Små skridt
Hvorfor, min dreng? Hvorfor dig og ikke mig? spurgte Lise Sørensen for sig selv, mens hun igen åbnede øjnene, for hundrede gang stillede sit spørgsmål ud i tomheden og trak dynen tættere op om hovedet.
Morgenstunder var bestemt ikke hendes kop te. Tja, egentlig var intet længere det. Hvordan overlever en mor, når sønnen ikke længere er her? At trække vejret gjorde ondt så det der med at leve, ja, det var tæt på umuligt.
Endnu en søvnløs nat var smuldret væk, skjult for evigt for Lise. Hun havde ærlig talt ikke haft noget imod selv at svømme væk efter natten, bare for at glemme alt, hvad hun savnede.
Katten, der sov på sengen, puffede til hende med poten, spandt og krævede opmærksomhed. Lise vidste, det betød én ting: Morgenmaden var for længst over tiden.
Jeg står op, jeg står op… Lise trak dynen væk, adlød den firbenede tyran.
Katten var det eneste minde, hun havde tilbage fra sin søn. En tynd, ranglet killing, som Jonas havde samlet op udenfor kasernen; det var Kasper, hans kollega, der havde afleveret dyret til hende.
Værsgo. Jonas bad mig om at give dig katten, hvis der skulle ske noget
Hvordan hvordan skete det? Lise tog imod gaven, som om det var det naturligste i verden. Jeg ved slet ikke rigtig, hvad der er sket
Din Jonas var en helt… Han reddede os alle men selv Du kan være stolt, mor!
Først dér græd Lise for alvor.
Ikke da hun fik beskeden om Jonas død. Ikke til den sidste afsked, selvom folk så underligt på hende og hviskede, hvordan hun dog kunne undgå at græde over sit eneste barn. Ikke en tåre, da søsteren snøftede over, at Lise ikke ville dele forsikringspengene.
Folk fattede ingenting. Hun kunne bare ikke græde. Hendes sjæl var frostklar is. Ikke en lyd, intet ønske om hverken at lytte eller leve længere det hele gik væk sammen med Jonas…
Eller, sådan troede hun, indtil hun fik en hilse fra ham. En mager, lidt luset, meget højlydt men underligt kærlig kat, overdraget af én af Jonas kammerater. Ham der havde stået der, da Jonas rejste sig op, trak ilden væk fra de sårede, han var på vej til at hjælpe og satte sit eget liv til for andres skyld…
Og hvad stiller jeg så op med dig, lille ven? spurgte Lise og kløede killingen bag øret og endelig, endelig, græd hun. Underligt nok med trøst.
For hun vidste, at Jonas kunne ikke have gjort noget andet. Han havde altid vidst, at menneskeliv var uerstattelige opvokset med forældre, der var hele tiden på sygehuset, hun havde selv været stolt af Jonas far, der havde reddet så mange, at han for længst var faret vild i optællingen. Jonas havde længe drømt om at blive kirurg, men valgte noget andet. Lise havde ikke forstået det, hun bad og tiggede ham om at lade være.
Jeg er nødt til det, mor! De har brug for mig.
Og selv da græd hun ikke. Hun tegnede et kors i luften, sagde han skulle passe på sig selv og ikke tage unødige risici.
Men der, med den lille killing i hånden og Kasper der lignede Jonas så meget, både i smil og stemme begyndte tårerne for alvor at melde sig.
Jonas kaldte hende aldrig mor, altid mor. Som i den store, solide forankring i hverdagen.
Du er ligesom Danmark, mor! Kun én af dig, for altid! At være mor det er smukt! Det lyder som en dronning, der står ved havet og ser ud over landet. Sådan synes jeg det er!
Han havde altid elsket historie, hendes Jonas, så hun kunne let se meningen og ømheden i den sammenligning.
Kasper forstod hendes sammenbrud, omfavnede hende først da killingen peb, og krævede opmærksomhed, slap han hende.
Han er sulten, sagde han, tørrede Lises kinder, det var en lang tur…
Lise gik straks i gang, fandt mælk i køleskabet og lavede mad det gav hende et pusterum.
