– Og jeg forventer, at lejligheden er gjort ren, når jeg kommer hjem! Kirsten Madsen styrter ud på trappeopgangen og smækker døren efter sig med sådan en kraft, at ruderne i hele opgangen begynder at klirre.
Freja, som netop er på vej ned ad trappen, får et chok og stanser op på et af de slidte trin. Hun håber stadig, at naboen ikke har fået øje på hende. Men med det held kan man kun drømme om. Selvfølgelig har hun det.
– Nå, Frejase, godmorgen!
Kirsten stiller nonchalant en papkasse på gulvet den har været brugt til en brødrister engang og begynder febrilsk at knappe sin frakke. Der er ingen tvivl om, at hun har travlt.
– Godmorgen, Kirsten, siger Freja med et presset smil. Er børnene blevet urolige igen?
Du siger noget! De driver mig til vanvid, siger Kirsten, mens hun kæmper med den sidste knap.
I samme øjeblik rører noget sig i kassen på gulvet.
Freja springer næsten tilbage, selvom hun egentlig står i sikker afstand. Det er ikke, fordi hun er bange af sig, men hun havde absolut ikke forestillet sig, at der kunne gemme sig noget levende derinde…
Hvem hulen mon det er?
Fantasien kører straks derudaf, men hun får snart forkastet tanken om, at det skulle være en levende brødrister, der er på vej på genbrugsstation.
Prøv at se her, siger Kirsten, løfter papkassen op og viser Freja indholdet.
Freja går ned på reposen, nærmer sig Kirsten og skæver nysgerrigt ned i kassen.
Hun ved jo godt, at der ikke sidder nogen levende brødrister dernede, men synet, der møder hende, overrasker hende alligevel på en god måde.
For fra bunden af kassen stirrer to nysgerrige øjne op mod hende. Og de tilhører en lille killing.
Hold da op, hvor er den nuttet! udbryder Freja.
Det hjælper jo ikke noget, mumler Kirsten lidt utilfreds og lægger låg på kassen igen.
Hvor har du fået den fra?
– Det var børnene, der slæbte den med hjem… Man skulle nok have sagt nej. Den lille kræ laver kaos, og jeg mangler ord for det. Tja, den havde fine øjne og sød lille snude, og jeg faldt for det men de siger jo, at alt, der glimter, er ikke guld. Det ligner en engel, men temperamentet kunne jeg genkende fra min eksmand.
– Bare vent, Kirsten, den roer sig nok med tiden, opmuntrer Freja. Skal du til dyrlæge med den? Skal den vaccineres?
– Dyrlæge? Overhovedet ikke, Frejase! Magter ikke mere. Den flytter ud på sommerhuset. Så kan den bo der.
Freja ser overrasket på Kirsten og håber, at hun tager gas på hende.
Men hendes sammenknebne bryn og stramme mund viser tydeligt, at hun ikke spøger. Og kalenderen siger ovenikøbet 15. november, ikke 1. april.
– Flytte killingen ud i kolonihaven nu, sidst på efteråret?
– Jamen, skal jeg vente til det bliver forår? Hvilken forskel gør årstiden? Var det vinter, røg den også af sted nu. For det er altså ikke en killing, det er bare en fejltagelse.
Følelserne overmander hende, og Kirsten holder en pause for lige at trække vejret.
Så fortsætter hun:
– Du skulle se, hvad den laver! Jeg har aldrig taget så mange beroligende smertestillende selv da jeg stod alene med to børn. Så beslutningen er truffet. Den skal ud af huset!
– Men, Kirsten…
– Ja, jeg kunne jo lade den blive i gården, hvor vi også fandt den, men så slæber børnene den bare op igen og gemmer den i garderoben. Nej tak.
Kirsten tager sin mobil op og tjekker klokken, ryster opgivende på hovedet:
– Nu har du helt forsinket mig, Frejase. Jeg må videre ellers mister jeg bussen.
