Det var engang, for mange år siden, at jeg kom hjem til aftensmad, som min kone havde lavet den aften. Jeg havde noget vigtigt på hjerte, så jeg begyndte med at sige: Jeg har noget, jeg skal fortælle dig. Hun sagde intet tilbage, men vendte sig straks videre mod komfuret. Jeg så smerten i hendes øjne, som jeg havde set mange gange før.
Jeg måtte finde på, hvordan samtalen skulle fortsætte, og jeg sagde, at vi måtte skilles. Hun spurgte kun: Hvorfor? Jeg kunne ikke svare; jeg undveg spørgsmålet så godt, jeg kunne. Så blev hun vred, gik i en hæsblæsende tirade og smed alt, hvad der faldt inden for rækkevidde, på mig. Du er ingen mand! råbte hun. Der var intet mere at sige.
Jeg gik i seng, men jeg lå længe vågen og hørte hende græde. Jeg kunne ikke finde de rette ord til at forklare, hvad der var sket med vores ægteskab. Hvordan skulle jeg sige, at jeg ikke længere elskede hende, at der kun var medlidenhed tilbage, mens mit hjerte allerede lå hos Mette?
Næste dag samlede jeg alle papirer til skilsmisse og deling af boet. Jeg gav min kone huset i København, bilen og 30% af aktierne i min virksomhed. Men hun grinede, rev papirerne i stykker og sagde, at hun ikke behøvede noget fra mig. Så brød hun ud i tårer igen. Jeg følte også en sorg over de ti år, vi havde haft sammen, men hendes reaktion styrkede blot min beslutning om at fortsætte skilsmissen.
Den aften kom jeg sent hjem, spiste ikke og lagde mig straks i sengen. Hun sad ved bordet og skrev noget. Midt om natten vågnede jeg hun sad stadig og skrev ved skrivebordet. Jeg følte mig ligegyldig; den indre nærhed, vi engang havde, var forsvundet.
Om morgenen fortalte hun mig, at hun havde sine betingelser for skilsmissen. Hun ville bevare et venskab, så længe vi kunne. Hendes argument var overbevisende: om en måned skulle vores søn, Mikkel, til eksamener, og hun frygtede, at nyhederne ville ryste ham. Jeg kunne ikke gøre anderledes. Det andet krav lød mærkeligt: i en måned skulle jeg hver morgen bære hende på mine arme ud af soveværelset og ud til døren, som en påmindelse om, hvordan jeg på bryllupsdagen havde bragt hende ind i mit hjem.
Jeg protesterede ikke; det var ligegyldigt for mig. På arbejdet fortalte jeg Mette om den mærkelige anmodning, og hun svarede sarkastisk, at det blot var min kones forsøg på at manipulere mig for at få mig tilbage i familien.
Da jeg den første dag løftede min kone i armene, føltes det som om jeg var på en anden planet. Vi var fremmede for hinanden. Mikkel så os, sprang op og råbte: Far bærer mor! og min kone hviskede: Sig ham ingenting. Jeg satte hende på gulvet ved indgangen, så hun gik mod busstoppestedet.
Den anden dag gik det mere naturligt. Jeg opdagede, at jeg tidligere aldrig havde lagt mærke til de små rynker i hendes ansigt eller de få grå hår. Hvor meget har hun egentlig givet af sig selv til vores ægteskab, og hvad har jeg kunnet give hende tilbage?
Snart opstod der en lille gnist mellem os, og den voksede for hver dag. Jeg mærkede også, at hun blev lettere at bære. Jeg sagde intet til Mette om det.
På den sidste dag skulle jeg løfte min kone igen, men fandt hende ved skabet, hvor hun sukkede over, hvor meget hun havde tabt i vægt. Hun var virkelig blevet meget tynd. Vores søn kom ind og spurgte, hvornår far ville bære mor igen det var som en tradition for ham. Jeg løftede hende, og det føltes præcis som på vores bryllupsdag. Hun lagde blidt sin arm om min hals. Det eneste, der gnagde mig, var hendes vægt.
Jeg satte hende på gulvet, greb bilnøglerne og skyndte mig tilbage på arbejdet. Da jeg mødte Mette, sagde jeg, at jeg ikke ville have en skilsmisse, at vores følelser blot var kølet af, fordi vi ikke længere gav hinanden opmærksomhed. Mette gav mig en lussing og løb væk i tårer.
Jeg vidste, at jeg hellere ville se min kone. Jeg sprang ud af kontoret, købte den smukkeste buket i den nærmeste blomsterbutik, og da blomsterdrengen spurgte, hvad kortet skulle sige, svarede jeg: For mig vil det være lykken at bære dig i armene til døden selv.
Jeg kom hjem med let hjerte og et smil på læben, gik op ad trappen og løb ind i soveværelset. Min kone lå på sengen hun var død.
Senere fandt jeg ud af, at hun havde kæmpet tappert mod kræft i flere måneder. Hun havde ikke sagt noget til mig, for jeg var optaget af min affære med Mette. Min kone var en utrolig vis kvinde: hun havde udtænkt alle de mærkelige skilsmissebetingelser, så jeg ikke skulle blive et monster i Mikkels øjne på grund af vores brud.
Jeg håber, at min historie en dag kan hjælpe nogen med at holde fast i deres familie. Mange giver op, uden at vide, at de kun er ét skridt fra sejr.