Også Kasper spiste med. Hurtigt, som Jonas plejede, og med sådan en appetit, at Lise ikke kunne lade være for første gang i evigheder spiste hun, ikke bare af pligt. Efter Jonas forsvandt, havde hun følt sig forpligtet til at spise.
De få timer Kasper havde, var slet ikke nok Lise spurgte igen og igen ind til, hvordan Jonas sidste dag så ud. Og hun holdt fast om killingen, endnu uden at forstå, at nu ville livet aldrig blive det samme.
Den morgen vækkede katten hende igen, og dette blev starten på en ny rutine. Nu skulle hun tidligt op for at servere morgenmad til den pelsede herre og underligt nok nægtede han at spise alene. Han rendte rundt, råbte, indtil hun selv skænkede kaffe og smurte en bolle. Først da satte han sig til sin skål som om han skulle spise sammen med hende.
Slap nu af, Knud! Folk sover endnu!
Hun vænnede sig hurtigt til det nye liv. Og mærkeligt nok havde det en god effekt: Hun havde pludselig noget at tage sig til og om aftenen var hun så træt, at tankerne ikke kunne indhente hende.
Det var svært at blive boende i lejligheden, hvor Jonas havde vokset op og minderne sad i væggene. Familien selv de fjerneste dukkede nu op under diverse påskud, men hun vidste godt, det mest handlede om én ting: penge.
Lise kendte altid sin families situation. Hun vidste, hvem der blev født hvornår, hvem der giftede sig, og hvem der manglede hjælp. Hun hjalp dem gerne, men nu ville de have mere.
Lise, du bor jo alene! Hvad skal du dog bruge alle de penge til? Vi har børn!
Da lillesøsteren kom med det første gang, blev Lise helt stum. Hun kunne ikke sige, at hun hellere ville have haft Jonas end penge det var ikke til at udtrykke.
Hun tie stille, og det vakte bare mere vrede og irritation.
Du er underlig! Du kunne gøre så meget for os andre, men sidder som en hund og vogter over, hvad du fik pga. Jonas! Jonas ville ikke have forstået det!
De ord fik hende til at vågne. Hun slukkede telefonen, låste døren og brød kontakten med dem, der ikke forstod det tomrum, kvinder bærer, når de mister ét eneste barn.
Først ville hun give det hele til et børnehjem eller en organisation, men hendes veninde overtalte hende til at vente.
Lad nu være, Lisbeth! Giv det tid. Gør ikke noget for hurtigt. Husk, hvad Jonas sagde: Alt til sin tid.
Ja… Han sagde det tit…
Så husk, Lise! Små skridt. Lidt efter lidt. Jeg ved, det er svært, men Jonas ville ikke have ønsket, du var ked af det!
Åh, Rikke, hvor jeg savner ham! Jeg ville ønske, jeg bare kunne se ham ét øjeblik! Spørge, hvordan han har det… Jeg nægter at tro, han bare er væk! Hans minder, hans ønsker, hans håb de forsvinder ikke! Han er her endnu!
Selvfølgelig, han er her! Så længe du husker, så længe lever han!
Men hvad hvis jeg glemmer? Lise blev bange. Hvad når jeg ikke er her længere? Hvad så?
Rikke svarede ikke, men nikkede over mod Jonas skrivebord, hvor breve fra kammerater og folk, han havde hjulpet, lå ved siden af hinanden. Det var nok til at give hende lidt ro.
Han havde ikke levet forgæves! Hun vidste, han ville blive husket.
Alligevel gjorde det ondt…
Så dagene gik. Lise stod op, gik på arbejde, fodrede katten, ordnede praktiske ting, tænkte, intet mere kunne ændre sig. Men sådan var det ikke. Den type møder, der vender alt op og ned, har det med at komme, når tiden er moden.
Da det skete, kom hun sent hjem fra hospitalet efter papirarbejde. Det var blevet så sent, at hun tog en taxa.
Taxachaufføren en ung, snakkesalig fyr underholdt hende hele vejen hjem med detaljer om sit dobbeltliv som direktør, der kun kørte taxa for sjov.
