Lise Nielsen stirrede forvirret på den gamle dame, mens hun sagde:
Jeg forstår stadig ikke, hvad du egentlig vil?
Kirsten Jensen smilede og svarede:
Jeg kom bare for at sige hej og medbragte pandekager til morgenmad. Jeg er din nye nabo, Kirsten Jensen.
Klokken syv om morgenen?
Jo, man skal jo gøre sig klar til arbejde, ikke? Normale folk spiser morgenmad og går så på arbejde.
Lise betragtede sig selv langt fra normal. Hun arbejdede om natten som illustratør, og de bedste idéer kom til hende i den stille nat. Hun sukkede, da den venlige nabo vækkede hende hun vidste, hun nok aldrig ville falde i søvn igen, så produktiviteten i dag ville være nul.
Kom endelig ind, så kan vi tage en kop te. Jeg har ikke planer om at gå på arbejde, så vi finder tid til en snak.
Det gik hurtigt at overtale Kirsten. Hun var enlig og elskede at tale.
Lise, du flyttede ind for nylig? Jeg har slet ikke set dig før.
Tidligere boede Vesterbro-familien Vang på lejligheden, men så stod den tom i årevis. Ingen havde tænkt på at leje den ud og tjene penge på den.
Så de skulle tjene penge! De levede der, indtil jeg flyttede ind efter at have besluttet at bo for mig selv væk fra mine forældre.
Jeg er blevet her efter ægteskabet…
Kirsten fortalte om sit liv i to timer, mens Lise begyndte at blive træt, men hun turde ikke smide hende ud det ville være uhøfligt. Den gamle dame var sød og hjælpsom, bare alt for snakkesalig. Da Lise begyndte at gabbe, sagde Kirsten:
Åh, jeg har snakket for meget. Jeg går hjem. Du er altid velkommen! Mine ben er ikke længere så stærke.
Da Kirsten gik, gik Lise en tur i det fremmede kvarter. Hun havde længe overvejet at flytte ud, fordi hendes forældre aldrig accepterede, at hun arbejdede om natten. De sagde, hun forstyrrede deres søvn, selvom hun kun tegnede stille i sit værelse. Måske var det bare en undskyldning de ville slippe af med den gamle datter.
I sine 27 år havde Lise aldrig overvejet at bo alene. Alt var fint, indtil hendes mor begyndte at kritisere hende for alt: Du sover for længe, du går ikke i butikken, du laver ikke mad, du tager ikke på hytten. Kritikken eskalerede til skænderier, og livet hjemme blev uudholdeligt. Så da en god lejlighed dukkede op, sprang hun til uden at tænke sig om.
Efter gåturen havde Lise slet ikke lyst til at sove, så hun satte sig for at arbejde. Men der kom et bank på døren igen:
Lise, skal vi gå ud og spise frokost? Jeg er så ensom.
Jeg ville lige have arbejdet færdigt… Okay, lad os gå.
Den dag lykkedes det hende ikke at komme i gang med arbejdet heldigvis var der ingen deadline, så hun kunne slappe af lidt. Næste morgen bankede det igen, men nu på væggen:
Hvem er der? Lad mig i fred!
Banken stoppede ikke, så Lise besluttede at få sig en kop morgenmad på en hyggelig café i nærheden. Caféen var charmerende, men Lise blev trist, for kun et par dage uden forældrene, og hun savnede hjemmet. Hun overvejede at ringe til sin mor, men ombestemte sig hastigt hun vidste, at moren nok ville mene, at hun ikke kunne klare sig selv.
I caféen kunne hun ikke koncentrere sig; folk snakkede og forstyrrede hende. Hun havde brug for stilhed. Da hun gik op til lejligheden, stod Kirsten i hallen:
Åh, vi vækkede dig? Min søn kom for at fastgøre en hylde, men han kan kun tidligt om morgenen.
Ja, du vækkede mig, svarede Lise halvt i søvne.
Det begyndte at irritere hende at bo så tæt på den snakkesalige nabo. Dagen fløj af sted, men Lise kunne kun lave dårlige skitser. Den sårede følelsen af at være alene, uden forældrene, voksede.
Den næste dag brugte hun næsten hele tiden i lejligheden, arbejdede hårdt og ignorerede både bank og Kirstens stemme. Så, om aftenen, hørte hun en skrigende lyd fra døren. Da hun kiggede ud, stod der bare et hul, hvor døren burde være.
