Mandfolk
…Man skal have et mandfolk i huset, Karen! Skal man! Men hvor finder man dem henne, mandfolkene?! sukkede Dora Viktorsen, mens hun knækkede solsikkefrø mellem tænderne og talte med sin dybe stemme. De har udryddet sig selv nu, mandfolkene. Jeg nappede den sidste, min Mads, og han er også død nu. Lad være med at håbe, Karla, du finder ikke noget! Især nu, hvor du har sådan en byrde… Du må nok vandre alene gennem livet, så det siger jeg dig, Karla.
Dora Viktorsen, Karens nabo, satte sig endnu tungere i stolen og lagde de hævede ben til rette. Hun spyttede frøskaller ud i håndfladen, mens hun betragtede, hvordan Karla, slank, med fregner over næse og skuldre, i sin lyse top og den lange, let gennemsigtige hørnederdel, gik barfodet rundt og hang vasketøj op på den lange snor spændt mellem to træpæle. Lagenene blafrede, hvide flag i brisen, dynerne svulmede op som sejl, og de små skjorter og bukser til Karens søn, Esben, hang på række som spurve, vinden ruskede i dem, men Karla holdt stand!
Lidt længere henne, i skyggen bag huset, hvor ingen fra gaden kunne se, hang Karla sirligt sine egne kjoler, underkjoler, den fine blonde, hun havde købt inde i Aarhus, den gang hun tog Esben med i zoologisk have.
Det begynder at regne, det siger jeg dig! blev Dora ved. Tag kludene ned, det bliver vådt det hele! Kan du ikke se, der trækker uvejr op fra vest! Torden! Mine knæ gik allerede i vejr i morges, det betyder altid noget.
Der er tid nok til det tørrer, du skal bare ikke tale ulykke frem, tante Dora! Tordenvejr i sådan en tørke… det er ikke for sjovt. Karen fejede en solbleget tot hår væk fra panden, lavede skygge med hånden og råbte: Esben! Esbens, kom og få frokost! til gruppen af børn, der kukkelurede i vejkanten og nørklede med noget i gruset. Kommer du over, Dora? Karen vendte sig mod naboen.
Hun tøvede, trak på skuldrene, og gav sig til sidst.
Ja ja, for din skyld da, Dora Viktorsen rejste sig, børstede skallerne ned i den gamle tønde ved husets gavl og gik mod trappen, lige idet Karens kat, Frederik, smuttede om benene på hende. Føj, din slubre! hun skubbede katten med foden. Skræmte livet af mig! Selv kattene, Karen, bliver helt skæve hos dig! Ud! Ud med dig! hun fægter, Frederik hvæser, men springer heldigvis væk for at jage spurve i buskene.
Tante Dora regnede sig selv for Karens velgører. Ja, naturligvis! Pigen kom hjem fra uddannelse uden eksamen men med mave, skandale i hele landsbyen, forældreløs og uden forsvar. Dora Viktorsen var straks nærværende, gav støtte og trøstede:
“Jeg forstår dig godt, Karen. En kvinde søger jo lykken, den medmenneskelige varme, især når moren ikke er der. Så kommer der svaghedsmomenter. Synden får vi nok bedt væk. Du ender ikke i ulykke, mens jeg er her!”
Karens hus var en solid bindingsværksbolig, rummelig, lyst køkken, tre stuer og duft af tørrede urter fra fadeburet; ovenpå var der indrettet Esbens lille hule.
Dora kunne godt have brugt sådan et hus, og ikke det faldefærdige rønne manden efterlod…
Hun var misundelig, mørk og snakkede dårligt om Karla bag hendes ryg, men sørgede alligevel for at trøste hende bagefter:
“Lad folk sladre, Karen, bare du holder dig til mig, så skal jeg nok beskytte dig.”