Kirsten samler kassen op, drejer skarpt rundt og tripper videre ned ad trappen, holder fast i gelænderet. Freja står tilbage og kan ikke forstå, hvordan nogen overhovedet kan overveje at efterlade en lille killing alene ved et sommerhus. Den ville jo næppe klare én dag alene.
– Vent, Kirsten! råber Freja.
– Og nu hvad? Jeg sagde jo, jeg havde travlt!
– Lad nu være med at køre den væk. Jeg kan prøve at finde et godt hjem til den i stedet. Giv mig killingen, tak!
Kirsten stopper op…
…drejer sig langsomt.
– Gode hænder? Hentyder du til, at mine er dårlige? Kirstens øjne smalner. Det er altså mig, der har gjort to børn voksne, med de her hænder.
– Det er ikke det, jeg mener. Men killingen overlever ikke ude i et koldt sommerhus.
– Overlever den, så var det meningen. Ellers var det ikke skæbnen… Det er ikke mit ansvar, hvis den ikke passer ind her.
– Det er jo stadig bare en baby… Den lærer det!
Freja bliver frustreret: Du sender jo ikke dine børn ud på landet, selvom du skælder dem ud hele tiden.
– Børn er børn, og killinger er killinger! Hvis du vil have den så værsgo.
Kirsten sætter kassen fra sig.
– Det letter bare min dag: så skal jeg ikke bruge en krone på transporten. Og jeg kan se, hvor længe du holder ud, smiler hun spidst, før hun smutter tilbage i lejligheden og smækker døren, så lyden runger.
Kort efter kan Freja høre Kirstens stemme derindefra: Hvad laver I? Kom her med jeres telefoner! Der skal gøres rent nu!
Freja hører ikke mere hun bukker sig ned, tager forsigtigt kassen og kigger ind for at tjekke, at killingen stadig er der. Så går hun op i sin egen lejlighed.
Sådan kommer det sig, at hun står med en papkasse og…
…en lille killing, hun slet ikke havde regnet med skulle flytte ind hos hende.
Det var ikke planen, at der skulle bo et pelsdyr hjemme hos Freja. Hun havde kun været nede for at hente kaffe, der var sluppet op. Nu står hun her med en bølgende pelsklump, helt tilfældigt.
Ærligt talt har Freja aldrig været sådan én, der var synderligt vild med dyr. Hun har slet ikke den vilde kærlighed til katte og hunde, som mange andre har.
Men lade Kirsten smide killingen ud? Nej, det kunne hun bare ikke.
For der er forskel på at være neutral og være hjerteløs. For det må man bare ikke.
Og hvordan kunne man ty til så drastiske løsninger, når man blot kunne finde én, som med glæde ville give den et hjem?
Sådan en hjerteknuser bliver helt sikkert adopteret, er Freja overbevist om.
Det kræver bare et par gode fotos, lidt annoncering på nettet, så skal folk nok stå i kø efter ham.
Piece of cake!
*****
Freja samler sig kort efter, fotograferer killingen, lægger billeder op på forskellige sider under Gives væk og Søger hjem.
Bagefter går hun ned og køber den eftertragtede kaffe og kattemad, for killingen skal jo have noget at spise, indtil der findes en ny familie.
Sammen med foderet bliver det også til et plastikbakke og noget grus. Economy-class udgifter, men ikke til at komme udenom.
Så kan den nye ejer få det hele med, tænker hun med et lille nik. Hun smiler indvendigt det føles godt at gøre noget ordentligt. Penge betyder intet her.
Ifølge Kirsten hedder killingen Smørbasse, men den reagerer ikke på dét navn. Derfor begynder Freja at brainstorme. Hun ender ved det hundredtoogtredivte forslag.
Nu vil jeg kalde dig Viggo! Er det okay?
– Mjav! siger killingen, og spurter ud i entreen for at tage kampen op mod hendes hjemmesko der også er dunede, og derfor på sin vis konkurrenter til Viggo.
Der er jo kun én, der kan være den sødeste, mest fluffy og hjælpsomme.
