyr, men går alligevel og savner dyrekontakt. Hvad siger du? Ikke bare købe ind i supermarkedet eller klippe hår noget nyt og anderledes.
Anders drak eftertænksomt sin kaffe. Han var tydeligvis imponeret.
Så skal vi bare have lokale, møbler, lidt inventar Det bliver ikke så dyrt. Min far vil gerne hjælpe. Har du styr på håndværkere?
Jeg ejer et lille byggefirma. Arbejdskraft og materialer klarer jeg. Bare rolig, smilede Anders.
Rikke kunne næsten ikke tro det.
Det er genialt! Så mangler vi kun slag i bolledejen og en god dyrlæge.
Det sørger vi for, lo Anders. Er vi blevet forretningspartnere nu?
Siden i dag! grinede Rikke.
***
Efter små halvanden måned åbnede byens første kattecafé. Folk var skeptiske de første dage, men det gik hurtigt over. Nu sad gæster og drak kaffe, læste i bogreolen, og nussede frit de rolige, vagabonderende katte.
Nogle af stamgæsterne blev så glade for deres yndlingskat, at de nærmest tryglede om at tage dem med hjem.
Efter rådslagning med Anders begyndte Rikke at give kattene væk til velegnede hjem hvad kunne være bedre?
Snart blev der færre og færre katte fra den forladte by. Parret begyndte at tage flere til sig; både fra lossepladser og fra dyreinternatet.
De søde, hjemløse katte blev adopteret hurtigere, end lune romkugler bliver solgt på hovedbanegården og kun hos kærlige folk, der ikke kunne undvære dem.
Den fejltagelse på de jyske veje endte med at give Rikke sin passion i livet, sørge for færre hjemløse dyr i byen, og give hende kærligheden i form af Anders. Med ham var trygheden solid; han var den slags mand, der gik ud i pytter i gummistøvler eller på bare fødder.
Og snart bliver der bryllup forretning og kærlighed hånd i hånd, ikke for pengenes skyld, men for hjertets.
Killingen, som det hele begyndte med, sover nu lykkeligt hjemme blandt byens nye katte, hvor han får selskab af Rikkes gamle veninder Katinka og Liva.