Først nikkede Karla, hun havde kendt Dora siden barndommen, hun forstod, at Dora var et krigsbarn og havde haft et hårdt liv, og man burde tilgive. Men da Dora begyndte at prikke til Esben, lagde Karla afstand. Sætte hende på porten turde hun ikke rigtigt endnu.
…Esben, varm og barfodet, som sin mor, piskede hjemad for at spise. Karla greb ham, svingede ham op på armen som en fjer, kyssede ham på de frække kinder og den rynkede pande.
Mor, lad mig være! De andre kigger jo! han sprællede, og hun satte ham igen.
Ud ad til var han “voksen” seks år, selvstændig, vovemodig: Han var blevet samlet ned fra brandtårnet af hele byen, han havde måttet hives op af brønden, havde hoppet i gadekværnen og lavet prøvehug med huggekniven! Han gik gennem kirkegården om natten med vennerne, kastede kirsebærsten og prøvede alting værste. Mødre måtte holdes på afstand!
Men kun om dagen. For om natten sneg han sig ind til hende, krøb tæt op ad hendes varme side, puttede armen om maven og lå musestille.
Og når hun vågnede, løb hendes hånd gennem hans krøllede hår og nussede det søvnige kinder og små skuldre.
Mor, bliver alt godt? Elsker du mig? Tante Dora siger, jeg ødelagde alt for dig, jeg skulle slet ikke være til.
Jeg elsker dig! Mere end mit eget liv. Ingen i verden elsker jeg som dig! hviskede Karla. Lyt ikke til nogen! Uden dig ville jeg være ulykkelig, kan du tro.
Hmm… Men hvad med far? Elskede du ikke også ham? pressede Esben på.
Også ham. Karla slog øjnene ned mod vinduet, ville helst ikke snakke om den mand, det sved stadig…
Dora siger, han var et skarn. Forlod os begge. Hvordan kunne du så elske ham? Og måske bliver jeg også slem, siger hun? Tænk, fordi jeg er hans søn! Esben satte sig forvirret op, måneskinnet spillede på ansigtet, han gned trætte øjne. Hvis nu han faldt i søvn, forsvandt moren måske! Dora insisterede, at Esben burde “sendes væk”, så Karla kunne leve videre…
Glem hende, tosse! Du er MIN søn, og du bliver den bedste mand i hele verden. Du er god og kærlig og stærk! Karla trykkede ham ind til sig. Esben vred sig løs. Og lad nu være at høre på Dora, hun siger så meget pjat!
Siger du virkelig, at jeg er et mandfolk? Altså, rigtigt? Esben spændte musklerne for at vise sin styrke.
Ja, lo Karla. Det gør du bestemt, min mand!
Så lyver Dora! For hun siger jo, at der ikke findes flere mandfolk. Men jeg ER her. Så er det løgn. Mor, sig til hende, at hun skal holde sig væk!
Sådan kan vi ikke sige det, Esbens. Hun er jo nabo, og hun hjalp, da du var baby og jeg var syg. Vi skylder hende meget. Læg dig til at sove nu, det er sent…
Karla lagde Esben ved siden af sig, og om natten forblev han hendes lille kattekilling, der åndede varmt mod hendes hals. Det var deres hemmelighed…
Ved middagsbordet sad Dora Viktorsen kluntet. Karla satte en skål hønsekødssuppe foran hende.
Esben! Vask hænderne! snerrede Dora mod drengen.
Jeg har! Mor, sig til hende, jeg har! mumlede Esben og så op gennem pandehåret.
Du har, du har, du kan sætte dig, Esbens. Jeg skal alligevel på posthuset, tante Tanja bad mig om at tage hendes vagt. Spis nu, skat. Tag lidt brød og løg…
Dora slubrede suppen, og stak store brødklumper i munden, nærmest som om nogen ville tage det fra hende.
Hæld nu, Karen! Giv naboen et lille glas, vær nu ikke så nærig! mumlede hun.
Karla sukkede, rejste sig, og satte et fyldt lille glas foran gæsten.
Dora bællede, hostede og åd et løgstykke bagefter.
