Kære dagbog,
Oktober var barsk. Udenfor fortsatte regnen uden ophør, vinden hylede gennem gården og susede i skorstenen, mens jeg sad på køkkenet og stirrede ud i tomheden. De sidste to år har mine dage været så forudsigelige, at jeg kan tælle dem på fingrene: opvågning kl.7, morgenmad kl.8, nyheder kl.9. Alt er på sin plads, alt er ordnet. Hjemmesko ved døren står pænt på linje, krusene i skabet er placeret med håndtagene alle i samme retning. Så har jeg levet, siden min kone gik bort.
Smukt, kun smukt, hviskede jeg til mig selv. Lærke ville have elsket det.
Om aftenen gik jeg som sædvanligt til bageren på Strøget for at hente friskt rugbrød. Ved trappeopgangen, direkte på trinnene, sad en kat. En orange, fuldstændig afskallet en, med ét øje der lå som en sølvklat. Den rystede let, som om den ikke vidste, om det var den kølige regn eller frygten, der fik den til at skælve.
Hej, kammerat, sagde jeg, mens jeg satte mig ved siden af den. Du ser ikke så godt ud.
Katten så på mig, som om den ville sige: Det er hårdt, gamle mand. Livet bider.
Jeg rakte hånden ud. Den løb ikke væk, men stod stille, lod mig røre ved den og mumlede en svag spindetur.
Du er min lille isklump, mumlede jeg og rystede på hovedet.
Pludselig lød der trin på trappen. Gitte Christensen, naboen fra tredje sal, kom ned for at smide skrald.
Morten Jensen! råbte hun højlydt. Hvad laver du med det væsen der?
Den er frossen, den stakkels, svarede jeg.
Det er farligt! De bærer lopper og sygdomme, protesterede hun.
Jeg kiggede først på hende, så på katten.
Lad os gå et sted, hvor det er varmere, sagde jeg stille.
Du er gal! udbrød Gitte. Du kan ikke tage den ind i dit hjem!
Hvad nu, hvis den dør her? Så er det rentere, end du tror, svarede jeg.
Jeg tog katten med mig hjem. Den fulgte mig, usikker men uden at trække sig tilbage. Ved døren stoppede den og snuste til luften.
Bare rolig, kom indenfor, sagde jeg opmuntrende. Det er ikke gaden.
Først førte jeg den ind på badeværelset. Varmt vand og en smule katte-shampoo; den modstod ikke, men lukkede øjnene i ren nydelse.
Stakkels lille, mumlede jeg, mens jeg så på de gamle ar og ridser. Hvem har gjort dig sådan?
Jeg gav den pølse og ost, og på få minutter var skålen tom.
Du skal hedde Rødspætte, besluttede jeg. Det passer.
Jeg lagde et gammelt håndklæde på radiatoren, og Rødspætte krøllede sig sammen i en lille kugle og faldt i søvn. Jeg så på ham og tænkte: Nu skal jeg både finde mad og en dyrlæge. Men noget i huset føltes pludselig levende.
Vi får nok overnatte her i nat, sagde jeg til mig selv. Så finder vi ud af resten i morgen.
Næste morgen vågnede jeg til kaos i køkkenet. Skålen var væltet, jorden dækket af jord, krystalkoppen smadret. Rødspætte sad roligt og slikkede sin pote, som om han bare havde haft en god natlige siesta.
Hvad har du lavet? udbrød jeg.
Katten løftede blot hovedet og så på mig med den samme ligegyldighed som om dagen før.
Det er nok, sukkede jeg træt. Jeg kan ikke holde ham.
Jeg stod midt i den ødelagte køkken og mærkede, hvordan to år med perfekt orden forsvandt i løbet af en nat. Det mindede mig om et gammelt dansk ordspråk: Når katten er ude, danser musene.
Gitte kom ind med en fast måde på. Hun så stykkerne overalt.
Sådan sagde jeg jo, at det ville ende dårligt! udbrød hun triumferende.
