Jeg har altid husket den dag, hvor Signe gik til klassens alummødet. Tredive år var gået, siden hun havde kastet sig ud i livets virkelighed. Hun besluttede sig for at mødes igen, blot for at hilse på sin elskede lærer, Fru Andersen. Mødet var rørende. Fra den parallelle klasse dukkede også drengene op. Signe sank sammen i en klump, da hun så Mikkel! Den gamle skolekærlighed, der engang havde fået hendes hjerte til at banke hurtigere
Mikkel var nu en høj mand, med et gråt skæg og en velplejet stubbe. Han mindede kun lidt om den drillesyge dreng, han engang havde været. Værelset var summende af snak, og efter de første hilsner stod folk i små grupper og talte. Signe kunne næsten ikke tro sine egne øjne, da hun så, hvem der gik hen imod hende.
Signe havde altid betragtet sig selv som den mindst iøjnefaldende pige i klassen i hvert fald så hun det selv. Hun stirrede misundeligt på de lyse, blåøgede klassekammerater.
Min pige, du vil blomstre endnu, sagde hendes mor trøstende. Jeg blev først en dame for sent, først da jeg var seksten. Så tag dig god tid, du vil stadig vinde drengenes hjerter. Du er jo ikke så gammel endnu
Mor, jeg har ingen hast, svarede Signe med nedslidte vipper, men de grønne øjne afslørede andet.
Hun så sig selv i spejlet, sukkede og så på sit eget ansigt. Allerede som barn havde hun haft et smil for drengen fra den parallelle klasse Mikkel. Han var sporty, høj, altid med et grin på læben. Hans dristighed i sport og drilleri mindede mere om uovervejet mod end om ægte mod.
Under gymnastiktimen så hun Mikkel spille basketball. Hans energi smittede af på holdet, så de altid vandt. Selvom han ikke var den smukkeste i verden, havde han en udstråling, som gjorde, at Signe følte sig lille i hans skygge. Han var altid omgivet af venner både drenge og piger så det var umuligt at trænge igennem.
Selvom han sjældent var alene, var selv de korte møder i gangene på frikvartererne som en lille fest for Signe. Hver gang kom usikkerheden igen. Når hun stod ved siden af Mikkel, så hun straks væk igen.
Ingen andre kendte hendes barndomskærlighed, men i hendes hoved så hun hele verden kigge på hende, og hun rødmede ved tanken om, at klassekammeraterne eller værre Mikkel selv ville grine af hende.
Derfor besluttede hun sig for at glemme den smukke dreng, ignorere ham og ikke tænke på ham overhovedet. I starten gik det dårligt, men viljestyrken vandt til sidst. Hun roliggjorde sig, og en stolthed bredte sig i hende.
Det vigtigste er, at jeg ikke står for tæt på ham, hviskede hun til sig selv, mens hun undgik hans blik i skolegangen og smuttede forbi ham bag andre børn.
To år gik. Signe klarede sig godt i skolen, voksede op, og den fløjten fra hendes barndomskam af hæmning forsvandt moderens spådom var gået i opfyldelse. På et år blev hun til en slank, yndefuld ung kvinde.
Efter 8. klasse gik hun på et teknisk gymnasium i København. Hun holdt kun kontakten med sine tidligere klassekammerater gennem sjældne møder med sin gamle klasselærer, Fru Andersen, som boede på samme gade som Signe.
Signe gik aldrig til de skoleaftener, der blev arrangeret, for deres klasse var aldrig så sammentømret, og hun havde ingen skolevenner. Kun én gang, da der blev samlet til en fest i anledning af Fru Andersens jubilæum, besluttede hun sig for også at møde op, blot for at hilse på sin elskede lærer.
Tredive år var gået siden deres eksamen. Mødet var følelsesladet, for mange havde ikke set hinanden siden skolebænkene. Drengene fra den parallelle klasse dukkede også op. Signe sank i en klump, da hun så Mikkel den høje, ærefulde mand med grå hår og velplejet stubbe. Kun hans øjne var de samme: glade, med et glimt af skævhed.
Den gamle skolebygning buldrede af snak. Efter hyldningerne til Fru Andersen stod folk i grupper, talte og omfavnede hinanden. Signe kunne ikke tro det, da hun så, hvem der gik hen imod hende.
Det var ham! Mikkel gik direkte hen til hende, smilte bredt og sagde:
Så er du her, min hemmelige skolekærlighed Signe
Han kyssede hendes hånd, som om de kun havde været adskilt i få år. Signe rødnede.
Kærlighed? Mig? spurgte hun forbløffet. Hvorfor får jeg beskeden så sent?
De grinede begge. Selvfølgelig havde de begge familier nu børn, ægtefæller, livet. Mikkel fortalte om sit arbejde, sin familie og sin søn.
Jeg har også en søn, svarede Signe. Som jeg altid drømte om.
Hun sukkede og så på Mikkel, før hun pludselig spurgte:
Men hvorfor? Hvorfor var jeg attraktiv for dig, selvom jeg var stille og beskeden og ikke specielt smuk?
Det er netop pointen. Du ville aldrig gå efter mig som alle andre. Du gik forbi med stolt hoved og en værdighed, som jeg aldrig turde bryde igennem. Jeg kunne ikke engang tænke på at nærme mig dig. Din stolthed fascinerede mig, men nu er det kun et sødt minde fra ungdommen.
Jeg følte det samme, men kunne aldrig skære igennem mængden af dine venner Jeg kunne ikke gå først. Men alt dette var kun barndomskærlighed.
Hvem ved, tænkte Mikkel eftertænksomt. Måske har vi begge mistet noget i livet.
Måske, lo Signe. Vi ses måske i en anden livstid.
Jeg vil lede efter dine grønne øjne, hviskede Mikkel og smilede melankolsk.
Det var tydeligt, at han var betaget af Signe, og hun var uden tvivl smuk.
Pludselig hørtes et kald:
Mor! Far har kørt ind med dig, som du bad om
En ung mand skubbede sig frem gennem mængden mod dem begge.
Det her er min søn, sagde Signe.
Hun smilede.
Mikkel, bød den unge dreng livligt hånden ud.
Mikkel Johansen, svarede Mikkel med en fast håndtryk.
Han så på Signe med overraskelse, ømhed og forvirring i blikket.
Signe vinkede farvel og gik mod udgangen. Ved skoledøren løb Mikkel efter hende.
Hør her, Signe hans øjne var fugtige. Tak for…
For hvad? spurgte hun forvirret.
For sønnen. En anden Mikkel vokser nu. Tak for mindet
Signe nikkede, gik op i bilen og satte sig på bagsædet. Hendes mand spurgte:
Så, hvordan gik det?
Godt, svarede hun. Mange kom. Det var rart at se gamle ansigter, men også en smule vemodigt. Tiden ændrer os alle Jeg er glad for, at vi havde Fru Andersen. En fremragende lærer. Må Gud give hende mange flere år med sunde elever.