Lise klukkede indvendigt og lod ham tale løs tænkte, det kunne kun være godt for hans ego, og overvejede, hvilket ramaskrig Knud ville lave, fordi hun var så forsinket.
Ved opgangen betalte hun og gjorde mine til at gå over, men så hun noget mærkeligt: På bænken sad en kvinde med kufferter, en barnevogn og to børn en lille i favnen og en femårig dreng ved siden af.
Det var påfaldende… mumlede hun lavt, og chaufføren spurgte straks, om hun skulle have hjælp.
Nej, nej, tusind tak! Lise vævede, mens hun steg ud, og kunne ikke lade være at spørge:
Fordi jeg lyttede?
Fordi du lod mig snakke! sagde fyren, fuldstændig alvorligt. Min mor siger, jeg aldrig kan holde mund.
Fantasi er fremdriftens motor, det burde din mor tænke over. Tak for turen, og pas på dig selv.
Hun vinkede og traskede hen til bænken, stjal et blik på kvinden.
Hvad fik Lise til at standse netop dér?
Måske måden hun sad på skuldrene samlet, som om hun ville skærme barnet. Eller drengens blik ikke klynkende, men vagtsomt, tæt på sin mor.
Lise huskede ikke bagefter, hvad der fik hende til at spørge.
Venter du på nogen? Har ingen taget imod jer?
Kvinden løftede hovedet, forsigtigt.
Nej. Der er ingen, der venter os, lød svaret.
Hvordan… Har du nogen steder at tage hen? Du har jo børn!
Nej, kvinden rystede på hovedet, vuggede babyen, som stadig sov trygt, men begyndte nu at græde.
Lises egne tårer truede på kommando.
Op med jer! I fryser jo! Og børnene skal i seng. Kom med mig!
Kvinden blev straks defensiv og skærmede drengen, men gestussen sagde Lise alt.
Bare rolig, jeg bor alene. I kan overnatte hos mig, så ser vi i morgen, hvad der skal ske. Nætterne er ikke til at tilbringe på en bænk.
Er du ikke bange? snøftede kvinden.
For hvad? Hvem? Dig? Jeg har overlevet nok det værste er sket for mig. Kom, op med jer. Morgendagen finder vi ud af.
Så fulgte et kaotisk kaffeslabberas: finde dyner frem, give mad, bade ungerne og lade kvindens mor vaske sig i fred. Først sent, da der var ro, gik Lise i seng, med Knud i favnen, og indså, hun ikke kendte navnene på sine gæster.
Nå, det klarer vi i morgen, Gik Lise træt i seng.
Første gang siden Jonas død, hun sov uden sovepiller ingen mareridt, ingen tårer. Selv katten holdt op med at spinde bare for at nyde stilheden fra sin ejer.
Næste morgen vågnede Lise med et sæt lige foran hende stod en lille dreng, vågen, uglet og forbavsende lig hendes Jonas som barn.
Er du min bedstemor? spurgte han, kækt, mens han kløede Knud bag øret.
Nej, min ven, Lise kom til sig selv og strøg forsigtigt ham over håret. Hvorfor er du vågen? Det er stadig tidligt.
Mor er vågen, så jeg er også. Har du tegnefilm?
Det blev Lises opgave at improvisere børneunderholdning, men det klarede Knud med sin fjerdusk ret flot. Drengen og katten tumlede, mens kvinderne indtog køkkenet.
Hun fandt gæsten ved komfuret.
Undskyld jeg ville bare lave mad til babyen, og kom måske for godt i gang. Jeg ville ikke vække dig…
Bare rolig! Det er jo børn. Sultne munde sover dårligt. Vi fik aldrig præsenteret os jeg hedder Lise Sørensen.
Jeg hedder Alma. Og de små er Emil og Mads.
Må jeg spørge, Alma hvordan endte du på gaden med børnene?
Alma vendte sig mod komfuret, tænkte sig om, satte sig så tungt ved bordet.
Jeg fortæller dig det dig tør jeg fortælle. Du virker som én, der forstår. Jeg blev smidt ud.
Hvem? Hvorfor?
Min svigermor. Eller nu ER hun min tidligere…
Hvorfor tidligere? Er du blevet skilt?