Jeg gik hen til Rødspætte, som nu trykkede sig mod min brystkasse og spandt stille.
Jeg vil ikke give ham væk, sagde jeg pludselig. Jeg vil holde ham.
Hvad? Hvordan kan du ikke give ham fra dig? spurgte hun forbløffet.
Sådan er det. Han bliver vant til mig, jeg opdrager ham, svarede jeg.
Han vil ødelægge dit hjem! råbte hun. Det er ikke et slot, du har.
Hun snublede ud af døren med et knirkende smæk. Jeg stod tilbage med katten og en delvist ødelagt køkken.
Okay, Rødspætte, trak jeg vejret dybt. Nu er du min ansvar, men du må love at holde dig væk fra for mange farlige ting.
Jeg brugte en halv time på at rydde op, mens Rødspætte sad ved siden af mig og så på, som om han var min forsamling.
Sådan ser livet ud, når du er alene, sagde jeg, mens jeg fejede gulvet. Jeg er arbejdssyg, men nu er du også en tilskuer.
Katten mjavede i enighed.
Til frokost var alt igen blankt, men så, mens jeg satte mig ved bordet, sprang Rødspætte på hylden og vælte en bunke bøger.
Du er en rigtig kunstner, lo jeg og løftede ham op.
Om aftenen gik jeg i supermarkedet på Amager for at købe kattefoder. Kasserepigen løftede øjenbrynene.
Har du fået en kat? spurgte hun overrasket.
Det ser ud til det, svarede jeg med et skævt smil.
Jeg gav ham den nye mad, og han spiste med stor appetit.
Liker du det? spurgte jeg.
Rødspætte gnidede sit hoved mod min ben.
Efter en uge var min rutine forandret. Jeg stod op ikke længere efter alarmen, men efter at Rødspætte havde lavet sit morgenmarsj på sengen. Aftenerne gik ikke på nyhederne, men med en snor og en lille legetøjsmus, som jeg havde købt til ham.
Lærke ville have grint, tænkte jeg, mens jeg så på ham sove på sofaen. Min ordentlige mand er nu en del af et lille zoo.
Gitte kiggede ind med jævne mellemrum, og i stedet for at kritisere, bragte hun kage og hænderiet til katten en lille strikket mus, som hun havde lavet selv.
Du har jo fået dit eget lille rige her, sagde hun med et smil. Måske skulle jeg også have en kat?
Så gør du det, men husk at få den vaccineret, svarede jeg, mens jeg blinkede.
Den fjerde uge gik jeg for at male radiatoren. Rødspætte sprang ind under armen, dyppede sin pote i malingen og løb rundt i hele huset med hvide striber.
Åh, du er en rigtig kunstner, grinede jeg, da jeg løftede ham op.
Pludselig bankede det på døren. Gitte stod i døråbningen.
Hvad har du lavet nu? spurgte hun, mens hun pegede på de farvede spor.
Rødspætte udøver kunst, svarede jeg. Det er en slags moderne kunst.
Hun rystede på hovedet, men gik ind med en kop te og en ny legetøjsmus.
Du er blevet helt ustoppelig, men jeg kan ikke klage, sagde hun. Det er dejligt at have lidt liv omkring sig.
En måned senere kom Gitte for at fotografere Rødspætte til sin barnebarn.
Må jeg tage et billede? spurgte hun.
Rødspætte posede som en professionel, og hun lo højlydt, noget jeg ikke havde hørt fra hende i årevis.
Om morgenen vågnede jeg til stilhed. Det var den samme stille, truende stilhed som før to år.
Rødspætte? råbte jeg, mens jeg sprang ud af sengen.
Ingen svar. Ingen spind. Jeg ledte under sofaen, i skabet, bag køleskabet. Skålen med foder stod ubrugt. Mit hjerte sank.
Det kan ikke ske, hviskede jeg.
Jeg huskede, at jeg havde efterladt vinduet på altanen lidt på klem i går.
Jeg løb ud på altanen, som er indrammet af glas, og så, at vinduet faktisk var åbent. På gulvet lå knuste stykker af en lille potte fra en blomst.
