Lærke havde hængt sig fast på kontoret til sent i nat projektet skulle bare have den sidste finpudsning, så tiden fløj bare af sted. Da hun endelig kom hjem, var byen allerede dækket af den kolde decembermørke, og lette snefnug dalede stille ned fra himlen. Træt efter den travle dag fik hun hurtigt styr på de huslige ærinder og gik ud til vinduet på anden sal. Hun stod et øjeblik og beundrede, hvordan sneen lagde sig som bløde puder på grenene til de nærmeste træer.
Hun har altid elsket vinteren, især de aftener hvor sneen falder langsomt som hvide, vægtløse fjer. Alt omkring hende føltes magisk, som noget ud af et eventyr.
December snart er de gamle juletraditioner lige om hjørnet tænkte hun drømmende, mens hun smilede for sig selv. Mikkel lå allerede i søvn han skulle op tidligt til arbejde, så han havde lagt sig før hende. Lærke slukkede lyset, kravlede i seng og håbede på at få lidt hvile, for en ny, hektisk dag ventede allerede.
Da hun var ved at glide ind i søvnen, hørtes bilens alarm. Alarmen gik af på hendes egen bil. Lærke greb nøgletilbehør, gik ud til vinduet alt så roligt ud: bilen stod på plads, ved siden af naboernes biler, ingen var at se, kun sneen. Hun slukkede alarmen, gik lidt tilbage til sengen, men så lød signalet igen efter et par minutter.
Hun blev vækket, greb telefonen, nøgletilbehøret og smed en jakke over sin morgenkåbe, så gik hun ned. Ingen var ved bilen, men i den friske sne så hun en mærkelig, langrullet spor, som om noget trak noget med sig, og ved siden af var tydelige poteaftryk.
Sporet gik lige under bilen. Lærke slukkede alarmen igen. Fra vinduerne begyndte naboerne at kigge ud. Telefonen ringede det var Mikkel, som lige var vågnet og så ud af vinduet.
Hvad er der? Jeg kommer ned med det samme! sagde han og skyndte sig at tage tøj på.
Mikkel løb ud til bilen, Lærke viste ham sporene. Han satte sig, tændte lygten på sin telefon og kiggede under bilen.
Der er noget dernede, ser ud som et dyr, øjnene glitrer. Motoren er stadig varm, så det holder sig. Jeg skal hente handsker, så vi kan få det ud. Hold her, sagde han og gik hurtigt tilbage.
Han kom med handsker og et stykke stegt lever, og prøvede at lokke det uinviterede gæst ud. Det trak sig forsigtigt tilbage, som om det var bange for at komme frem. Lærke gik i varmere tøj på og besluttede sig for at hjælpe. Hun gik ned på knæ i sneen, rakte ud med en håndfuld godbid og sagde blidt:
Kom her, lille ven kom til mig
En dæmpet gøen kom fra under bilen, og det gik klart op: det var en hund. Den kom langsomt ud, en lille, våd, rystende firbenet skabning.
Lærke gik uden at lytte til sin mand og løftede den op. Det stod straks klart, at den var hjemløs: pelsen var mudret, som tykke reb, øjnene næsten lukkede af snavs. Hun så de fortvivlede, bønfaldende øjne og vidste med det samme, hvad hun skulle gøre. Hun gik mod indgangen.
Mikkel forsøgte at stoppe hende:
Vi er væk fra hjemmet hele dagen, Lærke! Vi kan ikke klare det Og du har jo glemt, at vi skal til København for jul? Vi har betalt alt billetter, hotel men Lærke svarede fast:
Jeg har altid drømt om en hund. Jeg giver den ikke fra mig, uanset hvad du siger!
Hunden var ung og livsglad. Efter en grundig klipning, badning og ordentlig mad blev den til en pæn, hyggelig familiedyr. Lærke kaldte den Bamse, eller bare Bamse for kort.
Det var tydeligt, at Bamse engang havde boet i en lejlighed han kender kommandoerne sid, læg, kom og kunne endda give begge poter op og hoppe som en lille kanin.
Det blev tid til ferien. Ingen kunne passe Bamse, så Lærke besluttede at tage ham med: hun fik papirarbejdet i orden, købte alt hvad de skulle bruge og den lille reisende var klar til et stort eventyr.
Toget til København susede hurtigt af sted. I kupeen var stemningen høj Lærke, Mikkel og Bamse var glade for endelig at få en pause. Da de ankom, tjekkede de ind på et hyggeligt hotel og gik forbi en lille snackbar for at give Bamse noget at spise.
Bamse var i ekstase alt var nyt: byen, dufte, det snurrende danske sprog, de store juletræer med blinkende kugler og lys. Han var både lidt bange og helt opslugt af spændingen.