Nej. Det er… Min mand var lastbilchauffør…
Alma stoppede, slukkede lidt på tårerne.
Hvorfor VAR, Alma? Lise spurgte blidt.
Han døde Faldt i søvn bag rattet. Jeg havde bedt ham hvile mere, ikke tage flere lange ture, men nej Vi skændtes endda om det. To små børn og han passede ikke på sig selv! Hvordan kan man det?
Det kan man ikke, nej…
Præcis! Men tingene går bare skævt…
Hvad er svært, Alma?
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare dig det. Jeg er også mor. Og hvem ved, hvor meget jeg kommer til at savne mine drenge, når de bliver voksne? Kan ikke sværge, jeg ikke også bliver en fjollet svigermor. For da vi flyttede fra hendes lejlighed, blev hun en anden. Før sød og klog nu, noget helt andet. Min mand kom hjem fra tur og havde brug for søvn, men nej! Ud i sommerhuset, ordne ting hun ringede konstant og skældte mig ud, fordi jeg ville lade ham sove. Jeg tilbød at køre hende selv, men NEJ! Kun sønnen kunne hjælpe. Jeg forstår det på en måde men lidt hensyn?
Skulder du hende skylden? spurgte Lise direkte.
Nej! Slet ikke! Men alt bliver bare så tungt. Da Emil var baby, kunne jeg nå alt, mens han sov. Men Mads han græder mere, slipper mig ikke. Jeg glæder mig hver gang, han endelig sover. Så kan jeg trække vejret!
Hjalp din mor ikke?
Selvfølgelig lidt. Hun tog Emil, når vi bad hende. Men Mads ville hun ikke sidde med han var for lille, hun kendte ham ikke. Det forstår jeg. Da Emil blev født, boede vi jo stadig hjemme med Mads var vi flyttet langt væk.
Hvorfor endte du så på gaden med børn?
Alma rystede på hovedet, smilede trist.
Da min mand døde, havde jeg ikke længere råd til at betale for lejligheden. Min svigermor blev ved at sige, jeg skulle lade være med at gifte mig, bare skrive børnene på mig alene enlig mor, det kan bedre betale sig. Men vi kunne ikke få os selv til det. Vi blev gift, uden bryllup, jeg var højgravid dengang. Han ville gerne, at børnene juridisk var hans.
Det kan jeg godt forstå!
Jeg sparede lidt sammen, vi ville på ferie alle sammen. Men alt ændrede sig. Udlejeren smed os ud, da hun hørte jeg var alene. Jeg forstår slet ikke hvorfor jeg holdt alting pænt, og det var et godt område. Planen var, at vi skulle spare op og købe en ejerlejlighed. Men…
Hvad med dine forældre?
Kun min far er i live men det duer ikke. Han drikker, og der er for små forhold til børn.
Svigermoren?
Hun smed mig ud. Anklagede mig for at være skyld i, at min mand ikke var her mere Så brast Alma i gråd. Det er ikke fair! Hun kan jo godt ignorere mig men børnene! Det er hendes børnebørn!
Lise sagde ikke mere, men rakte hende et glas vand, lagde armen om Alma og vuggede hende som et lille barn.
Kære barn, tag det roligt. Alle sørger forskelligt. Hun er ude af balance, siger dumme ting. Hun skal nok komme til sig selv giv hende tid!
Men hvad hvis ikke hun gør?
Så må hun jo leve med at miste alt. Du har børnene. Hun ja, hvad har hun? Tænk på det. Hvorfor sad du foran min opgang?
Jeg havde håbet at leje et værelse her i blokkens stuelejlighed. Men udlejeren havde allerede givet det væk. Og så måtte jeg ud og lede igen
Ikke nødvendigt, Lise strøg Alma over håret, ligesom Emil. I bliver her hos mig. Så ser vi.
Det kan jeg ikke! Alma rystede på hovedet.
Det kan du! Du gør det! Du har børn at tænke på, Alma.
Og sådan fik Lise Sørensen pludselig hænderne mere end fulde.