Der var ikke meget elegance over Dora, når hun drak. Gamle far Iver, som Esben tit var hos, HAN skålede, fortalte skægge historier, han var altid rar og aldrig vred på Esben sådan!
Esben skævede på sin mor, hun nikkede opmuntrende.
Hvorfor spiser du ikke, Esben? Kan du ikke lide det? begyndte Dora. Man så efter en arbejder efter hvor meget han spiste. Min far satte altid en skål foran manden. Åd han godt, så duede han. Snappede han, som du nu, blev han vist bort. Der er ingen mænd at finde mere. Det hjælper ingen steder… Dora slog skeen mod den tomme skål, bællede kompotten, rejste sig med besvær fra bordet.
Esben spilede kinderne ud, snøftede. Karla lagde skeen fra sig.
Det passer ikke, tante Dora! Karla rejste sig pludseligt. Min Esben er den bedste mand jeg kender. Han er min klippe, og jeg vil ikke have, du taler dårligt om ham. Hvis det ikke passer dig, så lad være med at komme her!
Hva?! Dora gispede af forbløffelse. Sådan skal du ikke tale til mig, Karen! Gået og fået uægte barn og er kæk oveni. Respekt skulle man have for voksne!
Hendes kinder blussede, surt kneb hun øjnene sammen. Alting ved Karen irriterede hende hendes smil, hendes ro og den der følelse af, at Karla havde forstået noget, Dora aldrig rigtig havde.
Gå hjem nu, Dora. Det er nok for i dag, sagde Karla og åbnede døren.
Ja ja, du skal nok få din vilje. Vi finder en mand til dig, Karen, en der godt kan holde dig i ørerne! Dora gik, men råbte hånligt fra grusgangen.
Hun nåede ikke at sige mere, for Esben røg op og ville kaste sig over hende.
Karla holdt ham tilbage, og smækkede hurtigt døren i efter Dora…
Siden den dag gik Dora aldrig forbi Karens hus, hun plantede ikke flere skaller på bænken, men snerrede, hvis hun så dem.
Karen knejsede. For Esben stod hun som en mur.
Senere ankom Doras nevø, Søren Borring, en mand omkring de fyrre, i hat og lyse bukser, sandaler og med kage under armen.
Hej, Karen! råbte han hen over plankeværket.
Karen, der stod i haven, rettede på tørklædet.
Karen, kan du ikke huske mig? Søren gik hen til hegnet Om sommeren var jeg nogen gange på besøg her hos tante Dora.
Karen trak bare på skuldrene.
Vi svømmede i gadekæret, jeg plukkede åkander til dig, og fiskerne stegte fisk til os dernede. Kan du ikke huske det? Søren smilede venligt og bredt.
Karla huskede det godt, men hun havde ikke lyst til snak. Søren var altid for stolt som barn og lod kun de andre prøve hans cykel hvis han fik slik.
Jeg har ikke tid, hun bøjede sig ned og begyndte at plukke jordbær. Esben! Kom med din kurv og hjælp, skat! råbte hun. Esben kom straks springende med den lille kurv, som far Iver havde flettet kun til ham.
Nå, det er sådan.. Din mor siger du har haft det svært. Det må være tomt, Karen, at skulle opdrage en dreng alene?
Klarer det fint selv, sagde Karla kort. Tomhed er, når huset er forladt, og gamle har ingen børnebørn. Jeg har alt jeg behøver min søn. Undskyld, men vi har travlt. Esben, du tager det største bær, spis det selv! Smager det? Karla smilede, da han bed i det store jordbær, saften løb ned ad hagen på ham, bierne summede straks over duften.
En rigtig beskytter burde give det største bær til mor, men du æder bare selv! grinede Søren, vendte sig og gik ind.
Esben blev lidt flov, men Karla gav bare slip…
Karla faldt faktisk i Sørens smag. Smal, men robust, med sit eget hus. Det kunne han lide.
