Hej, jeg skal lige fortælle dig, hvad der er gået for mig forleden det er helt vildt, så du vil nok blive grebet.
Det hele startede med de små ting, som så altid sker. Jeg hedder Kirstine, og jeg har været lidt udenfor mig selv på det sidste. Mikkel, min mand, er blevet mere og mere sur, og jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal håndtere den her kvalme, der bare hænger i luften.
Efter en lang arbejdsdag begyndte Mikkel at smide spydige kommentarer som små granater. Hans vittigheder var ladet med vrede, hvert ord slog hårdere end et slag. Hver dag blev hans opførsel værre, selv på min ferie gav han mig ingen pause.
Du ser ud som en gammel kone! sagde han, mens han sad fast i sin telefon. Andre mænd har friske koner, men jeg har en rynket abrikos!
Det var ikke helt overdrevet jeg har jo haft et hårdt job som sygeplejerske på Aalborg Universitetshospital, og de skift har sat sit spor på ansigtet. Men at høre sådan noget fra min egen mand gør så ondt. Jeg tjener faktisk dobbelt så meget som ham, så han har ingen grund til at klage.
Mikkel har derimod brugt sine penge, som han vil, uden at spørge mig: Hvor jeg vil, der bruger jeg! sagde han. Vi har jo ingen børn, så jeg behøver ikke spare.
Jeg har holdt ud med det hele. Vi er ikke officielt gift, men vi lever som ægtefolk og har ikke hast med at slå ringene på. Mikkels mor, Maren, har kaldt mig svigerdatter i årevis, og jeg har altid kaldt hende svigermor.
Maren er en påtrængende, utilfreds kvinde, som hele tiden blander sig i vores liv. De fleste af hendes kritikpunkter rammer mig.
Vi bor i et fritliggende hus i et roligt kvarter i Hvidovre, selvom vi er tæt på København. Huset kræver konstant vedligeholdelse. Ofte beder jeg Mikkel om hjælp:
Jeg kan bare ikke nå det jeg er på arbejde fra morgen til aften!
Hvad har jeg så at gøre? svarer han. Det er dit hus, du er her husbond, og hvad har jeg så med det at gøre?
Og så er det sandt: Om vinteren ligger snedækket over huset, indtil jeg selv griber skovlen. Om sommeren vokser græsset næsten ind til vinduerne. Vi har hyret håndværkere til at få styr på tingene, men efter arbejde må jeg selv færdiggøre det, jeg har startet.
Mikkel ligger derimod på sofaen og tjekker kun indimellem, hvordan arbejdet skrider frem.
Jeg har tilgivet mange ting, men den sidste dråbe, der gik over i en rivning, var, hvad jeg så, da jeg kom hjem efter en hård arbejdsdag. Jeg var så træt, at jeg knoglet mig frem til døren, og kiggede på en pose med indkøb i hånden. Min hånd var så øm af den tunge taske.
Jeg håbede, at Mikkel ville møde mig jeg ringede, men han svarede ikke. Jeg sukkede, tørrede sveden af panden og hørte musik komme fra gården.
Jeg lagde pakken ved porten og skyndte mig ind, hvor en livlig fest var i fuld gang. Inde var der en rådighed og vrede jeg havde besluttet mig for at sige alt, hvad jeg havde holdt inde.
Festen gik amok! Høj musik bankede gennem væggene, glassene vibrerede. På bordet stod snacks og mad, som jeg selv havde lavet på forhånd, så jeg ikke skulle rode rundt om aftenen. Mikkel, som ignorerede mig helt, dansede med en kvinde, der var tydeligt forfuld af alkohol og klædt i en meget iøjnefaldende kjole.
Uden at sige et ord gik jeg over i midten af lokalet og slukkede musikken.
Mikkel så forvirret på mig: Hvad i alverden laver du? spurgte han med en hakken stemme.
Det var dét, jeg ville spørge dig! Hvad foregår her? Hvem er den kvinde?
Hans danserpartner fortsatte med at bevæge sig, som om intet var galt.
Så hvad så? snærrede Mikkel. Jeg har bare mødt en gammel klassekammerat, så vi fejrer. Eller kan jeg ikke slappe af i mit eget hjem?
Hvis du husker, sagde du selv, at det er mit hus, og du har ingen ret til at blande dig ind. Så ryd op med det samme, før du sender din gæst hjem, så kan vi tale.
Jeg vil ikke! prøvede han at rejse sig, men vaklen overmandede ham.
Jeg var allerede ved at få nok af ham. Han var ikke længere en mand for mig, men bare en byrde. At leve med ham af frygt for ensomhed? Aldrig i livet!
Jeg greb kvinden ved armen og trak hende ud gennem porten: I kan gå nu!
Jeg gik tilbage i huset: Skal du ud eller blive?
Mikkel trak på skuldrene, greb en salat og en flaske fra bordet og, mens han vaklede, gik han mod døren.
Lev uden mig, så ring, din dramatiske pige! råbte han som en sidste skævt.
Åh, åh, åh! skreg Maren, Mikkels mor, mens hun holdt sig for hovedet. Hovedet splintrer!
Mor, skrig ikke! Jeg fik Kirstine til at smutte. Hun var utilfreds med, at jeg ikke mødte hende ved døren, løj Mikkel, vel vidende at hans mor ville støtte ham.
Og hvad er så grunden til at møde hende? spurgte hun forbløffet.