Først fik hun Alma og drengene på plads i Jonas tomme værelse og hjalp dem til rette. Så samlede hun kræfter og tog ud og talte med svigermoren. Det var ikke nemt men Lise fik sagt det, der skal siges, når en mor, der har mistet sin søn, stadig kan vinde børnebørnene. Men Alma skulle vente. Ting tager tid.
Tiden viste, det var det klogeste og efter et par år fik Alma job; Mads kom til mormor, til der var plads i børnehaven.
Årsagen var simpel: Alma havde lånt til en lille ejerlejlighed, med Lises støtte. Lise tilbød faktisk at købe lejligheden til hende, men Alma nægtede.
Jeg låner gerne penge til udbetalingen men ikke som gave!
Alma! Du har børn!
Jeg ER deres mor! Du har allerede hjulpet så meget! Du og Knud det er mere end nok!
Du er stædig!
Jeg har jo lært af dig! grinede Alma. Nu har mine drenge to bedstemødre! Hvad mere kan jeg ønske? Skæbnen har foræret mig så mange gaver det rækker til flere liv!
Lise tog ikke diskussionen. Hun vidste, at når tiden kom, skulle Emil og Mads nok få uddannelse, måske endda deres eget hjem. Det ville hun nok sørge for uanset, hvad Alma sagde.
Nu vågnede Lise om morgenen uden at græde. Hun nussede Knud, så på billedet af Jonas og svarede med et nik på den tavse opfordring i hans blik:
Jeg lever, min dreng! Jeg gør mit bedste! Små skridt mod dig Jeg græder næsten ikke længere eller jo, lidt har også ret! Alma skælder mig ud for det, men hun gør det selv, når hun tænker på sin mand. Drengene vokser Emil spørger om alt, lige som du gjorde! Det er egentlig godt, ikke? Mads er så kærlig; Knud er faktisk mere vild med ham end med mig! Så, ja, jeg lever. Bare rolig, søn min tid kommer, og så mødes vi igen. Det tror jeg på!
Knud dasker hende kærligt på kinden klar til dagens dont og Lise smiler, klar til endnu en dag.
Jeg står op, jeg står opEn dag, da foråret for alvor brød igennem, gik Lise ned for at handle. Hun lod blikket glide over birketræernes spæde blade, mærkede varmen fra solen og de små, genkendelige lyde af kvarterets legende børn.
I indkøbskøen faldt hun i snak med en ældre herre, der grinede over hendes indkøbsvogn fyldt med frugt og havregryn. De har besøgende? spurgte han spøgefuldt.
Hun lo og fortalte: Ja jeg har børn i huset igen. Nogle gange føles det som at begynde forfra. Men det er godt at mærke liv.
Den gamle mand nikkede, så pludseligt alvorlig ud. Tiden gør os alle fattigere og rigere på samme tid. Husker De det?
Lise overvejede det. Ja. Jeg tror, jeg forstår nu.
På hjemvejen poserne lidt tungere end sædvanligt og knæene isnende lidt mindre end i går tænkte hun på alt det, hun havde mistet, og alt det, hun havde vundet.
Hun låste sig ind, og blev straks mødt af barnefødder ovenpå plankegulvet, katten, der allerede gned sig om hendes ben, og Alma, der sang sagte for at få den trætte Mads til at småblunde. Duften af kaffe snoede sig ud fra køkkenet og bandt nuet sammen med alle de svundne år.
Lise satte sig, mærkede freden. Hun lod sig ikke længere lamme af sorgen, men bar den som et blødt halstørklæde til stede, men ikke længere kvalende.
Da Emil smed sig på skødet af hende og stolt viste sin første tand, smilede hun gennem tårerne, denne gang varme, bløde og lette.
Fremtiden var umulig at kende, lige så umulig som at vide, hvor mange nuancer af kærlighed et hjerte kunne rumme. Men Lise vidste én ting med sikkerhed:
Man overlever, fordi man ikke er alene. Man tager små skridt, indtil man en dag ikke længere tæller dem, men bare går mod lyset, mod latteren, mod alt det, der endnu venter.
Hun rakte ud, tog barnets hånd, og mærkede livet præcist, som det skulle mærkes.
Og for første gang i meget lang tid, var der ikke kun minder i hjemmet men håb.