Søren slog sig ned inde, og Dora kom dovnende ind, lænede sig ind over bordet.
Du kan godt lide hende, hva’? hviskede Dora. Tag hende bare! Hun er lidt ødelagt, du kan selv se ungen der… hun satte to små glas ned og en flaske snaps.
Hvor kommer barnet fra? spurgte Søren og slikkede sig om munden.
Ja, hun var inde og studere i Aarhus, men kom uden eksamen, og med et barn i stedet. Men tag du hende bare. Du får hus og jord, hun tager sig af alt, og du kan tage hjem igen til byen bagefter. Du har sikkert en i forvejen, hva? Dora lo og puffede til sin nevø, så snapsen væltede over bordet…
Søren lå på sengen efter frokosten, gabede, kiggede ud ad vinduet.
Hun er god nok… Tante har ret, jeg presser bare lidt, så er hun min, tænkte han, da Karla stod udenfor med forklædet bundet hårdt om livet og kløvede brænde.
Han rejste sig, trak en undertrøje over hovedet.
Jeg smutter over og hjælper, sagde han til sin tante.
Karla mærkede ham først, da han havde hænderne om hende, tung, fuld, åndede hende over munden. Hun slog og sparkede, men Søren var stærk. Hans svedige hånd pressede hendes mund.
Giv slip! lød det pludselig fra Esben.
Karla fik vredet sig løs, greb en træstamme og begyndte at vifte efter Søren, han trådte baglæns på Esben, der skreg og faldt.
Ud herfra! Forsvind! Karla ruskede hans undertrøje og truede med at ramme ham igen. Kommer du mere, så samler din tante dig sammen i små bidder!
Søren forsvandt, mens Dora kom ud på trappen, stadig fuld og lattermild.
Mor! Jeg blev bange. Jeg er for lille, jeg kan ikke beskytte dig. Esben klamrede sig til hendes hår.
Du gjorde det bedste! Du er altid mit mandfolk, Esben. Ikke lige så stor som ham, men meget stærkere indeni, tak skal du have. Græd nu ikke.
Jeg gør, han kommer sikkert igen! Mor, vi har brug for en far! En rigtig mand som gamle Iver. Du kan godt gifte dig med ham, han har jagtgevær! græd Esben og holdt om hendes hals.
Karla lo højt. Hun og gamle Iver, snart 90 år! Esben grinede også, og tanken om at finde en far bed sig fast.
Søren rejste efter to dage. Dora gned sig blot over næsen og vendte ryggen til Karla, når hun så hende.
Skammer du dig, Dora? Er det derfor du ikke ser mig i øjnene? råbte Karla en dag over hækken. Din nevø var måske den eneste “rigtige mand”, der var tilbage!
Hold mund, Karen! Bare vent, jeg melder dig for tyveri, sværger jeg, det får du at mærke. Dora snerrede af hende.
Så gør dog det! God dag til dig, nabo. Karla lo skævt, men inderst inde var hun bange, selvom hun ikke ville vise det for Esben…
En dag anklagede Dora Karla for at have stjålet en pose kartofler. Nogen fra sognerådet kom ud og skrev noget ned, Esben sad med knyttede næver og lyttede til sin mors forklaringer.
Men hun har gravet den ned bag huset! lød en stemme udenfor. Landsbetjenten stak hovedet ud og så Esbens ven, Christian.
Kan du vise os det?
Selvfølgelig! Så kan vi lege detektiver bagefter! Christian løb stolt forrest.
Dora begyndte at græde, undskyldte, prøvede at give Esben sukkerstok, men han vendte hovedet bort…
Mor, vi må altså finde en far til os! sagde Esben en vinterdag, da Karla kom hjem fra arbejde.
Hvorfor? Er der sket noget? hun så bekymret op.
Nej, men jeg tager jo på officersskole. Mig og Christian besluttede det, efter hvad vi hørte i skolen! Men hvad gør du så, helt alene her? Hvad nu hvis den der Søren prøver igen?