Freja griner, mens hun ser det lille cirkus. Så beslutter hun sig for at arbejde lidt.
Freja arbejder som freelancefotograf og har ofte fotoopgaver. Heldigvis føler hun, det både er sjovt og giver rigeligt med kroner på kontoen.
Egentlig venter der hende akut billedredigering, men det bliver svært med Viggos narrestreger.
For efter skoene går han død i hele lejligheden og lynhurtigt kommer der skramlen og bump overalt.
– Hey, du der! Freja vender sig og prøver at være stram.
Killingen stopper op midt i stuen og ser spørgende på hende – så, hvad var det, vi skulle?
Jeg forstår godt, at du keder dig. Men du skal altså kun være her i kort tid…
– Mjav!
– Og jeg gider ikke diskutere! Du er kun på besøg. Så vis dig ordentligt og lad mig arbejde lidt.
Hun skulle aldrig have sagt det.
Viggo sænker hovedet, øjnene bliver store og sørgmodige. Freja fyldes af skyldfølelse. Man skælder jo ikke bare sådan en lille størrelse ud?
Okay, leg bare, men prøv at gøre det stille, sukker hun.
Killingen kaster sig glad rundt igen. Snart er der bulder og larm, som var han til landsholdets fodboldtræning.
Fokusset er klart: Se målet… ikke forhindringerne. Viggo forstået! tænker Freja og tager høretelefoner på for at lukke lyden ude og arbejder videre med billederne.
Men efter fem minutter siger det klik-klik Viggo rammer stikket under skrivebordet og slukker for stationær pc. Forsvinder derefter, så hun ikke kan nå at bebrejde ham.
– Argh… hvordan kan det være?! er alt, hvad Freja får ud, mens hun ser på mørk skærm.
Så løber både Viggo og Freja rundt efter hinanden i en halv time, dog uden hun fanger ham. Til gengæld får hun både en skramme på storetåen og et blåt mærke på knæet.
Da computeren starter igen, læser hun trådene med billeder af Viggo: masser af likes men alle skriver kun:
“Ej, hvor nuttet!” Sikken heldig killing! For dælen en charmebøf!
Men ingen vil have ham hjem. Ingen ringer, ingen banker på døren. Hun prøver at skrive under annoncerne, at hun hellere end gerne personligt leverer killingen, selv til den anden ende af København ja, hun kunne såmænd tage DSB tværs over landet.
“Måske er det svært for folk at nå frem til mig, sådan midtby,” tænker hun, lidt håbefuldt.
Killingen får travlt med at suse rundt, men endeligt falder i søvn på sofaen under hendes hånd. Freja døser selv hen. Hele eftermiddagen går på at nusse killing og glemme alt om deadlines.
*****
En uge senere må Freja sande, at et hjem til Viggo er sværere at finde end først antaget. Nøjagtig samme slags beundrende kommentarer fylder op ingen ringer, ingen skriver privat.
Efter yderligere tre dage kigger hun på den sovende killing ved tastaturet, og en tanke slår hende:
“Hvad gør jeg egentlig, hvis ingen henter ham? Skal han så bare blive her?”
– Nej, det er det sidste, jeg har brug for! udbryder hun, hvorefter hun bebrejder sig selv.
Viggo vågner kort, åbner et øje og mjaver fornærmet hold nu ro på killingers siesta er ikke til forhandling!
Freja sukker, finder sin telefon frem og tjekker igen kommentarerne under billederne.
Det er de samme historier: folk roser, klikker likes men ingen tager næste skridt, og Frejas håb svinder for hver dag.
Hun mindes pludselig, at hun for nylig søgte professionel hjælp: en psykolog skulle hjælpe hende med at finde det, der manglede i hendes liv.
Hun havde det perfekte job, der var penge nok, og takket være sine forældre rådede hun over en ejerlejlighed. Hun burde egentlig være lykkelig.
Men i en periode var det hele lidt tomt. Det handlede ikke om mænd eller parforhold, dem havde hun valgt at tage en pause fra.
