Moren kom ikke. Alle de andre børn var allerede blevet hentet af deres forældre, kun én dreng, Emil, var tilbage. Han sad i det dunkle hjørne af børnehaven og drejede stille på sin legetøjsbil. Pædagoginen, fru Mariane Sørensen, kiggede uroligt på sit armbåndsur. Emil sukkede tungt, kastede et blik ud gennem vinduets mørke åbning og så derefter på døren.
Fru Sørensen, jeg så en stor hund ved hegnet i løbet af dagen sagde han med en stemme, der vaklede som et blad i vinden den er nok stadig der. Moren står og er bange for at gå ud. Måske kan vi gå ud og skræmme den væk?
Der er ingen hund, Emil. Du finder på det. Jeg ringer lige endnu en gang til din mor.
Mariane greb sin mobil og tastede morens nummer igen. Ingen svarede. Hun så bekymret på uret.
Noget må være galt, tænkte hun. Det er aldrig sket før. Emil har ingen far, hans mor er altid så påpasselig. Hun elsker ham; hvis hun blev forsinket, ville hun have ringet og givet besked.
Emil, lad os gøre klar til at gå. Kom med mig hjem.
Mor? Emil tøvede. Hun kommer, men vi er ikke her.
Så giver vi hende et brev, foreslog Mariane, så kan hun læse det og komme forbi. Jeg skriver adressen og telefonnummeret. Det er sent, men lad os skynde os. Min kat er sulten.
Har du en kat? En rigtig, levende kat? Emil lyste op. Må jeg lege med den?
Selvfølgelig, lad os gå.
Marianes lejlighed virkede som et lille slot i drømmens tåge: varmen og hyggen duftede af nybagte wienerbrød. En enorm, dovne, orange kat lå spredt på sofaen, lod Emil strejfe den, og accepterede drengens små narrestreger med en tålmodighed, der kun findes i eventyr. Efter at have drukket te, gled Emil ind i søvn.
Mariane løftede forsigtigt drengen over på sengen, mens hun gik mod køkkenet med telefonen i hånden. Efter lange samtaler med politiet og en ulykkesforsikring fandt hun ud af, at en ung kvinde med alvorlige skader var blevet indlagt på Rigshospitalet efter en trafikulykke. Kvinden lå bevidstløs.
Når hun vågner, så fortæl hende, at alt er i orden med drengen, sagde en stemme gennem røret. Han vil bo hos mig, så hun behøver ikke bekymre sig. Vi besøger hende.
Da Mariane kom tilbage til værelset, sad Emil på sengen, øjnene fyldt med tårer.
Hvor er min mor? sniffede han. Jeg vil hjem, til mor. Jeg vil ikke blive her. Hos mig hjemme græder mor, og sengen græder også. Legetøjet venter på mig. Lad os gå hjem. Jeg vil til mor.
Åh, lille Emil, sagde Mariane beroligende din mor er på arbejde. Vent lidt, alt er trygt her. Jeg elsker dig, og katten elsker dig også.
Nej, hun venter på mig, fortsatte han at skrige, Jeg kan ikke være uden mor. Så kiggede han på hende og spurgte stille: Er mor væk i himlen?
Nej, Emil, hun er ikke væk. Hvorfor spørger du?
Min far fløj op i himlen, sagde han efter et øjebliks eftertænksomhed, og også bedstemor. De ser på mig fra skyerne, når jeg opfører mig godt. Hvad nu hvis mor også flyver derop?
Mariane trak ham ind i et blødt omfavn og lagde sit hoved mod hans skulder.
Du skal ikke frygte, din mor er stærk. Alt bliver godt. I morgen står vi tidligt op og kører til hende. Vi besøger hende. Hun er ikke på arbejde, hun er på hospitalet. Hun er syg.
Har hun ondt i halsen, som mig? spurgte Emil forpustet.
Ja, halsen og en lille hånd. Men hun kommer sig, og du kan tage hende med hjem igen.
Hun har brug for varm mælk med honning. Skal vi hente noget mælk til hende? spurgte han ivrigt.
Selvfølgelig, læg dig ned og luk øjnene. Jeg vil læse dig en godnatfortælling.