Så må vi finde på noget. Iver er enkemand, jeg kan jo bare gøre som du foreslog, blinkede Karla. Kom, vi skal spise.
Esben nikkede…
Han var bange for hurtigt at blive voksen og ikke nå at finde en mand til sin mor inden han rejste. Han observerede alle fremmede mænd i byen, men ingen passede. Ikke endnu…
Vinteren gled over. Solen bed i sneen og tegnede blonde mønstre over markerne.
En dag kom en lille bil rundt om hjørnet, mens Esben var på vej til kælkebakken. Han opdagede ikke bilen, før den bremsede, skred ud i vejkanten og ramte et træ. En rød streg løb ned ad panden på manden i bilen.
Det går nok, knægt! Træk bare vejret. sagde manden og kæmpede sig ud, sparkede døren op, så den gik.
Esben bildte sig ind, at han måtte være pilot eller kaptajn på orlov.
Er du okay? spurgte han.
Ja. Men du bløder! Kom med hjem til os, min mor kan klare det. Men sig ikke, jeg var uopmærksom, hun bliver bekymret!
Tapper dreng du er, lo manden. Men du inviterer mig da ikke bare sådan ind uden at kende mig?
Jeg er ikke bange. Fordrev jo naboens Søren med en kæp!
Virkelig? Du er stærk! Jeg hedder Jørgen. Kører egentlig for at finde sognerådet, men jeg følger dig.
Karla så dem ankomme. Hun blev bleg, men inviterede dem ind.
Jeg undskylder, det gik lige galt, men din søn ville ikke tage et nej for et svar. Jeg er Jørgen Gravlund…
Senere sad de sammen, Jørgen med et plaster på kinden og Karla ved gryden. Esben skævede vurderende til gæsten.
Sig mig, Jørgen, er du et “mandfolk” eller en orm?
Jørgen blev stille.
Vores nabokone siger, at mænd enten er orme eller rigtige mandfolk. Hvad er du?
Jeg er et menneske, ikke en orm!
Men er du rigtigt mandfolk, ikke bare sådan en? Esben kunne ikke lade være.
Min mor plejer at sige det, ja.
Kan du ikke holde øje med min mor, mens jeg er på skole? Mig og Christian rejser nemlig, så hun er alene. Hun er god og rar. Hvad siger du? Slår vi det fast?
Han rakte hånden frem, og Jørgen rystede med et smil.
Det lover jeg. Men du skal love mig at blive ved med at være det bedste mandfolk du kan, Esben!
Esben nikkede.
Han voksede op og blev præcis den, hans mor så i ham stærk og retfærdig. Han rejste væk, kom med Christian til Afghanistan, og hver gang han blev bange, huskede han sit løfte til Jørgen Gravlund: Han skulle være et mandfolk, ikke en orm.
Så, mænd! Lad os tage en skål! råbte Esben, da de kom hjem, Christian trillede ind i ny bil, med forlovede under armen, og Karla lænede sig tungt op ad Jørgen og turde ikke trække vejret af lykke. For alle de, der var og er rigtige mænd!
Andet skål blev for Karla, for hendes tårer og kys, hendes kærlighed.
Far, for dig! Esben rakte Jørgen hånden. Godt, jeg mødte dig den gang…
Der var længe snak, latter, klinken med krus, mændenes sange og guitarspil i Karens hus. Der var lykke dér, hele byen fejrede hjemkomst, og glæden dansede.
Men Dora Viktorsen sad ikke med. Hun trak gardinerne for, lagde sig i sengen med ryggen mod verden og lukkede øjnene. Hun sagde til sig selv, det var godt nok, men ensomheden pressede tungt.
Dora Viktorsen! Tante Dora! blev der banket på. Kom med, vi holder fest!
Karla. Nok mest af medlidenhed. Dora rejste sig, lod tårerne løbe, men hun åbnede ikke. Skammen var for stor…