Hvad var det så?
Psykologen foreslog samtale med eget spejlbillede, men eksperthjælpen endte blot med et glas danskvand og en Panodil.
Det spørgsmål forblev lige indtil vennen Asta gav sit besyv:
– Du keder dig bare, fordi du har alt, svarede hun. Freja forsvarede sig:
– Jeg knokler jo løs på arbejdet, så hvad skulle jeg kede mig for?
– Tror du måske, det er netop Viggo, du mangler? spurgte Gitte tørt, mens hun gumlede på brownie.
– Undskyld, hvad? Én kat… eller fedtprocent?
– Måske mangler du bare lidt mere kage og ikke flere katte, svarede hun.
Freja fik intet ud af venindesnakken og besluttede bare at skubbe alle tanker til side. Men nu, med Viggo liggende ved hendes tastatur, tænker hun lidt over, om det i virkeligheden er ham, hun har manglet.
*****
Måneden flyver afsted. Ingen af de tusind plus likes bliver til et nyt hjem. Og nu får Freja pludselig fornemmelsen af at forstå, hvorfor.
For på én måned sker der så meget, at det ville kræve et halvt bibliotek at fortælle det hele.
Hun kan ligeså godt nøjes med det vigtigste.
Viggo er faktisk en meget skarp killing. Han lærer hurtigt, hvornår han skal lade sofaen være. Han forsøger sig endda som interiørarkitekt derfor gik tre sæt gardiner til, før hun opgav og tog dem ned. Lejligheden blev lysere uden.
Dernæst prøver han som gourmetchef han smager på alt på køkkenbordet, men spytter det meste ud igen. Pickles, marinerede svampe, kogte kartofler intet dur. Han dropper kokkeambitionen: hvorfor lave mad, når man har tørkost i skabet?
I stedet finder han sin rette hylde: at gøre livet hyggeligere for Freja.
Hun forstår hurtigt, at hendes og killlingens definition af lykke og glæde ikke helt stemmer overens.
For Freja betyder det søvn og tid til at arbejde. Men i samme sekund, hun lægger sig ned, springer Viggo frem fra ingensteder og vil lege.
Tingene udvikler sig, så hun til sidst forstår sin tidligere frustrerede nabo Kirsten bedre, selv om hun stadig synes, det var forkert at smide ham væk. Hun kunne aldrig have gjort det selv lige meget hvor træt hun blev.
Der er heldigvis mange lyse øjeblikke masser af glæde over de små mirakler, f.eks. når Viggo endelig lærer at bruge kattebakken selv (tidligere stod hun op midt om natten og bar ham derhen).
Søvn er en luksus, og i de øjeblikke føler Freja sig lykkelig helt ind til benet.
Viggo finder nye specialiteter: at lege med natlampen tænde, slukke, tænde, slukke om natten. Til sidst pakker hun natlampen langt væk (sammen med gardinerne…) og bliver vant til det.
Efterhånden indser Freja, at det egentlig ikke er Viggo, der bor hos hende det føles snarere omvendt. Hver morgen tager hun på job, og Viggo passer lejligheden. Han hilser hende velkommen hjem, og hun kan næsten ikke forestille sig lejligheden uden ham.
Nu står det klart for hende, at hun ikke længere leder efter et “godt hjem” til Viggo. For det har han allerede. Hun er den gode ejer med varme hænder, som er klar til at leve med alle hans påfund.
At stå op om natten for at lege gemmeleg. At nusse, at han ender med at overtage hele sengen.
Ja, hun er klar til alt og hun fortryder intet. For hun elsker ham. For det er umuligt at lade være.
Og Viggo elsker hende.
Han vækker hende ikke længere om morgenen, men sniger sig blot op, lægger sig tæt på kanten af sengen og venter, indtil hun vågner.
Han venter bare. Nogle gange med et blik, der siger: “Seriøst hvor længe kan du sove, jeg savner dig jo”