Fru Sørensen, hvorfor bor du alene? spurgte Emil pludseligt.
Spørgsmålet ramte Mariane uventet; hun fik et lille tårer i øjet og brød ud i gråd.
Jeg havde engang en søn og en mand. De kørte ud på sommerhuset, så blev jeg tilbage for at gøre rent. En ulykke skete, og nu lever jeg alene med katten. Jeg ville ønske, vi alle var her sammen.
Fløj de til himlen?
Ja, til himlen, sukkede hun.
Fru Sørensen, græd ikke, sagde Emil blidt, De ser på dig deroppe. Når du ler, ler de; når du græder, græder de også. Det sagde min mor. Lad os ikke gøre dem triste. Lad os holde os glade sammen.
Mariane tørrede sine tårer, krammede Emil og kyssede hans pande.
Lad os sove nu, i morgen skal vi tidligt op. Jeg vil bede dig om at bo hos mig, mens din mor er på hospitalet. Så vil katten og jeg have det sjovere. Er du enig?
Enig, nikkede Emil, Jeg vil hjælpe. Jeg kan vaske op. Må jeg kalde dig bedstemor? Ikke i børnehaven, kun her.
Ja, du må det, Emil. Sov nu.
Mariane sad længe ved vinduet og tørrede sine tårer, mens Emil sov stille i sin egen madras, væk fra hendes seng.
Årene gik.
En morgen vågnede Emil tidligt, sprang op fra sengen, strakte sig. Fra køkkenet duftede nybagte wienerbrød. Han gik ind.
Mor, hvad laver du så tidligt? spurgte han og gav Mariane et kys på kinden.
Jeg kunne ikke sove. Jeg tænkte, at du og din mor ville vågne, så jeg lavede brød. Det gør mig glad, og jeg vil gerne give dig mælk. En dag vil jeg sove blandt stjernerne, når tiden kommer.
Lydia Madsen
(Dette er en drømmeagtig fortælling, hvor virkelighed og fantasi flyder sammen som de danske nætter over Østersøen.)Dørene til sygehuset åbnede sig som et lys i morgendisen, og da Emil trådte ind med Mariane ved sin side, kunne han mærke et varmt sus af genkendelse. På operationsstuen lå hans mor, svag men vågnende, hendes øjne mødte hans med en blanding af lettelse og kærlighed, som om de havde fundet hinanden igen efter en evighed. Med en blid stemme sagde hun: Jeg har drømt om dig i himmelens blå, men nu er jeg tilbage, og du er min lille stjerne.
Mariane stod ved siden af, og den store, orange kat strakte sig dovent ud over sengebordet, som om den vogtede over den nye begyndelse. Hun lagde en hånd på morens knæ og hviskede: Vi har ventet på dette øjeblik i årtier. Emil greb sin mors hånd, og i det øjeblik syntes tiden at stå stille både den knitrende brødduft fra køkkenet og den stille susen fra vinduet udenfor forsvandt, mens kun hjerternes slag lød.
I de følgende uger blev huset fyldt med latter og duften af nybagt wienerbrød, mens den lille dreng lærte at bage sammen med sin nye bedstemor. Katten blev en uundværlig del af deres hverdag, faldt i soveknuder på Emils knæ, når han læste eventyr for sin mor, og spandt som en lille motor, der holdt håbet i live.
En aften, da stjernerne blinkede klarere end nogensinde over Østersøen, sad de tre ved vinduet og så ud over vandet. Emil pegede på den klareste stjerne og sagde: Der er vores far og bedstemor, de vinker ned fra himlen. Moren smilte, og Mariane nikkede. Vi vil altid have dem med os, sagde hun, men vi har også hinanden her på jorden, og det er nok til at bygge et helt univers af kærlighed.
Så længe vinden bar duften af wienerbrød og honning, og så længe den store kat lå i solen, vidste de, at selvom livet kan tage uventede drejninger, vil hjemmets hjerte altid finde vej tilbage. Og med hver skål varm mælk Emil rørte i, mindede han sig selv om, at selv de dybeste nattehimle kan lyse op, når man deler dem med dem, man elsker.