Gud, indså jeg, han er måske faldet.
Jeg sprang ud på gaden på fjorten etagers lejlighed og begyndte at lede i alle de små haver og under biler.
Folk på gaden vendte sig om, deres øjne fyldt med medfølelse.
Har du mistet din kat? spurgte en ung mor, der skubbede en barnevogn.
Ja, han er væk, sagde jeg med rystende stemme. Måske han bare er ude og gå en tur.
Jeg gik rundt i hele blokken, men Rødspætte var som om han aldrig havde været der.
Om aftenen gik jeg tilbage, udmattet, og satte mig ved køkkenbordet med den tomme madskål foran mig. Så bankede det på døren.
Gitte stod i døråbningen.
Morten, du råbte ud i gården, sagde hun. Hvad gik der galt?
Rødspætte er væk, sagde jeg. Jeg ved ikke, om han faldt fra altanen eller løb væk.
Har du kigget i kælderen? spurgte hun.
Overalt, men intet spor.
Hun lagde sin hånd på min skulder.
Giv ikke op, du vil finde ham. Katte er snarrådig, de klarer sig.
Aftenen gik uden søvn. Jeg lå i sengen og lyttede efter en svag mjav.
Til morgen, tidligt, hørte jeg en svag lyd fra trappen. Jeg sprang op, løb ned og så en lille skikkelse gemt bag en bakke i gangen. Det var Rødspætte, slidt, snavset, men i live.
Åh Gud, sagde jeg, mens jeg samlede ham i armene. Hvordan kom du herop?
Jeg åbnede vinduet forsigtigt, tog ham ind, og han spandt så svagt, at jeg næsten ikke kunne høre det.
Jeg gav ham varm mælk og lidt af sin mad. Om aftenen var han allerede på sit yndlingssted på vindueskarmen, udspændt i solens stråler.
Nu er det januar. Tre måneder er gået, siden Rødspætte blev en del af mit liv, og en måned efter han forsvandt og kom tilbage. Jeg sidder ved vinduet, varmer mig ved radiatoren, mens han ligger på karmen som en lille konge.
Du er blevet en skønt husdyr, min ven, siger jeg og ler. Du er fuldstændig hjemme.
Han svarer kun med et let spind, øjnene lukkede.
Der bankes på døren igen. Det er Gitte.
Må jeg komme ind? spørger hun og smiler.
Kom indenfor, Gitte, svarer jeg, og lader hende komme med en kop te og et håndlavet uldmus til katten.
Hvordan har vores smukke fyr det? spørger hun, mens hun kæler for Rødspætte.
Han lever som en konge. Spiser, sover, og bringer os alle lidt kaos, men på den gode måde.
Regner du på, at du ikke fortryder at have taget ham ind? spørger hun.
Aldrig, svarer jeg ærligt. Huset er fyldt med legetøj, skåle, og en smule kattehår, men det er fuld af liv.
Måske skulle jeg også få en kat? Det er lidt ensomt for tiden, siger hun og fniser.
Så gør du det, men husk dyrlægen og vaccinerne, siger jeg med et glimt i øjet.
Om aftenen sidder vi alle i sofaen: jeg ser på fjernsynet, Rødspætte ligger på mine knæ og spinder, Gitte strikker en lille museføtter til ham. Jeg tænker tilbage på, hvordan jeg engang ville have smidt ham ud.
Jeg var en dum mand, mumler jeg, mens jeg kæler for den bløde mave. Jeg gik glip af noget, der kunne have gjort livet bedre.
Udenfor hvirvler vintervinden rundt, men indendørs er der varme og hygge. Jeg ser på den sovende kat og forstår, at jeg lever igen, ikke bare eksisterer.
I morgen vil den røde lille vækkerklokke med sine bløde ører vække mig. Det er ægte lykke.
Jeg har lært, at den stramme orden i livet kan blive beriget af kaosJeg har lært, at den stramme orden i livet kan blive beriget af kaos.