Juleferien fløj forbi i en farverig rus. Lange gåture i de pyntede gader, lækre småkager, ture i Tivoli og rolige aftener på hotellet føltes som et eventyr. Dagen efter skulle de hjem igen.
De pakkede kufferterne og gik ud på en aftenvandring Bamse løb glad i snor på den lange lejekæde. På deres vej passerede de to politiheste på flotte, velplejede heste. Pludselig brølede den ene hest højt, løftede hovedet.
Bamse, som aldrig før havde set så store dyr, blev så forskrækket, at han sprang fremad. Snoren gled ud af Lærkes hånd, halsbåndet gik af, og hunden forsvandt i sneen.
Lærke og Mikkel ledte ham i nattens mørke gennem parker, gader og gårde.
Det er min skyld! Jeg skulle have holdt ham tættere på, sat en sele på han blev så bange Bamse! slog Lærke i tårer.
Da de kom tilbage til hotellet, sad de i stilhed. Mikkel sagde lavt:
Vi må rejse igen. Vi har ikke noget valg. Han var kun her kort Jeg kan købe en ny hund, en bedre en Jeg lover det. Men Lærke, med røde øjne fra gråd, svarede:
Jeg vil ikke efterlade ham her Jeg bliver og finder Bamse. Jeg vil ikke have en anden hund! Du forstår det ikke!
Tænk på situationen vi er næsten udtømt. Alt gik til renoveringen af huset, den nye bil, og vi har en tidlig afgang i morgen. Husk, visumene udløber om få dage. Tænk på det! råbte Mikkel, næsten skræmt. Jeg ordner det med chefen, får fri, måske en lille lønforhøjelse, og venter her. Hvis han kommer tilbage til hotellet? Du må bare gå alene. Jeg lader ham ikke blive her, punkt!
Lærke trak sin jakke tættere omkring sig og gik mod døren. Mikkel fulgte efter, tungt sukende, uden at vide hvordan han skulle stoppe hende.
Ved receptionen stod en ung dansk medarbejder, en pige ved navn Ida. Da hun så Lærke med røde øjne, spurgte hun forsigtigt, hvad der var sket.
Mikkel forsøgte at forklare men Lærke var så udmattet af stress, at hun knapt kunne sige et ord. Ida lyttede, stille og roligt, og spurgte om detaljer.
Vi må ringe til internater og dyreorganisationer. Her er ingen hjemløse hunde, sagde hun, tog en tung telefonbog fra hylden og begyndte at ringe.
Lærke stod ved siden af, næsten uden at trække vejret, mens Ida talte på telefonen på dansk. Hendes eneste støtte var Ida, og i hendes blik skinnede et lille håb.
Efter flere opkald lød Idas stemme pludselig mere sikker. Samtalen på den anden linje varede længere end normalt, og hun lød mere entusiastisk.
Endelig lagde hun på og sagde:
Der er en hund, der ligner din, i et internat omkring 70 km herfra. Det er kun en fire timers kørsel med tog. Jeg tvivler på, at I når at nå toget, men det er værd at prøve.
Der var ingen tid til at tænke. De bestilte en taxa, og beslutningen blev taget på sekunden: Lærke kørte til internatet, mens Mikkel ventede på stationen med kufferterne.
I taxaen tænkte Lærke på, at hun bare måtte nå frem. Bare kom hvad end der sker med toget, så længe jeg får ham, mumlede hun for sig selv, mens natten gled forbi.
Ved internatet betalte Lærke 100 kroner og fulgte en medarbejder ind. De kom ind i et lille rum, hvor en kasse stod på klem. Inde i kassen sad Bamse, sammenkrølet.
Hvor er du, Bamse! brød Lærke ud.
Bamsen sprang ud, skreg af glæde og kastede sig i hendes arme. Han holdt sig fast, logrende og bjæffende som om han aldrig havde været så lykkelig.
Det hele gik som i en drøm. Lærke underskrev papirer, viste halsbåndet med adresse og lod ikke en eneste sekund gå uden at holde den gispende hund.
Ved udgangen kom en ældre finsk kvinde med et strengt ansigt, men hun smilede overraskende varmt og sagde på en brudt russisk:
Gå ikke, Bamse!
Fra internatet, i taxaen, på toget og så igen i en taxa Bamse gik ikke fra Lærke. Hun hviskede:
Jeg vil aldrig forlade dig igen under ingen omstændigheder
Da de endelig kom hjem, sprang Bamse forsigtigt ned på gulvet og gik langsomt over til køkkenet for at drikke vand, som en rigtig ejer.
Tiden gik. De byggede et stort hus på landet, og der lever de den dag i dag Lærke, Mikkel og deres trofaste Bamse, som endelig har fundet sit rigtige hjem.
