Hej du, du, du så du ved, jeg fejrede min 55. fødselsdag i går, men det gik ikke helt som planlagt. Jeg vågnede tidligt, og i køkkenet duftede der af friskbrygget kaffe og en lagkage, jeg havde bagt aftenen før, for at fejre dagen sammen med Mikkel.
Jeg havde forestillet mig en rolig, hyggelig dag måske en lille middag for to, eller et opkald fra børnene. Så gik jeg ind i stuen og så ham stå ved en kuffert og lukke låsen.
Hvad laver du? spurgte jeg, stadig i natkjole, kaffekoppen i hånden.
Han så på mig med et mærkeligt roligt blik.
Jeg pakker. Jeg vil opleve noget endnu. sagde han, som om han bare skulle ud at shoppe eller gå en tur, ikke som om han netop skulle gå ud af mit liv.
Jeg satte mig ned. Jeg kan ikke huske, om jeg lagde kaffen på bordet eller spildte den på tæppet. I ørerne gik sætningen noget endnu som en tromme. Det var som om alt, vi havde sammen årene, rejserne, børnene, renoveringerne, ferierne kun var et stop på hans vej mod noget ægte.
Jeg så ham lægge den sidste skjorte i kufferten. Han sagde, at han havde valgt netop denne dag, fordi han ville sætte et punktum. Et symbolsk øjeblik, sagde han.
Nyt år i dit liv, nyt år i mit råbte han, og jeg mærkede, at noget knækkede i mig. I stedet for lys på kagen fik jeg et knivslag i ryggen.
Da han gik, blev der mærkeligt stille i lejligheden. Køkkenuret tikker højere end normalt, og hver minut føles som en evighed. Datteren, Freja, ringede med fødselsdagshilsner, og jeg sagde kun, at far måtte ud. Jeg vidste endnu ikke, hvordan jeg skulle sige, at han var gået.
De næste dage gik jeg som en skygge rundt i lejligheden. Jeg ventede på, at han skulle komme tilbage, at han skulle grine og sige, at det bare var en spøg, at han bare var faret vild. Men han sagde intet. På Facebook så jeg hans nye billeder: bjerge, cykel, et smil rettet mod kameraet. En mand, der tydeligvis havde vundet sin frihed. Jeg følte mig som om jordens grund var trukket væk fra under fødderne.
Først fyldte jeg tomrummet mekanisk arbejde, indkøb, tv. Jeg undgik venner, fordi jeg var bange for spørgsmål. Selv en simpel gåtur i kvarteret føltes som at blive udstillet: Åh, det er den, der blev forladt af manden. I hovedet gentog hans ord om noget at opleve sig selv, som om vores ægteskab var alt for kedeligt, alt for forudsigeligt.
Efter et par uger begyndte noget at ske. Måske var det vrede, måske overlevelsesinstinktet. Jeg indså, at hvis han leder efter sit noget mere, så kan jeg også finde mit. Ikke i nye affærer eller fjerne rejser, men i de ting, jeg har lagt på hylden i årevis, fordi der var ingen tid eller det var ikke for mig.
Så jeg skrev mig på et malerkursus. Jeg har altid haft lyst til at tegne, men jeg har aldrig taget det seriøst. De første lektioner var som at åbne et vindue i et indelukket rum nye mennesker, farver, duften af kaffe i pausen. Jeg mærkede, at jeg stadig kan skabe, at jeg kan blive begejstret igen. Jeg begyndte også at gå flere ture, udforske kvarterets små gyder, som jeg før aldrig havde lagt mærke til.
En dag stødte jeg tilfældigt på Mikkel på torvet i København. Jeg mærkede noget overraskende ro. Jeg ville ikke råbe af ham eller spørge hvorfor. Han havde den samme jakke på som den dag, han pakkede kufferten, men han så mindre sikker ud. Han spurgte, hvordan jeg havde det. Jeg svarede, at jeg havde det fint. Og det var sandt.
På vej hjem tænkte jeg, at han på en pervers måde har givet mig en gave selvom den var brutal. Han tog illusionen om, at vores liv altid ville være det samme, men han skubbede mig ud af den gamle ramme, som jeg har siddet fast i i alt for lang tid.
I dag, når jeg ser på billeder fra malerkurset eller snakker med nye venner, ved jeg, at mit noget mere at opleve begyndte netop på min 55. fødselsdag. Jeg havde ikke planlagt det. Jeg ønskede det ikke. Men det skete. Og nu er det mig, der bestemmer, hvad jeg vil opleve næste gang uden at vente på, at nogen pakker en kuffert.
Kærlig hilsen, Solvej.
