Det var engang, for længe siden, at jeg så tilbage på den mærkværdige tid, hvor Viggo tog sin far med hjem til os, fordi den gamle Jens simpelthen ikke kunne klare sig selv længere.
Solvej, far vil bo hos os i en tid, sagde Viggo til sin hustru, da han kom tilbage fra København. Sådan er det, hvis du allerede har hentet ham.
Så hvad vil du så gøre? svarede Solvej, en smule såret. Lad ham blive, så må du jo nok klare dig uden ham.
Solvej satte den gamle Jens på køkkenstolen, hvorefter hun gik for at lægge sofaen ud og pakke farens ting. Efter et øjeblik kaldte hun Viggo ind på soveværelset, hvor hun begyndte at fortælle om noget i høj stemme. Jens krøb nærmere, lyttede og stod stille som en statue.
Vores gamle far er så skrøbelig nu, at han ikke kan klare sig selv sagde Viggo en aften til sin kone. Vi bliver nødt til at tage ham ind hos os.
Hvorhen? Hos os er der allerede så trangt, at man knap kan gå rundt! svarede Solvej utilfreds.
Lad os ikke overdrive, protesterede Viggo. Vi har næsten altid et ledigt gæsteværelse. Vores eneste soveværelse er lille, men der er altid plads til en gæst.
Det er ikke tomt! mumlede Solvej videre. Vi samles der ofte som familie, ser fjernsyn, og så, når gæster kommer, hvor skal de så sove? I vores eget soveværelse? Eller hos mine forældre eller mine søskende?
Min elskede, hvad kan vi gøre? Vi kan jo ikke lade den hjælpeløse gamle mand stå alene med sin eneste ven, din lille hund, kan vi? spurgte Viggo med en let bebrejdende tone. Min far har brug for pleje nu, og snart vil også dine forældre blive ældre; måske må vi også hjælpe dem.
Solvej knejsede sammen læberne. Hun vidste, at den dag ville komme, men hun var stadig utilfreds med, at den endelig var overstået.
Lad os se det lyse i alt dette. Hvis vi lader far flytte ind, får vi måske lidt ekstra leje, og hans pension er da også god, så hvor meget kan den gamle mand egentlig have brug for? forsøgte Viggo at vende situationen til noget positivt.
Solvej tav sig, tænkte et øjeblik og svarede så:
Sådan er det, hvad vi skal gøre Vi tager ham med.
Hurra! jublede lille Lilly, da hun hørte nyheden fra sine forældre.
I weekenden kørte Viggo tilbage til sin fars hus i Roskilde og hentede Jens med sine få ejendele. Den gamle Jens var bekymret for at belaste sine børn, men han kunne simpelthen ikke klare sig selv længere.
Goddag, far! udbrød Lilly, da hun så ham. Så skal vi bo sammen!
Lilly førte forsigtigt far Jens i hånden ind i køkkenet.
Lad os gå og spise frokost sammen, sagde hun.
Solvej satte Jens på en stol i køkkenet, gik så for at lægge sofaen ud og placere farens kufferter.
Mor, lad mig hjælpe, sagde den ivrige lille Lilly.
Ja, lad os gå i gang, hjælper, svarede Solvej.
Et øjeblik senere kaldte hun Viggo ind på soveværelset, hvor den gamle Jens ventede.
Viggo, sagde hun lavmælt. Hvor er det gamle sengetøj, som jeg lånte dig til garagekludene?
Det er jo helt slidt svarede Viggo overrasket.
Hvorfor er det slidt? Det er jo stadig i god stand! Giv mig det tilbage, så jeg kan lægge det på sofaen. Hvorfor skal den gamle have noget nyt? sagde Solvej. Hvor har du lagt det? Er det allerede i garagen?
Jeg nåede ikke, svarede Viggo en smule såret. Det ligger i en kasse på altanen.
Jens boede i lejligheden uden særlige problemer, og han tilbragte meget tid sammen med barnebarnet.
En dag, mens Solvej ryddede i Jens værelse, sad Lilly på en lille stol og trippede med benene.
Solvej, mens hun fjernede sengetøjet, sagde højt:
Det må nok snart kasseres
Mor, du må ikke smide det! Det er stadig i orden. Læg det i skabet, så når du og jeg bliver gamle, kan jeg lægge det på jer. Hvorfor har I brug for noget nyt?
Jeg husker den dagen som om den var i går en sand påmindelse om, hvordan familieliv og omsorg kan smelte sammen i de små, daglige handlinger, selv når de danske kroner ikke kan købe tid.