Åh, min skat, jeg blev så bange! Jeg kaldte en håndværker. Vi skal bare reparere den.
Lise mistede kort sagt sin tale. Hun ville råbe af den gamle dame, men på en eller anden måde syntes Kirsten bare at bekymre sig om hende. Håndværkeren tog en dobbelt pris, så Lise måtte betale ekstra.
Der gik nogle stille dage, mens Kirsten var hos sine slægtninge. Lise frygtede dog, at den gamle dame kom tilbage med nye problemer og det skete snart. Kirstens barnebarn, Viggo, flyttede ind med hende, og musikken pumpede ud af lejligheden hele dagen.
Kan du skrue ned for musikken? Lise nåede at miste tålmodigheden.
Åh, er det Viggo der forstyrrer dig? Tag ørepropper på, så hører du intet. Han rejser snart.
Viggo blev væk efter en uge, men i den periode gik Lise kun fra at gå en tur til at sove hun kunne ikke bo hjemme. Hun havde kun boet der et måned, og hun ville allerede løbe væk uden at se sig om.
Kirsten, vil du måske holde dig fra mig? samlede Lise mod. Du forhindrer mig i at sove om dagen og arbejde om natten!
Hvis jeg har brug for noget, så kommer jeg selv til dig.
Kirsten nikkede, trak på læben og gik. Lise følte en lettelse; nu så hun frem til et roligt liv. Men om morgenen bankede døren igen.
Borgerinde Simonsen?
Ja?
Jeg er den lokale politikommisær, Ivar Nielsen. Der er kommet en klage over dig.
Over mig? Hvem? Jeg gør ingenting!
Så skriver naboerne, at du larmer om natten og truer dem.
Lise blev rasende.
Hvem siger, at jeg ikke kan bo her?
Kirsten dukkede op fra sin lejlighed:
Goddag, Ivar Nielsen! Det er den støjende nabo. De vil ikke lytte, de lægger røret på.
Må jeg komme ind?
Lise trådte til side, mens politikommissæren forsøgte at få Kirsten med ind.
Du må rolig, Kirsten, jeg tager mig af det.
Lise kunne ikke forstå, hvordan den venlige, snakkesalige dame hurtig kunne blive så vred. Ivar viste sig at være en ung, pæn fyr.
Du burde flytte, Lise, så får du et bedre liv.
Hvem vil ikke give mig noget? Kirsten?
Det er netop hende.
Ivar begyndte at fortælle om Vang-familiens lejlighed, som Lise boede i. De ville sælge den og flytte til en anden by. Kirsten ville købe den til sin barnebarn, men naboerne sagde nej. De havde haft nok af hende, så de nægtede at sælge. Da potentielle købere kom, gjorde Kirsten lejligheden til et skrammel, tiltrakkerede hjemløse, så ingen ville købe.
Måske køber jeg den alligevel?
Vangs familie var fast besluttede på at holde ud. De gav ud lejemål til studerende, men Kirsten begyndte at klage over dem til alle myndigheder. Folk flyttede ud, og hun jubulerede.
Lise lyttede til historien og kunne ikke forstå, hvordan folk kunne være så dobbeltansigtede.
Jeg tror, jeg bliver her. Lise fik et glimt i øjet. Hvis jeg kan klare mig med den gamle dame, kan jeg klare alt!
Ivar så trist ud og gik sin vej. Sådan en iver førte sjældent til noget godt, sagde han i sine tanker.
Alligevel lykkedes det Lise. Først kontaktede hun Vang-familien og forhandlede køb af lejligheden. De blev glade for at slippe af med den, selvom Lise måtte låne penge. Så fortalte hun de andre naboer, at Kirsten var syg og havde brug for hjælp. Sociale tjenester fik også besked om den ensomme gamle dame.
Kirsten blev overrasket, da folk begyndte at komme med tilbud om hjælp. Først afviste hun, men så vænnede hun sig til opmærksomheden. Hun gik fra at være den snakkesalige nabo til den søgerende efter omsorg, og hun nød den.
Endelig kunne Lise leve og arbejde i fred. Hun blev forsonet med sine forældre, som blev imponerede over hendes selvstændighed. Hun fik sin lejlighed på plads, og endda Ivar Nielsen blev en hyppig gæst. Når de så Kirsten, vinkede den gamle dame med et grin:
Nå, Lise! Du er snedig!
