Ved trediverne havde Mette Jensen allerede et brændende forhold med Jens, en kedelig affære med Kurt og tre korte, men både meningsløse, fortællinger med Sten, Mads og Mikkel.
Der var også Søren, men det var kun en lille note i en opslagstavle.
Hun havde ikke lyst til at læse det hele igen.
Mette tænkte: Det er ikke meningen, at dette skal være min skæbne. Hun sukkede, besluttede sig for at forlade litteraturen, meldte sig til et strikkekursus og gik til et dyrehjem for at finde en trofast ven.
Ved I, hvilken? spurgte hun i dyrehjemmet Kig bare rundt, så vil I straks se, om den er din eller ej.
Mette gik forbi alle bure og indhegninger. Hjertet slog ikke ekstra.
Er der nogen andre? Hvem er bag kassen?
Det er vores Lysa, men I vil nok alligevel ikke have hende. Lysa, kom her! Vær ikke bange!
Bag kassen kom Lysa frem, en mørkebrun hund med sorte pletter, en lille pukkel på ryggen og et ansigt, der så ud som om den kunne spise alt. Hun så på Mette og, i mangel på en hale, logrede med bagdelen som en venlig hilsen.
Lysa er god, men som I ser, har hun allerede haft ejere, der gav op efter to dage, sagde de, det er pinligt at gå ud på gaden med hende, ingen har brug for dig, du stakkels lille Lysa.
Mette tænkte: Det er mig, det er mig, og sagde: Kom, Lysa, vi skal ud og synge sammen! Skal vi betale noget?
Naboen skreg af grin:
Åh, hvem er det? Fra dyrehjemmet? Var der overhovedet menneskelige hunde der?
Drengen fra lejligheden ovenpå spurgte:
Tante Dorte, griner hun? Jeg har set film, hvor de griner om natten! Mor, lad os også få en hyæne!
Hverdagen faldt på plads. Om morgenen gik Mette Lysa ud, derefter på arbejde, og om aftenen gik de lange ture. I dyrehjemmet blev de ikke bedraget den skræmmende Lysa viste sig at være en usædvanligt kærlig og velopdragen dame. Hun beskyttede Mette mod fremmede, knurrede når nogen kom for tæt, og slog endda et par gange til sin egen tøvende nabo, Søren, så han næsten mistede benet.
Dumt, Mette! råbte den sårede Søren og din hund er også dum, begge to er gale!
På strikkekurset sagde underviserinden Kirsti:
I har lært meget, nu er det tid til at vise jeres færdigheder. Om en måned vil jeg have et færdigt stykke, hvad I vil. Hvis I mangler tid, så lav en lille dukkekjole. På den sidste time vurderer vi alles arbejde, og den, I strikker til, må også vise det frem.
Først ville Mette strikke til sig selv, men resultatet var et grotesk stykke. Så besluttede hun at lave en lille sweater til Lysa. Efteråret stod for døren, kulden kom.
Sådan, sagde Kirsti og undgik at kigge på Lysa jeg ser, I har gjort en indsats.
Lysa blev den rosa stjernen i kvarteret; folk stoppede op og så i lang tid, en gammel dame endda gik i kors. Mette lod dem stirre Lysa frøs ikke. Hun gav Lysa en violfarvet cardigan.
En aften gik Mette for at købe foder, bandt Lysa ved indgangen. Da hun kom tilbage, så hun en mand, der betragte Lysa med interesse.
Undskyld, men hvilken race er det? spurgte manden.
Det er bare en hund! Hvis du ikke kan lide den, så kig væk! råbte Mette. I tror kun på udseendet, men I kan lige så godt lade sjælen være.
Er du så sur over udseendet? svarede manden. Jeg kan godt lide den lille hund. Skal vi blive venner?
Han rakte hånden ud for at kæle for Lysa.
Pas på! Hun bider! Hun kan ikke lide fremmede! råbte Mette.
I stedet for at bide hans hånd, stødte Lysa hovedet mod den og brummede blidt.
En sød hund, sagde manden. Så lad os blive venner med ejeren også.
Mette fortsatte med at skrive på sin femte roman, den femte bind var ved at blive færdig. Hun havde ikke opgivet litteraturen, men hun havde fundet en ny melodi i livet.
**Livslektionen:** Når man åbner sit hjerte for en, der er blevet forkastet, får man ikke kun en trofast ven, men også en påmindelse om, at kærlighed og kreativitet vokser bedst, når de deles.
