UTAKNEMMELIGE GRISEN GRISEN
Tidligt om morgenen ringede min kone, Rikke, til mig direkte på kontoret og fortalte, at hun efter arbejde ville tage til Vestergaards for at fejre sin arbejdsplads fagdag.
Hvis du har lyst, så kom, sagde hun ligegyldigt, sikker på, at jeg ikke ville dukke op, men hellere sidde hjemme og læse eller hænge foran computeren hele aftenen.
Okay, svarede jeg lige så farveløst, men over frokosten gik hun alligevel i Magasin for at finde en gave til mig. Kvinderne stimlede sammen omkring parfumeafdelingen.
Rikke fik straks øje på en flakon af dyr eau de cologne på den sorte glans af æsken stod en elegant mand i en tilfældig blazer, med fræk skæve øjne og et drillende smil, præcis som hendes Grith.
Den fiffige ekspedient pakkede gaverne ind i farverig folie og satte sløjfer på med rutine. Pludselig trådte en ældre kvinde hen og sagde:
Ja ja, piger, nu giver I mændene parfume, men det er andre, der skal snuse til dem og beundre deres slips.
Pigerne lo højt, mens Rikke tænkte, at sådan har det været hele livet alt for Griths skyld, og han for alle andre. Da de var unge, var hun uendeligt forelsket, og han lod sig bare forkæle. Da han kom ind på universitetet hun skrev hans opgaver om natten. Da de fik børn hun tog sig af det hele.
I starten var der en følelse af taknemmelighed fra ham. Men snart tog han hendes omsorg for givet. Udefra virkede det sikkert som den perfekte familie: godt med penge, roligt liv, kloge, lydige børn. Men nu, hvor børnene var flyttet hjemmefra, stod Rikke tilbage med Grith. Den tomhed mærkede hun først da.
For tyve år siden, da de blev gift, var hendes mor imod. »Se på ham han er alt for smuk og ved det godt, beundrer sig selv,« sagde hun uophørligt og rystede på hovedet. »En smuk mand er alles mand. Alle vil kigge på ham, og du får mindst, selv om du har mest ret.« Første punkt: kone, der ikke er elsket. Andet: hun er 43. Tredje: ingen har brug for hende…
Rikke stillede sig ved vinduet. Forårssolen bagte hårdt. »Snart er det kvindernes dag,« tænkte hun træt, »men hvad så? Endnu engang alene… Livet er næsten gået. Hvad venter forude…?«
Fra gaden kunne hun høre glade fugle, og pludselig bankede nogen på ruden. Hun kiggede en pjasket spurv spankulerede på gesimsen og så på Rikke med sine runde øjne.
»Det må jo være et tegn,« tænkte hun. Lige i det samme slog uret højlydt på væggen.
»Måske er der stadig tid. Første punkt: hvis vi ikke bliver elsket, må vi elske os selv.« Hun smækkede døren og løb ned ad trapperne: først til frisøren, derefter ud og shoppe…
Klokken halv syv stak spejlet beundrende af på den mystiske fremmede: Hun sad svagt vuggende i kontorstolen med den lille sorte kjole, en friskklippet kort frisure, trendy trefarvet pandehår, og øjne, der havde dybde og hemmelighed (eyeliner, skygge og dygtig blending). Læberne let kontur, og lidt glans, og pludselig var de både fyldige og elegant buede.
»Punkt to: livet begynder først rigtigt, når du fylder 40…«
Hun gik ud i køkkenet, vendte tilbage med et glas rødvin, og skålede med spejlet: »Punkt tre har vi egentlig brug for en mand, der ikke evner at værdsætte sådan en kvinde?..«
Det siger sig selv, at hun gik ind til Vestergaards på lette, slingrende stiletter. Forvirring i lokalet straks rakte flere mænd hænder frem for at hjælpe hende med frakken, tilbyde en stol eller æble. »Nå nå… Hvad siger I? Er min mand her også?.. Jeg så ham slet ikke med det samme…«
Modstanderen blev ramt af det uventede indtog, slået ud af kurs af hendes strategi, og lammet af alles begejstring.
Næste morgen, i et forsøg på at genvinde initiativet, sagde han på sin gamle måde: »Skal vi have morgenmad eller hvad?« Men der tog han fejl, eller var måske ikke helt vågen endnu, for ved hans side lå ikke »hent-og-bring«-konen.
Ved siden af ham lå en afslappet, elegant kvinde med selvtilliden på plads.
Uden at vende sit trefarvede pandehår svarede hun klædeligt:
Har du lavet morgenmad, skat?
Hun strakte sig og tænkte, mens hun gled tilbage i søvnen: »Sådan, kære. Ellers må vi tilbage til punkt tre.«
Alt i alt: Nogle gange skal man give sig selv den kærlighed, man længes efter.