Det ved jeg ikke! Hun kritiserer mig hele tiden: Det er ikke sådan, det er sådan! Jeg er så træt af alt! Tror du, det er let for mig at arbejde hele dagen? Hvorfor skulle jeg hjælpe i et andet hjem?
Det er rigtigt! bekræftede Maren. Lad ham først få sin del af huset, så kan han bede om mere! Sådan er det, når du er så vigtig! Jeg skal møde hende! Hun skal klare sig selv!
Det sagde jeg til hende! Hun blev så sur!
Lad hende være sur! Du må ikke give efter! Der er intet at give hende. Hun vil giftes? Så må hun holde ud! Hun er ikke længere en pige, så hun kan ikke løfte næsen!
Hvad skal jeg så gøre? spurgte Mikkel med hovedet sunket.
Vær tålmodig, dreng! sagde hans mor. Hun kommer tilbage som et lille barn, der vil kalde på dig! Hun vil have en uge alene, så vil hun indse, hvad hun har gjort! Så giv ikke efter så snart hun er tilbage, kræv at hun får folkeregistret. Ellers bliver du på egen hånd!
Mikkel lyttede til sin mor og nikkede med hovedet.
Du har ret, mor! Jeg vil ikke holde ud med hendes luner! Hvem er hun til at bestemme over mig? Jeg er ikke en slave, jeg er en voksen mand! Jeg er min egen chef!
Efter at have fulgt sin mors råd, besluttede Mikkel at holde sig væk fra huset, ikke ringe til mig og vente en hel uge.
Moren havde også sine egne problemer. Hun hængte konstant på ham: Gør dette, gør hint. Da han prøvede at modsige hende, mindede hun ham om de gamle gode opdragelsesmetoder hun slog ham på ryggen med en gammel træstang:
Du er her ikke hos din kone, men hjemme hos mig! Hvis du ikke arbejder, mister du frokosten!
Kort og præcist, så prøv ikke at diskutere med hende.
Endelig, efter de syv lange dage, gik Mikkel ud af døren: Jeg tager af sted, mor! Jeg vil se, hvordan hun klarer sig uden mig. Hun skal nok krølle sig på knæ og bede mig om at komme tilbage!
Gå, gå! Giv ikke op! Vær klar du vender kun hjem på dine egne betingelser!
Han gik ud med hovedet højt, som om han skulle vise hende, hvem der bestemmer. Kinden stolt, ryggen rank, skridtet sikkert næsten som en kriger.
Han nærmede sig porten, gik ind i gården og standsede brat.
Der var noget galt.
Han så sig om: Haven var pletfri, græsset var klippet lige som en lineal, vinduerne skinnede, blomsterbede var trimmet, stierne var rene, ingen uorden at se.
Alt omkring ham virkede levende, farverigt og velplejet.
Selv porten var ny ikke den gamle knirkende, men en solid, pålidelig port.
Mikkel gik i gang med at bruge sin nøgle, men den passede ikke længere. Han stod et øjeblik, så gik han beslutsomt til døren og bankede.
Der var stille i huset et øjeblik, så gik døren op.
Men det var ikke den Kirstine, han kendte. Ikke den triste kvinde med mørke rander under øjnene. I stedet stod en frisk, smilende kvinde med et glimt i øjet.
Jeg troede, du var alene og sørgede Men du? Du kunne i hvert fald have ringet!
Hvorfor? svarede hun med et venligt smil og hældende sit hoved til siden.
Hvorfor? Mand er væk i en uge, og du gør intet?
Jeg har ingen mand, svarede hun roligt.
Hvor får han så hen? lo Kirstine. Der var kun én besøgende, og den gik galt. Sådan skal du ikke tænke på ham!
Mikkel blev rød i ansigtet: Er du alvorligt ved at tale om mig?! Du får et slag i ansigtet og taler på en anden måde! Du skulle have opdraget dig selv før! Jeg har bare elsket dig!
Han gik et skridt frem, men Kirstine rørte sig ikke.
Fra døren kom en høj mand ud, lagde en hånd på hendes skulder og sagde fast: Hey, fyr, gå ud. Og gør det med ro.
Hvem er du? Er du hendes elsker? Så lad mig smide ham ud, så lover jeg at vende tilbage! Jeg lover endda at lade være med at slå!
Så gik tiden i stå, så eller så gik den i fejl. Pludselig løb Mikkel som en gal, som om helvedes horn jagede ham. Bag ham skubbede nogen ham fremad.
Kirstine stod på trappen og lo så hun græd, mens hendes storebror jagtede den tidligere kammerat ud af haven. Han fløj mod porten, mens broren skubbede ham med to kraftige spark.
Da Mikkel stod uden for døren, smækkede broren porten og vendte sig mod sin søster:
Kirstine, lad være med at tage den fyr tilbage! Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan du kunne holde ud med ham så længe!
Kirstine sukkede dybt: Jeg var dum, derfor holdt jeg ud. Jeg troede, han ville forandre sig.
Sådan ændrer du ikke folk, de hænger fast! Hvis du har brug for hjælp i huset, så ring til mig, jeg kommer. Lad ham forstå, at han ikke skal komme her igen.
Og hvis han ikke forstår?
Så forklar det igen, blinkede broren og gik ind med sin søster.
Inde i huset grinede gæsterne, som så den hele forestilling fra vinduet.
Så, fødselsdagsbarn, skål for dig!
Skål! lød svarene, og glasene klirrede.
Kirstine smilede. Hvor fedt det er at have en storebror, som er så omsorgsfuld, stærk og altid ved sin side!
